Sådan inspirerede min fars sidste ord min omvendelse
Forfatteren bor i Namibia.
Profeternes, missionærernes og min fars ord hjalp mig med at udvikle min tro på Jesus Kristus.
Jeg flyttede til en stor by i Namibia, da jeg skulle starte på universitetet. Der boede jeg sammen med min storebror, som er medlem af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige.
En søndag inviterede han mig med i kirke, og jeg indvilligede i at tage med. Jeg lagde mærke til, at alle jeg mødte i bygningen virkede så glade.
Min bror præsenterede mig for missionærerne, og vi lavede en aftale. For at være helt ærlig, så hørte jeg ikke særlig godt efter i deres lektioner, og selvom de ældste altid opfordrede mig til at bede vedrørende det, de underviste i, så jeg kunne vide, om det var sandt, så gad jeg ikke gøre det.
Til sidst blev jeg træt af lektionerne. Jeg læste ikke skrifterne eller prøvede at ændre noget, så jeg begyndte at undgå ældsterne.
Men jeg kom stadig i kirke med min bror en gang imellem. Og hvis ældsterne nogensinde fik fat i mig, fandt jeg på undskyldninger for, hvorfor jeg ikke længere mødtes med dem.
Afskedsord
Nogle år senere blev min far pludselig syg, uden tegn på bedring. Kort før han døde, delte han et budskab med mig og mine søskende. Han citerede Matthæus 6:33, og gav os rådet: »søg først Guds rige«, og fortalte os, at hvis vi var retfærdige og fulgte Jesus Kristus, så ville alt andet i vores liv falde på plads.
Desværre lod jeg ikke hans afskedsord trænge ind før længe efter hans død.
Før min far døde, havde jeg forsøgt at tro på Jesus Kristus og hans evangelium, men efter jeg mistede ham, blev min voksende tro afsporet.
Det var så smertefuldt at miste min far. Jeg følte, at alt lyset var forsvundet fra mit liv. Jeg brugte alkohol til at lette min sorg og smerte. Jeg stoppede med at gøre noget som helst, der havde med tro at gøre, og jeg følte, at jeg gled længere og længere væk.
Men en dag, da jeg var allerlængst nede, dukkede min fars sidste ord op i mine tanker:
»Søg først Guds rige.«
»Hvad er det, jeg foretager mig med mit liv?« tænkte jeg. Min far havde ligget på sit dødsleje, og alligevel havde han vidnet om sin tro på Jesus Kristus. »Hvorfor kan jeg ikke gøre det samme?«
Mine tanker omkring min far fik mig også til at huske den fred og lykke, jeg så i medlemmernes øjne, hver gang jeg gik i kirke med min bror. Jeg ønskede den samme fred og lykke.
Jeg vidste, at det endelig var tid til at blive seriøs omkring at få et vidnesbyrd.
Et uventet svar
Jeg begyndte at mødes med missionærerne igen. De besvarede mange af mine spørgsmål, og jeg begyndte at læse de skrifter, de opfordrede mig til at læse. Jeg begyndte at bede mere og stræbte efter at lære om Jesu Kristi evangelium. Da de opfordrede mig til at bede angående det, jeg lærte, tog jeg imod opfordringen.
Da jeg var alene, knælede jeg og bad den mest oprigtige bøn nogensinde, hvor jeg spurgte, om Kirken var sand. Da jeg grundede over min bøn, følte jeg pludselig Ånden meget stærkt. En stille, sagte – men gennemborende – røst hviskede til mit sind, »Eben, kom og følg mig. Jeg er vejen og sandheden og livet.«
Jeg var overrasket.
Da jeg senere fortalte missionærerne om det, forklarede jeg, at jeg troede, at den røst jeg havde hørt, måske var mit eget sind, der forsøgte at trøste mig. De forsikrede mig om, at det var det ikke – det var Helligånden, der førte mig til sandheden.
Det var utroligt at lære, at vor himmelske Fader var opmærksom på mig, og at jeg kunne modtage et svar som det. Men jeg følte stadig, at jeg havde brug for bekræftelse af evangeliets sandhed.
Et spring ud i det uvisse
Da generalkonferencen nærmede sig, opfordrede missionærerne mig til at nedskrive alle de spørgsmål, jeg havde, og til at lytte opmærksomt efter svar.
Præsident Russell M. Nelsons tale fjernede al min tvivl. Da han opfordrede os til »at komme ind på pagtens sti og blive på den«,1 følte jeg, at vor himmelske Fader bad mig om at blive døbt.
Så efter konferencen fortalte jeg de ældste, at jeg var klar. Jeg havde tvivlet på mig selv, min værdighed og min evne til at forandre mig og blive som Jesus Kristus, men da jeg talte med min biskop, indså jeg, hvad jeg måtte gøre. Jeg huskede på profetens, Åndens og min fars ord, og jeg sprang ud i det uvisse og blev døbt af min storebror. Endelig begyndte jeg med glæde at efterleve evangeliet fuldt ud.
Evangeliet giver mig de svar og den trøst, jeg har brug for i livet. Fordi jeg nu forstår frelsesplanen, har jeg håb om, at jeg vil se min far igen en dag. Hvert eneste nadvermøde føles som den første søndag sammen med min bror – jeg føler stadig den samme fred og glæde.
Jeg er ved at forberede mig på at tjene en mission, og jeg ser frem til at dele evangeliet og mit vidnesbyrd med verden. Jeg er klar til at sprede evangeliets lys – det samme lys, det gav mig, da jeg havde allermest brug for det.