Livets løb

Præsident Thomas S. Monson

Hvor kommer vi fra? Hvorfor er vi her? Hvor går vi hen efter dette liv? Disse universelle spørgsmål behøver ikke længere at stå ubesvarede.

Mine elskede brødre og søstre, denne formiddag ønsker jeg at tale til jer om evige sandheder – de sandheder, der vil berige os og bringe os sikkert hjem.

Folk har travlt overalt. Jetdrevne flyvemaskiner transporterer deres kostbare menneskelast tværs over kontinenter og store oceaner, så møder og pligter kan passes, ferien kan nydes eller familier kan besøges. Der er veje overalt – deriblandt motorveje, ringveje og landeveje – og på dem kører der millioner af biler med millioner af mennesker i en tilsyneladende endeløs strøm og af en masse årsager, fordi dagens dont skal passes.

Stopper vi nogensinde op midt i denne hektiske travlhed og mediterer lidt – eller tænker vi over tidløse sandheder?

Sammenlignet med de evige sandheder forekommer de fleste af dagligdagens spørgsmål og bekymringer ret trivielle. Hvad skal vi have til middag? Hvilken farve skal vi male stuen? Skal vi melde Johnny til fodbold? Vigtigheden af disse spørgsmål og mange andre som dem mister deres betydning i krisesituationer, når en af vore kære har smerter eller er kommet til skade, når sygdom rammer et ellers godt helbred, eller når livets lys blafrer svagt og mørke truer. Vore tanker bliver fokuseret, og vi bliver let i stand til at afgøre, hvad der virkelig er vigtigt, og hvad der blot er trivielt.

For nylig talte jeg med en kvinde, som havde kæmpet med en livstruende sygdom i mere end to år. Hun antydede, at før hun blev syg, havde hendes dage været fuldt optaget af at gøre huset perfekt rent og at fylde det med smukke møbler. Hun gik til frisør to gange om ugen og brugte hver måned tid og penge på at udvide sin garderobe. Hendes børnebørn blev ikke inviteret så tit, for hun var altid bange for, at det, som hun betragtede som sine dyrebare ejendele, ville gå i stykker i små og ubetænksomme hænder.

Og så modtog hun den chokerende nyhed om, at hendes liv var i fare, og at hun måske ikke havde så langt igen. Hun fortalte, at samme øjeblik hun hørte lægen udtale diagnosen, vidste hun straks, at hun ville bruge al den tid, hun havde tilbage, sammen med sin familie og sine venner og centreret om evangeliet, for det var det dyrebareste for hende.

Sådanne klare øjeblikke kommer til os alle på et eller andet tidspunkt, selvom det ikke altid sker helt så dramatisk. Vi ser klart, hvad der virkelig betyder noget, og hvordan vi bør leve.

Frelseren sagde:

»Saml jer ikke skatte på jorden, hvor møl og rust fortærer, og hvor tyve bryder ind og stjæler.

Men saml jer skatte i himlen, hvor hverken møl eller rust fortærer, og hvor tyve ikke bryder ind og stjæler.

For hvor din skat er, dér vil også dit hjerte være.«¹

I stunder med dybe tanker eller store behov vender menneskesjælen sig mod himlen og søger et guddommeligt svar på livets store spørgsmål: Hvor kommer vi fra? Hvorfor er vi her? Hvor går vi hen efter dette liv?

Svarene på disse spørgsmål kan vi ikke finde i lærebøger eller ved at tjekke internettet. Disse spørgsmål rækker ud over det jordiske. De rækker ind i evigheden.

Hvor kommer vi fra? Dette spørgsmål vil uundgåeligt melde sig hos ethvert menneske, selv om det ikke udtales.

Apostlen Paulus sagde til athenerne på Areopagushøjen, at »vi er af Guds slægt«.² Eftersom vi ved, at vores fysiske legeme er vore jordiske forældres afkom, må vi omhyggeligt undersøge, hvad Paulus mener med de ord. Herren har erklæret, at »ånden og legemet udgør menneskets sjæl«.³ Således er det vores ånd, som er Guds afkom. Den, der skrev Hebræerbrevet, henviser til Gud som »åndernes Fader.«⁴ Alle menneskers ånder er hans bogstavelige »sønner og døtre.«⁵

Vi bemærker, at inspirerede digtere har skrevet bevægende budskaber og ophøjede tanker om dette emne, så vi kan grunde over det. William Wordsworth har fanget denne sandhed:

Vor fødsel er blot en søvn og en glemsel;
den sjæl, der løfter sig med os, vort livs stjerne
har sin oprindelse andetsteds
og kommer fra det fjerne;
ikke i det fuldstændige glemte,
og ikke i yderste nøgenhed,
men som voksende skyer af herlighed
kommer vi fra Gud, som er vort hjem.
I vor spæde barndom er vi Himlen nær!6

Forældre tænker over deres ansvar for at undervise, inspirere og give råd, vejledning og være et eksempel. Og mens forældre tænker, så stiller børn – og i særdeleshed unge – det borende spørgsmål: »Hvorfor er vi her?« Almindeligvis stilles det i tavshed til sjælen og lyder: »Hvorfor er jeg her?«

Hvor bør vi være taknemlige for en vís Skaber, der skabte en jord og satte os på den med et slør af glemsel over vores tidligere tilværelse, så vi kan opleve en prøvetid, hvor vi får mulighed for at bevise, hvem vi er, for at gøre os fortjente til alt det, som Gud har forberedt til os.

Det er klart, at et af hovedformålene med vores liv på jorden er at få et legeme af kød og knogler. Vi har også fået handlefrihedens gave. På tusinde måder har vi det privilegium, at vi selv kan vælge. Her lærer vi af erfaringens dyrekøbte lærepenge. Vi skelner mellem godt og ondt. Vi lærer forskellen på bittert og sødt. Vi opdager, at der knytter sig konsekvenser til vore handlinger.

Ved at adlyde Guds bud kan vi gøre os fortjente til det »hus«, som Jesus talte om, da han sagde: »I min faders hus er der mange boliger … jeg går bort for at gøre en plads rede til jer … for … I skal være, hvor jeg er.«⁷

Selv om vi kommer ind i livet med »voksende skyer af herlighed«, går livet ubarmhjertigt videre. Ungdom følger barndom, og modenheden kommer snigende. Ved erfaring lærer vi behovet for at række op mod himlen for at få hjælp på vores vej gennem livet.

Gud vor Fader og Jesus Kristus, vor Herre, har afmærket vejen til fuldkommenhed. De beder os følge de evige sandheder og blive lige så fuldkomne, som de er.⁸

Paulus sammenlignede livet med et løb. Til hebræerne sagde han: »Så lad [os] da … frigøre os for enhver byrde og for synden, som så let omklamrer os, og holde ud i det løb, der ligger foran os.«⁹

Lad os ikke i vores iver overse dette kloge råd fra Prædikerens bog: »Løbet afhænger ikke af de hurtige, krigen ikke af de tapre.«¹⁰ Sejren tilhører den, der holder ud til enden.

Når jeg tænker på livet som et løb, kommer jeg i tanke om en anden konkurrence fra barndommens dage. Mine venner og jeg tog vores lommeknive og skar små legetøjsbåde af blødt piletræ. Med et lille trekantet stykke bomuldstøj som sejl søsatte vi hver især vores skib i den ret stærke strøm i Provo-floden i Utah. Så løb vi langs flodbredden, mens vi så de små både, der sommetider hoppede voldsomt i den hurtige strøm og på andre tidspunkter sejlede stille og roligt, når de kom ud på dybere vand.

Under en sådan kapsejlads bemærkede vi, at en af bådene førte foran de øvrige hen mod målstregen. Pludselig førte strømmen den ind i en hvirvelstrøm, hvorefter den tippede over og kæntrede. Den hvirvlede rundt og rundt og var ude af stand til at komme tilbage til hovedstrømmen. Til sidst lå den uroligt midt mellem andet vraggods, fastholdt af de grønne planters gribende fangarme.

Barndommens legetøjsbåde havde ingen køl til at stabilisere deres sejlads, intet ror, som de kunne styres med, og ingen kraftkilde. De førtes uundgåeligt med strømmen – den vej med mindst modstand.

Vi har i modsætning til legetøjsbåde guddommelige egenskaber, som kan lede os på vores rejse. Vi kommer ikke til jorden for at drive med livets strømme, men med magt til at tænke, ræsonnere og opnå resultater.

Vor himmelske Fader har ikke sendt os ud på vores evige sejlads uden midler til at modtage vejledning fra ham, som kan sikre, at vi kommer helskindede tilbage. Jeg taler om bøn. Jeg taler også om hvisken fra den stille, sagte stemme, og jeg glemmer ikke de hellige skrifter, som indeholder Herrens og profeternes ord – som er givet os, for at vi kan krydse målstregen.

På et eller andet tidspunkt under vores jordiske mission kommer det vaklende skridt, det svage smil, sygdommens smerte – sensommeren, efteråret som nærmer sig, vinterens kulde og den oplevelse, vi kalder død.

Ethvert tænksomt menneske har stillet sig selv det spørgsmål, som Job formulerede ret godt: »Kan en, der er død, få liv?«¹¹ Vi kan prøve at skubbe det spørgsmål ud af tankerne, men det kommer altid tilbage. Døden rammer alle. Den rammer de aldrende med deres usikre gang. Den kalder mennesker, som knap er nået halvvejs gennem livets rejse. Ofte lader den de små børns latter forstumme.

Men er der et liv efter døden? Er døden afslutningen på det hele? I sin bog God and My Neighbor angreb Robert Blatchford kraftigt den almindeligt anerkendte kristne tro på Gud, Kristus, bøn og især udødelighed. Han hævdede frimodigt, at døden var afslutningen på vores eksistens, og at ingen kunne bevise noget andet. Så skete der noget overraskende. Hans skeptiske mur begyndte pludseligt at smuldre til støv. Han stod åben og forsvarsløs. Langsomt begyndte han at føle sig frem, tilbage til den tro, som han havde latterliggjort og svigtet. Hvad havde forårsaget denne store forandring i hans syn på livet? Hans kone døde. Med et knust hjerte gik han ind i det værelse, hvor hendes jordiske rester befandt sig. Han så igen på det ansigt, han elskede så højt. Da han kom ud, sagde han til en ven: »Det er hende, og alligevel er det ikke hende. Alt er forandret. Noget, der var der før, er taget bort. Hun er ikke den samme. Hvad kan være forsvundet, hvis det ikke er sjælen?«

Senere skrev han: »Døden er ikke det, som nogle mennesker forestiller sig. Det er blot som at gå ind i et andet værelse. Inde i dette andet værelse skal vi finde … de kære kvinder og mænd og elskede børn, som vi har elsket og mistet.«¹²

Mine brødre og søstre, vi ved, at døden ikke er afslutningen. Levende profeter har belært om den sandhed i alle tidsaldre. Den står også i vore hellige skrifter. I Mormons Bog finder vi dette specifikke svar og disse trøstende ord:

»Se, angående sjælens tilstand mellem døden og opstandelsen: Se, det er blevet mig kundgjort af en engel, at alle menneskers ånder, så snart de har forladt dette dødelige legeme, ja, alle menneskers ånder, hvad enten de er gode eller onde, bliver ført hjem til den Gud, der gav dem livet.

Og da skal det ske, at de retfærdiges ånder bliver modtaget i en tilstand af lykke, som kaldes paradis, en tilstand af hvile, en tilstand af fred, hvori de skal hvile fra alle deres besværligheder og fra al bekymring og sorg.«¹³

Da Frelseren var korsfæstet, og hans legeme havde ligget i graven i tre dage, kom hans ånd tilbage til ham. Stenen blev rullet væk, og den opstandne Forløser kom frem, iklædt et udødeligt legeme af kød og knogler.

Svaret på Jobs spørgsmål »Kan en, der er død, få liv?« kom, da Maria og andre nærmede sig graven og så to mænd i hvide klæder, som talte til dem: »Hvorfor leder I efter den levende blandt de døde? Han er ikke her, han er opstået.«¹⁴

Som følge af Kristi sejr over graven skal vi alle opstå. Det er sjælens forløsning. Paulus skrev: »Der findes … himmelske og jordiske legemer; men de himmelske har én slags glans, de jordiske en anden.«¹⁵

Det er den celestiale herlighed, vi stræber efter. Det er i Guds nærhed, at vi ønsker at dvæle. Det er evige familier, som vi ønsker at være en del af. Man gør sig fortjent til sådanne velsignelser ved i et helt liv at stræbe, søge, omvende sig og til sidst sejre.

Hvor kommer vi fra? Hvorfor er vi her? Hvor går vi hen efter dette liv? Disse universelle spørgsmål behøver ikke længere at stå ubesvarede. Fra min inderste sjæl og i al ydmyghed vidner jeg om, at det, jeg har talt om, er sandt.

Vor himmelske Fader glæder sig over de mennesker, som holder hans bud. Han bekymrer sig også for det vildfarne barn, den træge teenager, den egensindige unge, den forsømmelige forælder. Mesteren taler kærligt til dem og alle andre og siger: »Kom tilbage. Kom op. Kom ind. Kom hjem. Kom til mig.«

Om en uge fejrer vi påske. Vore tanker vil rette sig mod Frelserens liv, hans død og hans opstandelse. Som hans særlige vidne bærer jeg vidnesbyrd for jer om, at han lever, og at han venter vores tilbagekomst i triumf. Jeg beder til, at vi vil få en sådan hjemkomst i hans hellige navn – ja, i Jesu Kristi, vor Frelser og Forløsers navn. Amen.