Hjemmet: Livets skole

Ældste Enrique R. Falabella

De Halvfjerds

Livets lektier læres i hjemmet – stedet der kan blive som et lille stykke af himlen på jorden.

Nogle forældre undskylder de fejl, de har begået i hjemmet, ved at sige, at grunden er, at der ikke er nogen skole, hvori man lærer at være forælder.

I virkeligheden findes der sådan en skole, og det kan være den bedste, der findes. Den skole kaldes hjemmet.

Når jeg rejser tilbage i tiden på erindringens vinger, mindes jeg dyrebare øjeblikke, som jeg har oplevet med min hustru. Når jeg deler disse minder med jer, vil I måske tænke tilbage på oplevelser, I selv har haft – både glædelige og sørgelige, vi lærer af dem alle.

1. Templet er stedet

Da jeg kom hjem fra min mission, mødte jeg en smuk ung kvinde med langt, sort hår, der gik ned til taljen. Hun havde store, smukke øjne og et smittende smil. Hun bjergtog mig fra det første øjeblik, jeg så hende.

Min hustru havde sat sig et mål om at blive gift i templet, skønt det nærmeste tempel dengang krævede en rejse på over 6.400 km.

Vores borgerlige bryllupsceremoni var både lykkelig og trist, for vi blev gift med en udløbsdato. Embedsmanden udtalte ordene: »Jeg erklærer jer nu for mand og hustru«, men sagde umiddelbart derefter: »Til døden jer skiller«.

Så vi købte en enkelbillet til templet i Mesa i Arizona for vores sidste penge.

Da vi knælede ved alteret i templet, udtalte en bemyndiget tjener de ord, som jeg længtes efter at høre, og erklærede os mand og hustru for tid og al evighed.

En ven tog os med til Søndagsskolen. Under mødet rejste han sig og præsenterede os for klassen. Da mødet sluttede, kom en bror hen til mig, gav mig hånden og efterlod en 20 dollar seddel i den. Kort tid efter rakte endnu en bror ud til mig, og til min overraskelse efterlod han også en seddel i min hånd. Jeg kiggede hurtigt efter min hustru, der var i den modsatte side af lokalet og råbte: »Blanquy, giv alle hånden!«

Vi havde snart samlet penge nok til at tage tilbage til Guatemala.

»I den celestiale herlighed er der tre himle eller grader;

og for at opnå den højeste må et menneske indtræde i denne præstedømmeorden.«¹

2. Det kræver to at strides

Et af min hustrus mottoer har været: »Det kræver to at strides, og jeg vil ikke være den ene af dem«.

Herren har tydeligt beskrevet de egenskaber, der bør være vejledende for, hvordan vi omgås andre. Disse er overtalelse, langmodighed, mildhed, sagtmodighed og uskrømtet kærlighed.²

Fysisk misbrug i familien er en praksis, der forekommer stadigt sjældnere i visse samfund, og vi glæder os over det. Men vi er stadig langt fra fri af følelsesmæssigt misbrug. Skaden, der forårsages ved den slags misbrug, fæstner sig i vores hukommelse, den skader vores personlighed, sår had i hjertet, sænker vores selvværd og fylder os med frygt.

Det at deltage i en celestial ægteskabsceremoni er ikke nok. Vi må også leve et celestialt liv.

3. Et barn, der synger, er et lykkeligt barn

Dette er et andet motto, min hustru ofte nævner.

Frelseren forstod betydningen af hellig musik. Da han havde fejret påsken sammen med sine disciple, fortæller skriften: »Og da de havde sunget lovsangen, gik de ud til Oliebjerget.«³

Gennem profeten Joseph sagde han: »For min sjæl fryder sig ved hjertets sang; ja, de retfærdiges sang er en bøn til mig, og den skal blive besvaret med en velsignelse på deres hoved.«⁴

Hvor er det rørende at høre et barns sang, hvis forældre har lært det at synge: »Jeg er Guds kære barn«.⁵

4. Jeg har brug for et kram

Ordene »jeg elsker dig«, »mange tak« og »tilgiv mig« er som balsam for sjælen. De forvandler tårer til lykke. De trøster den tyngede sjæl, og de bekræfter vores hjertes ømme følelser. Ligesom planter visner ved mangel på dyrebart vand, vansmægter og dør vores kærlighed, når vi undlader at bruge kærlige ord og handlinger.

Jeg husker de dage, hvor vi sendte kærlighedsbreve med posten, eller hvordan vi samlede nogle få mønter, så vi kunne ringe til vores kære fra en telefonboks, eller hvordan vi tegnede og skrev kærlighedsdigte på almindeligt papir.

I dag lyder den slags ting som rene museumsgenstande!

Nutidens teknologi tillader os at udføre mirakler. Hvor nemt er det ikke at sende en kærligheds- og taknemlighedssms! De unge gør det hele tiden. Jeg spørger mig selv, om den smukke vane fortsætter, når man er blevet etableret. En af de seneste sms’er, jeg har modtaget fra min hustru, lyder sådan her: »Et himmelsk kram, et solskinskys og en måneskinsaften. Hav en god dag, jeg elsker dig.«

Jeg kan ikke undgå at føle, at jeg er i himlen, når jeg modtager sådan en besked.

Vor himmelske Fader er et fuldkomment eksempel på at udtrykke kærlighed. Da han præsenterede sin Søn, brugte han ordene: »Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag.«⁶

5. Jeg elsker Mormons Bog og min Frelser Jesus Kristus

Jeg bliver rørt, når jeg ser min hustru læse i Mormons Bog hver dag. Når hun gør det, kan jeg føle hendes vidnesbyrd bare ved at se glæden i hendes ansigtsudtryk, når hun læser de afsnit, der vidner om Frelserens mission.

Hvor vise er ikke vor Frelsers ord: »I gransker Skrifterne, fordi I mener, at I har evigt liv i dem; og netop de vidner om mig.«⁷

Inspireret af det spurgte jeg mit barnebarn Raquel, der for nyligt havde lært at læse: »Hvad ville du sige til at sætte dig et mål om at læse Mormons Bog?«

Hendes svar var: »Men bedstefar, det er så svært. Det er en stor bog.«

Så bad jeg hende om at læse en side for mig. Jeg tog et stopur frem og tog tid på det. Jeg sagde: »Det tog dig kun tre minutter, og den spanske udgave af Mormons Bog har 642 sider, så du får brug for 1.926 minutter.«

Det ville have skræmt hende endnu mere, så jeg dividerede det tal med 60 minutter og fortalte hende, at det kun ville tage hende 32 timer at læse den – mindre end halvanden dag!

Så sagde hun: »Det er let, bedstefar.«

Det endte med at tage længere tid for Raquel, hendes bror Esteban og vore andre børnebørn, fordi det er en bog, der skal læses med en bønsom ånd og meditation.

Med tiden vil vi lære at fryde os over skrifterne og vil som salmisten erklære: »Hvor er dit ord sødt for min gane, sødere end honning i min mund.«⁸

6. Det er ikke nok at kende skrifterne – vi skal efterleve dem

Jeg husker, at jeg som nylig hjemvendt missionær flittigt havde ransaget skrifterne og mente, at jeg vidste alt. Da vi datede, studerede Blanquy og jeg skrifterne sammen. Jeg brugte mange af mine noter og henvisninger for at dele min viden om evangeliet med hende. Efter vi blev gift, gik det for alvor op for mig, at jeg var ved at lære en vigtig lektie af hende: Jeg havde måske nok prøvet at undervise hende i evangeliet, men hun lærte mig at efterleve det.

Da Frelseren afsluttede bjergprædikenen, gav han dette vise råd: »Derfor: Enhver, som hører disse ord og handler efter dem, skal ligne en klog mand, der har bygget sit hus på klippen.«⁹

De, der efterlever de celestiale principper, vi finder i skrifterne, bringer trøst til dem, der lider. De bringer glæde til dem, der sørger, anviser retning for dem, der er faret vild, fred til dem, der er fortvivlede, og de er en sikker vejledning til dem, der søger sandheden.

Så kort opsummeret:

Templet er stedet
Det kræver to at strides, og jeg vil aldrig være den ene af dem.
Et barn, der synger, er et lykkeligt barn
Jeg har brug for et kram
Jeg elsker Mormons Bog og min Frelser Jesus Kristus
Det er ikke nok at kende skrifterne – vi må efterleve dem

Disse og mange andre lektier læres i hjemmet – stedet der kan blive som et lille stykke af himlen på jorden.¹⁰ Jeg vidner om, at Jesu Kristi evangelium og vor himmelske Faders plan giver os sikker vejledning i dette liv og løftet om evigt liv. I Jesu Kristi navn. Amen.