Altid erindre ham
Ældste Gerrit W. Gong
De Halvfjerds’ Præsidium
Jeg vidner ydmygt om og beder til, at vi altid vil erindre ham, til alle tider, i alle ting og på alle steder, hvor vi måtte befinde os.
Kære brødre og søstre, da jeg tjente i Asien, spurgte folk sommetider: »Ældste Gong, hvor mange mennesker bor der i Kirkens asiatiske område?«
Jeg svarede: »Halvdelen af verdens befolkning: 3,6 milliarder mennesker.«
En spurgte engang: »Er det svært at huske alle deres navne?«
At huske – og glemme – er en del af hverdagen. Eksempelvis ledte min hustru engang overalt efter sin nye mobiltelefon, og hun besluttede sig for at ringe til den fra en anden telefon. Da hun hørte sin telefon ringe, tænkte hun: »Hvem er mon det, der ringer til mig? Jeg har ikke givet mit nummer til nogen!«
At huske – og glemme – er også en del af vores evige rejse. Tiden, handlefriheden og hukommelsen hjælper os til at lære, udvikle os og vokse i tro.
Med teksten fra en yndlingssalme:
Når vi hver uge nyder nadveren, indgår vi pagt om altid at erindre ham. Ud fra de næsten 400 skriftstedshenvisninger til ordet erindre kommer her seks måder, hvorpå vi altid kan erindre ham.
For det første kan vi altid erindre ham ved at have tillid til hans pagter, løfter og tilsagn.
Herren husker sine evigtvarende pagter, fra Adams tid til den dag, hvor Adams efterkommere »antager sandheden og ser op, så ser Zion ned, og alle himlene ryster af glæde, og jorden skælver af fryd.«
Herren husker sine løfter, herunder løfter om at indsamle det spredte Israel gennem Mormons Bog: Endnu et vidnesbyrd om Jesus Kristus og løfter, som alle medlemmer og missionærer, der husker sjæles værdi, får.
Herren husker og giver tilsagn til folkeslag og folk. I disse dage med bevægelse og oprør »påkalder [andre] vogne og heste, men vi påkalder Herren vor Guds navn«, som vejleder »fremtiden, som han har gjort det med fortiden«. I »hårde tider« husker vi, »at det ikke er Guds værk, der forpurres, men menneskers værk«.
For det andet kan vi altid huske ham ved taknemligt at anerkende hans hånd livet igennem.
Herrens hånd i vores liv ses ofte i bagklogskabens klare lys. Som den kristne filosof Søren Kierkegaard udtrykte det: »Livet forstås baglæns, men må leves forlæns.«
Min kære mor fejrede for nylig sin 90-års fødselsdag. Hun bar taknemligt vidnesbyrd om Guds velsignelse ved hver større begivenhed i sit liv. Historier om familien, familietraditioner og familiebånd hjælper os til at huske ting fra fortiden, samtidig med de giver anvisninger og håb for fremtiden. Præstedømmets myndighedslinjer og patriarkalske velsignelser vidner om Guds hånd igennem generationerne.
Har I nogen sinde tænkt på jer selv som jeres egen levende mindebog? Og reflekteret over, hvad og hvordan I vælger at huske?
Da jeg fx var mindre, ønskede jeg virkelig at spille på skolens basketballhold. Jeg øvede og øvede. En dag pegede træneren på vores 1,93 m høje centerspiller, der var valgt som den bedste i staten, og på vores 1,88 m høje forward, der var udtaget til all-star holdet, og sagde til mig: »Jeg kan sætte dig på holdet, men du får sandsynligvis aldrig spilletid.« Jeg kan huske, at han derefter venligt opmuntrede mig: »Hvorfor ikke prøve fodbold? Det vil du være god til.« Min familie heppede, da jeg scorede mit første mål.
Vi kan huske dem, der ærligt, venligt, tålmodigt og opmuntrende gav os en chance, og endnu en chance. Og vi kan blive den, andre husker, da de havde mest brug for hjælp. At huske andres hjælp og Åndens vejledning og indflydelse med taknemlighed er en måde, vi husker ham på. Det er en måde, hvorpå vi kan tælle vore mange velsignelser og se, hvad Gud har udrettet.
For det tredje kan vi altid huske Herren, når vi stoler på hans forsikring om, at »den, der har omvendt sig fra sine synder, ham er de tilgivet, og jeg, Herren, husker ikke mere på dem«.
Når vi omvender os helt og bekender og forsager vore synder, spørger vi ligesom Enosh, når vores skyld er fejet bort: »Herre, hvordan er det sket?« Og vi hører svaret: »På grund af din tro på Kristus« og hans opfordring til en »erindring om mig«.
Når vi har omvendt os, og præstedømmeledere godkender vores værdighed, behøver vi ikke igen og igen bekende tidligere synder. At være værdig betyder ikke at være fuldkommen. Vor himmelske Faders plan for lykke opfordrer os til i ydmyghed at føle fred på livets rejse, så vi en dag kan blive fuldkommengjorte i Kristus uden konstant at være bekymrede, frustrerede eller ulykkelige over vore nuværende ufuldkommenheder. Husk, at han ved alt det, vi ønsker, at ingen andre skal vide om os, og han elsker os stadig.
Somme tider afprøver livet vores tillid til Kristi nåde, retfærdighed og dom og til hans frigørende opfordring til at lade hans forsoning hele os, når vi tilgiver andre og os selv.
En ung kvinde fra et andet land ansøgte om arbejde som journalist, men den embedsmand, der anviste job, var ubarmhjertig. Han sagde til hende: »Med min underskrift garanterer jeg, at du ikke bliver journalist, men kommer til at grave kloakker.« Hun var den eneste kvinde i en gruppe af mænd, der gravede kloakker.
År senere var denne kvinde blevet embedsmand. En dag kom en mand, der havde brug for hendes underskrift til et job.
Hun spurgte: »Kan du huske mig?« Det kunne han ikke.
Hun sagde: »Du husker ikke mig, men jeg husker dig. Med din underskrift garanterede du, at jeg aldrig blev journalist. Med din underskrift sendte du mig ud for at grave kloakker, den eneste kvinde i en gruppe af mænd.«
Hun fortalte mig: »Jeg følte, at jeg burde behandle denne mand bedre, end han behandlede mig, men jeg havde ikke styrken til det.« Nogle gange har vi ikke styrken i os, men den kan findes frem ved at huske vor Frelser Jesu Kristi forsoning.
Når tillid bliver brudt, drømme slås i stykker og hjerter knuses igen og igen, når vi ønsker retfærdighed og har brug for nåde, når vi knytter knoerne og vore tårer løber, når vi har brug for at vide, hvad vi skal holde fast ved, og hvad vi skal slippe, kan vi altid huske ham. Livet er ikke så ubarmhjertigt, som det sommetider kan se ud. Hans uendelige medfølelse kan hjælpe os til at finde vores vej, sandhed og liv.
Når vi husker hans ord og eksempel, vil vi ikke fornærme andre eller selv blive fornærmede.
Min vens far arbejdede som mekaniker. Hans ærlige arbejde kunne endog ses i hans omhyggeligt vaskede hænder. En dag fortalte en i templet min vens far, at han skulle rense sine hænder, før han kom. I stedet for at blive fornærmet begyndte denne gode mand at skrubbe opvasken i hånden med ekstra meget sæbe i vandet, før han tog til templet. Han er et eksempel på dem, der »drage[r] op til Herrens bjerg« og »stå[r] på hans hellige sted« med de reneste hænder og det reneste hjerte.
Hvis vi har uvenlige følelser, nag eller bitterhed, eller hvis vi har grund til at bede andre om tilgivelse, så er tiden til at gøre det nu.
For det fjerde opfordrer han os til at huske, at han altid byder os velkommen hjem.
Vi lærer ved at spørge og søge. Men hold ikke op med at udforske, før I med T.S. Eliots ord når til, »hvor [I] begyndte og ser stedet for første gang«. Når I er klar, så åbn jeres hjerte for Mormons Bog igen, som var det første gang. Bed med oprigtig hensigt igen, som var det første gang.
Hav tillid til det første eller vage minde. Lad det udvikle jeres tro. Hos Gud er der altid en vej tilbage.
Fordums og nutidige profeter bønfalder os om ikke at lade menneskers dårskab, fejl eller svagheder – andres eller vore egne – være årsag til, at vi går glip af sandheder, pagter og den forløsende kraft i hans gengivne evangelium. Det er særligt vigtigt i en kirke, hvor vi hver især vokser ved vores ufuldkomne deltagelse. Profeten Joseph Smith har sagt: »Jeg har aldrig sagt jer, at jeg var fuldkommen – men der findes ingen fejl i de åbenbaringer, som jeg har forkyndt jer.«
For det femte kan vi altid huske ham på sabbatten gennem nadveren. Ved slutningen af sit jordiske virke og i begyndelsen af sit virke som opstanden – begge gange – tog vor Frelser brød og vin og bad os erindre hans legeme og blod, »for så ofte som I gør det, husker I denne time, hvor jeg var sammen med jer«.
I nadverordinancen vidner vi for Gud Faderen om, at vi er villige til at påtage os hans Søns navn og altid erindre ham og holde hans befalinger, som han har givet os, så vi altid må have hans Ånd hos os.
Som Amulek forklarer, husker vi ham, når vi beder for vore marker, vore flokke og vores husstand, og når vi husker de trængende, de nøgne, de syge og de plagede.
Til slut opfordrer Frelseren os for det sjette til altid at huske ham, ligesom han altid husker os.
I den nye verden opfordrede vor opstandne Frelser de tilstedeværende til en efter en at stikke hænderne i hans side og føle naglemærkerne i hans hænder og fødder.
Skrifterne beskriver opstandelsen, som at »hvert lem og led skal blive bragt tilbage til … dets rette og fuldkomne skikkelse«, og at »end ikke et hår på hovedet skal gå tabt«. Når dette er sådan, beder jeg jer overveje, hvordan det kan lade sig gøre, at vor Frelsers fuldkomne, opstandne legeme stadig har sårene i siden og naglemærkerne i hænderne og fødderne.
I historien er mennesker til tider blevet henrettet ved korsfæstelse. Men kun vor Frelser, Jesus Kristus, favner os og har stadig mærkerne på sin rene kærlighed. Kun han opfylder profetien om at blive løftet op på korset, så han kunne drage os hver især, ved navn, til sig.
Vor Frelser erklærer:
»Ja, selv om hun skulle glemme, så vil jeg ikke glemme dig.
Se, i mine hænder har jeg tegnet dig.«
Han vidner: »Jeg er den, som blev løftet op. Jeg er Jesus, som blev korsfæstet. Jeg er Guds Søn.«
Jeg vidner ydmygt om og beder til, at vi altid vil erindre ham, til alle tider, i alle ting og på alle steder, hvor vi måtte befinde os. I Jesu Kristi hellige navn. Amen.