2022
Ingen andre som jer
Juli 2022


»Ingen andre som jer«, Til styrke for de unge, juli 2022.

Kom og følg mig

Esters Bog

Ingen andre som jer

Herren forberedte Ester til hendes vigtige arbejde, og han gør det samme for jer.

Gør noget tilfældigt lige nu. Hvad som helst! Klap armene over hovedet, drej rundt i en cirkel eller råb nogle skøre ord som: »Jeg elsker banankage!«

Færdig? Godt. I har lige opnået noget, der aldrig er sket før. Hvor mærkeligt det end lyder, så er alt, hvad I lige har gjort – selvom I bare tænkte på noget, men ikke gjorde det – aldrig blevet gjort præcis sådan i hele verdenshistorien. Ikke hvor I er, ikke på netop dette tidspunkt og ikke af jer.

Denne fjollede lille øvelse fremhæver en vigtig pointe: Der er ingen som jer, ej heller i præcis samme situation. Ikke engang jeres søskende. I hele verden er der ingen andre, der har jeres præcise kombination af talenter, evner, venskaber, familie, åndelige gaver og personlige perspektiver.

Ligesom Ester fra Det Gamle Testamente er I enestående kvalificeret i »en situation som denne« (Est 4:14) til at have en stor positiv indflydelse på alle, I kender.

I har vigtige ting at gøre!

Fra forældreløs til kongelig

Når I studerer Det Gamle Testamente denne måned som en del af Kom og følg mig, vil I lære om en bemærkelsesværdig ung jødisk kvinde, der hed Ester. På et tidspunkt i Esters unge liv blev hun forældreløs og blev opdraget af en slægtning, Mordokaj. Hun voksede op i en tid, hvor jøderne var blevet taget til fange af en fremmed nation.

Som forældreløs pige, der boede i et fremmed land, havde hun højst sandsynligt aldrig gættet, at hun en dag ville blive dronning. Men det er præcis, hvad der skete (se Est 2). Hun blev valgt som brud til kongen, Ahasverus.

Men en dag stod hun over for en forfærdelig udfordring: Esters folk, jøderne, var i pludselig fare for at blive udryddet. Hendes mand, kongen, vedtog, efter at have lyttet til sine rådgivere, en forordning om, at hver eneste jøde i byen ville blive dræbt på en bestemt dato, som han fastsatte.

Der boede mange mennesker i byen. Der boede også mange jøder i byen. Men der var kun én dronning Ester. Og hun var den eneste person, der kunne gøre noget for at standse denne katastrofe.

Ligesom dronning Ester er der kun én af jer. I er de eneste, der kan gøre de ting, I kan gøre – ting Herren har brug for, at I gør. Ting, der kan føre til frelse for mange mennesker.

Svar på bønner

Gudskelov er der ikke stor chance for, at I bliver nødt til at håndtere noget så farligt og skræmmende som det, Ester stod overfor. Men det betyder ikke, at formålet med jeres liv er mindre vigtigt.

Ligesom Ester er I blevet vejledt og forberedt på at være den, I er nu. Og den forberedelse vil fortsætte, når I følger Jesus Kristus. I kan være svaret på mange menneskers daglige bønner.

Selv med alle jeres talenter og evner er det selvfølgelig altid bedst at bede om åndelig hjælp hen ad vejen, ligesom Ester gjorde.

Tro, overbevisning og jer

Ester vidste, at hun måtte prøve at redde sit folk. Hun vidste også, at hun havde brug for mere tro og støtte fra sit folk, da hun søgte Guds hjælp. »Gå hen og sammenkald alle jøder, der befinder sig i Susa, så I kan faste for min skyld; I må hverken spise eller drikke nat eller dag i tre døgn; på samme måde vil også jeg og mine piger faste. Derefter vil jeg gå til kongen, selv om det er mod loven. Skal jeg dø, så lad mig dø!« (Est 4:16).

Esters Bog

Ester, af James L. Johnson

Når livet bliver svært, vender de trofaste sig endnu mere inderligt mod Gud. Ester havde brug for al den hjælp, hun kunne få. Hun havde ikke alene brug for hjælp til at tale sin mand ud af hans forordning, men hun måtte også risikere sit eget liv ved blot at gå til kongen uden først at blive kaldt frem (hvilket var imod loven, ja, selv for dronningen).

Fangede I hendes overbevisning og tro? Det er værd at læse endnu engang: »Skal jeg dø, så lad mig dø,« sagde Ester. Sådanne kraftfulde ord blev gentaget af Shadrak, Meshak og Abed-Nego til kong Nebukadnesar, da de nægtede at tilbede kongens guldstøtte.

Selv da han truede med at smide dem i ovnen for at være ulydig, sagde de frimodigt: »Kommer det dertil, så kan vores Gud, som vi dyrker, redde os. Han kan redde os ud af ovnen med flammende ild og ud af din magt, konge.

Og selv om han ikke gør det, skal du vide, konge, at vi ikke vil dyrke din gud, og at vi ikke vil tilbede den guldstøtte, du har opstillet« (Dan 3:17-18, fremhævelse tilføjet).

»Og selv om han ikke gør det« og »Skal jeg dø, så lad mig dø« er utrolige trosudsagn. Den form for stærk tro findes uanset, hvad resultatet måtte være. Esters tapperhed reddede hendes folk! Alligevel vidste hun fra starten, ligesom Shadrak, Meshak og Abed-Nego, at selvom resultatet af at vælge tro ikke altid er sikkert, så er det at gøre det rette altid det rigtige valg.

I vil sandsynligvis have tidspunkter i jeres eget liv, hvor det kan være svært at vælge en retfærdig sti. Ingen af os er fri for jordelivets turbulente prøvelser. Men også her kan I vælge at være som Ester. Vælg retfærdighed; lad så følgerne komme.

I er trods alt den eneste jer, der nogensinde vil være – og jeres »sådan en tid« til at gøre verden til et bedre sted er lige nu.