Et spørgsmål om ærlighed

Juliann Tenney Doman

(Baseret på en virkelig hændelse)

Forfatteren bor i Utah i USA.

Hvad er vigtigst: En pris eller sandheden?

»I skal gøre det gode« (2 Korinther 13:7).

»Christy, dette er til dig,« sagde hendes lærer, fru Devin. Hun gav Christy en konvolut.

»Tak,« sagde Christy. Hun rev konvolutten op og læste beskeden indeni.

Tillykke! Du er en af seks elever, som er blevet udvalgt af dine klassekammerater til at modtage en borgerpris for femte klasse. Besvar nedenstående spørgsmål, og indlevér dem på kontoret i løbet af dagen, så dommerne kan gennemgå dem.

Christy klemte konvolutten i begejstring. Hun kunne næsten ikke vente med at vise sine venner det!

»Gæt, hvad jeg har fået!,« sagde hun til Gabriella i frokostpausen. »Jeg får måske en pris.«

»Det er fantastisk!,« sagde Gabriella.

»Jeg skal bare besvare alle disse spørgsmål først,« sagde Christy. »Men jeg føler, at jeg er ved at løbe tør for interessante ting at skrive om. Her står der, ›Hvordan har du gjort en forskel i dit lokalsamfund?« Jeg kan ikke komme på noget.«

»Du kan sikkert bare skrive noget, du tror ville være godt at gøre,« sagde Gabriella. »Det er ikke så vigtigt. De vil bare vide, hvilken slags person du er.«

Christy havde det ikke så godt med bare at finde på noget. Men måske kunne hun skrive noget, som hun kunne planlægge at gøre i fremtiden. Hun trommede med blyanten på papiret, mens hun tænkte.

Så kom hun i tanke om et skilt, hun havde bemærket på biblioteket: »Vi søger tutorer til læseundervisning for begyndere«. Hun kunne godt lide at hjælpe sine yngre søskende med at læse. Det kunne være sjovt at hjælpe andre børn også. Hun havde ikke meldt sig til at hjælpe endnu … men hun ville gerne! Hun skrev: »Frivillig på biblioteket, hjælper børn med at lære at læse.«

Christy så på det, hun havde skrevet. Hun mærkede en lille klump i halsen, og prøvede at synke den. Men den ubehagelige følelse lod bare til at blive værre, da hun gik mod kontoret for at indlevere sine svar.

Da Christy gik hjem fra skole, var det med tunge skridt. Hun havde ikke nogen appetit ved middagsmaden.

»Er du okay, skat?« spurgte mor.

Christy udstødte et langt suk. »Ikke rigtigt.«

»Vil du tale om det?« spurgte far.

Christy forklarede, hvad hun havde gjort. »Jeg har ikke haft det godt indeni siden.« Hun lagde sine arme over kors og gled ned i stolen.

»Jeg er glad for, at du fortalte os det.« Mor gav Christys hånd et klem. »Det er første skridt på vejen til at gøre det godt igen.«

»Og jeg ved, hvad næste skridt er,« sagde Christy med et smil. Bare at tænke på, hvad hun ville gøre, fik hende til at føle sig lidt bedre.

Da hun bad sin aftenbøn den aften, fortalte hun vor himmelske Fader, at hun var ked af, at hun ikke havde været ærlig. Hun vidste, at han ville hjælpe hende med at omvende sig og gøre det godt igen.

Næste morgen gik Christy til skolekontoret. Hun åbnede døren og trådte ind …