45:59

Red jeres liv

Ældste D. Todd Christofferson

De Tolv Apostles Kvorum

CES-foredrag for Unge Voksne • 14. september 2014 • Brigham Young University

Da Jesus og hans apostle var samlet i Cæsarea Filippi, stillede han dem dette spørgsmål: »Men I, hvem siger I, at jeg er?«¹ Peter svarede med ærbødig udtryksfuldhed og kraft: »Du er Kristus, den levende Guds søn.«² Det glæder mig at læse disse ord; det glæder mig at sige dem. Men kort tid efter dette hellige øjeblik talte Jesus til apostlene om sin forestående død og opstandelse, og Peter modsagde ham. Peter blev skarpt irettesat og fik at vide, at han ikke var i harmoni med eller »ville« det af Gud, »men hvad mennesker vil.«³ Så udviste Jesus »derefter et større mål af kærlighed til [ham], som [han havde] irettesat«,⁴ og fortalte venligt Peter og hans brødre, at det at påtage sig sit kors og miste sit liv er vejen til at finde et rigt og evigt liv, og at han selv var det fuldkomne eksempel. Lad os se på en skildring af denne begivenhed i en af de bibelvideoer, som Kirken har lavet:

Jesus: Menneskesønnen skulle lide meget og forkastes af de ældste og ypperstepræsterne og de skriftkloge og slås ihjel og opstå tre dage efter.

Peter: Gud bevare dig, Herre, sådan må det aldrig gå dig.

Jesus: Vig bag mig, Satan! Du vil bringe mig til fald. For du vil ikke, hvad Gud vil, men hvad mennesker vil. Hvis nogen vil følge efter mig, lad ham da fornægte sig selv og tage sit kors op og følge mig. Den, der vil frelse sit liv, skal miste det; men den, der mister sit liv på grund af mig, skal finde det. For hvad hjælper det et menneske at vinde hele verden, men bøde med sit liv? Eller hvad kan et menneske give som vederlag for sit liv? For Menneskesønnen skal komme i sin faders herlighed sammen med sine engle, og da vil han gengælde enhver efter hans gerninger.⁵

Jeg vil gerne tale om Herrens tilsyneladende modsætningsfyldte erklæring om, at »den, der har reddet sit liv, skal miste det, og den, der har mistet sit liv på grund af mig, skal redde det.«⁶ Det lærer os om en kraftfuld, vidtrækkende læresætning, som vi skal forstå og anvende.

En professor har tankevækkende sagt følgende: »Da himlene er højere end jorden, så er Guds værk i jeres liv større end den historie, som I gerne vil have jeres liv til at fortælle. Hans liv er større end jeres planer, mål og frygt. For at redde jeres liv skal I lægge jeres historier fra jer og minut for minut, dag efter dag, give jeres liv tilbage til ham.«⁷

Jo mere jeg tænker over det, jo mere forundret er jeg over, hvor konsekvent Jesus gav sit liv til Faderen, hvor fuldkomment han mistede sit liv til Faderens vilje – i livet og i døden. Det er præcist det modsatte af Satans holdning og tilgang, som vore dages selvcentrerede verden i vid udstrækning har taget til sig. I de førjordiske råd sagde Jesus, da han meldte sig frivilligt til at udfylde rollen som Frelser i Faderens guddommelige plan: »Fader, din vilje ske, og æren være din for evigt.«⁸ Lucifer, på den anden side sagde: »Se, her er jeg, send mig, jeg vil være din søn, og jeg vil forløse hele menneskeheden, så ikke en eneste sjæl skal fortabes, og jeg vil visselig gøre det; giv mig derfor din ære.«⁹

Kristi befaling om at følge ham er en befaling om endnu en gang at afvise den satanistiske model og miste vores liv til fordel for det rigtige liv, det virkelige liv, livet i det celestiale rige, som Gud har tiltænkt hver af os. Det liv vil velsigne enhver, som vi kommer i kontakt med og vil gøre os alle til hellige. Med vores nuværende, begrænsede syn er det et liv, der er ud over vores fatteevne. »Hvad intet øje har set og intet øre hørt, og hvad der ikke er opstået i noget menneskes hjerte, det som Gud har beredt for dem, der elsker ham.«¹⁰

Jeg kunne ønske, at vi havde flere af samtalerne mellem Jesus og hans disciple. Det kunne være nyttigt at få kastet lidt ekstra lys på, hvad det i praksis betyder at miste sit liv for Herrens skyld og derved finde det. Men da jeg tænkte over det, forstod jeg, at Frelserens kommentar lige før og efter hans erklæring er en værdifuld vejledning. Lad os kigge på tre af disse kommentarer.

Lad ham fornægte sig selv og dagligt tage sit kors op

Først er der Herrens ord, som han kom med lige, inden han sagde: »Den, der vil frelse sit liv, skal miste det.«¹¹ Som det står i hvert af de synoptiske evangelier, så sagde Jesus: »Hvis nogen vil følge efter mig, skal han fornægte sig selv og tage sit kors op og følge mig.«¹² Lukas tilføjer ordet daglig – »skal han … daglig tage sit kors op.«¹³ I Matthæusevangeliet udbygger Joseph Smiths oversættelse denne udtalelse med Herrens definition af, hvad det betyder at tage sit kors op: »Og se, for et menneske at tage sit kors op er at fornægte sig al ugudelighed og ethvert verdsligt begær og at holde mine befalinger.«¹⁴

Denne befaling er i tråd med Jakobs erklæring: »En ren og ægte gudsdyrkelse er, for Gud, vor Fader, at tage sig af faderløse og enker i deres nød og bevare sig selv uplettet af verden.«¹⁵ Det er det daglige liv med at undgå alt, der er urent, mens man bekræftende holder de to store bud – elske Gud og vores næste – hvorpå alle andre befalinger hviler.¹⁶ På denne måde er en del af det at miste vores liv til fordel for det større liv, som Herren har tiltænkt os, at tage hans kors på os dag efter dag.

Enhver, som vil kendes ved mig, vil jeg også kendes ved over for Faderen

En anden udtalelse i tråd med det foreslår, at det at finde vores liv ved at miste det for hans og evangeliets sag medfører en villighed til at vise vores hengivenhed åbent og offentligt: »For den, der skammer sig ved mig og mine ord i denne utro og syndige slægt, skal Menneskesønnen skamme sig ved, når han kommer i sin faders herlighed sammen med de hellige engle.«¹⁷

Et andet sted i Matthæus finder vi en lignende udtalelse:

»Enhver, som kendes ved mig over for mennesker, vil jeg også kendes ved over for min fader, som er i himlene.

Men den, der fornægter mig over for mennesker, vil jeg også fornægte over for min fader, som er i himlene.«¹⁸

En indlysende og ret tankevækkende betydning af at miste sit liv ved at bekende sig til Kristus er at miste det bogstavelig talt, fysisk, ved at opretholde og forsvare sin tro på ham. Vi er blevet vant til at tænke på dette ekstreme krav som noget historisk noget, når vi læser om fortidens martyrer, deriblandt de fleste af de fordums apostle. Nu ser vi dog, at det, der var historisk, bevæger sig ind i nutiden. Nyhedsrapporter fra Irak og Syrien taler om hundredvis af kristne og andre minoriteter, der er blevet drevet fra deres hjem eller slået ihjel af islamiske ekstremister i de sidste par måneder. Terroristerne kræver, at disse kristne konverterer til deres form for islam eller forlader deres landsby eller dør. De kristne vil ikke fornægte ham, så mange er flygtet, og nogle er blevet slået ihjel.¹⁹ Disse sjæle vil helt sikkert være blandt dem, som Frelseren ikke vil være flov over at kendes ved foran sin Fader på en kommende dag. Vi ved ikke, hvad der sker i fremtiden, men hvis nogen af os vil komme ud for det traume at bogstaveligt talt miste vores liv for Herrens sag, så stoler jeg på, at vi vil vise det samme mod og den samme loyalitet.

Den mere almindelige (og nogle gange mere svære) anvendelse af Frelserens belæringer har dog at gøre med, hvordan vi lever i hverdagen. Det handler om det, vi siger, det eksempel, vi sætter. Vores liv bør være en bekendelse til Kristus og sammen med vore ord vidne om vores tro på og hengiven over for ham. Og dette vidnesbyrd skal tappert forsvares, når vi står over for latterliggørelse, diskrimination eller bagvaskelse fra dem, der er imod ham »i denne utro og syndige slægt«.²⁰

Ved en anden lejlighed tilføjede Herren denne bemærkelsesværdige udtalelse om vores loyalitet mod ham.

»Tro ikke, at jeg er kommet for at bringe fred på jorden. Jeg er ikke kommet for at bringe fred, men sværd.

Jeg er kommet for at sætte splid mellem en mand og hans far, en datter og hendes mor, en svigerdatter og hendes svigermor,

og en mand får sine husfolk til fjender.

Den, der elsker far eller mor mere end mig, er mig ikke værd, og den, der elsker søn eller datter mere end mig, er mig ikke værd.

Og den, der ikke tager sit kors op og følger mig, er mig ikke værd.«²¹

At sige, at han ikke kommer for at bringe fred synes lige først at modsige skriftsteder, der omtaler Kristus som »Freds Fyrste«,²² og proklamationen ved hans fødsel: »Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag,²³ og andre kendte referencer såsom: »Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer«.²⁴ »Det er rigtigt, at Kristus kom for at bringe fred – fred mellem den troende og Gud og fred blandt menneskene. Men det uundgåelige resultat af Kristi komme er konflikt – mellem Kristus og antikrist, mellem lys og mørke, mellem Kristi børn og djævelens børn. Konflikten kan endda forekomme mellem medlemmer af den samme familie.«²⁵

Jeg er sikker på, at flere blandt vore verdensomspændende tilhørere denne aften personligt har oplevet det, som Herren udtrykker i disse vers. I er blevet afvist og forstødt af far og mor, brødre og søstre, da I tog imod Jesu Kristi evangelium og indgik pagter med ham. På den ene eller anden måde har jeres store kærlighed til Kristus krævet, at I ofrede forhold, der var dyrebare for jer, og I har udgydt mange tårer. Men alligevel med jeres egen uformindskede kærlighed står I fast under dette kors og viser, at I ikke skammer jer over Guds Søn.

For omkring tre år siden gav et medlem af Kirken en Mormons Bog til en amishven i Ohio. Vennen begyndte at læse bogen og kunne ikke lægge den fra sig. I tre dage havde han ikke andre ønsker end at læse Mormons Bog. Han og hans hustru blev døbt, og i løbet af syv måneder blev tre amishpar omvendt og døbt som medlemmer af Kirken. Deres børn blev døbt i de efterfølgende måneder. Disse tre familier besluttede sig for at forblive i deres lokalområde og fortsætte deres amishlivsstil, selvom de havde forladt amishtroen. Men fordi de var blevet døbt, blev de »udstødt« af deres sammentømrede amishnaboer. At blive udstødt betyder, at ingen i amishsamfundet vil tale med dem, arbejde sammen med dem, handle med dem eller på nogen måde være sammen med dem. Det var ikke kun venner, men familiemedlemmer – brødre og søstre, forældre og bedsteforældre.

Til at begynde med følte disse amishhellige sig meget alene og isolerede, da selv deres børn blev udstødt og fjernet fra deres amishskole på grund af deres dåb og medlemskab af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. Deres børn var blevet udstødt af bedsteforældre, fætre og kusiner og tætte naboer. Selv nogle af de ældre børn i disse amishfamilier, som ikke tog imod evangeliet, ville ikke tale med eller blot anerkende deres forældre. Disse familier har kæmpet med at komme sig over de sociale og økonomiske følger af at blive udstødt, men det lykkedes for dem.

Deres tro forbliver stærk. Modgangen og modstanden ved at blive udstødt har gjort, at de er blevet standhaftige og urokkelige. Et år efter familierne blev døbt, blev de beseglet i templet og fortsætter trofast med at komme ugentligt i templet. De har fundet styrke i at modtage ordinancerne og ære pagterne. De er alle aktive i deres kirkegruppe og søger fortsat måder, hvorpå de kan fortælle deres familie og lokalsamfund om evangeliets lys og kundskab gennem venlige handlinger og tjeneste.

Ja, prisen for at slutte sig til Jesu Kristi Kirke kan være meget høj, men formaningen om at sætte Kristus over alt andet, selv vores nærmeste familie, gælder også for dem, som er født ind i pagten. Mange af os blev medlem af Kirken uden modstand, måske som børn. Udfordringen, som vi kan stå overfor, er at forblive loyal over for Frelseren og hans kirke, over for forældre, svigerforældre, brødre og søstre og endda vore børn, hvis opførsel, overbevisning eller valg gør det umuligt for os at støtte både ham og dem. Der et ikke et spørgsmål om kærlighed. Vi kan og skal elske hinanden, som Jesus elsker os. Og som han sagde: »Deraf kan alle vide, at I er mine disciple: hvis I har kærlighed til hinanden.«²⁶ Men Herren minder os om: »Den, der elsker far eller mor mere end mig, er mig ikke værd, og den, der elsker søn eller datter mere end mig, er mig ikke værd.«²⁷ Så selvom kærligheden i familien fortsætter, kan forhold blive afbrudt og i henhold til omstændighederne kan selv støtte og tolerance blive sat på pause til fordel for en højere kærlighed.

I virkeligheden er den bedste måde at hjælpe dem, vi elsker – den bedste måde at elske dem på – er fortsat at sætte Frelseren først. Hvis vi fjerner os selv fra Herren på grund af sympati for vore kære, som lider eller er nedtrykte, så mister vi de midler, hvorved vi kunne have hjulpet dem. Hvis vi til gengæld forbliver dybt forankret i tro på Kristus, har vi mulighed for både at modtage og tilbyde guddommelig hjælp. Hvis (eller skulle jeg sige når) øjeblikket kommer, hvor et elsket familiemedlem desperat ønsker at vende sig til den eneste sande og evigtvarende kilde til hjælp, vil han eller hun vide, hvem de kan stole på som guide og ledsager. I mellemtiden kan vi med Helligåndsgaven til at vejlede os tjene trofast for at mindske smerten ved dårlige valg og forbinde sårene i det omfang, vi får lov. Ellers så tjener vi hverken dem, vi elsker, eller os selv.

For hvad hjælper det et menneske at vinde hele verden og bøde med sit liv?

Den tredje del af at miste vores liv for Herrens sag, som jeg gerne vil nævne, findes I Herrens ord:

»Men den, der mister sit liv for min skyld, skal finde det i den tilkommende verden.

Forsag derfor verden og frels jeres sjæle; for hvad hjælper det et menneske at vinde hele verden, men bøde med sit liv? For hvad kan et menneske give som vederlag for sit liv?«²⁸

Som der står i Joseph Smiths oversættelse: »For hvad hjælper det et menneske at vinde hele verden, og dog modtager han ikke ham, som Gud har ordineret, men mister sig selv eller bøder med sig selv?«²⁹

At sige, at det at forsage verden til fordel for at modtage »ham, som Gud har ordineret«, går imod strømmen i vore dages verden er sandelig en underdrivelse. De prioriteter og interesser, som vi oftest ser omkring os (og nogle gange inden i os) er meget selviske: En tørst efter at blive anerkendt, det insisterende krav om, at ens rettigheder bliver respekteret (deriblandt en formodet ret til aldrig at blive fornærmet), et altfortærende ønske om penge, ting og magt, en følelse af at være berettiget til et behageligt og fornøjeligt liv, et mål om at minimere ansvar og helt undgå nogen form for personligt offer for at hjælpe andre bare for at nævne nogle få.

Dermed ikke sagt, at vi ikke skal stræbe efter at få succes eller udmærke os i værdige bestræbelser, deriblandt uddannelse og ærligt arbejde. Tidligere i år udgav ægteparret Jed Rubenfeld og Amy Chua, der er juraprofessorer ved Yale, en bog, som hedder The Triple Package: How Three Unlikely Traits Explain the Rise and Fall of Cultural Groups in America. Deres teori er, at nogle grupper i Amerika klarer sig bedre end andre baseret på tre kulturelle træk, der bliver beskrevet i bogen, som giver disse grupper en fordel. Chua og Rubenfeld udpeger mormoner, jøder, asiater, vestafrikanske immigranter samt amerikanere med indisk eller cubansk baggrund som grupper i Amerika i dag, der besidder disse træk.³⁰

Angående en sammenligning af disse grupper med det amerikanske samfund generelt på områder som »indkomst, akademiske præstationer, erhvervsledere, succes på arbejdsmarkedet og andre konventionelle parametre« siger Chua og Rubenfeld:

»Hvis der er en gruppe i USA i vore dage, som når langt over målet med almindelig succes, så er det mormonerne …

Hvor cirka 51 procent af USA’s befolkning er protestanter, så udgør de 5 til 6 millioner mormoner i Amerika kun 1,7 procent. Alligevel er et forbløffende antal kommet til tops i Amerikas erhvervsliv og politiske sfære.«³¹

Rosværdige præstationer er sandelig prisværdige, men hvis vi skal redde vores liv, skal vi altid huske på, at sådanne præstationer ikke er selve endemålet, men midlet til at komme til et højere stade. Med vores tro på Kristus skal vi ikke betragte succes indenfor politik, erhvervslivet, den akademiske verden og andre steder som det, der definerer os, men som det, der gør det muligt at tjene Gud og vore medmennesker – begyndende i hjemmet og så udstrakt så langt som muligt i verden. Personlig udvikling har værdi, når den bidrager til udviklingen af en kristuslignende karakter. Når vi måler succes, opdager vi den dybe sandhed, som ligger til grund for alt andet – at vores liv tilhører Gud, vor himmelske Fader og Jesus Kristus, vor Forløser. Succes betyder at leve i harmoni med deres vilje.

Som modsætning til det narcissistiske liv kom præsident Spencer W. Kimball med en enkel forklaring på en bedre vej:

»At tjene andre beriger og forsøder dette liv, mens vi forbereder os på at leve i en bedre verden … Når vi er engagerede i at tjene vore medmennesker hjælper vore gerninger ikke alene dem, men vi ser på vore egne problemer med friskere øjne. Når vi bekymrer os mere om andre, er der mindre tid til at bekymre os om os selv. I det mirakel, det er at tjene, er der i dets midte Jesu løfte om, at vi ved at miste os selv finder os selv! (se Matt 10:39).

Ikke kun ›finder‹ vi os selv med hensyn til at anerkende guddommelig ledelse i vores liv, men jo mere vi tjener vore medmennesker på passende måder, jo mere substans bliver der i vores sjæl … Vi bliver mere selvstændige, når vi tjener andre – det bliver faktisk nemmere at ›finde‹ os selv, fordi der er så meget mere at finde!«³²

Eksempler på at miste sit liv i Kristus og hans evangelium

Lad mig afslutte med nogle få eksempler på, hvad det betyder i det daglige liv at miste sit liv i Kristus og hans evangelium og derved finde et autentisk (og i sidste ende evigt) liv.

Præsident Henry B. Eyring var rektor for Ricks College, nu Brigham Young University–Idaho, i juni 1976, da den nyligt færdigbyggede Teton-dæmning ikke langt fra Rexburg bristede. »300 milliarder liter vand buldrede mod Rexburg med 65 kilometer i timen, mens det fejede alt på dets vej væk.«³³ Mange mennesker i samfundet reagerede heltemodigt og hjalp andre, selv da deres eget hjem og ejendele var blevet ødelagt af vandmasserne. Nogle få forlod dog selv deres kære og efterlod dem til at klare sig selv.

Præsident Eyring, som selv var med til at lede hjælpeindsatsen, ønskede at forstå, hvad grunden var til »forskellen mellem nogles heltemodige indsats … og andres svigt … han igangsatte en lille, men vigtig videnskabelig undersøgelse. ›Der var kun en ting, som vi kunne finde,‹ fortalte han senere en afgangsklasse i high school.

›De, der var heltene, var de folk, der altid huskede og holdt løfter i de små ting, de dagligdags ting … et løfte om at blive efter en kirkemiddag for at rydde op eller komme og hjælpe en nabo med et projekt om lørdagen.

De, der forlod deres familie, da det var hårdt, havde ofte svigtet deres forpligtelser, når det ikke var så svært. De havde et mønster med ikke at holde deres ord om at gøre de små ting, når det for dem ville have været et lille offer, og når det at gøre det, de havde lovet, ville have været nemt. Da prisen var høj, kunne de ikke betale den‹«³⁴

Søster Christofferson og jeg havde en ven, som vi mødte på jurastudiet, et medlem af vores menighed i Durham i North Carolina. Hun og hendes mand var et ideelt ungt par med små børn. Hun var velsignet med intelligens samt en tiltalende og munter personlighed. Alle beundrede hende og nød at være sammen med hende. Men omkring 25 år senere, da hun stadig var i 40’erne, blev hun ramt af aggressiv og uhelbredelig mavekræft, der også spredte sig til hendes lever og lunger. På trods af chokket og smerten, da hendes liv langsomt lakkede mod enden, skrev hun disse kærlige ord til sin familie og sine venner, som hun var ked af at skulle forlade: »Guds plan er guddommelig og går fremad præcist, som han har planlagt det. Siden jeg er blevet valgt til at gennemgå denne prøvelse, ved jeg, at det må være for mit bedste og min højeste glæde. De åndelige velsignelser flyder allerede, og jeg føler, at før enden vil jeg opleve alt, som jeg har brug for, for at være forberedt til at møde min Frelser. Hans kraft er på jorden. Der er ikke nogen fejl … Der er mange prøvelser, der lige for tiden er meget svære. Alle synes selv at lide. Se hen til Herren og modtag hjælp. Accepter det, som er dit, og smerten vil blive taget fra dig, og freden vil komme.«

En særlig UV-søster besluttede at tage på fuldtidsmission efter at have færdiggjort en bachelor- og en kandidatgrad og efter at have været på ansete praktikophold i både USA og i andre lande. Hun havde udviklet en evne til at tale med og relatere til folk af næsten enhver tro, politisk overbevisning og nationalitet, og hun var nervøs for, at det at bære et missionærskilt hver eneste dag ville blive en slags identitet, der ville hæmme hendes enestående evne til at tale med folk. Blot et par uger inde i sin mission skrev hun hjem om en enkel, men betydningsfuld oplevelse: »Søster Lee og jeg smurte salve på en gammel dames gigtplagede hænder – en af os på hver side af hende – mens vi sad i hendes stue. Hun ville ikke høre noget budskab, men hun lod os synge, ville gerne have, at vi sang. Takket være mit sorte missionærnavneskilt fik jeg mulighed for at have meget personlige oplevelser med helt fremmede mennesker.«

Af det, som profeten Joseph Smith led, lærte han at miste sit liv i sin Mester og Vens tjeneste. Han har sagt: »Jeg har gjort dette til min leveregel: Når Herren befaler det, så gør det.«³⁵ Jeg tror, at vi alle ville være tilfreds, hvis vi udviste den samme trofasthed som bror Joseph. Men alligevel blev han en gang tvunget til at vansmægte i fængslet i Liberty i Missouri, lide fysisk, men sikker mere psykisk og åndeligt, da han var ude af stand til at hjælpe sin kære hustru, sine børn og de hellige, da de blev mishandlet og forfulgt. Hans åbenbaringer og vejledninger havde bragt dem til Missouri for at grundlægge Zion, og nu blev de om vinteren drevet væk fra deres hjem og tværs over hele staten. På trods af alt dette og under disse forhold i det fængsel skrev han et inspireret brev til Kirken i meget elegante og opløftende vendinger, hvoraf dele nu er indeholdt i afsnit 121, 122 og 123 i Lære og Pagter, deriblandt disse ord: »Lad os derfor … med glæde gøre alt, hvad der står i vor magt, og måtte vi da med største vished være stille for at se Guds frelse, og så hans arm kan blive åbenbaret.«³⁶

Selvfølgelig er det største eksempel på at redde sit liv ved at miste det dette: »Min fader, hvis det ikke er muligt, at dette bæger går mig forbi, men jeg skal drikke det, så ske din vilje«³⁷ Ved at give sit liv reddede Kristus ikke kun sit eget – han reddede alles liv. Han gjorde det muligt for at os at bytte det, der ellers ville være et i sidste ende nytteløst, jordisk liv ud med evigt liv.

Vidnesbyrd

Temaet i Frelserens liv var: »… for jeg gør altid det, der er godt i [Faderens] øjne.«³⁸ Jeg beder til, at I vil gøre det til temaet i jeres liv. Hvis I gør det, redder I jeres liv.

Mine kære unge venner, vær tilfredse i al jeres stræben efter at sætte hans vilje først. Lær at ønske, hvad han ønsker. Vedgå og anerkend ham i ethvert aspekt af jeres liv. Vær ikke flove over Kristus eller hans evangelium, og vær villige til at opgive skattede ting, skattede forhold og endda selve livet for ham. Men når I lever, så lad jeres liv være et offer. Tag hans kors op hver dag i lydighed og tjeneste. Det er følgerne og frugterne af vores tro. I Jesu Kristi navn. Amen.