»Venner Jesus følger«, Vores ven, feb. 2024, s. 14-15.

Venner følger Jesus

JoLyn Brown

(Baseret på en virkelig hændelse)

Saría havde ikke forventet Katys spørgsmål.

Denne historie fandt sted i Australien.

»Farvel, Saría! Jeg ved, at du vil gøre det godt i dag,« sagde mor.

Saría hoppede ud af bilen. »Tak!«

I dag ønskede Saría at invitere sine venner til sin dåb. Mor havde hjulpet hende med at øve sig på at invitere dem på vej til skole.

Saría hoppede afsted hen til de store dobbeltdøre til sit klasseværelse. Hun gik på en kristen skole. Det betød, at de alle lærte om Jesus Kristus sammen, selvom ikke alle gik i den samme kirke. Hendes lærer havde anbragt forskellige navne for Jesus på dørene til klasseværelserne. Der stod ting som »Mirakelmager« og »Min Gud.« I dag bemærkede Saría den, hvor der sted »Den der holder løfter.«

Saría smilte bredt af spænding. Når hun blev døbt, ville hun også være en, der holder løfter.

I frokostpausen sad Saría sammen med Katy og Jenny på trappen uden for klasseværelset. De sad og spiste, og Saría mente, at det ville være et godt tidspunkt at gøre det, hun havde øvet sig på.

Saría tog en dyb indånding. »Jeg skal snart døbes. Kunne I tænke jer at komme med?«

»Hvorfor skal du døbes nu?« spurgte Kaya.

Saría forsøgte at huske de ting, hun havde øvet sig på sammen med mor. »Fordi jeg ønsker at indgå en pagt. En pagt er et løfte til Gud. Efter jeg er blevet døbt, modtager jeg Helligåndsgaven.«

Katy rakte ud efter sin sandwich. »Jeg blev døbt, da jeg var spædbarn.«

»Det gjorde jeg også,« sagde Jenny. »Jeg troede, at alle blev døbt som spædbørn.«

Saría følte sig forvirret. Hun vidste ikke, hvad hun skulle sige.

Efter skole fortalte Saría mor, hvad der var sket. »Hvorfor blev Katy og Jenny døbt, da de var spædbørn?«

Mor satte sig ved siden af hende. »Andre kirker gør tingene anderledes. I nogle kirker døbes spædbørn ved at stænke vand på dem. Men det er vores tro, at når vi bliver døbt, så indgår vi en hellig pagt. Og vi skal være gamle nok til at forstå de løfter, vi afgiver.«

Saría tænkte over de andre forskelle, hun havde bemærket i skolen. Hendes venner tilbad på mange måder, som var forskellige fra det, hun var vant til.

Mor gav hende et kram. »Du gjorde det rigtig godt i dag.«

Saría fik det bedre. Hun havde ikke vidst, hvordan hun skulle besvare sin vens spørgsmål, men hun havde gjort sit bedste. Hun ønskede stadig at invitere dem til dåben.

Næste dag fulgtes Saría og Katy til time. Katy tabte noget, og Saría samlede det op for hende. Det var en halskæde med et kors.

»Tak!« Katy tog halskæden. »Jeg ville blive virkelig ked af det, hvis jeg mistede den her. Den minder mig om Jesus.«

Saría smilte og viste sin CTR-ring frem. »Den her minder mig også om Jesus. Den står for ›at vælge det rette.‹ Den minder mig om at gøre de ting, Jesus ville gøre.«

»Det kan jeg godt lide,« sagde Katy.

Saría og Katy nåede frem til deres klasseværelse. Katy pegede på navnet for Jesus på døren, der stod »Den der baner vej.«

»Det er min favorit.« sagde Katy.

»Den kan jeg også rigtig godt lide.«

En lykkelig følelse spredte sig i Sarías bryst. Hendes lærer havde fortalt hende, at »Den der baner vej« betød, at Jesus banede vej for, at tingene kunne ske. Jesus havde banet vej for at Saría kunne blive venner med børn fra mange forskellige kirker. De havde forskelligheder, men en ting var den samme. De elskede alle Jesus og ønskede at følge ham. Saría vidste, at det gjorde Jesus glad.