UV-ugentligt
Konferencen kom og gik. Hvad gør vi nu?
Maj 2024


Konferencen kom og gik. Hvad gør vi nu?

Det kan være svært at vide, hvordan vi rent faktisk anvender alle lærdommene i vores liv.

en kvinde med en notesbog fyldt med noter og kruseduller

Generalkonferencen er en dejlig tid på året – det er en god tid til at blive opløftet og mindet om vores velsignelser og ansvar som Kristi disciple. Men nogle gange kan det være let at glemme, hvad der er budskabernes formål, især efter konferencen slutter.

Præsident Russell M. Nelson mindede os om betydningen af generalkonferencen, da han bad os om at gøre »denne konference til en tid, hvor I kan nyde budskaber fra Herren gennem hans tjenere. Lær, hvordan I kan anvende dem i jeres liv.«1

Generalkonference er en tid til at modtage inspiration, men det er vigtigt at huske, at det er gudgiven vejledning. Konference er – helt bogstaveligt – nutidig åbenbaring og hellig skrift.

Så nu, hvor vi har sagt farvel indtil videre, i hvert fald indtil næste konference, hvordan anvender vi så de lærdomme, vi netop har hørt? Hvordan kan vi fortsætte med at frydes over vores kærlige lederes ord, uden at blive udbrændte i forsøget på at gøre for meget på én gang?

Selvom alles erfaringer og omstændigheder er unikke, er her fire enkle tips, der kan hjælpe jer med at få mest muligt ud af generalkonferencen:

Vend tilbage til talerne

Det kan være svært lade10 timers åbenbaring trænge ind hjerte og sind på én gang! Men fordi der er seks måneder mellem konferencerne, så har vi tid til at vende tilbage til talerne og minde os selv om de nyeste lærdomme fra vores profet og apostle.

Præsident Ezra Taft Benson (1899-1994) sagde: »I de næste seks måneder bør jeres konferenceudgave af [Liahona] stå ved siden af jeres standardværker og blive benyttet lige så ofte.«2

I kan blive overrasket over ord eller principper, I lægger særligt mærke til anden gang. Når I lytter til eller læser budskaberne fra konferencen i løbet af de følgende måneder, så bed vor himmelske Fader om at hjælpe jer med at identificere hovedbudskaber, som I bør fokusere på. Bed om forståelse af og vejledning i, hvordan de kan gælde specifikt for jer.

Forsøm ikke jeres noter

Mange af os kradser noter eller indtryk ned, mens vi lytter til konferencen, men bagefter kan det være let at lade disse noter samle støv. Pointen med disse noter er at genkalde åndelige oplevelser og indtryk og grunde over de sandheder, der tiltrak sig jeres opmærksomhed.

Afsæt tid til regelmæssigt at gennemgå de noter, I har taget (det hjælper at opbevare dem et tilgængeligt sted, som I ikke glemmer), og beskæftig jer med dybere studier af de konferencetaler, som gjorde dybt indtryk på jer.

Præsident Henry B. Eyring, andenrådgiver i Det Første Præsidentskab har lært os: »Hvis I stoler tilstrækkeligt på Gud til at lytte til hans opmuntrende, irettesættende og vejledende budskaber fra hans tjenere, så finder I dem.«3 Jeres noter kan åbenbare, hvad Herren ønsker, I skal fokusere på. (Og hvis I ikke tog noter, er det aldrig for sent – krads nogle ned, når I vender tilbage til budskaberne!)

Lav en plan I kan gennemføre

Præsident Nelson har også lært os: »Når Frelseren ved, at I virkelig ønsker at række ud til ham – når han kan føle, at jeres hjertes største ønske er at trække hans kraft ind i jeres liv – vil I blive ledt af Helligånden til at vide præcist, hvad I bør gøre [se L&P 88:63].«4

Når I har identificeret de budskaber, I føler jer tilskyndet til at arbejde med, så lav en plan for, hvordan I vil indarbejde det princip eller den adfærd i jeres liv. Bliv ikke overvældet af følelsen af, at I bør anvende hver eneste tale på én gang. Det kan hjælpe jer med at lave håndterlige ændringer, hvis I sætter specifikke og handlingsrettede mål. Et skridt ad gangen! Eller, som ældste Mikael A. Dunn fra Halvfjerdserne har sagt: »En procent bedre!«5

Vær tålmodig og vedholdende.

Forandring og fremskridt sker ofte langsomt, og det er okay. Vær tålmodige med jer selv. Det vigtige er at blive ved med at prøve og opretholde en åben dialog med vor himmelske Fader i bøn. Ældste Dunn har også mindet os om: »Selvom vi sandsynligvis ikke bliver fuldkomne, må vi være opsatte på at spejle vores udholdenhed med tålmodighed. Gør det, så vil den søde belønning ved større retfærdighed give jer den lykke og fred, I søger.«6

Hvis I er vedholdende og tålmodige, så vil I se den forskel, det kan gøre at anvende lærdommene fra generalkonferencen i jeres liv.

Målet med generalkonferencen er ikke bare at høre Guds ord, men også at hjælpe os med at blive bedre Kristi disciple. Når vi anvender budskaberne i vores liv, fører det os tættere på Frelseren, og enhver lille indsats I gør for at gøre det, er et skridt i den rigtige retning. Fortsæt, og I vil opleve, at jeres tro på ham og jeres forståelse af hans evangelium vokser – og jeres liv forandres!