Vend vores hjerte mod Åndens røst

Linda K. Burton

Hjælpeforeningens hovedpræsident

Billede

CES-foredrag for Unge Voksne • 2. marts 2014 • Brigham Young University-Idaho

Det er et privilegium at være sammen med jer til dette møde. Jeg har bedt om, at Herren vil velsigne jer, så I kan høre det, der vil styrke jeres evne til at genkende Åndens røst. I har måske allerede i den smukke musik, som vi har hørt, modtaget et budskab og følt, at det var specielt henvendt til jer.

For ca. 41 år siden deltog jeg modstræbende i et foredrag for unge voksne på Tempelpladsen. Den store snestorm, vi havde haft om eftermiddagen, afprøvede min tro. Men fordi jeg var blevet bedt om at deltage, udførte jeg min pligt. Jeg har igennem årene lært, at noget, som præsident Eyring har fortalt om, er sandt: »Et menneske kan ikke give Herren en krumme uden at modtage et brød til gengæld.«¹ Min vidunderlige mand er det »brød«, jeg fik for min »krumme«! Det var ved det foredrag, at jeg mødte ham. Han sang i koret og kom modigt hen og præsenterede sig for mig ved mødets afslutning. Hvor er jeg taknemlig for, at jeg følte mig forpligtet til at deltage den aften, og at vor nådefulde himmelske Fader accepterede min modstræbende indsats for at være der, hvor jeg skulle være.

Jeg er taknemlig for, at nogle af vore børn og vores ældste barnebarn er her sammen med os i aften. McKaela spiller på bratsch. Hun begyndte som 3-årig at få violinlektioner, og hun er nu som 16-årig en ret talentfuld musiker. Jeg kan sige det, fordi jeg er hendes bedstemor, og bedstemødre lyver ikke! Det har været inspirerende at se hendes fremgang trin for trin, at lære at bruge sit instrument til at velsigne ikke blot sig selv, men også mange andre. Hun har lært kunsten at stemme sit instrument, vigtigheden af daglig flittig øvelse og glæden ved at optræde og blande sit instrument med andres.

Mens jeg var på mission sammen med min mand for nogle år siden, lærte jeg at læse symbolerne og sige lydene i det koreanske alfabet. Jeg lærte nogle grundlæggende udtryk, måder at hilse på og nogle få evangeliske termer og jeg kunne skelne koreansk fra andre sprog. Jeg lærte nogle få af mine yndlingssalmer og primarysange på koreansk. Men min evne til at tale og forstå det smukke sprog var meget begrænset.

Hvorfor fortæller jeg jer disse eksempler, der tilsyneladende ikke har noget med hinanden at gøre? Fordi jeg i aften ønsker, at vi drøfter det at lære Åndens sprog – hvordan han taler til os, og hvordan vi kan forbedre vores evne til at høre hans røst. På samme måde som det at lære at spille et instrument eller tale et sprog er en proces, er det at lære Åndens sprog også en proces. En der er afgørende for os at lære, hvad enten vi er nydøbte eller mangeårige medlemmer af Kirken.

Frelseren sagde i Mormons Bog, at lamanitterne »blev døbt med ild og med Helligånden, og de vidste det ikke.«² Det er mit højeste ønske, at vi vil styrke vores evne til at høre og forstå Åndens tilskyndelser og udøve vores tro ved at handle på de tilskyndelser, Helligånden giver os. For at gøre dette skal vi først lære at genkende hans røst.

Lad os bruge et minut på at vurdere vores erfaring. Fordi der er så mange mennesker her, og vi også har unge voksne fra hele verden, vil jeg gerne bede jer gøre noget. Uden at blive alt for personlig vil I så på Twitter fortælle hinanden om jeres erfaring med følgende spørgsmål? Når I har tid, kan I »tweete« jeres svar til #cesdevo.

Her er spørgsmålet til jeres svar: Hvordan kan vi vide, om vi har hørt Åndens røst?

Vi stiller måske os selv nogle flere spørgsmål, når vi tænker over dette spørgsmål:

Har jeg oplevet kærlighed, glæde, fred, tålmodighed, sagtmodighed, mildhed, tro, håb og trøst?
Får jeg ideer eller følelser, som jeg ved kommer fra Herren og ikke fra mig selv?
Har jeg hørt min stemme tale om sandheder uden at have planlagt, hvad jeg ville sige?
Har jeg oplevet en forøgelse af mine egne evner og formåen?
Har jeg følt mig vejledt og beskyttet mod bedrag?
Har jeg genkendt synd i mit liv og fået et ønske om at ændre det?
Har jeg følt Ånden herliggøre og vidne om Gud Faderen og Jesus Kristus?³

Hvis I svarede »ja« til nogle af disse spørgsmål, har I følt Herrens Ånd på et eller andet tidspunkt i jeres liv. Men det vigtigste spørgsmål i aften er: »Føler [I] således nu?«⁴

Profeten Mormons råd om at følge Kristi lys kan hjælpe os til at vide, hvordan vi modtager Helligånden. Mormon sagde:

»For se, Kristi ånd er givet til enhver, så han kan kende godt fra ondt; derfor viser jeg jer, hvordan man skal dømme; for alt, hvad der tilskynder til at gøre godt og formår til at tro på Kristus, udgår ved Kristi gave og kraft; derfor kan I med fuldkommen kundskab vide, at det er af Gud.

Men hvad som helst, der formår menneskene til at gøre ondt og ikke tro på Kristus og fornægte ham og ikke tjene Gud, det kan I med fuldkommen kundskab vide er af Djævelen; for på denne måde virker Djævelen, for han formår ingen til at gøre godt, nej, ikke én, ej heller gør hans engle, ej heller gør de, som underkaster sig ham.«⁵

Præsident Gordon B. Hinckley har sagt: »Når alt kommer til alt, er det den afgørende prøve. Hvis noget tilskynder os til at gøre godt, til at hæve os, til at stå med oprejst pande, til at gøre det rette, til at være venlige og til at være storsindede, da kommer det fra Guds Ånd.«⁶

Hvorfor synes det så svært at skelne Åndens hvisken? Måske er en af årsagerne, at Ånden kommunikerer både med vores sind og hjerte. Vi forveksler nogle gange vore egne tanker og egne følelser med Åndens tilskyndelser, når vi skal lære Åndens sprog. En anden årsag er, at det at skelne Ånden er en af Åndens gaver. Ligesom det at lære et sprog kommer nemt til nogen og ikke til andre, på samme måde er det med at forstå Åndens hvisken. Oftest kræver det en stor indsats at lære at spille på et instrument eller at lære et nyt sprog. Man skal øve sig, og sommetider begår man fejl. Således er det også med processen med at lære Åndens sprog.

Vil det hjælpe jer at vide, at personlig åbenbaring er en linje på linje, forskrift på forskrift-proces, som selv profeter, seere og åbenbarere skal lære at forstå? Følgende er et eksempel fra ældste Jeffrey R. Hollands liv:

»Der er tidspunkter, hvor vi kun kan komme fra A til C via B.

Jeg voksede op i det sydlige Utah og nød godt af alt det vidunderlige og smukke i det sydlige Utah og det nordlige Arizona og ønskede derfor at introducere min søn til det, og jeg ønskede at vise ham steder, jeg havde set og kunnet lide, da jeg var på hans alder. Så hans mor pakkede en lille frokost til os, og vi tog hans bedstefars bil og kørte sydpå ad det, vi kaldte den gamle Arizona-vej.

Da solen var på vej ned, besluttede vi, at vi hellere måtte vende hjemad. Men vi kom tilbage til et bestemt sted, hvor vejen deler sig, det eneste, der på det tidspunkt var fuldstændigt uigenkendeligt. Jeg bad min søn om at bede om, hvilken vej vi skulle tage, og han følte stærkt, at vi skulle køre til højre, og det gjorde jeg også. Og vi kørte til højre, og det var en blind vej. Vi kørte fire eller fem eller seks hundrede meter, og det var en helt lukket vej, helt sikkert den forkerte vej.

Vi vendte om, kom ud og tog den anden vej. Vejen til venstre var helt sikkert den rigtige vej.

Et eller andet sted på vejen sagde Matt: ›Far, hvorfor følte vi, da vi havde bedt om det, at vejen til højre var den rigtige vej at køre, og så var den det ikke?‹ Og jeg svarede: ›Jeg tror, at Herrens ønske for os og hans svar på vores bøn var at få os ind på den rigtige vej så hurtigt som muligt med en forsikring om og en forståelse for, at vi var på den rette vej, og at vi ikke skulle bekymre os om det. Og i dette tilfælde var den nemmeste måde at lade os køre 400–500 meter på den forkerte vej og meget hurtigt lade os vide uden tvivl, at det var den forkerte vej og derfor med samme sikkerhed, med samme overbevisning lade os vide, at den anden vej var den rigtige.‹

Jeg ved helt sikkert, at Gud elsker os. Han er god. Han er vor Fader, og han forventer, at vi beder og stoler på og tror på og ikke giver op og ikke går i panik og ikke trækker os og ikke forlader skibet, når noget ikke virker til at gå godt. Vi bliver der, bliver ved med at arbejde, ved med at tro, stole på, følge den samme sti, og vi vil leve, så vi kan falde i hans arme og føle hans omfavnelse og høre ham sige: ›Jeg sagde, det ville være OK, jeg sagde, det ville gå godt.‹«⁷

Jeg havde en lignende oplevelse, da jeg forberedte mig til at tale i aften. Jeg var begyndt på en måde, undersøgte og skrev mine tanker ned om et emne, blot for at føle mig urolig omkring det. Jeg havde en fornemmelse af, at der var noget andet, jeg skulle tale om i stedet for. På det tidspunkt huskede jeg en oplevelse, jeg havde for to år siden. Da jeg blev kaldet som Hjælpeforeningens hovedpræsident, havde jeg nogle søvnløse nætter. I en af disse nætter flød tankerne til mig og rørte mit hjerte. Jeg skrev dem ned og arkiverede dem og huskede dem ikke igen, indtil for nogle uger siden, da tankerne om mit første emne bekymrede mig. Vor himmelske Fader lod mig gå ned ad den første vej i nogen tid, men han førte mig tilbage til denne vej gennem en rolig følelse i mit hjerte og et spirende minde gennem Helligåndsgaven.

Hvad kan vi gøre for bedre at stille ind på Åndens røst? Vi kan begynde med at anerkende, at vor Fader i himlen ønsker at kommunikere med os. Vi ved dette, fordi alle sidste dages hellige profeter har undervist i læren om personlig åbenbaring. Tænk på de mange andre velsignelser, Herren har givet os for, at vi kan kommunikere med ham og modtage hans ord: Skrifterne, patriarkalske velsignelser, bøn, ordinancer, inspirerede ledere og forældre og Helligåndsgaven.

Hvor begynder vi vores jagt på at drage nærmere Gud og høre hans røst tale til os? Vi begynder med det grundlæggende. Vi gør det, der er småt og simpelt, som viser, at han kommer først i vores liv, og at vi ønsker at modtage åbenbaring fra ham. Da jeg besøgte Vestafrika, lærte jeg en sætning, jeg elsker, og som kan anvendes på personlig åbenbaring: »Langsomt, langsomt, lidt efter lidt.« Hvilke ting kan vi gøre »langsomt, langsomt, lidt efter lidt«?

Nummer 1: Bed oprigtigt og ydmygt.

Mit moderhjerte er i løbet af årene blevet rørt, når jeg har set mine egne børn og børnebørn udøve tro ved ydmygt og oprigtigt bede om Herrens hjælp med deres små problemer. En kært minde i vores familie illustrerer dette.

Vores søn er den ældste i familien. Han har fem søstre og ingen brødre. Lige før vores tredje datter blev født, lovede min mand min søn en hund, hvis det var endnu en pige. Da pigen blev født, holdt min gode mand sit løfte. Hunden blev min søns bedste ven. Han elskede den hund. Men en dag blev hunden væk. Vi ledte og ledte, men uden held. Vi ringede til dyreværnet. Han gav os ikke meget håb, da vi boede tæt på motorvejen. Manden mente, at der var gået så lang tid, at det var muligt, at hunden var kommet ud på motorvejen og var blevet kørt ned.

Vi gjorde vores bedste for at trøste vores søn, da vi fortalte ham, hvad vi havde hørt, men han var knust. Jeg husker, at jeg bad ham om at bede til vor himmelske Fader efter trøst. Vores søde, lille dreng så på mig og sagde: »Jeg har bedt og bedt, mor.«

Der gik et par dage. Så tidligt en morgen bankede det på døren. En af børnene åbnede den og kom løbende ind til mig. Jeg var bekymret, da jeg bemærkede en bil parkeret i vores indkørsel med ordene »Dyreværnet« på siden. Manden i døren så på mig og sagde: »Fru Burton, jeg tror, jeg har noget i min bil, som tilhører din søn.«

Mit hjerte sank i livet. Jeg husker, at jeg var bekymret for, at han havde samlet vores hund op, og at hunden var død eller hårdt såret. Hvor blev jeg glad, da vores hund var bag i bilen – i live og klar til at komme ud af bilen og ind i armene på vores lille dreng.

Jeg spurgte manden, hvor han havde fundet hunden. Han sagde: »Det skete det mest usædvanlige i morges, da jeg gik hjemmefra. Der lige ud for mit hus stod en hund, der passede på den beskrivelse, som du gav mig over telefonen. Hunden reagerede, da jeg kaldte på den. Så jeg tænkte, at jeg ville bringe hende hjem og glæde din lille dreng, inden han skal i skole.«

Jeg ved, at Herren besvarer oprigtige, inderlige og barnlige bønner. Vor himmelske Fader ønsker, at børn tidligt i deres liv ved, at han er der, så de fortsat vil stole på ham, når de bliver ældre. Fordi børn som regel er fyldt med ydmyghed, kvalificerer de sig til at modtage vor himmelske Faders løfte, som står i Lære og Pagter: »Vær ydmyg, så skal Herren, din Gud, lede dig ved hånden og besvare dine bønner.«⁸

Når jeg viderebringer følgende spørgsmål, som præsident Spencer W. Kimball stillede til en gruppe som denne, tænk da over jeres egen ydmyghed og oprigtigheden i jeres bønner. »Ønsker I vejledning? Har I bedt Herren om inspiration? Ønsker I at gøre det rette, eller ønsker I at gøre det, I vil, hvad enten det er rigtigt eller ej? Ønsker I at gøre det, som er bedst for jer i det lange løb, eller det, der ser mere ønskværdigt ud i øjeblikket? Har I bedt? Hvor meget har I bedt? Hvordan bad I? Har I bedt, som verdens Frelser … gjorde det, eller bad I om det, I ønsker, uanset om det var passende eller ej?«

Præsident Kimball fortsatte: »Siger I i jeres bønner: ›Din vilje ske‹? Sagde I: ›Himmelske Fader, hvis du vil inspirere mig og indprente det rette i mig, vil jeg gøre det rette‹? … Sagde I: »Fader i himlen, jeg elsker dig, jeg tror på dig, jeg ved, du er alvidende. Jeg er ærlig. Jeg har et oprigtigt ønske om at gøre det rette. Jeg ved, du kan se enden fra begyndelsen. Du kan se fremtiden. Du kan se, om jeg i min nuværende situation vil få fred eller virvar, glæde eller sorg, succes eller fiasko. Fortæl mig det, elskede himmelske Fader, og jeg lover, at jeg vil gøre, hvad du beder mig om at gøre.‹ Har I bedt sådan? Tror I ikke, det ville være klogt? Er I modige nok til at bede denne bøn?⁹

En måde at bede oprigtigt på er at lære at formulere oprigtige og inderlige spørgsmål og ydmygt præsentere dem for Herren. Tænk på Joseph Smiths spørgsmål: »Hvad kan man stille op? Hvilke af alle disse samfund har ret, eller har de alle sammen uret? Hvis et af dem har ret, hvilket er det da, og hvordan finder jeg ud af det?«¹⁰ Klogt vendte han sig mod skrifterne, en kilde til guddommelig sandhed, der vakte ham til »alvorlige overvejelser« og førte ham til »den beslutning, at [han] måtte ›bede Gud derom‹«¹¹ med troen på, at hans bøn ville blive besvaret.

Oprigtig bøn betyder, at vi har i sinde at handle på det svar, vi får. Joseph fortalte om sin inderlige bøn i den hellige lund: »Mit formål med at gå ud og adspørge Herren var at få at vide, hvilken af alle sekterne der havde ret, så jeg kunne vide, hvilken en jeg skulle slutte mig til.«¹² Det er tydeligt, at Joseph ville handle på, hvad Herren end valgte at åbenbare for ham. Men før han fik stillet sit enkle spørgsmål, fik han meget mere, end han nogensinde havde håbet på. Han fik det enestående privilegium at se vor Fader i himlen og hans elskede Søn, Jesus Kristus! Jeg fryder mig over dette vidunderlige svar på et enkelt og oprigtigt ønske om kundskab af drengen, der blev profet, Joseph Smith!

Nummer 2: Handl med det samme på åndelige indtryk.

En alvorlig hændelse i vor elskede profet, præsident Thomas S. Monsons liv illustrerer, hvor vigtigt det er at reagere med det samme på Åndens tilskyndelser.

[Fortæller]: »Efterhånden som biskop Monson udviklede sig i sit ansvar, lærte han mange lektier, blandt dem vigtigheden af at følge Ånden og stole på Herren.

En aften under stavens præstedømmelederskabsmøde fik han den tilskyndelse, at han skulle forlade mødet med det samme og køre til veteranhospitalet på avenuerne i Salt Lake City. Før han den aften tog hjemmefra, havde han fået et telefonopkald om et ældre medlem i menigheden, der var syg og var kommet på hospitalet. Kunne biskoppen, spurgte manden, der ringede, komme forbi hospitalet og give en velsignelse? Den unge travle biskop forklarede, at han var på vej til et møde, men han ville komme forbi bagefter. Nu var tilskyndelsen større end nogensinde før: ›Forlad mødet og tag med det samme på hospitalet.‹

Biskop Monson kiggede på talerstolen. Stavspræsidenten talte! Han kunne ikke se, hvordan han midt i hans tale kunne stille sig op og bane sig vej ud gennem rækken af mænd. Pinefuldt ventede han til stavspræsidentens afsluttende ord og banede sig derefter vej mod døren inden afslutningsbønnen blev bekendtgjort. Den unge biskop løb hele vejen ned ad hospitalsgangen på fjerde sal og så en masse aktivitet uden for værelset.

En sygeplejerske stoppede og spurgte: ›Er du biskop Monson?‹

›Ja,‹ svarede han.

›Jeg er ked af det,‹ sagde hun. ›Patienten sagde dit navn, lige inden han døde.‹

Biskop Monson kæmpede med at holde tårerne tilbage, da han gik tilbage ud i natten. I det øjeblik aflagde han et løfte om, at han aldrig ville udsætte at handle på Herrens tilskyndelser. Han ville med det samme følge Åndens tilskyndelser, hvor end de førte ham hen.«

[Ældste Jeffrey R. Holland:] »Ingen kan forstå præsident Thomas S. Monson, hvis de ikke forstår hyppigheden, gentagelsen af den slags åndelige tilskyndelser i hans liv og hans absolutte loyalitet mod dem.«¹³

Nummer 3: Ransag dagligt skrifterne.

Ældste Robert D. Hales har sagt: »Når vi ønsker at tale til Gud, beder vi. Og når vi ønsker, at han skal tale til os, gransker vi skrifterne, for hans ord udtales gennem hans profeter.«¹⁴

Da jeg var 20 år gammel, kæmpede jeg med en svær beslutning og kunne ikke få et svar på mine bønner. En aften kom min far sent hjem fra et kirkemøde og bemærkede, at lyset var tændt inde på mit værelse. Han satte sig i fodenden af min seng og spurgte, om han kunne hjælpe, da han fornemmede min kamp. Jeg udøste mit hjerte til ham. Han foreslog, at jeg vendte mig mod skrifterne som vejledning i forbindelse med min beslutning og kom med nogle bestemte skriftsteder, som jeg kunne tænke over og bede om. Jeg fulgte hans inspirerede råd og søgte i skrifterne. Efter nogen tid og ihærdig indsats blev jeg velsignet med et umiskendeligt svar på min bøn. Jeg havde overdraget mine bedste tanker og min beslutning til Herren og oprigtigt bedt om en bekræftelse af den beslutning og følt en stille fredfyldt forsikring dybt inde i mit hjerte.

Vi lærer i skrifterne, at Helamans retskafne sønner, Lehi og Nefi, fik »daglig mange åbenbaringer.«¹⁵ Når vi dagligt tager for os af Kristi ord i skrifterne og tænker over det, vi læser, kan vi også opleve daglige åbenbaringer gennem Helligåndsgaven, især når vi omhyggeligt skriver de tanker og følelser, vi får, ned.

Nummer 4: Efterlev fasteloven.

For at øge vores evne til at høre Åndens røst vil det være godt at faste i 24 timer hver fastesøndag og frivilligt give vores fasteoffer til de trængende. Præsident Harold B. Lee gav følgende råd: »Herren sagde til Esajas, at dem, der ville faste på denne måde og give de fattige af deres brød, kunne bede, og Herren ville svare; de kunne råbe og Herren vil sige: ›Her er jeg!‹ (se Es 58:6–9). Det er én måde at komme på talefod med Herren. Prøv det i år. Efterlev fasteloven fuldt ud.«¹⁶

I Almas Bog læser vi, at Mosijas sønner »havde hengivet sig til megen bøn og faste, derfor havde de profetiens ånd og åbenbarelsens ånd, og når de underviste, underviste de med magt og myndighed fra Gud.«¹⁷ Den sætning, »havde hengivet sig« er en tanke, vi kan tænke over, når vi vurderer vore bestræbelser på at faste oprigtigt.

Nummer 5: Vær værdig og tilbed i templet.

Præsident George Albert Smith har sagt: »Vi har hver især ret til Herrens inspiration i forhold til den måde, hvorpå vi lever et retskaffent liv.«¹⁸ Læg mærke til, at han ikke sagde, at vi skal være fuldkomne for at modtage inspiration. Men vi er nødt til at gøre vores bedste for at leve værdigt.

Husk og lær fra kong Limhis folks negative eksempel i Mormons Bog: »Herren [var] sen til at høre deres råb på grund af deres syndighed.«¹⁹

Værdighed er en lille pris at betale for at åbne himlens vinduer. Når vi holder vore pagter og værdigt tager nadveren, bliver vi lovet, at vi altid vil have Ånden hos os.²⁰ Men det kommer, efter vi lover og holder pagten om, at vi altid vil erindre Frelseren! Udover det, vil fokus på og værdig levevis for at komme i templet og at gøre dette så ofte som vi kan, gøre os i stand til at »vokse op i [Herren] og modtage en fylde af Helligånden.«²¹

Nummer 6: »Tag ikke let på det, der er helligt.« ²²

Anerkend, at åbenbaring fra Herren er en hellig tillid. Ældste Richard G. Scott har sagt, at når »vi omhyggeligt nedskriver den inspiration, vi får, viser vi Gud, at vi regner hans kommunikation til os for hellig … Sådanne optegnelser … bør beskyttes mod tab og fremmed indtrængen.«²³

Endnu et vidnesbyrd om den lære kommer fra præsident Harold B. Lee, der sagde: »Jeg er nogle gange vågnet midt om natten og har været ude af stand til at sove, før jeg er stået op og har skrevet det ned, som jeg har spekuleret over. Men det kræver stort mod at handle, når man bliver vejledt som svar på sine bønner.«²⁴

Nummer 7: Vær forberedt til at gå fremad i tro.

Da min mand og jeg blev forlovet, havde vi lange diskussioner om vores fremtid sammen. Hvad skulle vi gøre i forbindelse med uddannelse? Hvornår skulle vi have børn? Hvilken karriere ville give os det, vi havde brug for i vores familie, og give os mulighed for at tjene i Kirken? Fordi vi troede på det råd, der blev givet af en levende profet, som underviste i, at vi kunne få børn, mens vi var under uddannelse og arbejde på samme tid, gik vi frem i tro.

Det var ikke let. Min mand endte med at have tre deltidsjobs, mens han gik i skole for at give mig mulighed for at begynde min nye karriere som mor og omsorgsgiver. Den retning var direkte modsat af verdens logik, selv på det tidspunkt. Når vi ser tilbage, kan vi nu se, hvordan de skridt i tro har resulteret i evige velsignelser, velsignelser, der måske var gået tabt, hvis vi ikke havde givet agt på Åndens røst gennem Herrens udvalgte profet.

For yderligere at illustrere dette tænk da over følgende oplevelse, som ældste Robert D. Hales har haft. Han var udpeget som juniorkammerat til præsident Ezra Taft Benson ved en stavskonference, hvor en ny stavspræsident skulle kaldes. Han sagde følgende: »Efter at have bedt, interviewet, gennemtænkt og bedt igen, spurgte ældste Benson, om jeg vidste, hvem den nye stavspræsident skulle være. Jeg sagde, at jeg endnu ikke havde modtaget den inspiration. Han så på mig i lang tid og svarede, at det havde han heller ikke. Imidlertid blev vi inspireret til at bede tre værdige præstedømmebærere om at tale ved konferencens møde lørdag aften. Et kort øjeblik efter den tredje taler var begyndt, hviskede Ånden til mig, at han skulle være den nye stavspræsident. Jeg kiggede over på præsident Benson og så tårer strømme ned over hans ansigt. Vi havde begge fået åbenbaring – men kun ved fortsat at stræbe efter vor himmelske Faders vilje, mens vi gik fremad i tro.«²⁵

Nummer 8: Lad Herren beslutte detaljerne i det, han vælger at åbenbare, og hvornår han vælger at åbenbare det.

Forfatteren Corrie Ten Booms observation kan anvendes her: »Alle oplevelser, Gud giver os, alle personer, han placerer i vores liv, er den perfekte forberedelse på en fremtid, kun han kan se.«²⁶

Måske har nogle af jer haft en lignende oplevelse, som vores seks børn havde, da de ledte efter værdige partnere. Set i bakspejlet kan de nu se, at de hver var nødt til at have bestemte oplevelser for at være i stand til at anerkende Herrens hånd, der førte dem til deres evige partner. Nogle af disse oplevelser krævede flere år med tålmodighed, mens de ventede og gik frem i tro. Somme tider virkede himlen lukket for dem, selv når de bad. Når Herrens tidsplan er i modstrid med vore egne ønsker, skal vi stole på, at der er nogle forberedende oplevelser, som Herren har til os, før vore bønner bliver besvaret.

Ældste Dallin H. Oaks har sagt:

»Vi [bør] forstå, at Herren taler til os gennem Ånden til sin egen bestemte tid og på sin egen måde. Mange mennesker forstår ikke dette princip. De tror, at når de er parate, og når det passer ind i deres planer, så kan de påkalde Herren, og straks vil han svare, og endda på den måde, som de ønsker. Sådan kommer åbenbaring ikke

… Vi kan ikke fremtvinge det, som er åndeligt.«²⁷

For ca. 15 år siden mistede min mor synet. Hun kæmpede i flere måneder med denne svære prøvelse. Hun fandt trøst, når hun bad indtrængende om forståelse af et enkelt digt, der er blevet hendes yndlings. Det blev for nyligt citeret af præsident Monson.

»Jeg ved ej helt, hvordan det sker,
men Gud mig hører, når jeg be’r.
Jeg ved, han har givet sit ord,
besvaret bli’r hver bøn på jord.
Det rette tidspunkt ingen ved
i bønnen bor tålmodighed.
Jeg ved ej, om han mig skænker
alting nøjagtigt som jeg tænker.
Men jeg lader trygt ham råde,
som er så fuld af nåde.
Han vil min bøn besvare
eller noget bedre åbenbare.28

Som de fleste af os forsøger min mor stadig at stole på hans vilje og hans tidsplan. Når vi gør dette, bør vi huske denne belæring fra ældste Richard G. Scott: »Hvad gør du, når du har forberedt dig omhyggeligt, har bedt inderligt, ventet i rimelig tid på svaret, og stadig ikke føler et svar? Du kan måske ønske at udtrykke tak, når det sker, for det er et bevis på [vor himmelske Faders] tillid. Når du lever værdigt, og dine valg er i overensstemmelse med Frelserens lærdomme, og du er nødt til at handle, så fortsæt med tillid. Når du er modtagelig for Ånden, vil en af to ting helt sikkert ske på et passende tidspunkt: Enten forvirres dine tanker, hvilket viser, at valget er forkert, eller også føler du fred eller en brænden i brystet, som bekræfter, at dit valg var rigtigt. Når I lever retfærdigt og handler i tillid, vil Gud ikke lade jer fortsætte særlig langt uden en advarende påvirkning, hvis I har truffet den forkerte beslutning.«²⁹

Åndens advarende røst kommer ofte gennem Herrens udvalgte tjenere, hvilket bringer os til det næste punkt.

Nummer 9: Giv agt på profetiske advarsler.

Tænk omhyggeligt over nogle få profetiske advarsler, der er givet til os i dag. Først, nogle få fra præsident Boyd K. Packer.

»Nu en advarsel! Noget musik er åndeligt nedbrydende … Tempoet, lydene og livsstilen hos dem, der optræder med det, frastøder Ånden. Det er langt farligere, end I måske regner med, for det kvæler jeres åndelige sanser.«

Endnu en advarsel:

»Der kan være falske åbenbaringer, tilskyndelser fra Djævelen og fristelser! …

Hvis I nogensinde modtager en tilskyndelse til at gøre noget, som får jer til at føle jer usikre, noget som I i jeres sind ved er forkert og i modstrid med retfærdige principper, så reagér ikke på det!«

Og her er endnu en: »Hvis man bliver kritisk og nærer negative følelser, trækker Ånden sig tilbage.«³⁰

Og vores kære profet, præsident Monson, løftede en advarende stemme, da han sagde: »Vær på vagt over for alt, der kan berøve jer evighedens velsignelser.«³¹

Hvorfor skal vi vende vores hjerte mod Åndens røst? Hvilke velsignelser får vi, når vi gør dette?

Jeg er lige kommet hjem fra Filippinerne, hvor jeg har set følgerne af tyfonen Haiyan. Jeg har hørt oplevelser fra vore elskede brødre og søstre i Filippinerne, når de har båret vidnesbyrd om at blive vejledt af Ånden i det skæbnesvangre øjeblik, så de vidste, hvad de skulle gøre, og hvor de skulle gå hen. Jeg har hørt dem tale om at gå frem i tro på et tidspunkt, hvor stien ikke er særlig nem at se. Jeg har hørt historier om unge missionærer, søstre og ældster, der har fulgt tilskyndelser, som førte dem i fysisk sikkerhed midt i en verden, der var ved at falde sammen omkring dem. Hvor er jeg taknemlig for »den ubeskrivelige gave, som Helligånden er«,³² der advarer, leder, trøster og vejleder dem, der forsøger at leve værdigt.

Af alle de gaver, vor himmelske Fader kunne vælge at betro os sine sønner og døtre, når vi forlader dåbens vande, har han valgt at give os Helligåndsgaven.

»Helligånden virker i fuldstændig harmoni med vor himmelske Fader og Jesus Kristus …

Han ›vidner om Faderen og Sønnen‹ (2 Ne 31:18) og åbenbarer og underviser i ›sandheden af alt‹ (Moro 10:5). Vi kan kun modtage et sikkert vidnesbyrd om vor himmelske Fader og Jesus Kristus gennem Helligåndens kraft. Hans kommunikation til vores ånd bringer langt større sikkerhed end nogen anden kommunikation, som vi kan modtage gennem vore naturlige sanser.«³³

Brødre og søstre, som I godt ved, er den store og rummelige bygning, som er fyldt med dem, der håner og nedgør og peger fingre af os, overalt omkring os. Verdens røst er høj, kompromisløs, overbevisende og vedholdende. Medmindre vi lærer at vende os mod og stille ind på Åndens røst og forfine vores evne til at søge, modtage og handle i forhold til personlig åbenbaring, befinder vi os på gyngende grund. Vi har brug for Ånden til at lede os væk fra alt, der er beskidt, tåbeligt, vulgært, voldeligt, egoistisk og syndigt. Vi har brug for Helligånden ikke blot til at føre os mod alt, der er »dydigt, elskeligt, værd at tale godt om eller rosværdigt«,³⁴ men også til at hjælpe os til at ønske dette for at modstå verdens tiltrækning..

En af de bedste velsignelser vi kan modtage, når vi lærer at høre Åndens røst, er evnen til at se os selv, som vor Fader i himlen ser os og »langsomt, langsomt, lidt efter lidt« blive vores allerbedste.

Tænk over dette smukke citat fra en sidste dages hellig apostel: »Helligåndens gave … oplyser alle intellektuelle evner, øger, forstørrer, udvider og renser alle naturlige lidenskaber og følelser og tilpasser dem gennem visdommens gave til deres retmæssige brug. Den inspirerer, udvikler, kultiverer og modner alle rene sympatier, glæder, smag og lignende følelser samt vore naturlige følelser. Den inspirerer til dyd, venlighed, godhed, ømhed, blidhed og kærlighed. Den udvikler menneskets skønhed, form og træk Den sørger for helbred, livskraft, livlighed og fornemmelse for sociale sammenhænge. Den danner og styrker alle menneskets fysiske og intellektuelle evner. Den styrker og forstærker nerverne. Den bringer kort sagt marv i knoglerne, glæde til hjertet, lys til øjnene, musik til ørerne og liv til hele legemet.«³⁵

Helligånden kan fysisk, åndeligt, følelsesmæssigt, mentalt og intellektuelt gøre for os, hvad intet menneskeskabt kan kopiere.

Er I ikke enige i at det at leve værdigt til sådanne velsignelser er værd, hvad end det tager, selv hvis det kræver et betydningsfuldt offer? Det er det »brød«, vi modtager for vores »krumme« som indsats. Jeg opfordrer os alle til at begynde i aften med at vende jeres hjerte mod Helligåndens røst.

Det er ikke tilfældigt, at Herren har gjort præsident Thomas S. Monson til sin levende profet til at vejlede os i disse sidste dage. Præsident Monson er en person, der har lært at høre og reagere på Åndens tilskyndelser. Det vil være godt at følge hans eksempel.

Jeg bærer vidnesbyrd om, at han er Herrens talsmand i vore dage. Jeg bærer også vidnesbyrd om, at vor Fader i himlen ønsker, at vi vender tilbage til hans nærhed, og han har givet os sin Enbårne Søn og Helligåndsgaven, så vi har mulighed for at gøre det. Jeg bærer vidnesbyrd om, at det al indsatsen værd at få og opnå den ubeskrivelige gave, i Jesu Kristi navn. Amen.

© 2014 Intellectual Reserve, Inc. Alle rettigheder forbeholdes. Engelsk original godkendt: 1/14. Godkendt til oversættelse: 1/14. Oversættelse af Tuning Our Hearts to the Voice of the Spirit. Danish. PD10050686 110