Kristi tilhængere
Ældste Dallin H. Oaks
De Tolv Apostles Kvorum
At følge Kristus er ikke en tilfældig eller lejlighedsvis udøvelse, men en vedvarende forpligtelse og måde at leve på, der gælder til alle tider og på alle steder.
En af vore mest elskede salmer, som blev fremført af Tabernakelkoret her til morgen, begynder med disse ord:
Frelseren bød: »Mig følge I må,«
så lad os i hans fodspor gå.
Kun hvis vi lyder Kristi bud,
bliver vi ét med himlens Gud.1
Denne tekst, der er inspireret af Frelserens tidligste opfordring til sine disciple (se Matt 4:19), blev skrevet af John Nicholson, en skotsk konvertit. Som mange af vore første ledere havde han kun lidt skolegang, men en dyb kærlighed til sin Frelser og frelsesplanen.2
Alle budskaberne ved denne konference hjælper os til at gå i vor Frelsers fodspor, hvis eksempel og lære præciserer vejen for enhver af Jesu Kristi tilhængere.
Ligesom alle andre kristne studerer medlemmer af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige vor Frelsers liv, som det skildres i Det Nye Testamente i Matthæus, Markus, Lukas og Johannes. Jeg vil gennemgå eksempler og lærdomme, som står i disse fire bøger i Bibelen, og opfordre hver af os og alle andre kristne til at overveje, hvordan denne genoprettede kirke og vi hver især gør os egnede til at være Kristi tilhængere.
Jesus belærte om, at dåb var nødvendig for at træde ind i Guds rige (se Joh 3:5). Han indledte sin tjenestegerning ved at blive døbt (se Mark 1:9), og han og hans tilhængere døbte andre (se Joh 3:22–26). Vi gør det samme.
Jesus begyndte sin prædiken ved at opfordre sine tilhængere til at omvende sig (se Matt 4:17). Det er stadig hans tjeneres budskab til verden.
Under hele sin tjenestegerning gav Jesus befalinger. Og han har sagt: »Elsker I mig, så hold mine bud« (Joh 14:15; se også v. 21, 23). Han erklærede, at hans tilhængere ville være nødt til at forlade, hvad han kaldte »det, som sættes højt af mennesker« (Luk 16:15) og »menneskers overlevering« (Mark 7:8; se også v. 13), hvis de ville holde hans befalinger. Han advarede også: »Var I af verden, ville verden elske jer som sit eget; nu er I ikke af verden, men jeg har udvalgt jer af verden, derfor hader verden jer« (Joh 15:19). Som apostlen Peter senere udtalte, skulle Jesu tilhængere være »et ejendomsfolk« (1 Pet 2:9).
Sidste dages hellige forstår, at vi ikke bør være »af verden« eller bundet af »menneskers overlevering«, men ligesom andre tilhængere af Kristus synes vi til tider, at det er vanskeligt at afstå fra verden og dens traditioner. Nogle efterligner verdens måde, for – som Jesus sagde om nogle, han underviste – »de elskede nemlig ære fra mennesker frem for ære fra Gud« (Joh 12:43). Disse fejltrin i forbindelse med at følge Kristus er alt for talrige og alt for følsomme at nævne her. De rummer alt fra verdens fremgangsmåder som politisk korrekthed og ekstrem påklædning og personlig pleje til afvigelser fra grundlæggende værdier som familiens evige natur og funktion.
Det var ikke tanken, at Jesu lærdomme skulle være teori. Det har altid været meningen, at man skulle handle ifølge dem. Jesus har sagt: »Enhver, som hører disse ord og handler efter dem, skal ligne en klog mand« (Matt 7:24; se også Luk 11:28) og »Salig den tjener, som hans herre finder i færd med at gøre det, når han kommer« (Matt 24:46). I en anden smuk salme synger vi:
Frelser, jeg vil følge dig
og altid handle i dit navn …
Frelser, lær mig ret at elske dig,
følge i dit spor.3
Som Jesus har lært os, vil de, der elsker ham, holde hans befalinger. De vil være lydige, som præsident Monson har sagt her til morgen. At følge Kristus er ikke en tilfældig eller lejlighedsvis udøvelse, men en vedvarende forpligtelse og måde at leve på, der gælder til alle tider og på alle steder. Frelseren belærte om dette princip, og hvordan vi bør mindes og blive styrket, så vi kan følge det, da han indstiftede nadveren (andre kalder det altergang). Vi ved fra nutidig åbenbaring, at han befalede sine tilhængere at nyde symbolerne til ihukommelse af ham (se Guide til Skrifterne, JSO, Matt 26:22, 24 og Mark 14:21–24). Medlemmer af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige følger den befaling hver uge ved at overvære en gudstjeneste, hvor vi nyder brød og vand og indgår pagt om, at vi altid vil huske ham og holde hans befalinger.
Jesus har sagt, at »[mennesker] altid skulle bede« (Luk 18:1). Han viste også dette gennem sit eksempel, da han »tilbragte natten i bøn til Gud« (Luk 6:12), før han kaldte sine tolv apostle. Ligesom andre kristne beder vi ved alle vore gudstjenester. Vi beder også om vejledning, og vi lærer, at vi bør bede personlige bønner og knæle sammen som familie i daglige bønner. Ligesom Jesus beder vi til vor himmelske Fader, og det gør vi i Jesu Kristi hellige navn.
Frelseren kaldte tolv apostle til at bistå sig i sin kirke og gav dem nøglerne og myndigheden til at fortsætte efter sin død (se Matt 16:18–19; Mark 3:14–15, 6:7; Luk 6:13). Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige følger, som den genoprettede Jesu Kristi kirke, dette eksempel i sin organisation og i sin overdragelse af nøgler og myndighed til apostlene.
Nogle af dem, Jesus kaldte til at følge sig, reagerede ikke umiddelbart, men bad om en udsættelse for at tage sig af passende familieforpligtelser. Jesus svarede: »Ingen, der lægger sin hånd på ploven og ser sig tilbage, er egnet for Guds rige« (Luk 9:62). Mange sidste dages hellige praktiserer og prioriterer, som Jesus belærte om. Det omfatter fantastiske eksempler bestående af tusindvis af seniormissionærer og andre, der har efterladt børn og børnebørn for at udføre de missionærpligter, som de er blevet kaldet til.
Jesus belærte om, at Gud skabte manden og kvinden, og at en mand bør forlade sine forældre og binde sig til sin hustru (se Mark 10:6–8). Vores forpligtelse over for denne lære er velkendt.
I den kendte lignelse om det fortabte får forklarede Jesus, at vi bør gøre alt, hvad vi kan, for at lede efter hvem som helst i flokken, der er kommet på afveje (se Matt 18:11–14; Luk 15:3–7). Som vi ved, har præsident Thomas S. Monson lagt stor vægt på denne anvisning gennem sit mindeværdige eksempel og i sine belæringer om at komme vore medmennesker til undsætning.4
I vore bestræbelser på at komme andre til undsætning og tjene følger vi vor Frelsers enestående eksempel og smukke lærdomme om kærlighed: »Du skal elske din næste som dig selv« (Matt 22:39), har han sagt. Han befalede os endda at elske vore fjender (se Luk 6:27–28). Og i sine storslåede lærdomme ved slutningen af sin jordiske tjenestegerning sagde han:
»Et nyt bud giver jeg jer: I skal elske hinanden. Som jeg har elsket jer, skal også I elske hinanden.
Deraf kan alle vide, at I er mine disciple: hvis I har kærlighed til hinanden« (Joh 13:34–35).
Som en del af det at elske hinanden forklarede Jesus, at når andre gør os uret, bør vi tilgive dem (se Matt 18:21–35; Mark 11:25–26; Luk 6:37). Mens mange kæmper med denne vanskelige befaling, kender vi alle til inspirerende eksempler, hvor sidste dages hellige har ydet kærlig tilgivelse, selv for de mest alvorlige forurettelser. Fx trak Chris Williams på sin tro på Jesus Kristus ved at tilgive en spritbilist, der var årsag til hans hustrus og to af deres børns død. Blot to dage efter tragedien og stadig dybt fortvivlet sagde denne tilgivende mand, der på det tidspunkt var kaldet som biskop: »Som Jesu Kristi discipel havde jeg intet andet valg.«5
De fleste kristne giver til de fattige og trængende, som Jesus har sagt (se Matt 25:31–46; Mark 14:7). I efterlevelsen af denne lære fra vor Frelser udmærker Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige og dens medlemmer sig. Vore medlemmer yder gavmilde bidrag til velgørenhed og bidrager med personlig tjeneste og andre gaver til de fattige og trængende. Derudover faster vore medlemmer og undværer to måltider hver måned og donerer som minimum udgiften til disse måltider som fasteoffer, hvilket vore biskopper og grenspræsidenter anvender til at hjælpe vore trængende medlemmer. Vi faster med det formål at hjælpe de sultne, hvilket er en barmhjertighedsgerning, og når fasten foretages i oprigtig hensigt, er det en åndelig fest.
Mindre kendt er vores kirkes verdensomspændende nødhjælp. Ved anvendelse af bidrag fra gavmilde medlemmer sender Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige fødevarer, tøj og andre fornødenheder for at afhjælpe lidelse hos børn og voksne verden over. Disse nødhjælpsbidrag, som har beløbet sig til flere hundrede millioner dollar i de sidste ti år, ydes uden skelen til religion, race eller nationalitet.
Vores omfattende nødhjælpsindsats efter jordskælvet og tsunamien i 2011 i Japan beløb sig til 13 millioner dollar i kontanter og nødhjælpsforsyninger. Derudover ydede over 31.000 frivillige kirkemedlemmer mere end 600.000 timers tjeneste. Vores nødhjælpsbidrag til ofrene for orkanen Sandy i USA’s østlige stater bestod af store bidrag af forskellig art, plus omkring 300.000 timers tjeneste med oprydning fra omkring 28.000 kirkemedlemmer. Blandt mange andre eksempler gav vi sidste år over 136.000 kg tøj og sko til flygtninge i Chad i Afrika. I løbet af det sidste kvarte århundrede har vi bistået næsten 30 millioner mennesker i 179 lande.6 Det folk, der kaldes »mormoner«, ved i sandhed, hvordan man giver til de fattige og trængende.
I sin sidste belæring i Bibelen vejledte vor Frelser sine tilhængere i at bringe hans lærdomme til hvert et land og hver en skabning. Siden genoprettelsens første tid har Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige bestræbt sig på at følge denne lære. Selv da vi var en fattig ny kirke, der kæmpede og blot havde få tusinde medlemmer, sendte vore første ledere missionærer over havene, til øst og vest. Som folk er vi blevet ved med at undervise i det kristne budskab indtil i dag, hvor vores enestående missionsprogram har over 60.000 fuldtidsmissionærer plus tusinder flere, der tjener på deltid. Vi har missionærer i over 150 lande og territorier på verdensplan.
Jesus sagde som en del af sin storslåede bjergprædiken: »Så vær da fuldkomne, som jeres himmelske fader er fuldkommen!« (Matt 5:48). Formålet med den lære og formålet med at følge Frelseren er at komme til Faderen, som Frelseren omtalte som »min fader og jeres fader … min Gud og jeres Gud« (Joh 20:17).
Ud fra nutidig åbenbaring, som er enestående for det gengivne evangelium, ved vi, at befalingen om at stræbe efter fuldkommengørelse er en del af Gud Faderens plan for frelse af sine børn. Ifølge den plan er vi alle arvinger til vor himmelske forældre. »Vi er Guds børn«, sagde apostlen Paulus, »men når vi er børn, er vi også arvinger, Guds arvinger og Kristi medarvinger« (Rom 8:16–17). Det betyder, som vi får at vide i Det Nye Testamente, at hvis vi er »arvinger til evigt liv« (Titus 3:7), og hvis vi kommer til Faderen, skal vi »arve dette« (Åb 21:7) – alt det, han har – noget vores jordiske forstand næppe kan begribe. Men vi kan i det mindste forstå, at denne endelige skæbne i evigheden kun er mulig at opnå, hvis vi følger vor Frelser, Jesus Kristus, som forklarede, at »ingen kommer til Faderen uden ved mig« (Joh 14:6). Vi stræber efter at følge ham og blive mere som han, her og i livet herefter. Derfor synger vi i de sidste vers i vores salme »Frelseren bød«:
Er det så nok, når blot vi her
på denne jord ham følger nær,
på denne tårevåde sti?
Nej, ham til himlen følger vi …
For alle riger, troner, magt
hæder og ære, glæde, pragt
evigt det bliver dit, hvis du
lyder hans ord: »Kom, følg mig nu.«7
Jeg vidner om vor Frelser, Jesus Kristus, hvis lære og eksempel, vi stræber efter at følge. Han opfordrer alle os, der bærer tunge byrder, til at komme til sig, at lære af ham, at følge ham og således finde hvile for vores sjæl (se Matt 4:19; 11:28). Jeg bærer vidnesbyrd om sandheden af hans budskab og om hans genoprettede kirkes guddommelige mission og myndighed. I Jesu Kristi navn. Amen.