Hvad er arbejdstegningen for Kristi kirke?
Ældste Tad R. Callister
De Halvfjerds’ Præsidium
CES-foredrag for Unge Voksne • 12. januar 2014 • Brigham Young University
Det er en glæde denne aften at være sammen med de, der er fremtidige ledere og forældre i denne kirke. På grund af dette ved jeg, at Kirken har en sikker og lys fremtid. Derfor vil jeg gerne tale om den kirke, som I engang vil præsidere over.
I første afsnit i Lære og Pagter kommer Herren med denne ligefremme og vigtige udtalelse: »[Dette er] den eneste sande og levende kirke på hele jordens overflade« (L&P 1:30). Hvad betyder det? Det betyder ikke, at andre kirker ikke har nogen sandhed, for det har de. Det betyder ikke, at andre kirker ikke gør noget godt, for de gør meget godt. Det, det betyder, er, at det er den eneste kirke, som har al den sandhed, der indtil nu er blevet åbenbaret i denne uddeling – den eneste kirke, der har de ordinancer, der er nødvendige for ophøjelse, og den eneste kirke, som har Guds præstedømme til at udføre disse ordinancer med guddommelig gyldighed. Hvilke beviser har vi for denne påstand?
For nogle år siden havde min hustru og jeg brug for et større hus til vores voksende familie, så vi fandt et stykke jord, som vi kunne bygge på. Vi brugte noget tid på at udarbejde en arbejdstegning, som bedst ville imødekomme behovene hos vores voksende familie. Min hustru skitserede en foldedør mellem vore to stuer, som kunne åbnes op i forbindelse med større aktiviteter for familien eller de unge. På en ekstra plads over garagen lavede vi et rum, hvor vore børn kunne tage del i gode aktiviteter. Der blev bygget et lille rum bag garagen til madforråd og anden opbevaring. Disse og andre designelementer blev sammensat til en arbejdstegning. Huset blev derefter bygget i overensstemmelse med disse planer.
Da huset var under opførelse, gav vi engang imellem bygherren nogle ændringer, som ændrede arbejdstegningen. Da huset endelig var færdigt, var det i nøjagtig overensstemmelse med vores arbejdstegning, der fra tid til anden var blevet ændret. Hvis I tog vores arbejdstegning og sammenlignede den med alle andre huse i hele verden, hvor mange huse ville den så passe perfekt til? Kun et – vores hus. Åh, her og der vil der måske engang imellem være nogle lighedspunkter – et værelse på samme størrelse, de samme vinduer – men fundament for fundament, værelse for værelse, og tagryg for tagryg, så vil der kun være et hus, der passede perfekt til vores arbejdstegning – vores hus.
På samme måde har Kristus bygget et hus, der på bedste vis imødekommer hans børns åndelige behov. Det blev kaldt hans kirke. Den åndelige arbejdstegning for denne kirke findes i Det Nye Testamente. Engang imellem laver Frelseren ændringer til arbejdstegningen. En sådan ændring kommer i form af en åbenbaring. Frelseren befalede fx til at begynde med sine apostle, at de skulle forkynde evangeliet til Israels hus, men ikke til hedningerne (se Matt 10:5–6). Efter Frelserens opstigning til himlen gav han Peter en åndelig ændring – en åbenbaring i form af et syn – om, at evangeliet nu også skulle forkyndes til hedningerne (se ApG 10). Peters oplevelse belærte om mindst to vigtige ledelsesprincipper i Kristi kirke: For det første, at der kunne ske ændringer til arbejdstegningen, men kun ved åbenbaring fra Kristus, og for det andet, at en sådan åbenbaring ville komme til profeten, der var Guds talerør på jorden. Med andre ord, så ville Guds kirke blive ledt af guddommelig åbenbaring og orden.
Hvis nogen ønsker at finde Kristi kirke i vor tid, så skal de sammenligne den åndelige arbejdstegning, der findes i Det Nye Testamente, med alle kristne kirker på jorden, indtil de fandt en kirke, der passede til arbejdstegningen – organisation for organisation, lærdom for lærdom, ordinance for ordinance, frugt for frugt og åbenbaring for åbenbaring. Ved at gøre dette, finder vedkommende nogle kirker, der havde nogle lighedspunkter – en lærdom eller to, der er ens, en ordinance, der er den samme, nogle embeder med det samme navn – men de ville kun finde en kirke, Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, som passer til arbejdstegningen på enhver tænkelig måde. Nu vil jeg gerne sætte denne påstand på en prøve.
Lad os gå hen til arbejdstegningens første side og finde ud af, hvilken organisering af Kristi kirke som blev åbenbaret der.
For det første blev Kristi kirke grundlagt på apostle og profeter. Da Paulus skrev til nogle nye medlemmer af Kirken, sagde han, at de nu var »bygget på apostlenes og profeternes grundvold med Kristus Jesus selv som hovedhjørnesten« (Ef 2:20; fremhævelse tilføjet).
Apostlene forstod, hvor nødvendigt det var at holde De Tolv Apostles Kvorum intakt. Når en apostel, såsom Judas, døde, og en del af grundvolden blev »hakket bort«, samledes de andre 11 apostle og valgte en efterfølger, så grundvolden blev hel igen (se ApG 1:22–25).
Dette mønster vidnede om vigtigheden af at opretholde en kvorum med tolv apostle. Disse apostle var så vigtige for Kirkens velbefindende, at Paulus erklærede, hvor lang tid vi havde brug for dem: »Indtil vi alle når frem til enheden i troen« (Ef 4:13). Og så forklarede han hvorfor: Så vi ikke ville blive drevet »hid og did af hver lærdoms vind« (Ef 4:14). Derfor var apostlene afgørende for at holde læren ren.
Forestil jer et øjeblik, at jeg skulle fortælle en historie til en person i den ene ende af rækken foran mig, og han derefter skulle fortælle den til personen ved siden af og så videre indtil den var blev fortalt ned gennem rækkerne til enden af alle stolerækkerne. Hvad ville der ske med historien? Den ville ændre sig. Den ændrer sig altid; det er menneskets natur. Sådan var det også med den lærdom, som apostlene underviste i, når de drog ud til forskellige byer og landsbyer. Når lærdommen blev fortalt fra en person til en anden, begyndte den at ændre sig. Så længe apostlene levede, kunne de rette lærdommen ved at skrive breve eller selv forkynde. Men, da apostlene var væk, var der ikke længere noget system til at holde tingene i balance, ikke længere nogen redigerende hånd, og snart blev lærdommene forvrænget, eller de gik tabt.
Af denne grund og af andre grunde afslører arbejdstegningen, at apostlene og profeterne udgjorde grundvolden for Kristi kirke. Kender I til nogle ændringer i Det Nye Testamente, nogle åbenbaringer, der har ændret arbejdstegningen og sagt, at der ikke længere er brug for apostle? Det gør jeg ikke. Hvis det er tilfældet, så bør Kristi sande kirke i vore dage have apostle og profeter som dens grundvold.
Frelseren valgte andre mænd, kaldet halvfjerdsere, til at hjælpe ham og hans apostle med at forkynde evangeliet til hele verden og forberede vejen. Vi læser om disse halvfjerdsere i Lukas, kapitel 10. Kender I til en kirke i vore dage, der passer til den arbejdstegning – som har embedet halvfjerdser?
Det Nye Testamentes arbejdstegning viser andre embeder, som udgjorde dele af Kristi kirkes organisering: Tilsynsmænd (biskopper) (se 1 Tim 3; Tit 1:7), ældster (se ApG 14:23; Tit 1:5), menighedstjenere (diakoner) (se Fil 1:1), evangelister (se Ef 4:11; som betyder patriarker1) og hyrder (se Ef 4:11), hvilket er sådanne mænd som biskopper og stavspræsidenter, der præsiderer over en flok.2
Kirkens sjette trosartikel refererer til denne arbejdstegning: »Vi tror på den samme organisation, som fandtes i den oprindelige kirke, nemlig apostle, profeter, hyrder, lærer, evangelister og så videre« (TA 1:6; fremhævelse tilføjet). Med andre ord, så tror vi på, at Jesu Kristi nuværende kirke bør have den samme organisation, der fandtes i Kristi oprindelige kirke, som kun ændres ved åbenbaring. Derfor findes hver af disse embeder i vores kirke i dag.
Hvordan blev Kristi apostle og andre mænd valgt? Henvendte Frelseren sig til de fineste teologiske skoler på den tid og valgte de studerende med det højeste gennemsnit? Det gjorde han ikke. I stedet fortæller arbejdstegningen os, at han valgte Peter, en fisker, Matthæus, en tolder og senere Paulus, en teltmager. Enhver blev valgt blandt almindelige mennesker – i bund og grund var det lægmænd. I vore dage har Kirken et kvorum med tolv apostle, som på samme måde er valgt blandt Kirkens menige medlemmer. En kan være lærer, en anden ingeniør, en anden advokat osv.
Ansøgte Kristi apostle eller andre ledere om at være en del af tjenestegerningen? Det gjorde de ikke. Arbejdstegningen fortæller os, hvordan Kristus udvalgte sine ledere: »Det er ikke jer, der har udvalgt mig, men mig, der har udvalgt jer« (Joh 15:16; fremhævelse tilføjet). Hvad gav Kristus sine apostle, da han ordinerede dem? Matthæus og Lukas skrev svaret: Han »gav dem magt« (Matt 10:1; se også Luk 9:1) – præstedømmets magt til at handle i hans navn og til at gøre hans gerninger. Det er derfor, at arbejdstegningen fortæller os, at Menneskesønnen »gav sine tjenere fuldmagt« (Mark 13:34). Hvorfor? Så de kunne handle i hans navn og med hans godkendelse. Enhver mand i denne kirke i dag, der bærer Guds præstedømme, kan følge sin præstedømmemyndighed tilbage til Jesus Kristus, kilden til al myndighed og kraft, så han på samme måde er berettiget til Kristi godkendelse – hans godkendelsesstempel – som det kræves i arbejdstegningen.
Hvad hed den kirke, som Kristus organiserede? Hvis vi bliver døbt i Kristi navn, hvis vi beder i Kristi navn, hvis vi bliver frelst i Kristi navn, og han er grundlæggeren og hovedhjørnestenen i sin kirke, hvad vil I så forvente, at hans kirke skal hedde? Jesu Kristi Kirke. Frelseren belærte om, da han talte til folket på Mormons Bogs tid, den underliggende begrundelse for, hvorfor Kirken skulle bære hans navn: »Og hvordan kan den være min kirke, medmindre den kaldes ved mit navn? For hvis en kirke kaldes ved Moses’ navn, så er den Moses’ kirke; eller hvis den kaldes ved et menneskes navn, så er den et menneskes kirke; men hvis den kaldes ved mit navn, så er den min kirke, dersom de er bygget på mit evangelium« (3 Ne 27:8; fremhævelse tilføjet).
Det er af denne grund, at Paulus irettesatte nogle af Kirkens tidligste medlemmer – fordi de gav sig selv navn efter visse disciple i stedet for efter Kristi navn. Derfor skrev Paulus:
»Jeg sigter til, at I siger hver sit: Jeg hører til Paulus, jeg til Apollos, jeg til Kefas, jeg til Kristus.
Er Kristus da blevet delt? Var det måske Paulus, der blev korsfæstet for jer, eller blev I døbt til Paulus’ navn?« (1 Kor 1:12–13).
Med andre ord, så påtager vi os ikke noget andet navn end Jesus Kristus.
Derfor lærer arbejdstegningen os, at Kristi kirke skal bære hans navn. Det har altid forekommet mig mirakuløst, at Reformationen fandt sted over 300 år før Joseph Smiths tid, og ingen tænkte på at opkalde sin kirke efter Jesus Kristus. Selvfølgelig har andre kirker siden Joseph Smiths tid gjort det samme, men på en eller anden storslået måde har Herren bevaret brugen af sit navn indtil tidspunktet for Joseph Smith og genoprettelsen af Kristi kirke.
Lad os nu kigge på arbejdstegningens anden side. Hvilke »lærdomme« var der i Kristi kirke? Lad os undersøge nogle få:
Er Gud kun en ånd eller har han også et legeme af kød og blod? Hvad lærer arbejdstegningen os?
Efter Kristi opstandelse viste han sig for sine disciple, som fejlagtigt troede, at han var en ånd (se Luk 24:37). For at rette denne misforståelse sagde han: »Se på mine hænder og fødder – det er mig. Føl på mig og se; en ånd har ikke kød og knogler, som I ser jeg har« (Luk 24:39; fremhævelse tilføjet).
For at fjerne enhver tvivl om hans opstandne legemes fysiske natur spurgte han sine disciple: »Har I noget at spise her?« (Luk 24:41). Så beretter skrifterne:
»De gav ham et stykke stegt fisk,
og det tog han og spiste, mens de så det« (Luk 24:42–43).
Med det herliggjorte, opstandne legeme af kød og ben steg Kristus op til himlen (se ApG 1:9),3 hvor han sidder ved Gud Faderens højre hånd og er, som skrifterne fortæller, »hans væsens udtrykte billede« (Hebr 1:3). Dette er den præcise sandhed, som Joseph Smith belærte om som en del af genoprettelsen af Kristi kirke: »Faderen har et legeme af kød og knogler ligeså håndgribeligt som menneskets; Sønnen ligeså« (L&P 130:22).
Er Gud og Jesus det samme væsen, som størstedelen af den kristne verden belærer om, eller er de to adskilte væsener? Hvad siger arbejdstegningen?
Antallet af henvisninger i Bibelen til Faderens og Sønnens adskilte identiteter og adskilte roller er forbløffende. I Getsemane have erklærede Frelseren, da han erkendte den pinefulde smerte, som han skulle udholde: »Dog, ske ikke min vilje, men din« (Luk 22:42). Dette er den mest storslåede underkastelse, som verden nogensinde har set. Men hvilken underkastelse ville der have været, hvis der ikke var noget andet væsen, som han kunne underkaste sig – hvis han og Faderen var det samme væsen? Hvorfor beder Frelseren til Faderen eller siger: »Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?« (Mark 15:34). Hvordan kunne han blive forladt, hvis der ikke var noget adskilt væsen, der kunne forlade ham? Hvordan kunne Stefanus se Jesus stå ved Guds højre side, hvis de ikke var to personer (se ApG 7:55–56)?
Da Joseph Smith kom ud fra lunden, havde han selv lært sandheden at kende. Han havde set Faderen og hans Søn, Jesus Kristus stå ved hinandens side; han havde hørt Faderen henvise til den anden som sin »elskede Søn« (JS-H 1:17). På den storslåede dag splintrede himlen fortidens menneskeskabte myter om Guds natur og åbenbarede og bekræftede den enkle sandhed, der oprindeligt bliver belært om i arbejdstegningen: At Gud Faderen og hans Søn Jesus Kristus er ét i deres mål og vilje, men er to adskilte personer.
Hvad siger arbejdstegningen om dem, som aldrig har haft en fair chance for at høre Jesu Kristi evangelium, mens de var på jorden? Er de fordømt? Er vi foruden åbenbaret kundskab om deres åndelige tilstand?
Dette er et meget vigtigt spørgsmål, som påvirker milliarder af mennesker. Gud må have udtalt sig om dette punkt. Og det har han sandeligt. Arbejdstegningen indeholder svaret.
Peter skrev: »For derfor blev evangeliet forkyndt også for døde, for at de skulle dømmes i kødet, som mennesker dømmes, men leve i Ånden, som Gud lever« (1 Pet 4:6). Denne lærdom gik tabt i frafaldet, der fulgte efter Kristi apostles død, men den blev gengivet gennem profeten Joseph Smith.
Er der tre himle eller en himmel? I årevis har den kristne verden belært om, at der er en himmel og et helvede, men hvad lærer den oprindelige arbejdstegning os?
Paulus sagde: »Solen og månen og stjernerne har hver sin glans« (1 Kor 15:41). Paulus bekræftede senere sandheden om en tredelt himmel, da han fortalte om et syn om en mand, der »blev rykket bort til den tredje himmel« (2 Kor 12:2). Kunne der være en tredje himmel, hvis der ikke var en anden eller første himmel? Denne lære, der blev gengivet gennem profeten Joseph Smith, passede nøjagtigt til den oprindelige arbejdstegning.
Fortsætter ægteskabet for evigt eller ender det ved døden? Hvad siger arbejdstegningen?
I overensstemmelse med den magt apostle fik, at hvad de end bandt på jorden ville være bundet i himlen (se Matt 18:18), sagde Paulus: »I Herren er kvinden intet uden manden og manden intet uden kvinden« (1 Kor 11:11), hvilket betyder, at det ideelle for manden og kvinden er at være forbundet for evigt i Guds nærhed. Peter bekræftede denne sandhed. Han siger, idet han henviser til ægtemænd og hustruer, at de skal være »medarvinger til livets nådegave« (1 Pet 3:7) – ikke adskilt, ikke for sig selv, men sammen gå langs vejen som arvinger til evigt liv. Det er den lærdom, der bliver belært om i arbejdstegningen, og det er den lærdom, der bliver belært om i Kristi kirke i vore dage.
På arbejdstegningens tredje side står der: »Ordinancer i Kristi kirke«. Arbejdstegningen er meget specifik angående dette. For eksempel velsigner eller døber vi spædbørn og små børn? Hvad lærer arbejdstegningen os?
Frelseren kom med et tydeligt eksempel til os. I skrifterne står der om små børn: »Og han [Jesus] tog dem i favn og lagde hænderne på dem og velsignede dem« (Mark 10:16; fremhævelse tilføjet). Matthæus bekræftede, at angående de små børn, så lagde Frelseren »hænderne på dem« (Matt 19:15). Arbejdstegningen lærer os, at spædbørn og små børn skal velsignes, ikke døbes. Faktisk er der ikke nogen beretninger i hele Det Nye Testamente om dåb af spædbørn. Hvorfor? Fordi det ikke var en ordinance i Kristi kirke. Nogen, der leder efter Kristi kirke i vore dage, vil lede efter en kirke, der velsigner spædbørn, og ikke døber dem.
Er dåb nødvendig for frelse? Hvad lærer arbejdstegningen os?
Efter Kristus havde vist sit eksempel og var blevet døbt, erklærede han utvetydigt: »Den, der ikke bliver født af vand og ånd, kan ikke komme ind i Guds rige« (Joh 3:5; fremhævelse tilføjet). Peter sagde på samme måde: »Omvend jer og lad jer alle døbe i Jesu Kristi navn til jeres synders forladelse, så skal I få Helligånden som gave« (ApG 2:38; fremhævelse tilføjet). Det, der bliver belært om i arbejdstegningen, er præcis det, der bliver belært om i Kristi kirke i vore dage.
Foregår dåb ved at stænke vand på folk, hælde vand over dem eller ved nedsænkning? Arbejdstegningen giver os mindst fire beviser på, at dåb skal foretages ved nedsænkning:
For det første kom Frelseren, vores store eksempel »straks op fra vandet« (Matt 3:16), hvilket viser, at han først må have været under vandet.
For det andet, så døbte Johannes Døber »i Ænon ved Salem, for dér var der meget vand« (Joh 3:23; fremhævelse tilføjet). Hvorfor ville han tage han til et sted med »meget vand«, hvis en accepteret dåbsmetode var at stænke med vand eller hælde det over personen.
For det tredje fortæller Paulus os, at dåben er et symbol på Jesu Kristi død, begravelse og opstandelse (se Rom 6:3–5). Når den nyomvendte står i dåbens vande, repræsenterer han det gamle menneske, der skal dø. Når han bliver nedsænket i vandet, er hans synder »begravet« og tilgivet ved vandets symbolske, rensende kraft. Så, når han stiger op af vandet, står han som repræsentant for det nye eller opstandne menneske i Jesus Kristus. Al den underliggende symbol ved dåben er forenelig med dåb ved nedsænkning, men det går tabt – helt tabt – når man stænker vand eller hælder det over en person.
Og for det fjerde, så betyder det græske ord, hvorfra det engelske ord for dåb, baptism, er oversat, at dyppe eller sænke i vand.
Will Durrant en anerkendt historiker vidste, hvad arbejdstegningen afslørede og sagde derfor: »I det niende århundrede var den tidlige kristne dåbsmåde ved fuldstændig nedsænkning gradvist blevet erstattet af … at stænke med vand, hvilket var mindre skadeligt for helbredet i de nordiske klimaer.«4
Det bør ikke være nogen overraskelse, at Joseph Smith modtog en åbenbaring angående den måde en dåb skulle foretages på, hvilket er i fuldkommen overensstemmelse med Kristi arbejdstegning (se L&P 20:73–74).
Var dåb for de døde en ordinance i Kristi oprindelige kirke? Det var det.
Medlemmerne af Kirken i Korinth tog del i en ordinance kendt som dåb for de døde. Disse folk tvivlede dog på virkeligheden af opstandelsen. Paulus, der fornemmede deres usikkerhed angående det, de gjorde, sammenlignet med det, de troede på, brugte deres deltagelse i den rette ordinance for dåb for de døde til at bevise den rette lære om opstandelsen: »Hvad skal det ellers til for, at nogle lader sig døbe for de døde? Hvis de døde overhovedet ikke opstår, hvorfor så lade sig døbe for dem?« (1 Kor 15:29).
Når nogen først har krydset den lærdomsmæssige bro og anerkendt, at dåb er nødvendig for frelse (hvilket det er), så vil han logisk blive ført til at tro på dåb for de døde – der er ikke nogen vej udenom. Hvordan kan man ellers besvare det svære spørgsmål: »Hvad med de, der døde uden muligheden for at blive døbt?« De, der bliver konfronteret med dette spørgsmål har fire mulige muligheder at vælge imellem:
Den første mulighed er, at mænd og kvinder, der ikke er blevet døbt, er fordømt og kommer i helvede. Et sådant svar er dog ikke i overensstemmelse med sandheden i skriften om, at »Gud ikke gør forskel på nogen« (ApG 10:34), og at Gud ønsker, at »alle mennesker skal frelses« (1 Tim 2:4).
Den anden mulighed er, at Gud ikke rigtigt mente, hvad han sagde – måske er dåb ikke nødvendig for frelse. Men det er urealistisk, for Gud mener altid, hvad han siger: »Hvad jeg, Herren, har talt, har jeg talt, og jeg undskylder mig ikke« (L&P 1:38; se også Mosi 2:24).
Den tredje mulighed er, at der er nogen, der tror, at en ny tilstand kaldet »ønske om dåb« kan erstatte dåb med vand. Med andre ord, hvis nogen ønsker at følge Jesus, men ikke har muligheden for at blive døbt i jordelivet, så vil hans værdige ønske være en acceptabel erstatning for dåb med vand. Problemet med denne mulighed er, at den ikke bliver understøttet af skriften. Skriften siger ikke: »Den, der ikke bliver født af et ønske,« men i stedet: »Den, der ikke bliver født af vand og ånd, kan ikke komme ind i Guds rige« (Joh 3:5; fremhævelse tilføjet).
Den fjerde mulighed er, at Gud virkelig mente, hvad han sagde, da han befalede, at alle mennesker skal døbes, og på grund af det tilvejebragte han barmhjertigt en vej for alle mennesker, så de kunne blive døbt, selvom de ikke fik nogen mulighed i jordelivet. Det er dåb for de døde. Det er den mulighed, der er forenelig med arbejdstegningen.
Hvad siger arbejdstegningen om den måde, hvorpå gaven – ikke den midlertidige tilstedeværelse, men den varige gave – Helligåndsgaven, der bliver givet, når nogen er blevet døbt. Daler den automatisk ned på nogen efter deres dåb? Kommer den som et kraftigt vindstød, eller er der nogen guddommelig procedure, der skal følges for at modtage denne gave? Arbejdstegningen giver os svaret.
Efter Filip havde døbt nogle nyomvendte i Samaria, ankom Peter og Johannes. Skrifterne fortæller derefter om den måde, hvorpå ordinancen skal udføres: »De [Peter og Johannes] lagde så hænderne på dem, og de fik Helligånden« (ApG 8:17; fremhævelse tilføjet).
Den samme procedure blev fulgt, da Paulus døbte nyomvendte i Efesos:
»Da de hørte det, blev de døbt i Herren Jesu navn,
og da Paulus lagde hænderne på dem, kom Helligånden over dem« (ApG 19:5–6; fremhævelse tilføjet).
Atter er arbejdstegningen og Kristi genoprettede kirke fuldstændig i harmoni.
Den næste side på arbejdstegningen kunne være: »Kristi kirkes frugter.« Frelseren kom med denne prøve på sandheden: »I kan altså kende dem på deres frugter« (Matt 7:20). Hvilke af Kristi kirkes frugter var der i arbejdstegningen?
For det første stræbte disse første hellige efter at være et sundt folk. Paulus belærte om, at vores fysiske legeme er et »tempel«, som huser vores ånd, og derfor skal behandles som hellig: »Ved I ikke, at I er Guds tempel, og at Guds ånd bor i jer?« (1 Kor 3:16; se også 1 Kor 6:19). På grund af dette havde medlemmerne af Kristi kirke visse sundhedslove, som de adlød, såsom visse restriktioner med hensyn til at drikke vin, som kan ses i Efeserne 5 og 1 Timotheus 3. I overensstemmelse med den guddommelige lov om at behandle vores legeme som et tempel, modtog Joseph Smith en sundhedslov for medlemmerne af Kristi genoprettede kirke, kendt som visdomsordet. Som resultat af at efterleve denne sundhedslov har gentagne undersøgelser bekræftet, at medlemmer af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige er blandt de sundeste folk i verden. Det er en af frugterne af Kristi sundhedslov.
En anden frugt af Kristi kirke var miraklerne og Åndens gaver. De er optegnet side efter side i Det Nye Testamente. De er bevis på, at Guds magt eksisterer i Kristi kirke (se Hebr 2:4). Men uheldigvis aftog miraklerne, da frafaldet kom – historikerne anerkender det beredvilligt, og reformatorerne indrømmede det. Paul Johnson, en anerkendt historiker, sagde: »Det har været anerkendt mindst siden kejsertiden [hvilket betyder Konstantins tid], at ›miraklernes tid‹ var forbi, forstået på den måde, at de kristne ledere ikke længere kunne sprede evangeliet ved hjælp af overnaturlige kræfter.«5
Hvorfor kom den tid, hvor der ikke længere var fandtes mirakler og Åndens gaver? Fordi det træ, der bar frugten, nemlig Kristi kirke, ikke længere var på jorden, og folkets tro var svundet ind. John Wesley sagde om fraværet af Åndens gaver i kirken i hans dage: »Det virker ikke som om, at disse ekstraordinære Helligåndsgaver var almindelige i kirken i mere end tre århundreder.«6
Det er nok at sige, at jeg kan vidne om, ligesom mange af jer, at dette er en tid med mirakler og Åndens gaver i Kristi genoprettede kirke, ligesom det var i hans oprindelige kirke.
Der er en tredje frugt – Kristi kirkes arbejdstegning fortæller om mange beretninger om engle og syner. Nogle mennesker ser i vore dage skeptisk på en kirke, der hævder, at der er engle og syner, men ved at gøre det, glemmer de, at engle og syner var en afgørende del i Kristi oprindelige kirke: Englen, der bekendtgjorde Kristi fødsel for Maria; englene, der kom til Peter, Jakob og Johannes på Forklarelsens bjerg; englen, der befriede Peter og Johannes fra fængslet; englen, der talte til Cornelius; englen, der advarede Paulus om det forestående skibsforlis; englen, der kommer til Johannes Åbenbarer; Stefanus’ syn om Faderen og Sønnen; Johannes’ syn om de sidste dage og meget mere. Spørgsmålet bør ikke være: »Hvordan kan Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige være den sande kirke med dets påståede engle og syner?« I stedet bør spørgsmålet være: »Hvordan kan nogen kirke i vores tid hævde at være Kristi sande kirke, medmindre den har engle og syner – ligesom det var tilfældet med Kristi oprindelige kirke, ligesom det er åbenbaret i hans arbejdstegning?«
Der er mange andre frugter, der er i overensstemmelse med Kristi oprindelige kirke.
Det var en missionerende kirke – apostlene fik befalingen: »Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple« (Matt 28:19). I dag har vi over 80.000 missionærer, der opfylder befalingen og bærer frugten ved at gøre det.
Det var en moralsk kirke – arbejdstegningen lærer os, at de tidlige hellige i Kristi kirke fik befaling om at klæde sig sømmeligt og afholde sig fra førægteskabelige forhold. Hvor mange kirker underviser i disse moralske standarder og efterlever dem?
Kristi oprindelige kirke var en familieorienteret kirke. Ægtemænd fik befaling om at elske og være tro mod deres hustru (se Ef 5:23–25), børn fik befaling om at adlyde deres forældre (se Ef 6:1), og tilsynsmænd (biskopper) fik befaling om at styre deres eget hus godt (se 1 Tim 3:4–5). I dag er vores kirke, ligesom Kristi oprindelige kirke, anerkendt som en familieorienteret kirke. Frugterne af Kristi kirke er omhyggeligt optegnet i Bibelen, og de passer med Kristi genoprettede kirke i vore dage.
Kristus oprettede sin kirke på jorden, men den sidste side i arbejdstegningen viser, at den havde en forbindelse til himlen – nemlig »Guddommelig åbenbaring«. Uden denne forbindelse ville Kirken ikke være andet end en menneskeskabt organisation, der blev ledt efter menneskets logik. Profeten Amos sagde: »Nej, Gud Herren gør ikke noget, førend han har åbenbaret sine planer for sine tjenere, profeterne« (Am 3:7). Paulus bekræftede, at åbenbaring var en uadskillelig del af Kirken, og at det ville fortsætte, for han erklærede: »Nu kommer jeg til syner og åbenbaringer fra Herren« (2 Kor 12:1; se også ApG 1:2).
I overensstemmelse med den grundlæggende lærdom er Kristi kirke i vore dage forbundet til himlen ved fortsat åbenbaring. I Kirkens trosbekendelse angående dette, kendt som den niende trosartikel, står der: »Vi tror på alt, hvad Gud har åbenbaret, alt, hvad han nu åbenbarer, og vi tror, at han endnu vil åbenbare mange store og vigtige ting angående Guds rige.«
Hvis man skulle sammenligne arbejdstegningen for Kristi oprindelige kirke med enhver kirke i verden i vore dage, så ville man opdage, at den punkt for punkt, organisation for organisation, lærdom for lærdom, ordinance for ordinance, frugt for frugt og åbenbaring for åbenbaring, kun passer til en – Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige.
Hvis nogen afviser denne kirke efter at have studeret arbejdstegningen, vil det sandsynligvis ødelægge ham i forhold til enhver anden kirke, fordi han ved for meget. Han vil være ligesom Peter, som blev spurgt af Frelseren: »Vil I også gå jeres vej?« (Joh 6:67). Peter svar, som bør være indprentet i ethvert hjerte og være forankret i ethvert hjem, lød: »Hvem skal vi gå til? Du har det evige livs ord« (Joh 6:68).
Hvis nogen vender sig fra Kirken, hvor vil han så gå hen for at lære om de gengivne sandheder om Guds natur, der blev åbenbaret i den hellige lund, forkyndelsen af evangeliet til de døde, de tre herlighedsgrader og evige familier? Hvor vil han gå hen for at modtage de ordinancer, der kan frelse og ophøje ham? Hvor vil han gå hen for at få sin hustru og sine børn beseglet til sig for evigt? Hvor vil han gå hen, når han har brug for en præstedømmevelsignelse, der kan trøste og helbrede et familiemedlem? Hvor vil han gå hen for at finde en Guds profet? Han vil forgæves lede efter disse lærdomme og disse ordinancer og disse kræfter og disse profeter, da de er enestående for Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige.
Man kan ikke have de lærdomme og ordinancer, der blev gengivet gennem profeten Joseph Smith, uden at acceptere Joseph Smith og den underliggende historie, der er grundlaget for dette. De er uadskillelige. De går hånd i hånd. Man kan ikke kalde frugten god, og derefter kalde træet dårligt. Frelseren lærte os den sandhed for lang tid siden. »Et godt træ kan ikke bære dårlige frugter, og et dårligt træ kan ikke bære gode frugter« (Matt 7:18). Derfor hvis den lærdomsmæssige frugt, som vi har talt om her til aften, er god, så er træet, hvor det kommer fra – Joseph Smith og den tilhørende underliggende historie om disse åbenbarede sandheder – også god. Man kan ikke have den ene uden den anden.
I en generalkonferencetale for nogle år siden talte ældste B.H. Roberts om Joseph Smiths præstationer, og derpå sagde han, som om han talte til Josephs kritikere: »Prøv at gøre det samme! Prøv at gøre det samme, siger jeg, eller forbliv stille med hånden på læben, når hans navn nævnes.«7
De historiske eller sociale bekymringer, som nogen måske har, de påståede videnskabelige konflikter – de er ikke så vigtige; det centrale er lærdommene, ordinancerne, præstedømmets kraft og andre frugter i vores kirke, hvoraf mange er blevet drøftet her til aften. Men nogen vil måske sige: »Jeg tror på alt dette, men hvordan svarer jeg kritikerne og besvarer deres specifikke spørgsmål?«
En advokat ved, at når en anklager har fremført sine nøglevidner, står sagen mod den anklagede i dårligst muligt lys. Nogen, der er hurtig til at dømme på det tidspunkt, vil måske dømme den anklagede skyldig, men så sker der noget interessant i retssalen. Forsvareren begynder sit krydsforhør af det samme vidne, og følgende sker ofte: Vidnets ubestridelige svar begynder at vakle under presset ved krydsforhøret. Vidnet, som forekom så uantasteligt, kommer nu med nogle selvmodsigelser og har måske endda store huller i sin beskrivelse af begivenhederne. Vidnets tilsyneladende klippefaste historie begynder at krakelere med hvert nyt spørgsmål, han får. Vidnet var i stand til at klare de lette spørgsmål fra sin anklager, men når de svære spørgsmål fra modstanderen kommer, kan han ikke modstå deres intensitet eller undersøgende natur. Når krydsforhøret er forbi, er vidnet blevet bragt i stor miskredit. Iagttageren, der tidligere var parat til at »hænge« den anklagede, ser nu med nye øjne på mandens fuldstændige uskyldighed.
På samme måde stiller nogle kritikere ensidige spørgsmål om Kirken, som er beregnet til at sætte Kirken i det værst tænkelige lys. Men spørgsmål går begge veje.8 Anklagerens nøglevidner er ikke uimodtagelige for krydsforhør, og det er Kirkens hårdeste kritikere heller ikke. Jeg har aldrig mødt nogen kritikere, som kunne give mig tilfredsstillende svar på følgende spørgsmål i et »krydsforhør«:
For det første, hvordan vidste Joseph Smith, hvordan han skulle gengive lærdommene og ordinancerne fra Bibelen, såsom lærdommen om den førjordiske tilværelse, Guds sande natur, evangeliet, der blev forkyndt for de døde og mange andre ting, der er blevet talt om her til aften, når der ikke blev undervist i sådanne ordinancer i andre kirker på hans tid? Hvorfor var Joseph Smith den eneste, der fandt dem og gengav dem? Selv, når han regnes for et teologisk geni, var der så ikke andre lignende genier i de 1.800 år efter Frelseren tjenestegerning, som kunne gøre det samme?
For det andet, hvis denne kirke ikke er Kristi kirke, hvorfor har denne kirke så de samme frugter, som Kristi oprindelige kirke, nemlig mirakler og Åndens gaver, nutidig åbenbaring fra apostle og profeter, engle og syner, et sundt folk, et moralsk folk, et missionsorienteret folk og et folk, der et meget familieorienteret. Fremsatte Frelseren ikke prøven på sandhed? – »I kan altså kende dem på deres frugter« (Matt 7:20).
Der er i sandhed mange andre spørgsmål, der kan stilles ved et krydsforhør. Der er visse spørgsmål, som trumfer og overgår alle andre – i bund og grund danner de sagens kerne. Det er tilstrækkeligt at sige, at nogle spørgsmål simpelthen er vigtigere end andre for at finde sandheden. Hvis I erfarer, at Joseph Smith gengav de bibelske lærdomme og ordinancer, der er drøftet i aften, så vil I erfare, at Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige har de samme frugter, som Kristi oprindelige kirke, eller hvis I erfarer, at Mormons Bog er af guddommelig oprindelse, så ved I, at Joseph Smith er en profet. Og hvis Joseph Smith er en profet, så er dette den eneste sande og levende kirke på hele jordens overflade. Og her blegner alle andre spørgsmål ved en sammenligning. Det er ligesom Højesteret, det kommer med en afgørelse. Alle modsatrettede afgørelser ved lavere retsinstanser bliver ligegyldige. Tilsvarende bliver alle kritikernes spørgsmål, uanset hvor borende eller forvirrende eller underholdende de end er, ligegyldige i fastlæggelsen af sandheden. Hvorfor? Fordi I allerede har besvaret nøglespørgsmålene – de væsentlige spørgsmål, de altafgørende spørgsmål – som er de grundliggende søjler for at kende sandheden.
Det er nok at sige, at jeg kan leve med nogle menneskelige ufuldkommenheder, selv blandt Guds profeter – det er forventeligt af jordiske væsener. Jeg kan leve med nogle påståede videnskabelige fund, der er i modstrid med Mormons Bog; med tiden vil de blive rettet. Og jeg kan leve med tilsyneladende historiske afvigelser; de er små i sandhedens store landskab. Men jeg kan ikke leve uden de lærdomsmæssige sandheder og ordinancer, som Joseph Smith gengav, jeg kan ikke leve uden Guds præstedømme til at velsigne min familie, og jeg kan ikke leve uden at vide, at min hustru og børn er beseglet til mig i al evighed. Det er det valg, vi står overfor – nogle få ubesvarede spørgsmål på den ene side over for en stor mængde af sandheder og Guds kraft på den anden side. Og med hensyn til mig, og jeg håber også for jer, er valget let og fornuftigt.
Jeg bærer vidnesbyrd om, at den kirke, som I engang vil præsidere over, bærer Kristi navn, fordi den har hans godkendte organisation, hans lærdomme, hans ordinancer, hans kraft, hans frugter og hans vedvarende åbenbaring, hvilket alt sammen bliver omtalt i hans guddommelige arbejdstegning. Må vi have de åndelige øjne, der er nødvendige til at se sammenhængen mellem den arbejdstegning og Kristi genoprettede kirke i vore dage, for det er et af Guds overbevisende vidner til os. Om dette vidner jeg og beder om i Jesu Kristi navn. Amen.
© 2014 Intellectual Reserve, Inc. Alle rettigheder forbeholdes. Engelsk original godkendt: 9/13. Godkendt til oversættelse: 9/13. Oversættelse af What Is the Blueprint of Christ’s Church? Danish. PD50051805 110