Stræb efter at blive
Årlig oplæringstransmission for S&I, 2020
Tirsdag den 9. juni 2020
Ældste Ulisses Soares: Mine kære brødre og søstre, hvor end I måtte være, er det en sand ære for min hustru og jeg at være sammen med jer i dag. Jeg kommer også med hilsner og kærlighed fra Det Første Præsidentskab og De Tolv Apostles Kvorum til jer alle. Præsident Nelson sender personligt sine bedste ønsker til jer. Han beder os altid om at fortælle om hans følelser og kærlighed til dem, vi møder. Han værdsætter i sandhed jeres tjeneste på vegne af Guds børn.
Mine kære samarbejdspartnere, før vi fortsætter, vil jeg gerne udtrykke min personlige og dybe taknemmelighed for jeres bemærkelsesværdige tjeneste i seminar og institut. I er privilegerede ved at kunne undervise og hjælpe den opvoksende generation med at gå i Frelserens fodspor mod evigheden. I underviser nogle af Guds mest ædle ånder, som er blevet tilbageholdt for at komme til jorden i denne fase af historien. Vores kære profet, præsident Nelson, refererer til disse ædle ånder som Guds bedste hold, hans bedste spillere, heltene, der vil få mulighed for at deltage i denne sidste store indsamlingsbegivenhed – Israels indsamling.1 Dette gode hold kan opnå det umulige og være med til at forme hele den menneskelige families skæbne.
Min kære hustru, Rosana, er her med mig i dag til dette særlige møde. Hun har været mit livs lys i de sidste 39 år. På grund af hendes godhed og vidunderlige eksempel har hun været katalysatoren i vores familie til at hjælpe hver enkelt af os til at blive mere kristuslignende. Rosana og jeg har modtaget velsignelser, der er kommet ind i vores liv ved at anvende de lærdomme, vi har modtaget i vores ungdom fra meget hengivne seminar- og institutlærere. Deres trofaste tjeneste har haft en enorm indvirkning på vores liv, idet vi tog vores første skridt i Jesu Kristi evangelium. Disse dedikerede lærere hjalp os med at forme vores liv i henhold til sandhederne i Jesu Kristi evangelium, og vejledte os, idet vi forsøgte at betræde stien, der leder tilbage til vor himmelske Fader. Jeg vil gerne invitere min elskede til at dele følelser om, hvordan seminar og institut har velsignet hende som nyomvendt i Kirken og i hendes bestræbelser på at udvikle kristuslignende egenskaber. Vil du dele dine tanker nu, kære?
Søster Rosana Soares: Tak, min elskede, for invitationen til at dele mit vidnesbyrd.
Første gang jeg hørte om Kirken, var jeg omkring 9 år gammel. Og i 8 år bad jeg min far om tilladelse til at blive døbt, og han sagde altid nej. Han sagde, at jeg var for ung til at træffe sådan en vigtig beslutning, og at jeg skulle bevise for ham, at dette var det, jeg virkelig ønskede.
Selvom jeg ikke engang var medlem af Kirken, fuldførte jeg fire år med dagligt seminar. Seminar blev undervist i kirken kl. 6 om morgen hver dag. Min far tillod kun, at jeg deltog på betingelse af, at læreren kom og hentede mig. Heldigvis havde jeg en vidunderlig lærer, som kom kl. 5.30 for at give mig et lift. Min far vækkede mig kl. 5 om morgenen, og jeg klædte mig på og ventede på læreren. Jeg var altid meget træt og ville sige til mig selv: »Vær sød ikke at komme. Vær sød ikke at komme«, men han kom altid. Heldigvis kom han altid.
Jeg føler mig så velsignet og taknemmelig for min flittige seminarlærer, der nemt kunne have opgivet mig. Men det gjorde han ikke.
Tredive år senere, havde jeg mulighed for at undervise seminar for min datter i en periode derhjemme. Hun kunne ikke deltage i seminar i kirken det år på grund af sit skoleskema. Hun var en pige med masser af energi og var ikke begejstret for at sidde stille i 45 minutter, især med mig som sin lærer. Så jeg besluttede mig for at forberede unikke klasser og behandle min datter som om, hun var den bedste seminarelev, selvom hun var den eneste elev. Da det år var gået, var hun glad, hun følte vor himmelske Faders kærlighed til hende, og jeg følte det også.
Brødre og søstre, ligesom min datter, ved jeg, at Guds ord kan gøre hele forskellen i vores sind, i vores attitude og i måden vi ser os selv og andre på.
Jeg vil gerne afslutte med dette smukke citat fra præsident Henry B. Eyring:
»I vidunderlige lærere yder en stor indsats og et stort offer for at forberede jer til at undervise ordet, i jeres undervisning og i jeres omsorg for elever … I kan nu tilføje jeres tro på, at flere at vores elever vil træffe de valg, der leder til sand omvendelse.3
Det vidner jeg om i Jesu Kristi navn. Amen.
Ældste Soares: Tak, min kære, for dine søde ord. Er hun ikke vidunderlig?
Jeg håber, I ikke undervurderer jeres evne til at påvirke og overbevise jeres unge til at søge retfærdighed i deres tilværelse. Som vores kære præsident Packer plejede at sige: De vokser op i fjendtligt territorium. Gennem jeres hengivne tjeneste med at undervise dem kan de vokse i tro og lydighed og blive åndeligt modstandsdygtige. De vil lære, hvordan man skal håndtere og overvinde fristelse.
Mine kære brødre og søstre, seminar- og institutprogrammerne er to af de mest betydningsfulde medvirkende årsager til Kirkens stabilitet og styrke. Jeg kan forsikre jer om, at Herren udfører »sin gerning og herlighed – at tilvejebringe udødelighed og evigt liv for mennesket«4 – gennem jeres værdifulde tjeneste til ham og hans børn. Derfor skal jeres og mit primære mål altid være vor himmelske Faders børns frelse og ophøjelse.
I denne mageløse håndbog for lærere i seminar og institut, Evangelisk undervisning og læring, finder vi denne imponerende udtalelse: »Vores formål er er at hjælpe unge og unge voksne til at forstå og forlade sig på Jesu Kristi lærdomme og forsoning, være værdige til templets velsignelser og forberede sig selv, deres familie og andre på evigt liv hos vor Fader i himlen.«5
Dette ansvar er i harmoni med det, der står udtrykt i Kirkens håndbog: Tjeneste i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige: »Seminar og institut (S&I) hjælper forældre og kirkeledere med at hjælpe unge og unge voksne øge deres tro på Jesus Kristus og hans gengivne evangelium.«6
Én af de største udfordringer for os, som tager del i dette vidunderlig værk med at frelse sjæle er, at opgaven med at blive, altså at vokse eller blive til den slags discipel, Herren forventer, at vi skal være. Dernæst vil Herren gøre os i stand til at påvirke dem, vi underviser, når de betræder stien, der leder til evigt liv. Konceptet med at blive er fuldstændig relateret til ét af tre elementer vedrørende, hvordan man opnår hans formål, som beskrevet i håndbogen Evangelisk undervisning og læring: »Vi efterlever Jesu Kristi evangelium og stræber efter Åndens ledsagelse. Vores adfærd og forhold til andre tjener som eksempel i hjemmet, klasselokalet og lokalsamfundet. Vi søger til stadighed at forbedre vores præstation, viden, indstilling og personlighed.«7
Apostlen Paulus rådede os om vigtigheden af at opnå den samme vækst som Kristus. I sit brev til efeserne sagde han:
»Og han har givet os nogle til at være apostle, andre til at være profeter, andre til at være evangelister og andre til at være hyrder og lærere
for at udruste de hellige til at gøre tjeneste, så Kristi legeme bygges op,
indtil vi alle når frem til enheden i troen og i erkendelsen af Guds søn, til at være et fuldvoksent menneske, en vækst, som kan rumme Kristi fylde.«8
Vores afgørende spørgsmål kan være, hvordan vi kan opnå en vækst, der kan rumme Kristi fylde gennem vores tjeneste, idet vi stræber efter at hjælpe andre med at gøre det samme. Jesu Kristi evangelium hjælper os i dette øjemed. Lad os sammen overveje nogle principper, i et forsøg på at adressere dette spørgsmål.
Det første og fundamentale princip er altid at følge Mesteren, Jesus Kristus. Oprigtig refleksion over Jesus Kristus i vores attituder, ord og handlinger øger vores evne til at påvirke og overbevise andre til at forberede sig og kvalificere sig til evigt liv med deres Fader i himlen. Ved at gøre dette kan vi hjælpe vores unge med at lære at elske Herren, for det de elsker vil afgøre, hvad de vil søge. Det de vil søge vil afgøre, hvad de vil tænke og gøre. Det de vil tænke og gøre vil afgøre, hvem de vil blive.
I og jeg repræsenterer Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige i verden. Alt hvad vi gør og siger reflekterer Kirkens ry, dens sandheder og, i sidste ende, Frelseren. Jo mere vi søger bedre at forstå og harmonisere vores liv med evangeliet, desto større indsats bør vi være tilbøjelige til at yde for at blive mere som Jesus Kristus. Præsident Dallin H. Oaks har engang sagt:
»Jesu Kristi evangelium er en plan, efter hvilken vi kan blive de Guds børn, det er meningen, vi skal blive. Denne uplettede og fuldkomne tilstand bliver følgen, når vi konsekvent indgår og holder pagter, ordinancer og handlinger, samler en skat af rette valg og fortsætter med at omvende os.«9
Jeg talte for nyligt med nogle af mine klassekammerater fra seminar og institut fra Brasilien, hvor jeg er vokset op. Jeg blev imponeret over, hvad de sagde om den kristuslignende indflydelse deres lærere havde på dem på et tidspunkt i deres liv, hvor de traf vigtige beslutninger. Lad os høre, hvad nogle af dem sagde.
Søster Barreto: Okay, når jeg ser tilbage på min ungdom. Jeg tror – nej, jeg tror ikke, jeg er sikker på – at alle de beslutninger og alt, hvad jeg håbede på, jeg drømte om, havde et solidt fundament, da jeg studerede evangeliet. Og særlig husker jeg seminar meget, meget tydeligt. Jeg var meget ung – seminar var nystartet her i Brasilien – og jeg husker stadig mine meget gode og hengivne lærere, og jeg begyndte at elske Frelseren. Og jeg tror, at det vidnesbyrd jeg fik, da jeg var seminarelev, har udviklet sig og vokset, har vokset meget, og jeg er, hvem jeg er nu, på grund af den tid, på grund af de lærdomme, på grund af de lærere og de valg jeg traf.
Søster Silva: For mig tror jeg, at det var min lærer, som var meget vigtig på det tidspunkt, for jeg var nyomvendt dengang, og hun hjalp mig så meget med at forstå disse principper, og hvordan man anvendte dem i sit liv, og at søge efter de egenskaber, som Jesus Kristus havde – som tålmodighed, større kundskab, lydighed over for de levende profeter. Alt dette har hjulpet mig til dengang at udvikle evnen til at høre Helligånden, Åndens hvisken. Dette var en stor nøgle for mig, fordi jeg var nyomvendt. Det var læreren. Hun havde en stor viden, og hun hjalp også mange elever med at udvikle deres viden. Hun besvarede vores spørgsmål og så videre. Det hjalp mig med at opnå et vidnesbyrd og at forblive stærk i evangeliet.
Ældste Gonçalves: Nuvel, så snart jeg blev døbt, da jeg for første gang gik ind i kirken, blev jeg straks involveret med de unge og med seminarlæreren. Hun inviterede mig til klasserne. Kurset var allerede begyndt, så jeg var nødt til at skynde mig udføre en del materiale for at kunne modtage et bevis for det år. Jeg lærte ikke noget ved at udfylde den del af materialet, men jeg lærte at involvere mig selv, og det engagement var vigtigt. Det engagement var vigtigt, for at jeg kunne føle et ønske om at lære mere om skrifterne, som jeg aldrig før havde tænkt over, og som jeg ikke forstod. Efter den første begejstring begyndte glæden ved at deltage at blive en del af mit liv. Det blev normalt, og jeg følte et ønske om at kende mere til skriften og om at efterleve de ting, der virkede så sande og velsignede de unge så meget, at du kunne se det i deres handlinger. Når jeg ser tilbage, kan jeg huske dette: De unges handlinger fik mig til at se noget, der var sandt.
Ældste Soares: Apostlen Paulus’ brev til Timotheus minder os om et vigtigt råd, som vi kan følge for virkelig at kunne påvirke andre positivt: »Vær et forbillede for de troende i tale, i adfærd, i kærlighed, i troskab, i renhed.«10
Det andet princip, jeg gerne vil nævne, er at undervise i sandheden med mod og tydelighed. I og jeg er kaldet til at undervise i Jesu Kristi evangelium. Vi skal ikke undervise om vores egne idéer eller filosofier, selv iblandet skrifterne. Evangeliet er »Guds kraft til frelse,«11 og det er kun gennem Jesus Kristus og hans evangelium, at vi bliver frelst. Med Helligåndens vejledning og hjælp skal vi undervise i evangeliets principper, som de findes i Kirkens standardværker, og i nutidige profeters og apostles ord, som de underviser med i dag. Vi skal være sandhedens redskaber og undervise i den med en sådan tydelighed, at de ikke bliver forvekslet med verdens filosofier. Det er smukt at læse, hvordan Alma beskriver Guds ords kraft i hjertet på mennesker, og hvordan det naturligt styrker tro. Lad os sammen læse Alma 32:42:
»Og på grund af jeres flid og jeres tro og jeres tålmodighed med hensyn til at pleje ordet, så det må kunne slå rod i jer, se, da skal I snart plukke frugten af det, som er yderst dyrebar, som er mere sød end alt, hvad der er sødt, og som er mere hvid end alt, hvad der er hvidt, ja, og mere ren end alt, hvad der er rent; og I skal tage for jer af denne frugt, indtil I er mætte, så I ikke sulter, ej heller skal I tørste.«
Brødre og søstre, dette gode skriftsted viser sandhedens kraft, der kan modtages i de unges hjerte og overbevise dem om at gøre godt i deres tilværelse. Husk på at effektiv undervisning er selve kernen i lederskab i Kirken. Evigt liv kommer kun, når mænd og kvinder bliver undervist med en sådan effektivitet, at de ændrer sig og udviser disciplin i deres tilværelse. De kan ikke tvinges til retfærdighed eller ind i himlen. De skal ledes, og det betyder effektiv undervisning.12
Ved sidste aprilkonference underviste præsident Russell M. Nelson om »Gengivelsen af Jesu Kristi evangeliums fylde: En tohundredeårsproklamation til verden.« I slutningen af sin tale gav han hele Kirken til opgave at studere den og overveje sandhederne og tænke over den indflydelse, de sandheder har haft på vores tilværelse. Jeg tror på, at vores ansvar rækker ud over den opgave. I og jeg er en del af en gruppe mennesker, der har til opgave at bringe denne proklamations inspirerede sandheder til vores unges og unge voksnes hjerte. På en måde er seminar- og institutlærere en forlængelse af de 15 profeter, seere og åbenbarere i deres rolle som forkyndere af disse sandheder til de unge, som forberedelse til deres rejse ind i en meget forvirrende verden. I og jeg har det vigtige ansvar at gøre denne proklamations velsignelser til en realitet i deres tilværelse. Vi ved alle, at vi lever i vanskelige tider. Verden glemmer vigtigheden af vor himmelske Faders og Jesu Kristi rolle i deres liv og mister visionen om deres guddommelige natur. Verdslig filosofi tager i højere og højere grad pladsen fra Jesu Kristi evangeliums hellige, absolutte sandheder i folks hjerte. I og jeg har den store mulighed at være redskaber i Herrens hænder, for at velsigne vores unge og bringe sandheder, der blev proklameret tydeligt og kraftigt i denne proklamation, ind i deres hjerte.
Lad mig dele med jer nogle af de andre kommentarer, mine gode venner havde om, hvordan sandheden, der blev undervist om med tydelighed og mod, virkelig grundfæstede dem i Jesu Kristi evangelium.
Ældste Silva: For mig er det første, jeg kommer i tanke om, mine læreres eksempel, fordi dette er kilden, vi ser hen til, og vi ønsker at være som dem. Jeg havde altid tænkt: »Er det muligt, at jeg en dag kan få en sådan familie? Er det muligt, at jeg en dag virkelig vil gøre de ting?« Noget af lærens påvirkning, først og fremmest det, der blev undervist om ved eksempel, som man siger – vi må tilegne os læren og tilpasse den til vores situation og omstændighed. Jeg prøvede at gøre det bedst muligt, i henhold til mine evner, så jeg virkelig kunne blive bedre hver dag og kunne træffe de bedste valg – ligesom jeg gjorde her med mit bedste valg, at vælge min hustru, som bestemt var en af de ting, der også hjalp mig.
Søster Barreto: Jeg har altid set op til mine lærere som eksempler. Jeg kan stadig især huske én. Hun var meget ung og endnu ikke gift. Hun var en hjemvendt søstermissionær, men når jeg så på hende, når hun underviste os, tænkte jeg: »Jeg vil være som hende. Jeg vil være mere ligesom hende,« for hun var ligesom Frelseren. Hun elskede os så meget, og hver gang hun underviste os, kunne jeg mærke hendes kærlighed og hendes hengivenhed til det, som hun gjorde. Én ting, jeg tror, var vigtig for mit liv – jeg er ikke omvendt til Kirken, men jeg havde en omvendelsesperiode. Jeg blev født i Kirken, så når vi talte om vores historie, er min historie en smule anderledes, fordi jeg ikke husker nogensinde at have tvivl eller ikke at tro på Kirken og evangeliet. Alt var meget naturligt for mig. Men jeg tror – jeg er sikker på, at der kommer et tidspunkt, hvor du må vide for dig selv, og det er præcis – det var min seminar- og instituttid, især tiden i seminar. Når jeg tænker tilbage på det, så var det en vigtig tid for mig, hvor jeg skulle beslutte, hvorfor jeg var i Kirken – om Kirken virkelig er sand for mig, om jeg havde et vidnesbyrd om evangeliet og et vidnesbyrd om Jesus Kristus. Jeg kan kun være mig selv nu på grund af den tid.
Søster Gonçalves: For det første, når vi har vores lærere og ledere, det er ikke, fordi de er fuldkomne, men vi forestiller os, at vi er ligesom dem – har en familie som deres og følger deres eksempel med samme forståelse, at opnå den kundskab. Der er flere ledere, der gjorde indtryk på mig og var et eksempel, der fik mig til at sige: »Jeg ønsker at være ligesom dem, når jeg bliver voksen.« Dette gjorde, at jeg altid forsøgte at træffe kloge valg i mit liv. Jeg bevægede mig fremad, lidt efter lidt. Som ældste Bednar sagde om omvendelse: Det sker ikke med det samme, det er lidt efter lidt, en forandring i hjertet, en forandring af tanker, en forandring af adfærd og altid fokuseret på Guds vilje. Så Guds vilje først, og så hjalp disse lærere mig med at forstå skrifterne, at lære at elske skrifterne. Så dette blev en del af mit liv. Jeg søgte at træffe kloge valg i henhold til Guds vilje.
Ældste Soares: Et andet princip jeg gerne vil nævne i dag er vores pligt til at undervise vores elever gennem Ånden. I og jeg, vi går Herrens ærinde. Vi er hans repræsentanter, og vi er bemyndiget og har fået til opgave at repræsentere ham og handle på hans vegne. Som hans repræsentanter er vi berettiget til hans hjælp. Det er forventet af os, at vi flittigt forbereder hver lektion, mestrer forskellige undervisningsteknikker og lærer, hvordan vi hjælper vores elever med at udøve deres handlefrihed i retfærdighed. Det er dog klart, at for at få Herrens hjælpe gennem Helligånden i de lektioner vi underviser, er det nødvendigt at leve et liv, der berettiger en sådan hjælp.
Det Første Præsidentskab har sagt dette til lærerne i Kirken: »Det vigtigste i jeres tjeneste bliver jeres egen daglige åndelige forberedelse, deriblandt bøn, skriftstudium og lydighed mod befalingerne. Vi opfordrer jer til at vie jer til at efterleve evangeliet med større inspiration end før.«13 Derpå beder vi om hans hjælp, og han vil velsigne os med sin Ånd til at vide, hvad vi skal gøre. Husk altid på, at Helligåndens undervisning hjælper os med at undervise klassens medlemmer på en måde, der gør, at de bedre forstår evangeliets principper og derefter er motiveret til at anvende dem i deres liv: »Derfor forstår den, der prædiker, og den, der modtager, hinanden, og begge bliver opbygget og fryder sig sammen.«14 Dette kan være overflødigt, men jeg forsikrer jer, at vores elever kun kan modtage evige sandheder gennem Ånden, når den er undervist ved den Ånd.
Jeg kan godt lide dem måde, Nefi forklarede dette smukke koncept på: »Og se, jeg, Nefi, kan ikke skrive alt det, der blev undervist i blandt mit folk, ej heller er jeg så mægtig med hensyn til at skrive som til tale; for når et menneske taler ved Helligåndens kraft, overfører Helligåndens kraft det til menneskenes børns hjerte.«15 Hvor er Åndens rolle vigtig i vores undervisning, hvor den bærer sandhed ind i menneskenes børns hjerte!
Mine kære brødre og søstre, vi kan være meget veltalende og i stand til at tale godt offentligt, men uden Ånden vil vores evner ikke gøre en forskel. Præsident Russell M. Nelson har for nyligt sagt, at det aldrig har »været mere afgørende at vide, hvordan Ånden taler til [os], end lige nu.« Han tilføjede, at »Helligånden er Guddommens sendebud. Han vil bringe tanker til [vores] sind, som Faderen og Sønnen ønsker, at [vi] modtager. Han er Talsmanden. Han vil bringe en følelse af fred i [vores] hjerte. Han vidner om sandhed og vil bekræfte, hvad der er sandt, når [vi] hører og læser Herrens ord.«16
Det fjerde princip, som jeg gerne vil nævne, er at undervise fra hjertet. Der er lærere, som kan sammenstykke elegante og polerede sætninger, og som er imponerende og behagelige at lytte til. Men lærere med betagende idéer, som taler til hjertet, er dem, der virkelig kan inspirere os til at handle på det, som vi har lært. Nogle af disse lærere er måske ikke så raffinerede offentlige talere, men når eleverne lytter til dem åbnes deres øjne for en bedre forståelse. Disse lærere kan plante et ønske i deres hjerte og sind, der vil påvirke og overbevise eleverne i deres søgen efter godhed og deres stræben efter ophøjelse. De lærere, der har haft størst indflydelse på dit liv, er dem, der har undervist mig fra hjertet. De var ikke de mest kyndige i undervisningsteknikker, men de var i stand til at tale hjerte til hjerte. Deres indflydelse havde ikke så meget at gøre med mekanisk at følge en foreskreven læseplan eller uddannelsesteorier, men mere at gøre med ægte omtanke, oprigtighed, passion og overbevisning. Som den amerikanske forfatter og underviser Parker Palmer udtalte: »Gode lærere har en evne til forbundethed … Forbindelserne, der dannes af gode lærere er ikke i deres metoder, men i deres hjerte – hvormed menes hjerte i dets gamle forstand som stedet, hvor intellektet og følelser og ånd vil nærme sig hinanden til det menneskelige selv.«17
Vor herre Jesus Kristus var det fuldkomne eksempel på dette princip. Han efterlod fysiske spor i strandens sand, men efterlod hans lærdommes åndelige spor i hjerterne på alle, som han underviste. Han underviste sine disciple dengang og taler de samme ord til os: »Følg du mig.«18
Lad os høre de sidste bemærkninger fra mine klassekammerater og venner. Jeg har vel ikke introduceret dem for jer endnu. Disse tre par er Glaucia og Reinaldo Barreto, Lucelia og Mauro Gonçalves samt Celia Maria og Ramilfo Silva. Jeg har kendt de fleste af disse vidunderlige mennesker siden vores barndom. Jeg har betragtet dem i deres liv og har lært fra deres retfærdige eksempler. De har været trofaste, udholdende og hengivne medlemmer af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, som har opfostret deres familie i evangeliet og helhjertet har tjent i de ansvar, som Herren har kaldet dem til.
Ældste Barreto: Jeg havde meget gode eksempler i mit liv fra mine undervisere i seminar og institut og også fra seminar- og institutkoordinatorer og -ledere. Vi har haft et meget godt venskab med dem siden den gang. Jeg kan ikke sige nok tak til dem og for deres eksempler i mit liv. De var også meget gode venner. Jeg kunne altid tale med dem om alt. De instruerede, de underviste mig, de underviste mig i evangeliet, men deres eksempler var vidunderlige. De havde en stor indflydelse på mig.
Søster Gonçalves: Jeg er så taknemmelig for at have evangeliet og for at være i stand til at have opfostret min familie i det, og for at jeg i dag kan se frugten af alt det arbejde, vi udførte, da vi var unge. Jeg kan huske en gang, at jeg var foran templet, da det blev indviet, og jeg havde det privilegium at synge med præsident Kimball. Søster Lobo var vores dirigent. Der var nogle få mennesker, der kunne komme ind i det celestiale værelse, og at være i templet og føle, at alt, hvad jeg lærte der, alt, hvad jeg havde lært i min ungdom, var det værd, og virkelig fik mig til at ønske at fortsætte til evigheden. Alt i livet har et formål, og mit formål er at kunne være i stand til at vende tilbage til vor himmelske Fader sammen med min familie og mine venner.
Ældste Silva: Mine tanker består først og fremmest af taknemlighed til disse tapre lærere, de personer, som frivilligt, hengivent og virkelig fortsatte med at vie deres tid til at forberede sig til at undervise. Jeg kan ikke måle den gode indflydelse, lærere kan have og har, på deres elever. Nogle gange finder vi først ud af det mange år senere. Men de vælger i sandhed at gøre det rette, og de forbliver på stien. Det er jeg virkelig taknemlig for. Jeg har et vidnesbyrd om, at Joseph Smith var Guds profet. Jeg har haft nogle oplevelser, der gør, at jeg ikke kan benægte, at Joseph Smith er Guds profet. Mormons Bog er Guds ord. I dag har vi en profet, der vejleder os og modtager åbenbaring, og jeg ved, at Jesus Kristus aktivt leder Kirken. Disse er mine tanker, i Jesu Kristi navn. Amen.
Ældste Soares: Tak, mine kære venner. Må Herren velsigne jer alle, når I fortsat er gode eksempler på det, I har lært, da I var unge, og nu fortsat definerer Jesu Kristi evangelium i andres hjerte.
Det sidste og meget vigtige princip, som jeg ønsker at dele, er at vidne om det, vi ved er sandt. Mine kære kammerater i evangeliet, jeres stærke vidnesbyrds kraft vil forandre jeres elevers liv for evigt. Det er nøjagtig, hvad der skete med hver enkelt af os, eller vores forfædre, efter at have hørt missionærerne dele deres vidnesbyrd. Et stærkt vidnesbyrd gennem Helligåndens kraft er den opretholdende kraft, der kommer fra et succesrigt liv og giver fred, trøst og overbevisning. Det danner den overbevisning, at hvis man konsekvent efterlever Frelserens lærdomme, bliver livet smukt, fremtiden tryg, og man vil have evnen til at overvinde de udfordringer, som møder os på vejen. Jeres stærke vidnesbyrd vil opretholde jeres elevers tro og vil hjælpe dem til at udvikle deres eget vidnesbyrd om evangeliet. Deres vidnesbyrd vil være en af de søjler, der vil hjælpe dem til at genkende kraften i Kristi guddommelige sonoffer i deres eget liv. Når de handler i retfærdighed, på baggrund af deres vidnesbyrd, kan jeg forsikre jer om, at deres vidnesbyrd vil være deres skjold mod modstanderens forsøg på at svække deres tro og vække vantro i deres sind i deres liv. Dette fundament vil give dem modet til frimodigt at erklære evangeliets sandheder til verden.
Primarysangen lyder: »Jeg ved min Fader lever, elsker mig, / og ånden hvisker det til mig og siger, det er sandt / og siger det er sandt.«19
I denne ånd vil jeg gerne slutte min tale i dag med at dele mit eget vidnesbyrd med jer, et vidnesbyrd, som er opbygget linje på linje, og som fortsætter med at vokse, idet jeg med et oprigtigt hjerte fortsat søger at forstå Guds ord bedre. Det vidnesbyrds frø blev først plantet i mit hjerte af vidunderlige missionærer, som underviste min familie i min barndom. Det blev næret af mine trofaste forældre, som underviste mig gennem deres eksempel og hengivenhed til Herren. Med tiden blomstrede dette vidnesbyrdsfrø, da jeg lyttede til mine fantastiske seminarlæreres undervisning og følte mig tilskyndet til at handle på dem i mit liv i en ung alder.
Jeg ved, at Jesus er Kristus. Jeg ved, at han lever. Jeg ved, at han led for mine synder og opstod og gav mig mulighed for at ændre min adfærd. Jeg ved, at han glemte sig selv for mig, han vendte sig altid bort fra sine egne ønsker og gjorde præcis, hvad Faderen bad ham om. Selv i det øjeblik med stor lidelse fornægtede han sig selv og gjorde det, Faderen ville have, at han skulle gøre.
Jeg ved, at vor himmelske Fader lever og lytter til vores bønner. Jeg vidner for jer om, at han forstår smerte. Jeg ved, dette er Jesu Kristi sande kirke på jorden. Herren indledte virkelig gengivelsen af sit evangelium og sit præstedømme gennem profeten Joseph Smith. Jeg elsker min Frelser og min himmelske Fader, og jeg elsker at tjene dem. Jeg har prøvet at vise min kærlighed til min elskede Herre hele mit liv gennem min tjeneste over for Guds børn. Mine kære brødre og søstre, hvor er jeg taknemmelig for mine seminar- og institutlærere, som utrætteligt påvirkede mig gennem deres hengivne og kærlige tjeneste over for Herren. Alt begyndte dengang, og det er jeg så taknemlig for.
Jeg elsker jer brødre og søstre. Jeg har elsket muligheden for at være sammen med jer i dag. Tak igen for alt, hvad I gør for Herren og hans folk på jorden. Jeg siger dette i Jesu Kristi navn. Amen.