UV-ugentligt
Tro uden at se – Indsigt fra medlemmer rundt om i verden
Oktober 2024


Kun digitalt

Tro uden at se – Indsigt fra medlemmer rundt om i verden

Hvordan kan vi tro på Jesus Kristus, hvis vi ikke har set ham?

en kvinde studerer skrifterne med en gruppe mennesker

Frelserens komme til det amerikanske kontinents folk var uden tvivl en livsforandrende begivenhed for alle, der var vidne til hans mirakler. Men hvordan opnår de, der aldrig ser ham, et personligt vidnesbyrd om Jesus Kristus?

Heldigvis befalede Frelseren de folk, han besøgte om at nedskrive deres oplevelser for at styrke dem, der ikke kom til at se ham (se 3 Ne 16:4). Og mens de fleste af os sandsynligvis ikke kommer til at se Frelseren med vores fysiske øjne, lærte ældste David B. Haight (1906-2004) os, at når det drejer sig om at se Frelseren, så er der flere »betydninger af ordet se, såsom at lære ham at kende, at fornemme ham, at genkende ham og hans værk, at fatte hans betydning eller at få en større forståelse af ham.«

Så, hvad hjælper jer med at opnå et vidnesbyrd om Frelseren og hans gengivne evangelium, selv om I ikke fysisk har set ham?

Dette er nogle få svar fra medlemmer rundt om i verden.

Vær vidne til hans lærdommes indvirkning

»Den fred og glæde, der kommer fra at følge hans lærdomme, tjener som konstante påmindelser om hans indflydelse i mit liv. Tro på Jesus Kristus understøttes ofte af personlige oplevelser, åndelig bekræftelse, studier af skrifterne, bøn, samhørighed i fællesskabet og af at være vidne til hans lærdommes positive indvirkning på en selv og andre.«

Nefi Statie er fra Bonaire i Caribisk Nederlandene

Lev i tro

»At tro uden at se betyder at leve i tro. Vi føler os måske fristet til at spørge Herren om han virkelig er der, men jeg tror fuldt og fast på, at vi er nærmest Gud, når vi udøver tro. Selv om jeg ikke har set ham, kender jeg stadig min identitet som en Guds datter og Jesu Kristi discipel. Han er min Frelser og hans kærlighed ophører aldrig. Jeg kan leve i tro uden at se.

Jeg lærte sandheden om evangeliet, da jeg var 19 år gammel. Nu er mit liv fyldt med velsignelser på grund af min tro. Skrifterne, profeternes lærdomme og de ord, der tales ved generalkonferencer, velsigner mit liv hver dag og giver mig modet til at fortsætte med at tro. Selv om jeg ikke kan se Kristus, ser jeg hans lys i mit liv.«

An Vu er fra Hanoi i Vietnam

Stol på Gud i svære tider

»Apostlen Paulus sagde: ›Tro er fast tillid til det, der håbes på, overbevisning om det, der ikke ses‹ (Hebr 11:1). Når vi tror uden noget bevis, åbner vi os selv op for uendelige muligheder. For mig er tro bevis på vores omvendelses styrke, og den kundskab øger min evne til at tænke celestialt.

I juni 2023 faldt jeg og fik et alvorligt brud på min albue, mens min mand var bortrejst på en kirkeopgave i Uganda. Jeg fik masser af hjælp fra familie og venner. Men da jeg indså, hvor meget hjælp jeg behøvede for at gøre simple ting, sank jeg næsten sammen i selvmedlidenhed. Min datter mindede mig om, at Gud er opmærksom på os, og at jeg var nødt til at stole på Herren.

Det gav mig håb at stole på Gud i den vanskelige tid, så jeg kunne tro på, at han ikke ville give mig mere, end jeg kunne klare. At vide, at hans ånd altid er hos mig gjorde, at jeg havde håb og følte fred i udfordrende tider. Nu, efter mere end syv måneder, er skaden stort set ikke noget man lægger mærke til.«

Josephine Baddoo er fra Nairobi i Kenya

Genkend hans hånd gennem andre

»Jeg har set Herrens hånd i mit liv gennem andre. Til tider føler jeg, at Herren ved, at jeg har svært ved at lade tvivlen komme mig selv til gode eller at tro på mig selv. Men på min vej gennem livet har jeg kunnet genkende hans hånd gennem andre, der har hjulpet mig med at lære at tro på mig selv og se mig selv på samme måde, som han ser mig.

Jeg ser den gennem mine forældre, der opdrog mig, mine venner, der støttede mig gennem min overgang til universitetet, mine missionskammerater, som vejledte mig gennem min mission, og mine universitetslektorer, der oprigtigt bekymrede sig om min uddannelse og mit velbefindende.

Hver gang de tjener mig, føler jeg også, at Frelseren er der.«

Mikael Avalos er fra Idaho i USA

Tro på hans timing

»Jeg har set Herrens hånd utallige gange i mit liv, men mit største vidnesbyrd kommer fra en prøvelse jeg har udholdt i 10 år.

Jeg blev gravid med min anden datter, men aborterede i syvende uge. Jeg husker, at jeg græd og bønfaldt Herren, men tænkte: ›Vor Frelser har helt sikkert en større plan for denne baby end det, jeg har brug for lige nu.‹ Det følgende år blev jeg gravid og aborterede så igen. Jeg spurgte: ›Gud, hvorfor har du forladt mig?‹ (Matt 27:46).

Til sidst blev vi på mirakuløs vis gravide og fik en sund og rask lille pige.

Men det var ikke afslutningen på denne prøvelse. Desværre endte vi med yderligere fire aborter i træk.

Vi flyttede til et nyt område, og jeg fik en ny læge, som konstaterede, at jeg led af en koagulationsforstyrrelse. Med denne viden kunne min læge og jeg lægge en plan. Siden fik jeg to sunde børn.

Herrens timing er fuldkommen. Denne lektie har været den sværeste, jeg nogensinde har måttet lære. Han forbereder vejen for jer og anbringer mennesker på jeres vej og giver jer oplevelser for at styrke jer.«

Vicky Majano er fra Virginia i USA

Noter

  1. David B. Haight, »Temples and Work Therein«, Ensign, nov. 1990, s. 61.