Til styrke for de unge
Jeres del i Herrens store værk
Juli 2024


»Jeres del i Herrens store værk«, Til styrke for de unge, juli 2024.

Jeres del i Herrens store værk

Når I elsker, deler og indbyder, støtter I Herren i at hjælpe enhver dyrebar sjæl med at komme til ham.

Billede
Jesus Kristus med nefitterne

Kristus beder med nefitterne [Christ Praying with the Nephites], af Casey Childs

Vores profet, præsident Russell M. Nelson, har sagt, at Israels store indsamling »er det vigtigste arbejde, der sker på jorden i dag«. Han sagde: »Intet andet kan måle sig i storhed. Intet andet kan sammenlignes i vigtighed. Herrens missionærer – hans disciple – er engageret i den største udfordring, den største sag, det største værk på jorden i dag.«

I behøver ikke at være indsat som undervisende missionær eller tjenestemissionær for at være en del af dette værk. Der er muligheder for at elske, dele og indbyde overalt. I kan hjælpe andre til at komme til Kristus – lige nu – ved at vise jeres kærlighed, fortælle om jeres tro og opfordre dem til at opleve glæden ved evangeliet sammen med jer.

I kan tage del i Herrens store værk!

Begynd med kærlighed

I Getsemane have og på korset påtog Jesus Kristus sig verdens synder og led alle sorger og »smerter og trængsler og fristelser af enhver art« (Alma 7:11). Dette »fik [ham] … den største af alle, til at skælve af smerte og til at bløde fra hver pore« (L&P 19:18). Jesus Kristus har gennem sin forsoning og opstandelse gjort frelse og ophøjelse mulig for alle.

Når I vender jer til Frelseren og grunder over alt, han har gjort for jer, vil det fylde jeres hjerte med kærlighed til ham. Han vil så vende jeres hjerte til andre. Han har bedt jer om at elske dem (se Joh 13:34-35) og fortælle dem om hans evangelium (se Matt 28:19; Mark 16:15). Det er det, han gjorde, da han levede på jorden. Han delte sit liv og sin kærlighed og opfordrede alle til at komme til sig.

Når I vil fortælle andre om evangeliet, så begynd med kærlighed. Når I rækker ud til andre i kærlighed – og husker, at de er jeres brødre og søstre og elskede børn af jeres himmelske Fader – vil det åbne op for muligheder for, at I kan dele det, I ved er sandt.

Vær ivrigt engagerede og del

Ingen var mere opsat på at fortælle andre om evangeliet end præsident M. Russell Ballard (1928-2023). Gennem hele sit liv var han ivrigt engageret i at fortælle alle om, at Jesu Kristi evangeliums fylde er blevet gengivet gennem profeten Joseph Smith. Han opfordrede os til at gøre det samme.

Præsident Ballard sagde, at man kan dele evangeliet »ved at være gode medmennesker og ved at udvise kærlighed«. Og når man gør det, kan man »afspejle evangeliet i [ens eget] liv, og [vise andre] de velsignelser, som evangeliet kan tilbyde folk«. I kan også »bær[e] vidnesbyrd om det, I ved og tror på, og hvad I føler«. Ældste Ballard sagde: »Et rent vidnesbyrd kommer af et ændret hjerte, og det kan viderebringes ved Helligåndens kraft ind i hjertet hos andre, som er åbne for at modtage det.«

Det største ønske i præsident Ballards hjerte var at fortælle andre om Jesu Kristi gengivne evangelium. I kan være ivrigt engagerede – som han var – i at fortælle andre om evangeliet i både ord og gerning. Man ved aldrig, hvem der måske leder efter evangeliets lys, men ikke ved, hvor de kan finde det (se L&P 123:12).

Billede
M. Russell Ballard og Quentin L. Cook

Præsident M. Russell Ballard og ældste Quentin L. Cook i Liverpool i England den 25. oktober 2021. De tjente begge på en mission i England.

Kom med dybfølte opfordringer

Når I hjælper andre til at komme til Kristus, kan I indbyde dem til at opleve den glæde, som Frelseren og hans evangelium bringer. I kan invitere dem med til en aktivitet, til at læse Mormons Bog eller deltage i en lektion med missionærerne. I kan også give en inderlig invitation til at komme til et nadvermøde sammen med jer.

Vi deltager i nadvermødet hver uge og »tilbeder … Gud og deltager i nadveren til erindring om Jesus Kristus og hans forsoning«. Det er en særlig tid, hvor folk kan føle Ånden, komme Frelseren nærmere og styrke deres tro på ham.

Når I søger efter måder at elske, dele og indbyde på, så prøv at invitere familie og venner til at komme til et nadvermøde med jer. Hvis de tager imod jeres invitation og kommer, vil det hjælpe dem til at fortsætte ad vejen til dåb og omvendelse. Jeg tror af hele mit hjerte, at der vil komme stor succes, når I indbyder andre og hjælper dem til at se de velsignelser, de kan modtage ved at tage med jer.

Herren vil vejlede jer

Man ved aldrig, hvilke succesoplevelser og udfordringer man vil få, når man elsker, deler og indbyder. Mosijas sønner havde stor medgang blandt lamanitterne, da de forkyndte og underviste i Guds ord. På grund af deres indsats blev »tusinder … bragt til kundskab om Herren«, og mange »blev omvendt … [og] faldt aldrig fra« (Alma 23:5-6).

Selv om det ikke altid er det, I vil opleve, har Herren lovet, at han vil hjælpe jer, fordi hver eneste sjæl er dyrebar for ham. Når I sætter jeres lid til Herren og engagerer jer i hans tjeneste, vil han vejlede jer i, hvordan I kan dele hans evangelium med andre ved at elske dem, dele jeres liv med og bære vidnesbyrd for dem og indbyde dem til at følge ham sammen med jer.

»Stor skal … jeres glæde være« (L&P 18:15), når I benytter mulighederne rundt omkring jer til at hjælpe Herren Jesus Kristus i hans store værk med at bringe sjæle til ham.

Udskriv