Kom og følg mig
4 Nefi
Lykke i enighed
Et kapitel i Mormons Bog viser, hvordan vi kan blive ét gennem Jesus Kristus og hans evangelium.
Som Jesu Kristi sande tilhængere længes vi efter fred i en verden med splid og uenighed. I stedet for at leve i et samfund fyldt med foragt og strid, søger vi aktivt at opbygge et samfund baseret på Jesu Kristi lærdomme. Han sagde: »Vær ét; og hvis I ikke er ét, er I ikke mine« (L&P 38:27). Enighed er essentiel i Jesu Kristi sande kirke.
Hvordan opnår vi en sådan enighed?
Et kapitel i Mormons Bog kan hjælpe os. I 4 Nefi lærer vi, hvordan folk levede, efter Frelseren havde besøgt dem, undervist dem og oprettet sin kirke blandt dem. Det viser, hvordan de opnåede en lykkelig og fredfyldt enhed, og det giver os et mønster, vi kan følge, for at finde glæde ved selv at opnå den samme enhed.
1. Omvendelse
For det første lærer vi, at »Jesu disciple havde dannet Kristi kirke … Og [folket] kom til dem og … omvendte sig [oprigtigt] fra deres synder« (4 Ne 1:1).
Når I lærer om Jesus Kristus, hans evangelium og hans kirke, vidner Helligånden om sandheden i jeres hjerte. I kan derefter acceptere Frelserens opfordring til at have tro på ham og følge ham ved at omvende jer.
Det påbegynder jeres omvendelsesrejse – væk fra selviske, syndige ønsker og hen mod vor Herre og Frelser, Jesus Kristus. Han er fundamentet i vores tro. Vi forener os omkring ham. Når vi ser hen til ham i alle tanker (se L&P 6:36), bliver han en forenende kraft i vores liv.
2. Pagter
De, der kom til Kirken og omvendte sig fra deres synder, »blev døbt i Jesu navn; og de modtog også Helligånden« (4 Ne 1:1). De indgik en pagt med Herren.
Når I indgår og holder pagter, påtager I jer Herrens navn. Dette pagtsforhold giver jer en fælles sag og en fælles identitet med andre, der har bundet sig til Herren gennem pagter. Herren hjælper os så til at have vores »hjerter knyttet sammen i enighed og i kærlighed, den ene til den anden« (Mosi 18:21).
3. Retfærdighed og lighed
Vi lærer også, at »der var ingen stridigheder og mundhuggerier blandt [folket], og enhver handlede retfærdigt, den ene med den anden.
Og de havde alt fælles blandt sig, derfor var der ikke fattige og rige, trælle og frie, men de blev alle gjort frie og delagtige i den himmelske gave« (4 Ne 1:2-3; fremhævelse tilføjet).
Herren ønsker, at vi er retfærdige og fair. Eftersom vi kommer tættere på ham, vil vi ikke have »tilbøjelighed til at forurette hinanden, men til at leve fredsommeligt og til at give enhver efter det, der tilkommer ham« (Mosi 4:13).
For at blive forenet med Herrens folk må I ikke blot behandle andre som ligeværdige, men I må også i sandhed se dem som ligeværdige og føle i jeres hjerte, at alle er lige – lige for Gud, af samme værdi og med samme potentiale (se L&P 38:24-25).
4. Lydighed
Da Herren havde undervist folket i sin lære, givet dem befalinger og kaldet tjenere til at betjene dem, »vandrede de efter de befalinger, som de havde fået af deres Herre og deres Gud« (4 Ne 1:12). Lydighed mod Herrens og hans tjeneres lærdomme er afgørende for at opnå enighed.
5. At mødes sammen
Folket i 4 Nefi »fortsatte med at faste og bede og med ofte at mødes sammen både for at bede og for at høre Herrens ord« (4 Ne 1:12).
Ugentlige kirkemøder er en vigtig mulighed for os til at finde styrke. Vi nyder ikke alene nadveren, men vi lærer, beder og synger sammen og støtter hinanden. Andre sammenkomster giver også en følelse af tilhørsforhold, venskab og fælles formål.
6. Kærlighed
I 4 Nefi lærer vi, at sand enighed blev opnået »på grund af Guds kærlighed, som boede i folkets hjerte« (4 Ne 1:15).
Det første og største bud er at elske Gud – mere end nogen eller noget. Når I udvikler kærlighed til Gud og Jesus Kristus, vil kærlighed til jeres familie og jeres næste følge naturligt.
Den største glæde, I nogensinde vil opleve, er, når I bliver opslugt af kærlighed til Gud og til alle hans børn.
Næstekærlighed, Kristi rene kærlighed, er det primære særkende ved en sand Jesu Kristi discipel. Når I ydmyger jer for Gud og beder af hele jeres hjertes styrke, vil Gud skænke jer næstekærlighed (se Moro 7:48).
Når I stræber efter at få Guds kærlighed til at bo i jeres hjerte, vil enighedens mirakel virke helt naturligt for jer.
7. Guddommelig identitet
Et andet tegn på enighed var, at der ikke var »lamanitter eller nogen form for -itter; men de var alle ét, Kristi børn og arvinger til Guds rige« (4 Ne 1:17).
I stedet for at bruge mærkater, der engang opdelte dem, så folket sig selv – og alle andre – i henhold til deres forhold til vor himmelske Fader og Jesus Kristus. Vi er alle Guds børn og Jesu Kristi disciple. Selvom diversitet og forskelligheder kan være gode og betydningsfulde, så er vores vigtigste identiteter dem, der er relateret til vores guddommelige oprindelse og formål.
Vær ét
Vi kan være forskellige i forhold til kultur, politik, etnicitet, smag og på mange andre måder. Men når vi forener os i Jesus Kristus, vil sådanne forskelle falme i betydning, og vi stræber efter at være ét – så vi kan være hans.
Når vi tager de elementer af enighed til os, der findes hos folket i 4 Nefi, må det da siges om os, som det blev om dem: »Visselig kunne der ikke findes noget lykkeligere folk blandt alle de folk, der var blevet skabt ved Guds hånd« (4 Ne 1:16).