Sådan opnår man åbenbaring og inspiration i sit personlige liv
Hvorfor ønsker Herren, at vi beder til ham og adspørger ham? Fordi det er således, man modtager åbenbaring.
Enhver, der står på denne talerstol for at holde en tale, kan mærke styrken og støtten fra medlemmer over hele verden. Jeg er taknemlig for, at den samme støtte kan komme fra en elsket livsledsager på den anden side af sløret. Tak, Jeanene.
Helligånden giver os vigtige informationer, som vi har brug for på vores rejse gennem livet. Når den er skarp, klar og væsentlig, lever den op til sin titel som åbenbarer. Når det sker i en række af tilskyndelser, som vi har brug for trin for trin mod et værdigt mål, er det i denne sammenhæng inspiration.
Et eksempel på åbenbaring kunne være den vejledning, som præsident Spencer W. Kimball fik, efter han længe og vedvarende havde bedt til Herren om, at præstedømmet kunne gives til alle værdige mænd i Kirken, da det på den tid kun var tilgængeligt for visse af dem.
Endnu et eksempel på åbenbaring er den vejledning, der blev givet til præsident Joseph F. Smith: »Jeg tror, at vi bevæger os mellem og nyder nærværet af himmelske budbringere og væsener. Vi er ikke adskilt fra dem … Vi er nært knyttede til vores slægt, vore forfædre … som er gået forud for os ind i åndeverdenen. Vi kan ikke glemme dem; vi holder ikke op med at elske dem; de har en fast plads i vores hjerte, i vore minder og således er vi forbundet og forenede med dem i ubrydelige bånd … Når dette nu er tilfældet i vores jordiske tilstand og kødelige svaghed … hvor meget mere sikkert er det så ikke … at tro, at de, som har været trofaste, som er gået forud … kan se os bedre, end vi kan se dem; at de kender os bedre, end vi kender dem … vi lever i nærheden af dem, de ser os, de drager omsorg for vores velfærd, de elsker os mere end nogensinde. For nu ser de farerne, som rammer os … deres … kærlighed til os og deres ønske om vores bedste er langt større end det, vi selv føler.«1
Forhold til mennesker, vi kender og elsker, kan styrkes gennem sløret. Dette gøres ved at være opsat på fortsat at gøre, hvad der er ret. Vi kan styrke vores forhold til vore kære afdøde ved at indse, at adskillelsen er midlertidig, og at de pagter, der er indgået i templet, er evige. Når de vedvarende holdes, sikrer sådanne pagter en evig opfyldelse af de løfter, der ligger i dem.
Et meget tydeligt tilfælde af åbenbaring i mit liv fandt sted, da jeg af Ånden blev stærkt tilskyndet til at spørge Jeanene Watkins, om hun ville lade sig besegle til mig i templet.
En af de store lektier, vi hver især må lære, er at spørge: Hvorfor ønsker Herren, at vi beder til ham og adspørger ham? Fordi det er således, man modtager åbenbaring.
Når jeg står over for en svær sag, faster jeg for at prøve at forstå, hvad jeg skal gøre. Jeg beder for at finde og forstå skriftsteder, som kan være til nytte. Det er en cyklisk proces. Jeg begynder med at læse en passage i skriften; jeg grunder over, hvad versene betyder og beder om inspiration. Så tænker jeg over og beder for at vide, om jeg har fanget alt det, Herren ønsker, at jeg skal. Ofte kommer der flere tilkendegivelser med en øget forståelse af læren. Jeg har erfaret, at den metode er en god måde at lære fra skriften.
Der er visse praktiske principper, som fremmer åbenbaring. For det første bortdriver det Helligånden, hvis man giver efter for følelser som vrede, forurettelse eller at man går i forsvarsposition. Disse følelser må ryddes af vejen, ellers er vores chance for at få åbenbaring lille.
Et andet princip er at være forsigtig med humor. Højrøstet og upassende latter støder Ånden. En god humoristisk sans bidrager til åbenbaring, højrøstet latter gør ikke. Humoristisk sans er en sikkerhedsventil for livets pres.
En anden fjende af åbenbaring er overdrivelse eller højrøstede udsagn. Velovervejet, stille tale fremmer modtagelse af åbenbaring.
På den anden side kan åndelig kommunikation blive styrket af gode sundhedsvaner. Motion, en passende mængde søvn og gode spisevaner øger vores evne til at modtage og forstå åbenbaring. Vi vil leve i den tid, vi er tildelt. Men vi kan forbedre både kvaliteten af vores tjeneste og vores velbefindende ved at træffe omhyggelige, passende valg.
Det er vigtigt, at vore daglige valg ikke distraherer os fra at lytte til Ånden.
Åbenbaring kan også komme gennem en drøm, hvor der er en næsten mærkbar overgang fra søvn til vågen tilstand. Hvis man bestræber sig på straks at fange indholdet, kan man nedskrive mange detaljer, men ellers forsvinder den hastigt. Inspireret kommunikation om natten ledsages ofte af en hellig følelse omkring hele oplevelsen. Herren bruger mennesker, som vi nærer stor respekt for, til at lære os sandheder i en drøm, fordi vi stoler på dem og vil lytte til deres råd. Det er Herren, der underviser gennem Helligånden. I en drøm kan han dog både gøre det lettere at forstå og mere sandsynligt at røre vores hjerte ved at undervise os gennem én, som vi elsker og respekterer.
Når det gælder Herrens formål, kan han fremkalde alt fra vores erindring. Dette bør ikke svække vores beslutsomhed omkring det at nedskrive Åndens tilskyndelser. Hvis vi omhyggeligt nedskriver den inspiration, vi får, viser vi Gud, at vi regner hans kommunikation til os for hellig. At skrive det ned vil også styrke vores evne til at erindre åbenbaring. Sådanne optegnelser om Åndens vejledning bør beskyttes mod tab og fremmed indtrængen.
Skrifterne rummer fyldig bekræftelse på, hvordan vedvarende efterlevelse af sandhed åbner døren til inspiration til at vide, hvad man skal gøre, og til om nødvendigt at styrke sine evner gennem guddommelig kraft. Skriften viser, hvordan en persons evne til at overvinde vanskeligheder, tvivl og tilsyneladende uovervindelige udfordringer blev styrket af Herren i nødens stund. Når man tænker over sådanne eksempler, vil der komme en stille bekræftelse fra Helligånden om, at deres oplevelser er sande. Man lærer, at man kan få tilsvarende hjælp.
Jeg har set mennesker, som mødte udfordringer, og som vidste, hvad de skulle gøre, selvom de ingen erfaringer havde med dem, men de stolede på Herren og vidste, at han ville vejlede dem til de løsninger, som de så afgjort havde brug for.
Herren har erklæret: »Og I skal blive undervist fra det høje. Hellig jer, så skal I blive begavet med kraft, så I kan videregive det, sådan som jeg har talt.«2 Ordene hellig jer kan synes mærkelige. Præsident Harold B. Lee har engang forklaret mig, at man kan erstatte de ord med vendingen »hold mine befalinger«. Når man læser det på den måde, virker det klarere.3
Man må altid være mentalt og fysisk ren og have en ren hensigt, så Herren kan inspirere. Herren stoler på den, der er lydig mod hans befalinger. Den person har adgang til hans inspiration til at vide, hvad der skal gøres, og om nødvendigt den guddommelige kraft til at gøre det.
For at vores åndelighed kan vokse sig stærk og kan bruges, må den plantes i et retfærdigt miljø. Hovmodighed, stolthed og indbildskhed er en stenfyldt klippegrund, der aldrig vil frembære åndelige frugter.
Ydmyghed er den frugtbare jord, hvor åndeligheden vokser og sætter frugt af inspiration til at vide, hvad man skal gøre. Den giver adgang til guddommelig kraft til at udføre det, der skal gøres. Et menneske, som motiveres af ønsket om ros eller bekræftelse, kvalificerer sig ikke til at modtage undervisning af Ånden. En person, der er arrogant, eller som lader sine følelser påvirke sine beslutninger, bliver ikke ledt af Ånden med stor kraft.
Når vi handler som redskaber til bedste for andre, er vi lettere at inspirere, end når vi kun tænker på os selv. I processen med at hjælpe andre kan Herren tilføje vejledning til vores eget bedste.
Vor himmelske Fader sendte os ikke til jorden, for at vi skulle lide fiasko, men for at det skulle gå os godt. Det virker måske som et paradoks, men det er grunden til, at det sommetider kan være meget vanskeligt at erkende svarene på vore bønner. Sommetider forsøger vi uklogt at klare livet ved at stole på vores egen erfaring og egne evner. Det er meget klogere, hvis vi gennem bøn og guddommelig inspiration søger at vide, hvad vi skal gøre. Vores lydighed sikrer, at vi, når det er nødvendigt, er berettiget til guddommelig kraft til at opnå et inspireret mål.
Ligesom mange af os erkendte Oliver Cowdery ikke de tegn på svar, som Herren allerede havde givet på hans bønner. For at åbne hans og vore øjne blev denne åbenbaring givet gennem Joseph Smith:
»Velsignet er du, for hvad du har gjort, for du har adspurgt mig, og se, så ofte som du har adspurgt, har du modtaget undervisning fra min Ånd. Hvis det ikke havde været således, ville du ikke være kommet til det sted, hvor du er på dette tidspunkt.
Se, du ved, at du har adspurgt mig, og jeg oplyste dit sind; og se, jeg fortæller dig dette, for at du kan vide, at du er blevet oplyst af sandhedens Ånd«.4
Hvis du mener, at Gud ikke har besvaret dine bønner, så overvej disse skriftsteder – og se derefter grundigt efter tegn i dit eget liv på, om han måske allerede har besvaret dine bønner.
To indikatorer på, at en følelse eller tilskyndelse kommer fra Gud, er, at den skaber fred i dit hjerte og giver en stille, varm følelse. Når du følger de principper, som jeg har gennemgået, vil du være beredt til at genkende åbenbaring på kritiske tidspunkter i dit liv.
Jo nøjere du følger guddommelig vejledning, jo større vil din glæde være her og i evigheden – og jo større vil din fremgang og evne til at tjene blive. Jeg forstår ikke fuldt ud, hvordan det kan lade sig gøre, men denne vejledning i dit liv fratager dig ikke din handlefrihed. Du kan træffe de beslutninger, som du vælger at træffe. Men husk på, at tilbøjeligheden til at gøre det rette giver fred i sind og hjerte.
Er valgene forkerte, kan de blive rettet gennem omvendelse. Når betingelserne herfor er opfyldt, giver Jesu Kristi forsoning udfrielse fra retfærdighedens krav for de fejl, man har begået. Det er vidunderligt enkelt og så enestående smukt. Når du vedvarende lever retskaffent, vil du altid blive tilskyndet til at vide, hvad du skal gøre. Sommetider kan det kræve en betydelig indsats og tillid fra din side for at få at vide, hvad man skal gøre. Alligevel vil du vide, hvad du skal gøre, når du lever op til betingelserne for en sådan guddommelig vejledning i dit liv, nemlig lydighed mod Herrens befalinger, tillid til hans guddommelige plan for lykke og at undgå alt, der strider imod den.
Kommunikation med vor Fader i himlen er ikke nogen triviel sag. Det er et helligt privilegium. Den er baseret på evige, uforanderlige principper. Vi modtager hjælp fra vor himmelske Fader som svar på vores tro, lydighed og den rette anvendelse af handlefrihed.
Må Herren inspirere dig til at forstå og bruge de principper, som fører til personlig åbenbaring og inspiration. I Jesu Kristi navn. Amen.