Kom, alle I Guds mænd
Præsident Thomas S. Monson
Må vi alle søge flittigt i skrifterne, planlægge vores liv med en hensigt, undervise i sandheden med vidnesbyrd og tjene Herren med kærlighed.
To gange hvert år synes dette storslåede Konferencecenter med sin overbevisende stemme at sige til os: »Kom, alle I Guds mænd, som har antaget magten.«1 Det er en karakteristisk ånd, som præger præstedømmets møde ved Kirkens generalkonference.
I aften er vi mange tusinde over hele verden, der tjener Herren som hans missionærer. Som jeg nævnte i min tale i formiddag, har vi for tiden over 65.000 missionærer i marken og tusinder flere, som venter på at begynde på missionærskolen, eller hvis ansøgninger for tiden bliver behandlet. Vi elsker og roser dem, der er villige og ivrige efter at tjene.
Den hellige skrift indeholder ingen proklamation, der er mere relevant, intet ansvar, der er mere bindende, ingen instruktion, der er mere direkte end den formaning, som den opstandne Herre gav, da han viste sig i Galilæa for de 11 disciple. Han sagde:
»Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn,
og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.«2
Denne guddommelige befaling og dens herlige løfte er vores slagord i dag, som det var det i tidens midte. Missionering er et særkende ved Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. Sådan har det altid været, sådan vil det altid være. Som profeten Joseph Smith erklærede: »Efter alt, hvad der er blevet sagt, er den største og mest betydningsfulde pligt at forkynde evangeliet.«3
Om to korte år vil alle de fuldtidsmissionærer, der på nuværende tidspunkt tjener i Guds mægtige styrke, have afsluttet deres virke og være vendt tilbage til deres hjem og familie. Ældsternes erstatning findes i aften i Kirkens Aronske Præstedømmes rækker. Unge mænd, er I klar til at virke? Er I villige til at arbejde? Er I forberedt til at tjene?
Som minimum nødvendiggør missionering en drastisk tilpasning af vores måde at leve på. Det kræver mange timer og stor hengivenhed, uselviske ofre og inderlig bøn. Derfor giver hengiven missionering en dividende af evig glæde, som varer hele livet og rækker ind i evigheden.
Udfordringen er at blive bedre tjenere i Herrens vingård. Det gælder for os alle, uanset vores alder, og ikke kun dem, der forbereder sig til at tjene som fuldtidsmissionærer, for mandatet til at fortælle om Kristi evangelium gælder os alle.
Må jeg foreslå en formel, der vil sikre vores succes. 1. Søg flittigt i skrifterne; 2. Planlæg jeres liv med en hensigt (og jeg kan tilføje, planlæg dit liv uanset din alder); 3. Undervis i sandheden med vidnesbyrd og 4. Tjen Herren med kærlighed.
Lad os overveje hver af de fire dele af formlen.
1. Søg flittigt i skrifterne.
Skrifterne vidner om Gud og indeholder det evige livs ord. De bliver grundvolden for vores budskab.
Kirkens fokus i undervisningsmaterialer er de hellige skrifter, de bliver udarbejdet og koordineret ved en samordnet indsats. Vi opfordres også til at studere skrifterne hver dag, både individuelt og med vores familie.
Lad mig blot komme med en henvisning, der har direkte relevans for os. I Mormons Bog, i Alma det 17. kapitel, læser vi beretningen om Almas glæde, da han genså Mosijas sønner og så deres standhaftighed i sandheden. Beretningen fortæller os: »De havde vokset sig stærke i kundskaben om sandheden, for de var mænd med en sund forståelse, og de havde gransket skrifterne flittigt, for at de kunne kende Guds ord.
Men det er ikke alt; de havde hengivet sig til megen bøn og faste, derfor havde de profetiens ånd og åbenbarelsens ånd, og når de underviste, underviste de med magt og myndighed fra Gud.«4
Brødre, søg flittigt i skrifterne.
Den anden del af vores formel: Planlæg jeres liv med en hensigt.
Måske har ingen anden generation af unge stået over for så langtrækkende beslutninger som dagens unge. Der skal forberedes en uddannelse, en mission og et ægteskab. For nogle spiller militærtjeneste også ind.
Forberedelse til en mission begynder tidligt. Foruden den åndelige forberedelse vil kloge forældre sørge for muligheder, hvorved en ung søn kan begynde sin personlige missionsopsparing. Han kan også med tiden opfordres til at studere et fremmedsprog, så hans sprogkundskaber om nødvendigt kan anvendes. Til sidst oprinder den herlige dag, hvor biskoppen og stavspræsidenten inviterer den unge mand ind til en samtale. Værdigheden fastslås og en missionæranbefaling udfyldes.
På intet andet tidspunkt venter hele familien så ivrigt på postbuddet og brevet, der har afsenderadressen 47 East South Temple, Salt Lake City, Utah. Brevet kommer; spændingen er overvældende; kaldelsen læses op. Ofte er den tildelte missionsmark langt fra hjemmet. Uanset stedet er den forberedte og lydige missionærs svar imidlertid det samme: »Jeg vil tjene.«
Forberedelserne til afrejsen begynder. Unge mænd, jeg håber, at I værdsætter de ofre, som jeres forældre så villigt yder, for at I kan tjene. Deres arbejde vil forsørge jer, deres tro opmuntre jer, deres bønner understøtte jer. En mission er en familiesag. Selv om vældige kontinenter eller store have kan adskille jer, så er hjerterne knyttet som ét.
Brødre, når I planlægger jeres liv med en hensigt, så husk, at jeres missionsmuligheder ikke er begrænset til den periode, hvor der er en formel kaldelse. For de af jer, der tjener i militæret, kan og bør denne tid være frugtbar. Hvert år bringer vore unge mænd i uniform mange sjæle ind i Guds rige ved at ære deres præstedømme, efterleve Guds befalinger og undervise andre i Herrens guddommelige ord.
Ignorer ikke jeres privilegium ved at være missionærer, mens I får en formel uddannelse. Jeres eksempel som sidste dages hellige bliver bemærket, afvejet og ofte efterfulgt.
Brødre, uanset jeres alder, uanset jeres situation, så opfordrer jeg jer til at planlægge jeres liv med en hensigt.
Nu til det tredje punkt i vores formel: Undervis i sandheden med vidnesbyrd.
Adlyd apostlen Peters råd, som inderligt anmodede os om: »Altid [at være] … rede til forsvar over for enhver, der kræver jer til regnskab for det håb, I har.«5 Opløft jeres røst og bær vidnesbyrd om Guddommens sande natur. Forkynd jeres vidnesbyrd om Mormons Bog. Videregiv de storslåede og smukke sandheder, der findes i frelsesplanen.
Da jeg tjente som missionspræsident i Canada for mere end 50 år siden, blev en ung missionær, som kom fra et lille landsbysamfund, forbløffet over Torontos størrelse. Han var lille og spinkel af bygning, mens hans vidnesbyrd var stort. Kort tid efter sin ankomst besøgte han sammen med sin kammerat Elmer Pollards hjem i Oshawa i Ontario i Canada. Mr. Pollard havde ondt af de unge mænd, der midt i en snestorm gik fra hus til hus, så han inviterede missionærerne indenfor. De præsenterede ham for deres budskab. Han fangede ikke lige ånden. Efter en rimelig tid bad han dem om at gå og ikke komme tilbage. Hans sidste ord til ældsterne, da de forlod hans veranda, blev udtalt lidt nedladende: »I skal ikke fortælle mig, at I rent faktisk tror på, at Joseph Smith var Guds profet!«
Døren blev lukket. Ældsterne gik tilbage til vejen. Vores dreng fra landet sagde til sin kammerat: »Ældste, vi svarede ikke mr. Pollard. Han sagde, at vi ikke troede på, at Joseph Smith var en sand profet. Lad os gå tilbage og bære vores vidnesbyrd for ham.« I begyndelsen tøvede den mere erfarne missionær, men endelig gik han med til at ledsage sin kammerat. Frygt fyldte deres hjerte, da de nærmede sig døren, hvor de lige var blevet afvist. De bankede på, konfronterede mr. Pollard, ventede et pinefuldt øjeblik, hvorefter vores uerfarne missionær med kraft fra Ånden udtalte: »Mr. Pollard, du sagde, at vi ikke kunne tro på, at Joseph Smith var Guds profet. Jeg vidner for dig, at Joseph var profet. Han oversatte Mormons Bog. Han så Gud Faderen og Sønnen Jesus. Jeg ved det.«
Nogen tid derefter rejste mr. Pollard sig, som nu var bror Pollard, til et præstedømmemøde og erklærede: »Den aften kunne jeg ikke sove. Jeg hørte atter og atter ordene: ›Joseph Smith var Guds profet. Jeg ved det. Jeg ved det. Jeg ved det.‹ Den næste dag ringede jeg til missionærerne og bad dem om at komme tilbage. Deres budskab forandrede sammen med deres vidnesbyrd mit og min families liv.« Brødre, undervis i sandheden med vidnesbyrd.
Det fjerde punkt i vores formel er at tjene Herren med kærlighed. Der er ingen erstatning for kærlighed. Succesfulde missionærer elsker deres kammerater, deres missionsledere og de dyrebare personer, de underviser. I det fjerde afsnit i Lære og Pagter fremsætter Herren kravene til at arbejde i tjenestegerningen. Lad os blot gennemgå nogle få vers:
»Se derfor til, o I, der indtræder i Guds tjeneste, at I tjener ham af jeres hele hjerte, kraft, sind og styrke, så I kan stå ulastelige for Gud på den yderste dag …
og tro, håb, næstekærlighed og kærlighed, med intet andet end Guds ære for øje, gør ham skikket til arbejdet.
Husk tro, dyd, kundskab, mådehold, tålmodighed, broderlig venlighed, gudsfrygt, næstekærlighed, ydmyghed og flid.«6
Alle, der kan høre min røst, kan faktisk stille sig selv spørgsmålet: »Er jeg i dag blevet styrket i tro, i dyd, i kundskab, i gudsfrygt, i næstekærlighed?«
Gennem jeres hengivne virke hjemme og i udlandet kan de sjæle, som I er med til at frelse, meget vel blive dem, I elsker mest.
For mange år siden kom nogle af mine gode venner, Craig Sudbury og hans mor Pearl, til mit kontor forud for Craigs afrejse til Melbourne-missionen i Australien. Fred Sudburys, Craigs far, fravær var tydeligt. Femogtyve år tidligere havde Craigs mor giftet sig med Fred, som ikke delte hendes kærlighed til Kirken og faktisk ikke var medlem.
Craig betroede mig sin store og dybe kærlighed til sine forældre og sit håb om, at hans far på en eller anden måde ville blive rørt af Ånden og åbne sit hjerte for Jesu Kristi evangelium. Jeg bad om inspiration til, hvordan et sådant ønske kunne blive opfyldt. Inspirationen kom, og jeg sagde til Craig: »Tjen Herren af hele dit hjerte. Vær lydig i din hellige kaldelse. Skriv hver uge et brev til dine forældre og skriv nu og da personligt til din far. Lad ham vide, hvor meget du elsker ham, og fortæl ham, hvorfor du er taknemlig for at være hans søn.« Han takkede mig og forlod mit kontor sammen med sin mor.
Jeg havde ikke set Craigs mor i næsten 18 måneder, da hun kom til mit kontor og talte til mig afbrudt af tårer: »Det er næsten to år siden, Craig rejste på mission. Han har aldrig svigtet i at skrive et brev til os hver uge. For nylig rejste min mand Fred sig for første gang til et vidnesbyrdmøde og overraskede mig og chokerede alle andre tilstedeværende ved at bekendtgøre, at han havde besluttet sig for at blive medlem af Kirken. Han fortalte, at han og jeg ville rejse til Australien for at møde Craig ved afslutningen af hans mission, så Fred kunne blive Craigs sidste dåb som fuldtidsmissionær.«
Ingen missionær stod så rank, som Craig Sudbury gjorde, da han i Australien hjalp sin far ned i vand til taljen og med højre hånd løftet til en ret vinkel gentog de hellige ord: »Frederick Charles Sudbury, bemyndiget af Jesus Kristus døber jeg dig i Faderens og i Sønnens og i Helligåndens navn.«
Kærligheden havde sejret. Tjen Herren med kærlighed.
Brødre, må vi alle søge flittigt i skrifterne, planlægge vores liv med en hensigt, undervise i sandheden med vidnesbyrd og tjene Herren med kærlighed.
Vor sjæls fuldkomne Hyrde, den missionær, der forløste menneskeheden, gav os sin guddommelige forsikring:
»Og dersom I skulle arbejde alle jeres dage med at råbe omvendelse til dette folk og kun føre én sjæl til mig, hvor stor skal da ikke jeres glæde være sammen med ham i min Faders rige!
Og se, hvis jeres glæde skal være stor sammen med én sjæl, som I har ført til mig ind i min Faders rige, hvor stor skal da ikke jeres glæde være, hvis I fører mange sjæle til mig!«7
Jeg bærer mit vidnesbyrd om ham, som udtalte disse ord: Han er Guds Søn, vor Forløser og Frelser.
Jeg beder til, at vi altid må modtage hans milde invitation: »Følg du mig.«8 I hans hellige navn – ja, i Herren Jesu Kristi navn – Amen.