Charlottes familie
»Nogle gange når vi synger ›Vores familie kan være sammen for evigt,‹ tænker jeg: ›Bortset fra min.‹«
Charlotte satte sine fingre i ørerne. Sangperioden var normalt hendes yndlingsdel af Primary. Men i dag ville hun ikke høre de sange, de sang. Hun havde bedt om at sidde ude på gangen i stedet.
Hun stirrede på det grønne tæppe og prøvede ikke at græde. Det virkede ikke.
Der kom nogen hen ved siden af hende. Charlotte tørrede hurtigt sine tårer og så op.
Det var søster Henry. »Hvad er der galt?« spurgte hun.
Charlotte sank en klump i halsen. »De sange handler om lykkelige familier og om at være sammen for evigt,« sagde hun stille.
»Nåh. Javel.« Søster Henry satte sig ved siden af Charlotte.
For et par måneder siden havde Charlottes forældre indkaldt til et familiemøde. Far forklarede, at han skulle flytte.
»Så det er næsten som om, I skal skilles?« havde Charlotte sagt.
»Ikke næsten,« sagde mor. »Vi elsker dig begge to, men ja, vi skal skilles.«
Charlotte huskede, hvordan hendes hud føltes kold og varm på samme tid. Så væltede der en masse følelser op i hende! Frygt, vrede, forvirring og dyb fortvivlelse – den slags, der gjorde en syg.
Hun havde det stadig sådan nogle gange. Ligesom da mor og far sad på modsatte sider af bassinet til hendes svømmestævner. Eller når hendes lillebror råbte efter mor, når de var hos far.
Eller når de sang om familier i Primary.
»Da mine forældre blev skilt, føltes det som om, nogen slog mig i maven,« sagde søster Henry. »Om og om igen.«
Charlotte blev overrasket. »Er dine forældre også skilt?«
Søster Henry nikkede. »De blev skilt, da jeg var omkring din alder.«
Charlotte så på sine hænder. »Nogle gange når vi synger ›Vores familie kan være sammen for evigt,‹ tænker jeg: ›Bortset fra min.‹« Hun pressede sine øjne sammen. »Jeg bliver så vred. Og det er dårligt, er det ikke?«
Søster Henry rystede på hovedet. »Nej. Jeg plejede at føle mig syg, når jeg så børn, der var sammen med begge deres forældre.«
»Ja!« sagde Charlotte. »Det er som om, de er i en klub for lykkelige familier, og det er jeg ikke. Alt er anderledes nu.«
»Det er normalt at være vred, trist eller bange nu – uanset, hvad du føler,« sagde søster Henry. »Skilsmisse er svært. Men jeg lover dig, at du vil få det bedre. Din familie er stadig din familie, selvom den ser anderledes ud nu. Det hjalp mig meget at huske på, at mine forældre stadig elskede mig, og altid ville.«
Charlotte smilede. Hun kunne godt lide søster Henry.
Søster Henry lænede sig mod Charlotte. »Men ved du, hvad der hjalp dig mest?« hviskede hun.
»Hvad?« hviskede Charlotte tilbage.
»Jeg lærte, at jeg stadig havde en perfekt og lykkelig familie,« sagde søster Henry. »Og det har du også. Det har vi alle, uanset hvordan vores jordiske familie ser ud lige nu.«
Charlotte rynkede på næsen. »Hvordan?«
»Vores jordiske familie er ikke perfekt, men det er vores himmelske familie. Så uanset hvad der sker, så har vi himmelske Forældre, der elsker os og et vidunderligt himmelsk hjem, der venter os.«
Da Charlotte tænkte over det, følte hun en smule håb. Hun forestillede sig, hvordan det ville blive en dag, når hun ville se sine himmelske Forældre igen.
»Måske kan jeg tænke på min himmelske familie, når vi synger om familier,« sagde Charlotte. Søster Henry nikkede.
Charlotte havde bare et spørgsmål mere. »Kan man se, at jeg har grædt?«
»Overhovedet ikke,« sagde søster Henry.
Charlotte rejste sig op. »Så tror jeg, at jeg er klar til at synge.«