Han gjorde mig til menneskefisker

Jessica Brousseau

Kirkens tidsskrifter

Colby Merryman er fra Topsham i Maine i USA og fisker hummere og mennesker.

Lige fra Colbys tidlige teenageår har hans vækkeur ringet hver morgen kl. 4.00 og givet ham besked om, at han skulle stå op, så han kunne være på båden kl. 5.00. Colby er nemlig hummerfisker af tredje generation fra Maine i USA. Han skulle være ude på vandet sammen med sin far kl. 5 om morgenen, så de kunne få en god dag med hummerfiskeri.

Hummerfiskerne

Colby har lagt meget tid og hårdt arbejde i at få sin egen hummerlicens. Han brugte 200 dage og 1.000 timer på at træne på vandet over nogle år. Han måtte lære om håndtering af hummerbåde og navigation, og han studerede også sikkerheds- og brancheregler.

Han siger: »Jeg var seks år gammel, da min far tog mig med ud at fiske for første gang. Allerede i den alder fik jeg som opgave at ›binde‹ krybbebåndene eller putte kraftige elastikker om hummernes kløer.«

Da Colby blev 14, hyrede hans far ham med som hjælp i båden, og som 15-årig købte Colby sin egen fiskerbåd. Han fik også en uddannelse i motormekanik og tømrerarbejde for at forberede sig til at være en del af hummerbranchen.

At være hummerfisker har været en sjov og lærerig del af Colbys liv. Det har lært ham at styre sin egen båd og tage ansvar for de beslutninger, han træffer på vand og på land. »Det er hårdt fysisk arbejde at fiske, og det kan være farligt,« siger han.

De sikkerhedsregler, som hans far har lært ham, beskytter ham fysisk, ligesom Herrens befalinger beskytter ham åndeligt. Hvis de arbejder hårdt og ikke kommer noget til gennem hummersæsonen, samles deres familie hver sommer til et »stort hummermåltid« for at mindes familiens tradition med hummerfiskeri.

Fiskere opkalder ofte deres både efter en vigtig kvinde i deres liv. Colby kaldte sin båd »Angelica Jewel« efter sine to søstre. Han solgte senere båden, lastbilen og udstyret for at kunne betale sin mission.

Seminar på vandet

Da Colby var gammel nok til at begynde i seminar, var det et problem at få hans tidsskema til at gå op. Fiskeriet begyndte kl. 5.00 og varede i mange timer. Seminar var kl. 6.00. Han kunne umuligt være to steder på en gang … eller kunne han?

Colby begyndte at deltage i seminar per videoopkald hver morgen kl. 6.00, så han kunne udføre både sit arbejde som fisker og også videreuddanne sig åndeligt. »Jeg har altid følt, at jeg begyndte dagen med et stort åndeligt løft,« siger han. »Jeg elskede at være på vandet til seminar. Det var roligt og fredfyldt, og jeg følte Herrens Ånd derude.«

Han lyttede og tænkte, læste i skrifterne og deltog i drøftelsen med sine lærere og klassekammerater. Så vendte han kl. 6.45 tilbage til fiskeriet.

Selvfølgelig var seminar på en fiskerbåd ikke altid ideelt. Motorstøjen var høj og distraherende. Vandet var ofte uroligt, og båden var fuld af hektisk morgenarbejde. Sommetider forhindrede stormvejr Colby i at have en god forbindelse til at deltage i hans videoopkald. »Det var svært at deltage i seminar på hummerbåden,« siger han. »Det ville have været lettere ikke at gøre det. Men jeg er så glad for, at jeg hver dag tog mig tid til at deltage i seminar.«

Lektioner i åndeligt fiskeri

Ikke alle Colbys lektioner på båden handlede om at fiske. »Man lærer meget om evangeliet, når man arbejder på havet i en båd,« siger han. »Der er så mange ligheder. En af de ting, min far lærte mig, var at stole på vandet og vejret og at stole på navigationsudstyret.«

Han sammenlignede dette med at følge Helligånden gennem livets storme og sagde, at Helligånden fungerer som vores navigationsudstyr. »Nu forstår jeg, hvorfor det er så vigtigt at lære at høre og følge Helligåndens tilskyndelser og Herrens røst.«

»Jeg tror ikke, at det altid vil være let at være Jesu Kristi discipel,« siger han, »men jeg tror, det er det hele værd.«

Menneskefiskere

Colby tjener nu som fuldtidsmissionær i missionen i Provo i Utah. Han oplever virkelig, hvad det betyder at være »menneskefisker«. Kristus kaldte almindelige, hverdagsfiskere til at være sine apostle og hjælpe med at forkynde sit evangelium. Colby, som nu er ældste Merryman, siger: »Det hjælper mig at vide, at en almindelig person som mig kan følge Frelseren, når han kalder. Jeg føler en forbindelse til Frelseren. At han har kaldet mig til at være menneskefisker, til at smide et net af evangelisk lys ud og fange opmærksomheden hos dem, der er parate til at følge ham.«

Når ældste Merryman reflekterer over sin seminaroplevelse på fiskerbåden, siger han, at det »har gjort en forskel på min mission«. Hans seminarklasse lærte ham »mange værdifulde historier fra skrifterne«. Disse historier og lektioner har til gengæld forberedt ham på at undervise i evangeliet ved Ånden. »Hver dag bruger jeg det, jeg lærte i seminar.«

Ældste Merryman anerkender også sin mors åndelige indflydelse ved at føre hans egen familie til evangeliet. Han siger: »Det var min mor, der først var menneskefisker. Hun fortalte min far om evangeliets lys. Hun er årsag til, at vores familie har fået glæde af templets velsignelser og Jesu Kristi evangelium i hjemmet.«

»Jeg ved, at Jesu Kristi gengivne evangelium er sandt,« siger ældste Merryman. »Det ændrer folks liv for altid. Jeg har set det ske hos folk, jeg har undervist, mens jeg var på mission. Ved at følge evangeliet er jeg blevet hjulpet til omvende mig og komme Jesus Kristus nærmere.«