Det behøver ikke at være akavet

Natalie U. og Hannah O.

Hannah var ikke medlem af Kirken. Det var Natalie. Og de hjalp hinanden med at komme tættere på Jesus Kristus.

Illustration: Gabriele Cracolici

Hannahs historie

Jeg mødte Natalie den første dag i sjette klasse. Jeg bemærkede, at hun ikke ville lave aftaler om søndagen, og at hun bar rundt på sine skrifter i skolen. En dag var jeg til en festival sammen med Natalie, og jeg sagde: »Jeg vil gerne blive medlem af din kirke.« Jeg ved ikke, hvad Natalie tænkte på det tidspunkt, for det kom ud af det blå. Men fra det øjeblik begyndte hun at dele mere af sin tro med mig.

Senere samme år tog jeg med Natalie til et ungdomsstævne. En af de sidste aktiviteter på ungdomsstævnet var et vidnesbyrdmøde. Natalie bar et særligt vidnesbyrd, der motiverede mig til at ville lære mere.

Mens jeg studerede evangeliet, bad jeg til vor himmelske Fader om at få et vidnesbyrd. Snart vidste jeg, at det jeg havde lært var sandt. Den sommer blev jeg medlem af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige.

Senere spurgte en ven mig om, hvad dåb er. Jeg fortalte hende om de ting, jeg elsker ved Jesu Kristi evangelium og den lykke jeg har fundet i Frelseren. Min ven elsker fodbold, så jeg arbejdede sammen med mit klassepræsidentskab om at planlægge en fodboldaktivitet, som vi kunne invitere hende til. Og Natalie og jeg studerede Mormons Bog sammen med hende over FaceTime.

»Når I stræber efter at elske jeres venner på samme måde som Frelseren gør det, så inviterer I dem til at komme til ham.«

I starten føltes det som et stort ansvar at hjælpe min ven – at sige de rigtige ting, så hun forstod, eller invitere hende til de rigtige aktiviteter. Men jeg indså, at det ikke handler om at omvende nogen, men snarere om at vise kærlighed. Hvis I har gode intentioner og retfærdige ønsker, så vil alt, I gør for at deltage i vor himmelske Faders værk, blive betragtet som en succes. Når I stræber efter at elske jeres venner på samme måde som Frelseren, så inviterer I dem til at komme til ham.

Natalies historie

Da jeg skiftede til en ny skole i sjette klasse, spiste en pige ved navn Hannah frokost sammen med mig og præsenterede mig for nye venner. Men jeg var ikke opmærksom på, at jeg samtidig introducerede hende for evangeliets principper.

En dag var Hannah og jeg til en festival sammen. Ud af det blå, fortalte hun mig, at hun ønskede at blive medlem af Kirken. At sige, at jeg var overrasket, er en underdrivelse. Min første tanke var: »Jeg er ikke sikker på, om hun ved, hvor stor en forpligtelse det er.«

Jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle gøre, men mine forældre sagde: »Hun er interesseret i evangeliet. Du bør invitere hende med på menighedslejr.« Jeg troede måske, det ville være overvældende for Hannah at tilbringe hele ugen sammen med os og møde så mange nye mennesker. Men jeg lyttede til deres råd og inviterede hende med på lejr og til et ungdomsstævne.

Under et vidnesbyrdmøde på ungdomsstævnet følte jeg, at Hannah skulle høre mit vidnesbyrd, selvom det at skulle tale offentligt er min største frygt. Hannah vidste, at jeg var bange, og hun beundrede det faktum, at jeg var villig til at bære vidnesbyrd, fordi jeg troede på evangeliet.

Jeg overtænker alting, så hver gang jeg overvejede at invitere Hannah med til noget, tænkte jeg: »Hun vil tro, at jeg presser hende til at blive medlem af Kirken.« Men jeg vidste, at det var en irrationel frygt. Folk kan godt lide at blive inviteret til ting. Som tiden gik, blev jeg mere tryg ved at fortælle, hvordan jeg havde det. Jeg lærte, at det at dele evangeliet handler om kærlighed.

»Hannahs rejse har ikke bare ændret hendes liv; den har også ændret mit liv og styrket mit vidnesbyrd.«

Der er så meget glæde ved at dele de ting, man holder af og værdsætter mest. Hannahs rejse har ikke bare ændret hendes liv; den har også ændret mit liv og styrket mit vidnesbyrd. Jeg så den forskel, som Frelseren gjorde for Hannah, og det hjalp mig med at erkende den forskel, han gør for mig.

Forfatterne er fra Hawaii i USA.