Præstedømmets kraft i drengen
Ældste Tad R. Callister
De Halvfjerds’ Præsidium
Præstedømmet i drengen er lige så krafttfuldt som præstedømmet i manden, når det udøves i retfærdighed.
I 1878 var min oldefar George F. Richards 17 år gammel. Som det nogle gange var tilfældet på den tid, var han allerede ordineret til ældste. En søndag stønnede hans mor med voldsomme smerter. Siden hans far ikke var til at få fat i, blev biskoppen og flere andre bedt om at give hende en velsignelse, men der kom ingen lindring. Derfor vendte hun sig mod sin søn George og bad ham om at lægge sine hænder på sit hoved. Han skrev i sin dagbog: »Midt i mine tårer for min mors lidelser og for opgaven at skulle udføre en velsignelse, som jeg aldrig tidligere havde udført, trak jeg mig tilbage til et andet værelse, hvor jeg græd og bad.«
Da han blev rolig, lagde han sine hænder på sin mor og gav hende en meget enkel velsignelse. Han skrev senere: »Min mors stønnen ophørte, og hun modtog lindring for sine lidelser, mens mine hænder stadig var på hendes hoved.« Han nedskrev derpå denne meget indsigtsfulde iagttagelse i sin dagbog. Han sagde, at han altid havde følt, at årsagen til, at moderen ikke modtog lindring ved biskoppens velsignelse, ikke var fordi, Herren ikke ærede biskoppens velsignelse, men fordi Herren havde reserveret denne velsignelse til en dreng for at lære ham en lektie om, at præstedømmet i en dreng er lige så kraftfuldt som præstedømmet i en mand, når det udøves i retfærdighed.
I aften vil jeg tale om den kraft. Selvom jeg vil referere til diakonernes kvorumspræsidenter, gælder de omtalte principper alle unge aronske præstedømmebærere og deres respektive ledere, herunder lærernes kvorumspræsidenter og assistenterne til præsternes kvorumspræsident.
Da jeg tjente som missionspræsident, iagttog jeg, at unge mænds åndelighed og lederevner øgedes dramatisk i løbet af deres mission. Hvis vi på en eller anden måde kunne beskrive disse kvaliteter over årene i Det Aronske Præstedømme og på mission, ville de måske se ud som den blå linje på denne graf. Som jeg ser det, er der mindst tre hovedårsager, der bidrager til en sådan dramatisk vækst i missionsårene – (1) vi stoler på disse unge mænd som aldrig før, (2) vi har høje, men kærlige forventninger til dem, og (3) vi underviser dem igen og igen, så de kan leve op til de forventninger med udmærkelse.
Man kan måske passende spørge: »Hvorfor anvendes de samme principper ikke på diakonernes kvorumspræsidenter?« Hvis det skete, ville væksten måske begynde meget tidligere og mere ligne den grønne linje på grafen. Må jeg for en kort stund tale om, hvordan disse principper kan gælde for diakonernes kvorumspræsident.
Først – tillid. Vi kan overlade store ansvar til vore diakoners kvorumspræsidenter. Det gør Herren i hvert fald – det vises ved hans villighed til at give dem nøgler, hvilket betyder retten til at præsidere over og lede arbejdet i deres kvorum. Som bevis på denne tillid kalder vi diakonernes kvorumspræsidenter ved åbenbaring og ikke blot ved anciennitet eller en anden lignende faktor. Enhver leder i denne kirke, deriblandt diakonernes kvorumspræsident, har retten til at vide, og burde vide, at han er kaldet ved åbenbaring. Denne forsikring hjælper ham til at vide, at Gud både stoler på og opretholder ham.
Den anden og tredje kvalitet hænger sammen – høje forventninger og den dertil hørende undervisning, så der kan leves op til dem. Jeg lærte en vigtig lektion i missionsmarken: Missionærers indsats øges eller mindskes generelt i henhold til missionspræsidentens forventningsniveau, og det samme gælder for diakonernes kvorumspræsidenter. Hvis det kun forventes, at de leder kvorumsmøder og deltager i biskoprådets ungdomskomités møder, så er det alt, hvad de vil gøre. Men I ledere kan give dem en større vision – Herrens vision. Og hvorfor er en vision så vigtig? Fordi der med en større vision kommer en større motivation.
En naturlig del af ethvert kald i denne kirke er retten til at modtage åbenbaring. Derfor er det er vigtigt, at diakonernes kvorumspræsident ved, at de har retten til at modtage åbenbaring til at anbefale, hvilke rådgivere de skal have, retten til at modtage åbenbaring om at redde de fortabte og retten til at modtage åbenbaring for at kunne oplære kvorummets medlemmer i deres forpligtelser.
En vís leder vil undervise diakonernes kvorumspræsident i de principper, der vil hjælpe ham til at modtage åbenbaring. Han kan undervise ham i Herrens enestående løfte: »Hvis du beder derom, skal du modtage åbenbaring på åbenbaring« (L&P 42:61). Herren er meget rundhåndet med at give åbenbaring. Mindede han ikke Joseph Smith og Oliver Cowdery om, at »så ofte som du har adspurgt, har du modtaget undervisning fra min Ånd« (L&P 6:14)? Sådan kan det også være for jer, der er diakonernes kvorumspræsident. Herren elsker jer og ønsker at åbenbare sit sind og sin vilje for jer. Kunne I nogensinde forestille jer, at Herren ville have et problem, han ikke kunne løse? Det kan jeg ikke. Fordi I er berettiget til åbenbaring, kan han hjælpe jer med at klare enhver bekymring, I har som præsident for jeres kvorum, hvis I blot vil søge hans hjælp.
I vidunderlige ledere vil måske undervise diakonernes kvorumspræsident i, at åbenbaring ikke kan erstatte hårdt arbejde og en personlig indsats. Præsident Henry B. Eyring spurgte engang præsident Harold B. Lee: »Hvordan modtager jeg åbenbaring?« Præsident Lee svarede: »Hvis du vil modtage åbenbaring, må du selv yde en indsats.«1 Den víse leder vil måske drøfte nogle af de åndelige forberedelser som diakonernes kvorumspræsident kan lave for at forberede sig til at anbefale sine rådgivere. Måske vil han stille og besvare spørgsmål som: Hvem ville være et godt eksempel og kunne opbygge de andre drenge? Eller hvem ville kunne fornemme behovene hos dem, der har specielle udfordringer?
Og endelig ville den víse leder måske lære ham, hvordan han genkender og handler i overensstemmelse med åbenbaring, når den kommer. Vi lever i en verden med fokus på action og høj fart, hvor skarpe lys og højlydte højtalere er normen. Men denne unge mand har brug for at vide, at det er verdens måde, ikke Herrens måde. Frelseren blev født under den forholdsvise anonymitet en krybbe byder, han fuldførte den mest storslåede og enestående handling, der nogensinde har fundet sted, i en haves stille ro; og Joseph modtog det første syn i en afsondret lund. Guds svar kommer ved den stille, sagte røst – følelser af fred eller trøst, tilskyndelser til at gøre godt, oplysning – nogle gange i form af bitte små frø af tanker, der, hvis de æres og næres, kan blive til åndelige kæmpefyrretræer. Nogle gange vil disse indtryk eller tanker sågar få jer, som diakonernes kvorumspræsident, til at anbefale en ung mand, der for tiden er mindre aktiv, til at være rådgiver eller til at få en opgave.
For mange år siden følte vi os som stavspræsidentskab tilskyndet til at kalde en god mand til at være stavssekretær. På det tidspunkt kæmpede han midlertidigt med regelmæssigt at komme i kirke. Men vi vidste, at hvis han accepterede kaldet, ville han udføre et strålende stykke arbejde.
Vi kaldte ham, men han svarede: »Nej, jeg tror ikke, jeg kan.«
Så fik jeg en tilskyndelse. Jeg sagde: »Nuvel, så må Glendale Stav undvære en stavssekretær.«
Chokeret svarede han: »Hvad mener du? I bliver nødt til at have en stavssekretær.«
Jeg svarede: »Vil du have, at vi nu skal kalde en anden til at være stavssekretær, når Herren har tilskyndet os til at kalde dig?«
»OK,« sagde han, »jeg gør det.«
Og det gjorde han sandelig. Der er ikke blot mange mænd, men også mange drenge, der vil svare på et kald til at tjene, når de ved, at Herren kalder dem, og at Herren har brug for dem.
Derefter kan I lade diakonernes kvorumspræsident vide, at en af Herrens forventninger til ham er at redde de fortabte, både mindre aktive og ikkemedlemmer. Herren beskrev det centrale i sin mission på følgende måde: »For Menneskesønnen er kommet for at opsøge og frelse det fortabte« (Matt 18:11). Hvis Frelseren prioriterer at redde de fortabte, hvis præsident Thomas S. Monson gør det, som han har demonstreret gennem hele sit liv, skulle det så ikke være en prioritet for enhver leder, for enhver af diakonernes kvorumspræsidenter i denne kirke at gøre ligeså? Essensen af vores lederskab, som en central del af vores tjeneste, bør være den brændende, drivende, ufravigelige beslutning om at gå ud og bringe de fortabte tilbage.
En ung mand, der blev besøgt af sit kvorums medlemmer, sagde: »Det var en overraskelse, da der i dag var … 30 personer, der dukkede op hjemme hos mig … Det giver mig lyst til at gå i kirke nu.« Hvordan kan en ung mand modstå den form for kærlighed og opmærksomhed?
Jeg bliver begejstret, når jeg hører diakonernes kvorumspræsidenters mange historier, når de har fået visionen og til tider underviser i dele af eller hele lektionen under deres kvorumsmøder. For flere uger siden deltog jeg i en kvorumsklasse for diakoner. En 12-årig dreng underviste i 25 minutter om forsoningen. Han begyndte med at spørge sine med-diakoner om, hvad de mente forsoningen var. Så talte han om nogle betydningsfulde skriftsteder og stillede tankevækkende spørgsmål, som de svarede på. Da det gik op for ham, at der var mere tid end undervisningsmateriale, havde han nok overskud til, og var måske blevet forberedt af sin far til at spørge lederne, der var til stede, hvilke spørgsmål de var blevet stillet om forsoningen på deres mission, og hvad deres svar havde været. Dernæst afsluttede han med sit vidnesbyrd. Jeg lyttede med ærefrygt. Jeg tænkte ved mig selv: »Jeg husker ikke, at jeg nogensinde stod for en betydningsfuld del af lektionen, da jeg var en ung bærer af Det Aronske Præstedømme.« Vi kan hæve standarden og visionen for disse unge mænd, og de vil være modtagelige.
I ledere styrker disse diakoners kvorumspræsidenter på bedste måde, når I viser dem vejen frem og selv træder tilbage fra rampelyset. I højner ikke jeres kaldelse på bedst mulig måde, når I underviser fantastisk, men gør det, når I hjælper dem til at undervise fantastisk, og ikke når I redder én, men når I hjælper dem til at gøre det.
Et gammelt mundheld siger: Dø ikke, mens musikken stadig spiller i dit indre. På samme måde vil jeg råde jer voksne ledere til ikke at blive afløst uden at have videregivet jeres lederskabsfærdigheder. Undervis vore unge ved enhver lejlighed, lær dem at forberede en dagsorden, hvordan man leder møder med værdighed og varme, hvordan man redder den enkelte, hvordan man forbereder og holder en inspireret klasse, og hvordan man modtager åbenbaring. Dette vil være målet for jeres succes – arven af lederskab og åndelighed I vil efterlade rodfæstet i disse unge mænds hjerte og sind.
Hvis I diakonernes kvorumspræsidenter vil højne jeres kaldelse, vil I allerede nu være redskaber i Guds hænder, fordi præstedømmet i drengen er lige så kraftfuldt som præstedømmet i manden, når det udøves i retfærdighed. Og så, når I indgår tempelpagter og bliver missionærer og Kirkens fremtidige ledere, vil I vide, hvordan man modtager åbenbaring, hvordan man redder den ene, og hvordan man underviser i rigets lærdomme med magt og myndighed. Så vil I være blevet unge af ædel herkomst. Om dette vidner jeg i Jesu Kristi navn, som er verdens Frelser og Forløser. Amen.