61:7

Så sikker en grundvold

Ældste Donald L. Hallstrom

De Halvfjerds’ Præsidium

CES-foredrag for unge voksne • 2. november 2014 • Ogden Tabernacle i Ogden i Utah

Det er en glæde for søster Hallstrom og mig at være her sammen med jer denne aften. Når vi ser ansigterne på dem, der er forsamlet her til aften, forestiller vi os unge voksne over hele verden, både gifte og ugifte, som deltager i denne transmission. Vi har muligheden for at rejse meget og besøge Kirken i hele verden. Vi har mødtes med mange af jer og mange som jer. Vi har mødt unge voksne, som er omvendt til Kirken, og dem, der arbejder med deres omvendelse. Vi har mødt unge voksne, som er faret vild, og andre, der har genfundet vejen – eller mere præcist, som har fundet sig selv. Vi har mødt dem, som ikke er af vores tro, dem, der for nylig er blevet døbt, og dem, hvis familiemedlemmer har været i Kirken i generationer. Vi vidner om, at alle er Guds børn, og at de har hele potentialet til at modtage enhver velsignelse i evigheden.

På vegne af Kirkens ledere kan jeg med entusiasme sige: »Vi elsker jer!« Ved at iagttage profeter og apostle på nært hold og kende dem, som jeg gør, kan jeg med overbevisning sige, at de bestemt kerer sig for de unge voksne i Kirken. Det er jer, der er nutiden og fremtiden. Vi har brug for jer!

Dette møde afholdes i Ogden Tabernacle, et smukt renoveret bygningsværk over for det majestætiske tempel i Ogden i Utah. Det tempel og dette tabernakel blev genindviet af præsident Thomas S. Monson for kun seks uger siden. Templet er et af de 143, der i øjeblikket er i funktion i Kirken, og som ligger spredt rundt i verden. Som en angivelse af, hvor gammel jeg er, eller mere positivt set, hvordan Herren fremskynder sit værk, var der kun otte templer, da jeg blev født.

Med templet som metafor vil jeg i aften tale om fundamenter. Ved design og opførelse af hvert tempel bliver der udført en betragtelig mængde arbejde på noget, som ikke så let kan ses, når projektet er afsluttet – fundamentet. Her er fx en kunstners gengivelse af templet i Philadelphia i Pennsylvania, som er under opførelse. Når det er færdigt, vil dette ekstraordinære bygningsværk måle 25 meter i højden, og englen Moroni vil være 60 meter op i luften. Som I kan se, bliver det storslået! Men, uanset hvor imponerende og prægtig denne bygning er, vil den være udsat for ødelæggende storme og indtrængende grundvand. Disse barske vilkår kan udrette stor skade og endda ødelægge dette noble bygningsværk, hvis man ikke gør noget ved det.

Når man ved, at templet uophørligt vil blive angrebet af disse kræfter, har ingeniører designet og bygherren udgravet et 10 meter dybt hul under hele bygningens sokkel. Hullet blev gravet i den lokale pennsylvanske granit for at sikre et urokkeligt fundament, som man kunne bygge på. Betonsoklen og fundamentet blev derefter forankret til grundfjeldet for at kunne modstå selv heftige vinde og pres fra grundvandet. Ankrene blev boret 15–50 meter ned i granitten og fastgjort med et tryk på 17,5 ton/cm2. Ankrene sidder med 4,5 meters mellemrum i begge retninger.

Grunden til de mange detaljerede informationer er dette: I modsætning til opførelsen af en bygning, der i enhver henseende kun er midlertidig, udviser vi til tider sørgelig lidt opmærksomhed på udformningen og opbygningen af vores eget fundament, udviklingen af vores evigtvarende og forhåbentligt evige liv. Som konsekvens heraf står vi yderst ubeskyttede og er lette ofre for farlige kræfter.

Vi lever i en verden, som kan være forvirrende, hvis den får lov til at være det, og som kan få os til at glemme, hvem vi er. Præsident Thomas S. Monson har sagt:

»Det jordiske liv er en tid, hvor vi prøves, en tid at vise os værdige til at vende tilbage til vor himmelske Faders nærvær. For at vi kan blive prøvet, er vi nødt til at tage udfordringer og vanskeligheder op. Disse kan knække os, og vores sjæls overflade kan revne og smuldre – det sker, hvis vores tros grundvold og vores vidnesbyrd om sandheden ikke ligger dybt i os.

Vi kan kun stole på andres tro og vidnesbyrd i en begrænset periode. I sidste ende skal vi have vores egen stærke og dybe grundvold, ellers vil vi være ude af stand til at modstå livets storme, som vil komme.«¹

Jesus Kristus beskrev det på denne måde, hvor han taler om en person, som hører og følger ham:

»Han ligner et menneske, der byggede et hus, gravede dybt ned og lagde soklen på klippen. Da der blev oversvømmelse, væltede floden ind imod huset, men den kunne ikke rokke det, fordi det var bygget godt.

Men den, der hører og ikke handler derefter, ligner et menneske, der byggede et hus lige på jorden uden sokkel. Floden væltede imod det, og straks faldt det sammen, og ødelæggelsen af det hus blev stor« (Luk 6:48–49).

Jesus Kristus er den klippe, som vi må bygge vores fundament på. Herren henviste til sig selv som »Israels sten« og udtalte eftertrykkeligt: »Den, som bygger på denne klippe, skal aldrig falde« (L&P 50:44).

Moses sagde: »Giv vor Gud ære! Han er klippen, hvis gerning er fuldkommen« (5 Mos 32:3–4). David udtalte: »Herren er min klippe, min borg … mit skjold … min fæstning« (2 Sam 22:2–3). Herren sagde til Enok: »Jeg er Messias, Zions Konge, Himlens Klippe« (Moses 7:53). Nefi priste Herren som »min frelses klippe« og »min retfærdigheds klippe« (2 Ne 4:30, 35). Esajas kaldte Herren »en grundsten, en prøvet sten … en kostbar hjørnesten« (Es 28:16). Paulus omtalte apostlene og profeterne som Kirkens fundament og »Kristus Jesus selv som hovedhjørnesten« (Ef 2:20).²

Dette er ikke en ny lære. Vi forstår det alle sammen, på den ene eller den anden måde. Vi er blevet undervist af forældre, i Primary, i Unge Pigers klasser og Det Aronske Præstedømmes kvorummer, i seminar, i institut, af fuldtidsmissionærer, af venner, af lokale kirkeledere, gennem skriften og af levende profeter og apostle. Hvorfor er det så svært for så mange af os at efterleve det?

Jo, kort sagt fordi læren skal rejse fra vores hjerne til vores hjerte og sjæl. Det må overtrumfe det, vi sommetider tænker, og endda det, vi sommetider føler – det må blive en del af den, vi er. Vores forbindelse med Gud, vor Fader, og hans evige plan og med Jesus Kristus, hans Søn og vores klippe, må være fast forankret, så den kan blive vores fundaments hjørnesten. Vores identitet bliver så for det første et evigt væsen – Guds søn eller datter – og taknemlig modtager af de velsignelser, der kommer gennem Jesu Kristi forsoning. Andre retskafne identiteter kan derefter bygges på det fundament, fordi vi vil vide, hvilke der er evige, og hvilke der er midlertidige, og hvordan de skal prioriteres. Andre identiteter og deres medfølgende væremåder (hvoraf verden lovpriser nogle) vælger vi endda at tilsidesætte.

Jeg elsker den værdsatte salme »Så sikker en grundvold«. Min yndlingsgengivelse er (ikke overraskende) Mormontabernakelkorets udgave. Når jeg sidder foran koret ved generalkonferencen og lytter og føler orglets kraft og stemmerne, musikken og teksten, får det mig til at ønske, at jeg kunne rejse mig og synge med dem. Men da jeg ved, at jeg hurtigt ville blive ledsaget ud af Konferencecentret, så undlader jeg at gøre det. Lyt til denne elskede salme, der blev sunget for blot fire uger siden ved generalkonferencens møde søndag formiddag. Værdsæt ordene og lyt i særdeleshed til det sidste vers. Det er i virkeligheden vers syv, men blev her sunget som vers fire.

Jeg deltog for nylig i et møde i templet i Salt Lake City med medlemmer af Det Første Præsidentskab, De Tolv Apostles Kvorum og alle andre generalautoriteter, der arbejder ved Kirkens hovedsæde. Vi sang som normalt de tre første vers af denne smukke salme, og standsede her, som vi ofte gør under nadvermøder eller andre møder. Men ved denne lejlighed sagde præsident Monson: »Lad os synge det syvende vers.« Sammen med alle disse generalautoriteter, heriblandt de levende profeter og apostle, sang vi:

Den sjæl, som til Jesus sin lid kun har sat,
jeg vil ej forlade i mørkeste nat.
Den sjæl, om al helved imod den mon stå
skal gennem min nåde, skal gennem min nåde,
skal gennem min nåde sin salighed få.3

Beskriver dette, hvem I er? Beskriver det i det mindste den, som I er ved at blive? Anstrengelsen med at opbygge og vedligeholde et åndeligt fundament er ikke let. Opbygningsfasen kræver en betydelig indsats, og vedligeholdelsen er livslang.

Vi roser inderligt jer, der virkelig forsøger, og vi ønsker at vide, hvad I gør. Brug de sociale medier og fortæl på #cesdevo, hvad I gør. Fuldend sætningen »Jeg opbygger mit åndelige fundament ved at …« Svarene vil være forskellige, ligesom omstændighederne er det, og det er kun godt. Altså sætningen, som skal fuldendes er: »Jeg opbygger mit åndelige fundament ved at …« Vi vil være taknemlige for at høre fra jer og få at vide fra jer, hvad der sker i jeres liv.

Hvis I aldrig har haft det fundament, som vi omtaler, eller ved forsømmelse har tilladt, at det slår sprækker eller smuldrer, er det ikke for sent at tage arbejdstøjet på og gå i gang. Alle de nødvendige redskaber er til rådighed for jer. Det er de samme redskaber, som er nødvendige for at vedligeholde et fundament, som allerede er lagt. I ved, hvilke det er. De omfatter konsekvente, gode bønner, dagligt studium af evangeliet gennem skriften, aktiv deltagelse i Kirkens møder, i særdeleshed oprigtig deltagelse i nadveren, fortsat uselvisk tjeneste og ihærdigt at holde pagterne.

Et andet vigtigt redskab er de levende profeters råd. Der er 15 mænd på jorden, som er blevet opretholdt som profeter, seere og åbenbarere. De bærer Guds præstedømmes nøgler. De underviser os ofte. Vi løfter vores hånd for at opretholde dem flere gange årligt. Vi beder for dem dagligt. Men den særlige velsignelse ved at have let adgang til deres budskab kan lede til utaknemlighed og manglende værdsættelse af budskabets vigtighed.

Præsident Henry B. Eyring har advaret: »For dem, der har stærk tro, synes det fornuftigt at søge efter en vej til sikkerhed i profeternes vejledning. Når en profet taler, vil dem med ringe tro måske mene, at de bare hører en klog mand give gode råd. Og hvis disse råd så synes bekvemme og rimelige og passer ind i deres kram, så følger de det. Hvis det ikke gør det, betragter de det som et dårligt råd, eller også mener de, at deres situation retfærdiggør, at de er en undtagelse til reglen.«

Præsident Eyring fortsatte: »En anden vildfarelse er at tro, at det at vælge, om vi vil følge profetens råd eller ej, ikke betyder mere end at tage imod et godt råd og nyde dets fordele eller bare blive, hvor vi er. Men hvis vi vælger ikke at følge profetisk vejledning, så ændrer vores situation sig. Den bliver mere farlig.«⁴

Når man bygger og vedligeholder et fundament, så husk disse tre principper: Vision, forpligtelse og selvdisciplin. Vision er evnen til at se. I en evangelisk sammenhæng kalder vi det ofte »evigt perspektiv«. Jakob beskriver det som at se »ting, som de virkelig er, og … ting, som de virkelig vil blive« (Jakob 4:13).

Forpligtelse er villigheden til at aflægge et løfte. Vi kalder det ofte »pagter«. Formelt set indgår vi pagter med Gud gennem præstedømmets ordinancer. Husk, at »guddommelighedens kraft [tilkendegives] i dets ordinancer« (L&P 84:20). Udover Gud bør vi være villige til at forpligte os over for os selv, vores ægtefælle (eller den, der bliver vores ægtefælle), vore venner og dem, vi tjener med.

Selvdisciplin kan defineres som evnen til at leve i overensstemmelse med den vision, som vi har, og med de forpligtelser, vi har indgået. Udvikling af selvdisciplin er essentielt for vores udvikling, fordi det virker som en usynlig forbindelse mellem læring og udførelse. I sidste ende vises styrken af vores åndelige fundament ved den måde, vi lever vores liv på, specielt i tider med skuffelse og udfordring.

For mange år siden fortalte præsident Gordon B. Hinckley historien om Caroline Hemenway, som blev født den 2. januar 1873 i Salt Lake City, som det andet barn ud af 11:

»I en alder af 22 giftede Caroline sig med George Harman. De fik syv børn, af hvilket et døde som spæd. Siden døde hendes mand i en alder af 39 år, og hun stod tilbage som enke.

Hendes søster Grace havde giftet sig med hendes mands bror David. I 1919 under den forfærdelige influenzaepidemi blev først David meget syg, og siden hans hustru Grace. Caroline tog sig af dem og deres børn såvel som sine egne. Midt under disse prøvelser fødte Grace en søn og døde få timer senere. Caroline tog dette lille barn med hjem, plejede det og reddede dets liv. Tre uger senere sov hendes egen datter Annie ind.

Nu havde Caroline altså mistet to af sine egne børn, sin mand og sin søster. Presset var for stort. Hun brød sammen. Som et resultat af dette sammenbrud fik hun en alvorlig sukkersyge. Hun satte dog ikke farten ned. Hun fortsatte med at tage sig af sin søsters spædbarn; og hendes svoger, barnets far, kom hver dag for at se den lille dreng. David Harman og Caroline blev senere gift, og nu var der 13 børn i deres hjem.

Fem år senere kom David ud for en katastrofe, som var en prøvelse til det yderste for dem, der led med ham. Han brugte en stærk desinficerende opløsning til at sprøjte såsæd. Denne væske kom i berøring med hans legeme, og følgerne var katastrofale. Huden og kødet løsnede sig fra hans knogler. Hans tunge og tænder faldt ud. Den ætsende opløsning åd ham bogstaveligt talt levende.

Caroline passede ham i denne forfærdelige sygdom, og da han døde, blev hun efterladt med 5 af sine egne børn og 8 af sin søsters børn og en gård på 73 ha, hvor hun og hendes børn pløjede, såede, vandede og høstede for at få nok til at dække deres behov. I denne tid tjente hun også som hjælpeforeningspræsident, hvilket hun gjorde i 18 år.

Mens hun passede sin store familie og gav en hjælpende hånd til andre, bagte hun 8 brød hver dag og vaskede 40 læs tøj om ugen. Hun kom tonsvis af frugt og grøntsager på dåser og passede 1000 liggehøner for at få en lille indtægt. Selvhjulpenhed var hendes standard. Dovenskab anså hun for en synd. Hun tog sig af sine egne og hjalp andre i sin store kærlighed, som ikke ville tillade, at nogen, som hun kendte til, skulle sulte, mangle tøj eller fryse.

Senere giftede hun sig med Eugene Robison, som snart efter fik et slagtilfælde. Indtil han døde fem år senere, passede hun ham og sørgede for alle hans behov.

Til sidst døde hun i en alder af 67. På det tidspunkt var hun udmattet og hendes krop var udpint som følge af sukkersygen. De arbejdsvaner, hun havde givet sine børn, lønnede sig i de år, der kom. Hendes søsters lille spædbarn, som hun tog sig af fra hans fødsel, har sammen med hans brødre og søstre som et tegn på deres kærlighed og taknemlighed, givet BYU en stor sum penge, der har gjort det muligt at bygge en smuk bygning, som bærer hendes navn.«⁵

Et fast fundament er den ultimative beskyttelse mod verdens stød og slag. Vi bør indtrængende søge det, som de lamanitter, der blev undervist af Ammon og hans brødre, opnåede, da det blev sagt om dem, at de, som »blev omvendt til Herren, faldt aldrig fra« (Alma 23:6).

Mary Ann Pratt giftede sig med Parley P. Pratt i 1837. De modstod frygtelige forfølgelser, da de, sammen med andre hellige, flyttede til Missouri. Da Parley sammen med profeten Joseph i Far West i Missouri blev fanget og kastet i fængsel af en pøbelhob, lå Mary Ann bundet til sygesengen, mens hun passede to små børn.

Senere besøgte Mary Ann sin mand i fængslet og blev hos ham en tid. Hun skrev: »Vi delte hans fangehul, som var fugtigt, mørkt, beskidt og uden udluftning, og som kun havde et smalt gitter i den ene side. Her sov vi.«

Efter Parleys løsladelse tjente Mary Ann og hendes mand på mission i New York og England og var mellem dem, som »til sidst [nåede] gruppen af udmattede i Utah«, som hun beskrev det. Parley endte med at lide martyrdøden, mens han tjente på endnu en mission.

På trods af dette voldsomme liv forblev Mary Ann standhaftig. Hun sagde med kraft: »Jeg blev døbt ind i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige … overbevist om læresætningens sandhed i kraft af den første prædiken, som jeg havde hørt, og jeg sagde i hjertet, at selvom der kun er tre, som holder fast i troen, så vil jeg være deriblandt, og på trods af den forfølgelse, som jeg har lidt, har jeg følt det samme. Mit hjerte har aldrig afveget fra den beslutning.«⁶

Emnet for vores drøftelse i aften er meget personlig. Vi kan blive undervist af andre. Vi kan iagttage andre. Vi kan lære af deres fejl og af andres succes. Men ingen kan gøre det for os. Ingen kan opbygge vores åndelige fundament. På dette område er vi vores egen bygherre.

Og Helaman sagde med styrke og kraft: »Og se, mine sønner, husk, husk, at det er på klippen, vor forløser, som er Kristus, Guds Søn, at I skal bygge jeres grundvold, så når Djævelen udsender sine mægtige vinde, ja, sine pile i hvirvelvinden, ja, når alle hans hagl og hans mægtige uvejr skal ramme jer, at det ingen magt skal få over jer til at drage jer ned i elendighedens og den uendelig jammers kløft på grund af den klippe, som I er bygget på, som er en sikker grundvold, en grundvold, hvorpå menneskene, hvis de bygger derpå, ikke kan falde« (Hel 5:12).

En af de store fundamentbyggende oplevelser i mit liv fandt sted for over 36 år siden. Efter at have fuldført vore universitetsstudier flyttede Diane og jeg til Honolulu, (hvor jeg var født og opvokset), for at begynde det næste kapitel i vores liv. Det viste sig at blive et langt kapitel – 27 år. Kun en kaldelse fra en profet fik os til at forlade Hawaii.

Templet i Hawaii, nu kendt som templet i Laie i Hawaii, fordi der nu er to templer i Hawaii, blev indviet af præsident Heber J. Grant på, hvilket er meget passende, Thanksgiving Day den 27. november 1919. Det var det første tempel, som blev bygget uden for Utah, bortset fra Kirtland og Nauvoo. I næsten 6 årtier havde det tjent de hellige i Hawaii, og det meste af tiden dem i Stillehavsområdet og Asien. I midten af 1970’erne blev det nødvendigt at lukke, udbygge og renovere templet. Som konsekvens heraf skulle templet genindvies, hvilket skete den 13. juni 1978.

Kirkens præsident, Spencer W. Kimball, præsiderede ved genindvielsen. Sammen med ham var hans første- og andenrådgiver N. Eldon Tanner og Marion G. Romney. Ezra Taft Benson, præsident for De Tolv Apostles Kvorum, og andre fra De Tolv og De Halvfjerds deltog også. Det er ikke noget, som vi længere oplever med den større kirke i dag, at se så mange af generalautoriteterne samlet ved en begivenhed langt fra Kirkens hovedsæde. Men det var den velsignelse, vi fik i 1978.

Jeg var ung præstedømmeleder dengang og blev af komiteen, som stod for templets genindvielse, bedt om at være ansvarlig for den lokale sikkerhed og sørge for transport af præsident Kimball og hans følge. Jeg ønsker ikke at overdrive mit ansvar, som i sin enkelhed kun var en støttefunktion og langt fra søgelyset. Men min opgave tillod mig at komme tæt på præsident Kimball. I en uge, som omfattede tre dage med sessioner for genindvielse af templet, en højtidelig forsamling og en stor regionalkonference, så jeg Kirkens præsident tæt på. Jeg iagttog ham, mens han underviste, vidnede og profeterede med myndighed og kraft. Jeg så hans utrættelige anstrengelse for at tjene »den enkelte«, når han bad om at mødes privat med enkeltpersoner, som han lagde mærke til under møder eller undervejs. Jeg så, at han til stadighed blev brugt som »et redskab i Guds hænder« (Alma 17:9). Jeg var dybt imponeret!

Ved ugens afslutning befandt vi os i lufthavnen for at sige farvel til præsident Kimball og hans medarbejdere. Igen, mens jeg gør opmærksom på min begrænsede og støttende rolle, fortæller jeg følgende: Præsident Kimball henvendte sig til mig for at udtrykke sin taknemlighed til mig for min beskedne indsats. Han var ikke særlig høj rent fysisk, og jeg er en stor mand. Han tog fat i opslaget på min jakke og hev mig håndfast ned til sin højde. Og så gav han mig et kindkys og takkede mig. Derefter gik præsident Kimball, men kom hurtigt tilbage igen. Han tog fat i mig på samme måde og hev mig igen ned. Denne gang gav han mig et kys på den anden kind og fortalte mig, at han elskede mig. Og så gik han.

Året forinden var der udkommet en biografi om Spencer W. Kimball, skrevet af hans søn og barnebarn. Dengang anskaffede jeg bogen og læste den med interesse. Men efter denne meget personlige oplevelse med Spencer Woolley Kimball tog jeg hjem fra lufthavnen og tog den store bog ned fra bibliotekshylden med et intenst ønske om at læse den igen. I løbet af de næste mange dage læste og reflekterede jeg over den, så snart jeg ikke havde andre gøremål. Ser I, jeg læste nu om en person, som jeg elskede dybt. Jeg læste nu om en person, som jeg vidste elskede mig. Jeg læste nu om en person, som jeg ville gøre hvad som helst for, fordi jeg vidste, at det, han bad mig om, ville være til mit eget bedste.

På grund af motivationen fra denne oplevelse havde jeg endnu en oplevelse. Denne er for personlig til, at jeg vil fortælle den, men den fik mig til at føle mig meget flov. Jeg forstod, at jeg ikke havde samme kærlighed og respekt for dem, som betød mest, medlemmerne af Guddommen, og i særdeleshed Jesus Kristus, Frelseren og Forløseren. Det motiverede mig til at læse hans »biografi«, og gennem bøn og faste og overvejelse vidste jeg, at jeg nu læste om en, som jeg elskede dybt. Jeg læste nu om en, som jeg vidste elskede mig. Jeg læste nu om en, som jeg ville gøre hvad som helst for, fordi jeg vidste, at det, han bad mig om, ville være til mit eget bedste.

Mine kære unge venner, jeg vidner om, at denne kundskab har gjort hele forskellen i mit liv og i vores familie. Jeg skynder mig at tilføje, at det ikke på magisk vis har gjort os syndfri eller livet let. Det ville være i modstrid med Guds plan. Men det har givet os håbet som fundament – »et fuldkommen klart håb« (2 Ne 31:20). Jeg har aldrig overvejet at give op, at holde op eller at trække mig tilbage. Jeg ønsker det samme for jer.

Selv om I er storslåede, findes der i en forsamling af denne størrelse megen glæde og megen smerte. Enkeltvis føler I måske livets tunge byrde. Måske er der noget i jeres familie, I ønsker anderledes. Måske kæmper I med jeres tro. Muligvis kæmper I med noget i fortiden – enten noget I har gjort eller noget uretfærdigt, der er begået mod jer. Nogle af jer har måske fysiske, mentale eller følelsesmæssige udfordringer, som virker uoverkommelige. Uanset jeres situation vil et solidt fundament lette jeres byrder. Med budskabet fra den populære salme »Jeg er Guds kære barn«⁷ i jeres hjerte og sjæl og ikke blot på læberne og med fortsat tillid til Frelseren Jesu Kristi forsoning kan man finde fred og tryghed i selv de sværeste tider.

Dagen i dag kan være en afgørende, ja selv historisk dag i jeres liv. Det kan være dagen, hvor I beslutter jer for at gøre en disciplineret indsats for at bygge eller forstærke jeres fundament. Nogle af os skal måske tilsidesætte nogle afhængighedsskabende vaner eller frastødende handlemåder, som støder Gud. Andre skal måske omprioritere deres liv og gøre kærligheden til Gud til det største mål. Det er enhver pris værd. Faktisk er det essensen af livets arbejde.

Så personligt og så henvendt til den enkelte, som det er muligt i en meget stor forsamling, bærer jeg mit vidnesbyrd om Jesus Kristus, Kirkens hjørnesten og vores livs klippe. Jeg vidner om hans hellige navn. Jeg vidner om hans myndighed og om hans mission og vigtigst af alt om hans forsoning, som gør det muligt for hver enkelt af os, uanset vore fortidige eller nutidige omstændigheder, at komme til ham (se Moro 10:32). I Jesu Kristi navn. Amen.