Kun digitalt: Unge Voksne
Genopbygger min tro efter tvivl
Da en af mine kære forlod Kirken, mistede jeg mit eget vidnesbyrd af syne.
Foto brugt med tilladelse af forfatteren
Jeg havde aldrig kæmpet med min tro på Jesu Kristi evangelium, før min storesøster begyndte at fortælle mig, hvordan hendes syn havde ændret sig. Hun havde altid haft en stærk tro, så da jeg hørte hendes ord og så, at andre venner også forlod Kirken, begyndte jeg at spekulere på, om evangeliet virkelig var sandt.
For første gang begyndte jeg at tvivle på, hvad jeg altid havde troet på, og jeg var bange. Jeg var ikke sikker på, hvor jeg skulle henvende mig. Jeg bad, læste mine skrifter og søgte vejledning, men min tro var virkelig rystet.
En uventet kaldelse
Snart havde jeg ladet mig drive væk fra Ånden. Jeg følte mig så langt væk fra Frelseren.
Men som ud af det blå blev jeg bedt om at organisere en UV-konference for unge voksne i Østeuropa og tjene som rådgiver ved FSY.
Jeg var sikker på, at min stavspræsident havde valgt den forkerte person – jeg følte mig så åndeligt lav. Hvordan kunne jeg opløfte andre, når jeg knap nok holdt mig selv oven vande?
Jeg havde ikke lyst, men jeg tog modvilligt imod kaldelsen.
Tog forbindelsen op med min tro igen
Jeg lærte meget, da jeg organiserede disse trosfremmende begivenheder. Det, jeg elskede mest, var igen at forbinde mig med unge voksne venner, der hjalp mig til at huske den tro, jeg havde, inden jeg kæmpede med at tro.
Der var så mange venner, der med medfølelse lyttede til mine bekymringer og spørgsmål. De delte også deres tro med mig og blev ved med at minde mig om, hvor meget mit vidnesbyrd tidligere havde styrket dem. De mindede mig om, hvordan jeg engang havde delt det, jeg følte omkring evangeliet, og jeg mindedes store åndelige oplevelser gennem mit liv.
Jeg indså, at selvom jeg havde spørgsmål, så ønskede jeg at have tro på Jesus Kristus. Jeg ønskede at efterleve buddene, komme i templet, gå i kirke og at opbygge og bære mit vidnesbyrd.
Da jeg kæmpede, var jeg begyndt at tro, at jeg ikke havde brug for Gud. Men mine byrder er blevet lettere, og min vej er meget lysere, efterhånden som jeg har sat min lid til ham og inviteret ham ind i mit liv igen.
Husk jeres åndelige oplevelser
Det var en velsignelse at acceptere denne kaldelse, fordi jeg indså, hvor meget jeg havde savnet Ånden i mit liv.
Ældste Neil L. Andersen fra De Tolv Apostles Kvorum har talt om kraften ved at mindes vores åndelige oplevelser, og hvordan vi kan hjælpe dem, vi elsker, til at huske deres. Han sagde:
»Når personlige problemer, tvivl eller modløshed formørker vores vej … er [disse] åndeligt definerende minder … som selvlysende sten, der er med til at oplyse vejen forude og forvisse os om, at Gud kender os, elsker os og har sendt sin Søn, Jesus Kristus, til at hjælpe os med at komme hjem. Og når nogle lægger sine definerende minder til side og er fortabt eller forvirret, vender vi dem mod Frelseren, når vi fortæller dem om vores tro og vores minder og hjælper dem til at genfinde disse dyrebare åndelige øjeblikke, som de engang værdsatte.«1
Det er præcis, hvad mine venner gjorde for mig, og det hjalp mig også til at gøre det for mig selv.
Verden gør det let for os at miste vores evige mål, udvikling og forhold til Gud af syne. Men i tvivlens stund kan vi fokusere på, hvorfor vi valgte at følge Jesus Kristus og huske vores lovede velsignelser og hans hånd i vores liv.
Læs jeres dagbog, se på gamle fotos af, hvornår jeres liv blev fyldt med Ånden, og tal med mangeårige trofaste venner. Tjen andre, bær jeres vidnesbyrd og åbn hjertet for andres vidnesbyrd.
Jeg har stadig ikke alle svarene på mine spørgsmål, men når jeg skubber verdens stemmer til side og vælger tro på Jesus Kristus og vor himmelske Fader, giver de mig det, jeg har brug for, og vejleder mig til glæde.
Jeg ved, at når jeg fortsat tænker over mine tidligere åndelige oplevelser og stræber efter at opleve nye, vil jeg blive ved med at genopbygge min tro et skridt ad gangen.