»Taknemmelighedens forunderlige kraft«, Til styrke for de unge, juli 2022.
Taknemmelighedens forunderlige kraft
Det er ikke bare rart at være taknemmelig – det kan ændre jeres liv.
Præsident Russell M. Nelson har sagt: »Det er langt bedre at tælle sine velsignelser end at tælle vores problemer … [Taknemmelighed] giver os et større perspektiv omkring selve formålet og glæden ved livet.«1
Det er sandt! At være taknemmelig bringer mange velsignelser. Taknemmelighed kan hjælpe jer til at blive gladere og sundere, forbedre jeres søvnkvalitet, styrke jeres mentale og fysiske helbred og hjælpe jer til at være mere optimistiske og medfølende over for andre. Jo mere taknemmelig I er, jo bedre vil I være i stand til at håndtere livets udfordringer. I sidste ende kan taknemmelighed føre jer tættere på Gud, som er giveren af alt godt (se Jak 1:17).
For Ester Carneiro Ponciano fra Brasilien gør det at skrive en liste over det, hun er taknemmelig for, hende glad og hjælper hende til at have styrke og mod i svære tider.
Esters taknemmelighedsliste
1 Evangeliet
Når jeg studerer skrifterne, beder dagligt, deltager i seminar og kommer i kirke, føler jeg mig inspireret til at stræbe efter at blive bedre. Evangeliet giver håb om, at der vil komme bedre dage. Det tilvejebringer virkelig evig lykke.
2 Min familie
Vi er seks personer i min familie, så vores hus er altid fuldt! Vi tilbringer tid sammen med at spille brætspil, gå udenfor, lave mad og studere Kom og følg mig. Min familie er mit sikre tilflugtssted. Jeg kan bare være mig selv sammen med dem. Vi er ikke fuldkomne, men vi er meget lykkelige. Jeg er taknemmelig for at have mennesker, jeg altid kan stole på.
3 Venner
Selv en pandemi kunne ikke bryde mine sande venskaber. Da vi ikke kunne være sammen personligt, fandt vi stadig måder at være sammen på. Vi elsker at grine og synge sammen. Jeg elsker at dele øjeblikke med mine venner. Jeg er taknemmelig for hver eneste af dem.
4 Motion
For et stykke tid siden havde motion ikke været på min taknemmelighedsliste. Jeg var ikke begejstret for at motionere. Så prøvede jeg at cykle og fandt ud af, at jeg elsker det! Når jeg cykler, er jeg glad. Jeg føler, at verden omkring mig er et bedre sted. Det giver mig tid til at tænke, se på naturen og føle vor himmelske Faders kærlighed. Når jeg er bekymret eller ked af det, hjælper det mig til at falde til ro. Når jeg cykler, kan jeg se tusindvis af grunde til at være glad og taknemmelig.
5 Musik
Musik bringer mig enorm glæde. Min verden ville ikke være den samme uden musik. Jeg har kunnet lide at synge og lytte til musik, siden jeg var meget ung. Musik har kraften til at højne os, og den kan også give os ro. Jeg kan virkelig godt lide at lytte til de unges musik fra Kirken.
Taknemmelighed bringer sand glæde
Når jeg ser på mit liv med fokus på taknemmelighed, ser jeg, hvordan Herren er til stede til alle tider i mit liv, uanset hvor svære ting måtte være. Jeg har indset, at de enkleste ting kan give os den største lykke. Når I ser jer omkring og ser, hvad der virkelig betyder noget, kan I også finde sand glæde.
Hvad er I taknemmelige for?
Det sjove ved at lave en taknemmelighedsliste er, at når man først er begyndt, er det svært at holde op. Prøv det! Brug et øjeblik på at skrive jeres egen taknemmelighedsliste. Tænk på, hvordan I kan udtrykke jeres taknemmelighed til vor himmelske Fader og andre for disse gaver. I opdager måske, at jo mere I skriver ned, jo flere ting vil I komme i tanke om at være taknemmelige for!