2023
Vi har lovet at være et lys
Januar 2023


»Vi har lovet at være et lys«, Til styrke for de unge, jan. 2023.

Kom og følg mig

Matthæus 3

Vi har lovet at være et lys

Jesus Kristus er verdens lys. Lad os gøre alt, hvad vi kan, for at dele hans lys.

Dåb

Store grupper af mennesker kom for at se manden i ørkenen, som bar tøj, der var lavet af kamelhår, og spiste græshopper og honning. De var interesserede i at høre hans lærdomme om Frelseren, omvendelse og dåb. Efter at have hørt ham ønskede mange mennesker at blive døbt. Han døbte dem, der havde omvendt sig. Denne mand hed Johannes Døber.

En dag, da Johannes døbte folk i Jordanfloden, kom Jesus Kristus og bad om at blive døbt. Johannes blev overrasket. Han vidste, at Jesus altid adlød Guds befalinger og ikke behøvede at omvende sig. Faktisk mente han, at Jesus skulle døbe ham (se Matt 3:14)! Jesus forklarede, at Gud havde befalet alle mennesker at blive døbt, så han måtte også døbes for at være et eksempel. Johannes indvilligede og døbte Jesus i Jordanfloden.

Jesu dåb lærer os, at vi også skal lade os døbe. Da du blev døbt, indgik du en pagt og viste din villighed til at følge Frelserens eksempel, ikke blot ved din dåb, men altid.

Løfter og muligheder

Ved dåben indgår du en pagt med Gud og lover at påtage dig Jesu Kristi navn (se Mosi 5:8-10). Du lover også at holde hans befalinger, stå som Guds vidne »til alle tider og i alle ting og på alle steder« (Mosi 18:9) og tjene ham (se Mosi 18:8-10; L&P 20:37).

Hver uge fornyr du denne pagt, når du tager nadveren i kirken (se L&P 20:77, 79). »Derfor må I trænge jer frem med standhaftighed i Kristus og have et fuldkommen klart håb og en kærlighed til Gud og til alle mennesker« (2 Ne 31:20).

Undervejs vil du få mange muligheder for at følge Frelserens eksempel og vise din kærlighed til ham og til dem omkring dig. Ældste Jeffrey R. Holland fra De Tolv Apostles Kvorum har sagt: »Vi har naboer at velsigne, børn at beskytte, fattige at opløfte og sandheden at forsvare. Vi har fejl at rette op på, sandheder at dele og gode gerninger at udføre. Kort sagt har vi et liv som hengiven discipel at give.«1

Et lys for de trængende

Vores fuldkomne eksempel, Frelseren elskede og tjente altid andre og »færdedes overalt og gjorde vel« (ApG 10:38).

I svære tider er Jesus Kristus lyset, der »skinner i mørket« (Joh 1:5). Han har også lært os at være et lys. Han sagde: »Se, jeg er det lys, som I skal holde op – det, som I har set mig gøre« (3 Ne 18:24).

Som en del af din dåbspagt, lover du at være »villig til at bære hinandens byrder, så de bliver lette … sørge med dem, der sørger, ja, og … trøste dem, der står i behov for trøst« (Mosi 18:8-9).

Når du støder på nogen, der er kede af det eller mismodige, kan det være indlysende, hvordan man hjælper. Der er dog andre gange, hvor du ikke ved, hvad du skal sige eller gøre. I de øjeblikke kan du stadig åbne dit hjerte. Du kan lytte til dem og støtte dem.

Når du elsker og tjener andre, bliver Frelserens lys klarere i dig og vil oplyse vejen for dig. Det vil også tiltrække andre, der søger Frelserens lys. Ved at trænge dig frem og holde de løfter, du afgav ved dåben, vil du finde mange måder, hvorpå du kan gøre denne verden bedre og lysere.