Kun digitalt: Unge Voksne
Bær hinandens byrder: Vores kirkesamfunds velsignelser
Forfatteren bor i Chile.
Da min bedstemor døde, spekulerede jeg på, hvordan jeg kunne finde fred. Min menighed havde svaret.
Under min opvækst føltes det enkelt at efterleve evangeliet. Jeg stolede på mine forældre og ledere, og de vejledte mig og hjalp mig med at træffe gode valg.
Men nu, hvor jeg er blevet en ung voksen, har jeg lært, at vi ofte kan stå over for vanskeligheder og udfordringer i livet, som vil teste vores tro.
Da min bedstemor døde uventet, stod min familie og jeg overfor en af disse vanskelige perioder. Det fik mig til at stoppe op og stille spørgsmålet: »Hvis Gud er god, hvorfor tager han så en god person fra os?«
Min bedstemor var vores faste holdepunkt. Hun var venlig, omsorgsfuld og barmhjertig – en mor for alle. Hun bød alle velkommen i vores hjem. Nabolagets børn, der legede på gaden foran vores hus, spiste aftensmad hos os, fordi hun havde en portion mad til alle.
Så da hun døde, kæmpede jeg med min tro.
Midt i al min sorg bad jeg stadig hver dag, selv om jeg ikke søgte efter svar i evangeliet eller hos Gud. I starten var mine bønner ensformige. Jeg bad om de samme ting. Jeg var taknemmelig for de samme ting.
Men efterhånden som tiden gik, var der et spørgsmål i mit hjerte, som jeg endelig fik stillet vor himmelske Fader:
»Hvordan kan jeg finde fred?«
Få et evigt perspektiv
En ven var svaret på denne oprigtige bøn.
Takket være ham, begyndte jeg at komme i kirke igen. Han inviterede mig med, og jeg indvilligede kun, fordi han var min ven. Jeg var ikke interesseret i at deltage.
Men lidt efter lidt, simpelthen fordi jeg var til stede, begyndte evangeliets budskaber at trænge ind i mit hjerte. Jeg så, at vor himmelske Fader har en plan for os. Præsident Russell M. Nelson har sagt:
»Evigt perspektiv giver fred, ›som overgår al forstand.‹ (Fil 4:7) …
Livet begynder ikke ved fødselen, og slutter ikke med med døden.«
Selvom jeg stadig sørger over min bedstemor, giver Jesu Kristi evangelium mig fred og forsikringen om, at vi en dag vil blive genforenet.
Jeg lærte også, at det kræver en konstant og daglig indsats at huske min dåbspagt og lytte til Åndens vejledende røst. Jeg begyndte at værdsætte Helligåndsgaven i mit liv. Jeg ved, at han altid er hos mig, gennem alle mine vanskeligheder.
Sørg med dem, der sørger
Jeg er så taknemmelig for en ven, der bemærkede, at jeg trak mig væk fra evangeliet, og som rakte ud for at støtte mig. Da jeg fortsatte med gå i kirke og deltage i Institut og andre aktiviteter for unge voksne, kom jeg tættere på flere unge voksne i området, som alle søgte at elske hinanden og efterleve Jesu Kristi evangelium.
Præsident Nelson har også sagt:
»Sidste dages hellige ser altid, ligesom andre af Jesu Kristi disciple, efter måder at hjælpe, opløfte og elske andre på. De, der er villige til at blive kaldt Herrens folk, ›er villige til at bære hinandens byrder … at sørge med dem, der sørger … og at trøste dem, der står i behov for trøst‹ (Mosi 18:8-9).
De forsøger virkelig at efterleve det første og det andet store bud. Når vi elsker Gud af hele vores hjerte, vil han vende vores hjerte til altid på smukkeste vis at søge andres velbefindende.«
At hjælpe mig med at bære mine byrder var præcis det, mine meddisciple i min menighed gjorde for mig, og det, de fortsat gør for hinanden. Jeg elsker oprigtigt de andre i min menighed. Vi mødes ofte, vi støtter hinanden, og vi yder omsorg for hinanden. Når nogen har brug for et job, hjælper vi hinanden med at lede efter muligheder. Når der kommer nye til vores søndagsmøder, byder vi dem velkommen og forsøger at få dem til at føle sig inkluderet.
Gode venner har hjulpet mig med at blive stærk i evangeliet og sammen er vi stærke mod livets prøvelser og fristelser.
Vær en ven for andre
Og ligesom gode venner støttede mig, da jeg havde mest brug for det, har jeg nu mulighed for at være den ven for andre. Til tider, når jeg har bemærket, at folk jeg holder af, har det svært eller tager afstand fra Kirken, så gør jeg, hvad jeg kan for at støtte og indbyde dem – for at minde dem om, at Herren elsker dem, og venter på, at de vender tilbage til pagtstien.
Jeg ved, at jeg ikke ville være der, hvor jeg er i dag, uden mine vidunderlige venner og menighedsmedlemmer, som hjalp mig med at finde modet til at forblive trofast, da jeg følte så stor en sorg.
At have dette stærke, kærlige fællesskab af ligesindede disciple er en af de mirakuløse velsignelser, vi modtager som medlemmer af Kirken. Intet er mere styrkende end at tilbede, elske og opløfte dem, der stræber efter at blive som Frelseren.
Hvis I kæmper med en vanskelig udfordring, så husk at I ikke er alene. Der er venner, omsorgsbrødre og -søstre, og kærlige ledere i jeres menighed, gren og stav, som kan støtte og styrke jer. Og I kan også være en styrke for dem.