2023
Følg det sande lys
Januar 2023


»Følg det sande lys«, Til styrke for de unge, jan. 2023.

Kom og følg mig

Johannes 1:1-5

Følg det sande lys

Jesu Kristi lys vil altid være til rådighed for dig – i går, i dag og i al evighed.

Jesus Kristus

Læg mærke til liljerne, af Haley Miller

Da solen gik ned på en søndag i 1948, gik jeg en tur langs Trent-floden i Nottingham, i England. Jeg var dengang en 20-årig missionær. Det havde været en lang, udmattende dag, men jeg var glad og tilfreds med arbejdet.

Da jeg gik langs floden, bad jeg en bøn i mit hjerte. I håb om at føle Herrens vejledning spurgte jeg: »Gør jeg, hvad du ønsker, jeg skal gøre?«

En overvældende følelse af fred og forståelse faldt pludselig over mig. I netop det øjeblik blev jeg klar over, at Jesus Kristus kendte mig og elskede mig. Jeg så ikke et syn eller hørte en stemme, men jeg ville ikke have kunnet kende til Kristi virkelighed og guddommelighed mere kraftfuldt, dersom han havde stået foran mig og råbt mit navn.

Fra da af og til i dag er alle de vigtige beslutninger, jeg har truffet, blevet påvirket af min viden om, at Jesus Kristus er Guds søn. Jeg elsker ham højere og stærkere, end ord kan beskrive. Han er min Herre, min Frelser, min Forløser og min ven.

I årenes løb og over det meste af verden har jeg båret vidnesbyrd om Frelseren. Jeg ved, at han er det sande og evigtvarende lys, der »skinner i mørket« (Joh 1:5). Det er et privilegium for os at kunne komme til ham, at følge ham og at mærke hans lys i vores liv.

Sandheden om lyset

Hver 24. time bliver dagen til nat og natten til dag. Når vi oplever nattens mørke, bekymrer vi os ikke om, at solen er væk. Vi ved, at jorden vil dreje rundt, og at solen atter vil skinne på os. Vi er måske ikke altid i stand til at se eller føle lyset, men det er der altid .

Det samme gælder åndeligt set. Jeg blev mindet om dette for mange år siden, da min kone Barbara og jeg med stor forundring kiggede op på nattehimlen. De millioner af stjerner, vi så, virkede usædvanligt klare og smukke. Mine tanker vendte sig så med beundring til Jesus Kristus.

»Han var i begyndelsen hos Gud« (Joh 1:2). Under vor himmelske Faders ledelse skabte han jorden og utallige verdener (se Moses 1:33). Han er den kraft, der oplyser solen, månen og stjernerne (se L&P 88:7-10). Han er kilden til lys og liv i alle ting (se Joh 1:3-4; L&P 93:10). Han erklærede: »Jeg er verdens lys. Den, der følger mig, skal aldrig vandre i mørket, men have livets lys« (Joh 8:12).

I vore dage arbejder Satan på overarbejde for at lukke Frelserens lys ude. Men du kan aldrig være på et sted, der er så mørkt, at Jesu Kristi lys ikke kan skinne for dig, hvis du kommer til ham. Hans lys er der altid .

om morgenen, midt på dagen og om natten

Illustrationer: Adam Nickel

Han oplyser vores vej

Som Guds søn havde Jesus Kristus herlighed sammen med Gud Faderen »før verden var til« (Joh 17:5). Han var fuldstændig lydig mod sin Fader (se Joh 5:30) og kom villigt ned på jorden. Han opgav sin herlighed for at blive født i en ydmyg stald, hvor hans mor »svøbte ham og lagde ham i en krybbe« (Luk 2:7).

I sin ungdom var han i sin Faders tjeneste (Luk 2:49) og forbløffede dem, der hørte hans lærdomme. Under sin tjenestegerning havde han magt til at udføre mirakler, velsigne og helbrede de syge, bringe de døde til live og i sidste ende sørge for den uendelige forsoning.

Gennem alt det, som Frelseren sagde og gjorde, og især gennem sit sonoffer, har han vist os vejen tilbage til vor Fader i himlen. Hans eksempel og lærdomme oplyser den vej, vi må følge for at vende tilbage til vor himmelske hjem.

Del hans lys med andre

Når vi først har følt Guds Søns lys i vores liv, bør vi stræbe efter at dele det lys med andre. Jeg elskede at være missionær i England. Jeg elskede at være missionspræsident i Canada. Og jeg elsker min nuværende kaldelse som medlem af De Tolv Apostles Kvorum, som giver mig mulighed for at vidne om Jesus Kristus over hele verden.

Frelseren belærte: »Se, jeg er det lys, som I skal holde op – det, som I har set mig gøre« (3 Ne 18:24).

Frelserens lys skinner i os, hver gang vi beder og søger hans ord i skrifterne. Hans lys skinner, når vi elsker, som han elsker, bærer vores vidnesbyrd og yder uselvisk tjeneste. Dette lys kaster mørket ud af vores liv og tiltrækker dem, der søger hans lys.

pige og dreng, der holder lys

Hans lys varer for evigt

Jesu Kristi lys er altid til rådighed for dig. Intet – absolut intet – kan nogensinde overmande eller slukke hans lys. Det vil bestå for evigt. Jesus Kristus »er verdens lys og liv, ja, et lys, som er uendeligt, som aldrig kan formørkes« (Mosi 16:9).

Jeg vil i al evighed være taknemmelig for den erfaring, jeg havde som ung missionær, da jeg selv fik denne viden. Det ved jeg endnu mere sikkert i dag, efter at jeg har oplevet livet med alle dets prøvelser og glæder.

Hvis du ikke ved, hvor du skal søge, eller hvad du skal gøre, så vend blikket mod Guds Søns sande lys. Hvis du er villig til at komme til ham og følge hans lys, vil han oplyse din vej.