2022
Den kraft, vi kalder nåde
Juli 2022


»Den kraft, vi kalder nåde«, Til styrke for de unge, juli 2022.

Hjælp til livet

Den kraft, vi kalder nåde

Guds nåde kan hjælpe os, uanset hvilke udfordringer vi møder.

Billede
ung kvinde

Fotografi fra Getty Images

Jeg deltog i begravelsen af et tidligere medlem af menigheden, der havde begået selvmord efter en lang kamp mod depression. Mit hjerte var knust, da jeg sørgede over hendes tab, med hendes venner og familie.

Depression og andre udfordringer med mentalt helbred kan være komplekse og svære for de mennesker, der håndterer dem, og for alle, der elsker dem. Evangeliets gode nyheder er, at Kristus tilbyder håb og hjælp gennem sin gave nåde.

En undersøgelse, der omfattede 600 unge voksne på Brigham Young University, viste, at de, der forstod Jesu Kristi nåde, havde en lavere grad af depression, angst, perfektionisme og skam.1 Hvad forstod disse unge mennesker om nåde, der gjorde så stor en forskel i deres liv?

Gud elsker os uendeligt

I studiet troede nogle personer, at Gud og Jesus Kristus kun ville elske og hjælpe dem, hvis de allerede var fuldkomne. Disse personer kæmpede meget mere end andre, der forstod, at Gud og Jesus Kristus elsker dem uendeligt højt og altid er der for dem.

Ordet nåde har mange betydninger. Det kan betyde mild, overbærende eller tilgivende indstilling. På hebraisk betyder ordet yndest eller velvilje givet med medfølelse. Måske forklarer det, hvorfor kristne gennem århundreder har brugt ordet nåde til at beskrive Guds gunst, velvilje og kærlighed.

Gud ønsker at hjælpe os

Sidste dages hellige forstår, at nåde betyder mere end blot en af Guds egenskaber. Nåde beskriver også, hvordan han engagerer sig med os, når vi stræber efter at blive som ham (se Moro 10:32). Præsident Dieter F. Uchtdorf, daværende andenrådgiver i Det Første Præsidentskab, har forklaret, at nåde er »den guddommelige hjælp og styrke, hvorved vi udvikler os fra at være de ufuldkomne og begrænsede væsener, som vi er nu, til at være ophøjede væsener.«2

I det tidligere nævnte studium havde unge mennesker, der så Gud og Kristus som klar, villig og i stand til at hjælpe dem, færre mentale udfordringer end dem, der følte, at de var på egen hånd.

Gud møder os der, hvor vi er

Alt for mange mennesker føler, at Guds hjælp er uden for deres rækkevidde, fordi de på en eller anden måde ikke har gjort sig fortjent til den endnu. Sandheden er, at nåde er en gave. I skal ikke gøre jer fortjent til en gave. I er ganske enkelt nødt til at vælge at modtage den.

I studiet var der færre udfordringer med mentalt helbred blandt dem, der forstod, at Gud hjælper os, hvor end vi er, og uanset hvad vi har gjort. Ældste D. Todd Christofferson fra De Tolv Apostles Kvorum har sagt: »Vi behøver ikke at opnå et minimum af evner eller godhed, før Gud vil hjælpe – vi kan få guddommelig hjælp hver eneste time, hver dag, uanset hvor vi er på lydighedens vej.«3

Ved min vens begravelse var jeg taknemmelig for de stærke vidnesbyrd, der blev båret om det håb og den helbredelse, der er tilgængelig for alle gennem Jesu Kristi forsoning. Kristus er i sandhed løsningen på ethvert problem og kilden til sand glæde.

Noter

  1. Se Daniel K. Judd, W. Justin Dyer og Justin B. Top, »Grace, Legalism, and Mental Health: Examining Direct and Mediating Relationships«, Psychology of Religion and Spirituality, bind 12, nr. 1, feb. 2020, s. 26-35; se også Daniel K. Judd og W. Justin Dyer, »Grace, Legalism, and Mental Health among the Latter-Day Saints«, BYU Studies, bd. 59, nr. 1, 2020, s. 5-23.

  2. Dieter F. Uchtdorf, »Nådens gave«, aprilkonferencen 2015 (Liahona, maj 2015, s. 107).

  3. D. Todd Christofferson, oktoberkonferencen 2014 (Liahona, nov. 2014, s. 19).

Udskriv