Ana erfarer sit værd

Lucy Stevenson Ewell

(Baseret på en virkelig hændelse)

Hvorfor skulle Mila altid være så perfekt?

Denne historie fandt sted i Canada.

»Mamá, ved du hvad?« sagde Anas ældre søster, Mila. Hun viste sin karakterbog fra skolen frem. »Jeg har fået 12 i alle mine fag.«

Ana himler med øjnene. Hvorfor skulle Mila altid være så perfekt?

»Det er dejligt,« sagde mamá. »Jeg er stolt af dig.« Hun vendte sig om mod Ana. »Og hvordan er dine karakterer?«

Ana gav mamá sin karakterbog. »De er okay,« sagde Ana og kiggede ned. Ana gjorde sig umage i skolen. Men hun fik ikke perfekte karakterer, som Mila gjorde.

»Jeg er også stolt af dig,« sagde mamá. Hun gav Ana et knus.

Det siger hun bare for at gøre mig glad, tænkte Ana. Mila havde altid været dygtigere end hende.

Men Mila var ikke bare bedre end Ana i skolen. Hun var bedre til alting. Hun havde flere venner. Hun havde pænere hår. Hun var bedre til sport. Alle elskede Mila.

Anas forældre prøvede at hjælpe.

»Du betyder så meget, Ana,« sagde papi ofte.

»Du er smuk og klog,« sagde mamá ofte.

Men Ana følte sig hverken betydningsfuld eller smuk eller klog. Ikke i sammenligning med Mila.

En dag spillede Ana og Mila et brætspil. »Det ser ud til, at du vandt igen,« stønnede Ana.

»Skal vi spille noget andet?« spurgte Mila. »Vi kunne gå udenfor. Jeg vil vædde med, at du slår mig i fodbold.«

»Nej!«, snerrede Ana. »Jeg er træt af at tabe, og jeg er træt af, at du altid er bedre end mig.« Det føltes som om det kogte indeni.

Mila gjorde store øjne. »Det er jeg ked af—«

Ana vendte sig om og løb ind på sit værelse, før Mila kunne gøre sin sætning færdig. »Jeg bliver aldrig lige så perfekt som dig,« sagde hun og smækkede med døren.

Ana lå på sengen med hovedet i puden. Hun var så vred.

Hun tog nogle dybe indåndinger. Da hun var rolig, lagde Ana sig på knæ og bad en bøn. »Kære himmelske Fader sagde hun, »hjælp mig. Jeg er altid jaloux på Mila.« Med en stille stemme tilføjede hun, »Jeg føler, at jeg aldrig er god nok. Elsker du mig virkelig?«

En varm følelse spredte sig i Ana fra hovedet og ned til tæerne. Så fik hun en tanke. Vor himmelske Fader elskede folk, fordi de var hans børn. Ikke fordi de var de bedste. Måske behøvede Ana ikke være bedre end nogen anden for at blive elsket. Hun var elsket lige nu.

Ana lå stadig på knæ. Hun ønskede ikke, at den gode følelse skulle forsvinde. Vor himmelske Fader elskede hende—rigtig meget.

Så blev der banket forsigtigt på døren. Det var mamá. Hun satte sig på sengen ved siden af Ana. »Jeg hørte, at du var ked af det.«

Ana nikkede. »Ja. Men nu har jeg det bedre. Jeg ved, at jeg ikke bør være vred på Mila fordi hun får gode karakterer, eller fordi hun vinder. Jeg bad en bøn, og det hjalp rigtig meget.«

Mamá lagde armen rundt om Ana. »Hvordan havde du det, da du bad?«

»Godt,« sagde Ana. »Jeg følte, at jeg var virkelig betydningsfuld for vor himmelske Fader.«

Mamá trak Ana ind til sig. »Du har altid været virkelig betydningsfuld— for vor himmelske Fader og for os. Men det gør mig glad, at du har fundet ud af det nu.«

»Det gør jeg også. Jeg går ud og siger undskyld til Mila, for at jeg råbte af hende.« Ana smilede. »Og så spørger jeg hende, om hun vil spille fodbold.«

Illustrationer af Marina Martin