Til styrke for de unge
Elsker at lære, elsker at dele
Juli 2024


»Elsker at lære, elsker at dele«, Til styrke for de unge, juli 2024.

Elsker at lære, elsker at dele

For Liam N. fra Danmark er evangeliet en del af et sjovt og tilfredsstillende liv.

Billede
ung mand, der spiller guitar

Fotos: Ashlee Larsen

At tjene andre kan udforme sig på mange forskellige måder. En måde, Liam kan lide at tjene på, er at spille musik for andre.

Skole eller hobbyer? Arbejde eller sjov? Måske er spørgsmålet snarere: Hvorfor bare nøjes med det ene? Når han kan, prøver den 14-årige Liam N. fra Danmark at finde en god balance.

»Jeg elsker at spille musik,« siger han. »Jeg spiller guitar, trommer, bas, klaver og ukulele. Jeg tror, at det at spille musik er en god måde at udtrykke mine følelser på. Jeg kan også godt lide at spille for andre for at gøre dem glade.«

Når han ikke har det sjovt med musik, kan det være, at Liam spiller fodbold, basketball eller skak med sine venner. »Jeg kan også godt lide videnskab og astronomi,« siger han. »Det er sejt at se, hvordan alt hænger sammen. Gud har skabt det hele, og det er vidunderligt.«

Billede
dreng, der spiller basketball
Billede
drenge, der spiller skak

Udover sine hobbyer bruger Liam tid på at arbejde hårdt, hvad enten det er at gå med aviser i sit nabolag eller lave lektier.

Billede
søskende, der cykler

Liam lærer at skabe balance mellem de ting, han er nødt til og har lyst til at gøre. Han har måske travlt, men der er en ting, han tager sig tid til hver dag – Jesu Kristi evangelium.

Billede
familie

Liam bor i Danmark med sine forældre og sine to yngre søskende, Filippa og Max.

Et fem-minutters mål

»Jeg besluttede for nylig, at jeg ville læse mindst et kapitel i Mormons Bog – bare et kapitel – hver eneste dag,« siger Liam. »Det tager mig måske fem minutter. Men det giver mig et ekstra boost, så jeg vil gerne tage den udfordring op.«

At læse i skrifterne hver dag har hjulpet Liam mere, end han troede, det ville. »Når jeg har haft en dårlig dag, kan det at læse noget trøstende sommetider få mig i godt humør igen. Men hvis det har været en god dag, kan det også minde mig om at være taknemmelig for, at tingene går godt. Jeg er glad for, at jeg har været i stand til at holde fast i mit mål.«

Billede
ung mand, der læser i skrifterne

Liam har travlt med mange hobbyer og ansvar. Men at tage sig tid hver dag til at læse Mormons Bog har velsignet ham.

»Hvem ønsker ikke glæde?«

Liam er taknemmelig for opbakning, når han forsøger at tage sig tid til evangeliet. »Mine søskende og jeg er de eneste medlemmer af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige på vores skole, så mange af mine bedste venner er ikke medlemmer. Men jeg synes, der er et rigtig godt fællesskab i Kirken i Danmark. Alle kender hinanden i det mindste en lille smule, og det er rart, når vi alle er sammen.«

Det kan sommetider være svært at have venner med andre standarder. »Danmark er et land, hvor mange unge drikker alkohol fra en ung alder,« forklarer Liam. »Det kan være svært som teenager at sige nej til den slags ting.« Men Liam forsøger at være åben omkring, hvad han tror på, så andre bedre kan forstå hans valg.

Billede
en dreng spiller basguitar

At tjene andre kan udforme sig på mange forskellige måder. En måde, Liam kan lide at tjene på, er at spille musik for andre.

»Nogle gange i skolen, når vi lærer om kristendom, har lærere eller venner spurgt mig om min tro. Jeg har prøvet at forklare det så godt, jeg kan,« siger Liam. »Jeg inviterede også en af mine bedste venner med til min dåb. Jeg gav ham og hans mor en Mormons Bog og talte med dem om nogle af de ting, jeg tror på. Det er op til dem at beslutte, hvad de gør med det. Jeg følte, at jeg gjorde det rette ved at indbyde andre til at føle den samme glæde, som jeg gør, for hvem ønsker ikke glæde?«

Billede
søskende

Liam og hans søskende er de eneste kirkemedlemmer på deres skole. De har masser af muligheder for at være gode eksempler på at følge Kristus.

Begynd med venskab

Liam ved, at det at forklare, hvad han tror på, eller at give en ven en Mormons Bog ikke er den eneste måde at være en Jesu Kristi discipel på. Nogle gange begynder det at anspore andre til at føle glæden ved evangeliet ganske enkelt med ægte venskab og kærlighed.

»Jeg kan virkelig godt lide beretningen om Ammon i Mormons Bog,« siger Liam. »Jeg synes, at det er fascinerende, at han ikke bare går til kong Lamoni og siger: ›Hør her, hvad jeg tror på‹, men at han stille og roligt bliver venner med ham i en sådan grad, at kongen spørger Ammon: ›Hvordan kan du være så sej?‹«

»Vi kan også opbygge relationer til andre,« siger Liam. »Måske kommer de hen til os og spørger, hvad det er, der giver os vores ekstra styrke.«

Billede
søskende

En velsignelse for livet

Liam føler, at efterlevelse af evangeliet har givet ham ekstra styrke. Det har velsignet ham mere end skak, musik, sport eller andre gode ting, han bruger tid på.

»Jeg er taknemmelig for at have evangeliet i mit liv, for jeg tror ikke, at jeg ville være den samme person uden det,« siger han. »Jeg føler, at Herren kender mig bedre, end jeg kender mig selv. Jeg ved, at Gud og Kristus lever. De viser os den vej, vi bør gå, og hjælper os til at blive bedre.«

Udskriv