Og døden skal ikke være mere
Ældste Paul V. Johnson
De Halvfjerds
For alle, der har sørget over en af deres kæres død, er opstandelsen en kilde til stort håb.
For en uge siden var det påske, og vore tanker var atter fokuserede på Herren Jesu Kristi sonoffer og opstandelse. I det forgangne år har jeg tænkt og grundet mere end normalt over opstandelsen.
For næsten et år siden døde vores datter Alisa. Hun havde kæmpet mod kræft i næsten otte år, havde undergået mange operationer, mange forskellige behandlinger, opmuntrende mirakler og dybe skuffelser. Vi så hendes fysiske tilstand forværres, da hun nærmede sig enden på sit jordiske liv. Det var kvalfuldt at se det ske for vores elskede datter, dette lille livlige spædbarn, der var vokset op og blevet en begavet og vidunderlig kvinde, hustru og mor. Jeg troede, at mit hjerte skulle briste.
Sidste år ved påsketid, lidt over en måned før Alisa gik bort, skrev hun: »Påske minder mig om alt det, jeg håber på for mig selv. At jeg en dag bliver helbredt og en dag bliver rask. At jeg en dag ikke har noget metal eller plastik inden i mig. At mit hjerte en dag er befriet for frygt og mit sind for ængstelse. Jeg beder ikke om, at det snart sker, men jeg er så glad for, at jeg virkelig tror på et smukt liv efter døden.«
Jesu Kristi opstandelse garanterer netop det, Alisa håbede på, og indgyder i os alle en grund til »det håb, [vi] har«. Præsident Gordon B. Hinckley omtalte opstandelsen som »den største begivenhed i menneskehedens historie«.
Opstandelsen er tilvejebragt ved Jesu Kristi forsoning og er afgørende for den store frelsesplan. Vi er vore himmelske forældres åndelige børn. Når vi kommer ned på denne jord, forenes vores ånd med vores legeme. Vi får erfaring med alle de glæder og udfordringer, der hører til livet på jorden. Når et menneske dør, adskilles ånden fra legemet. Opstandelsen gør det muligt for en persons ånd og legeme at blive genforenet, blot bliver det denne gang et udødeligt og fuldkomment legeme, der ikke er underlagt smerte, sygdom eller andre problemer.
Efter opstandelsen adskilles ånden aldrig mere fra legemet, fordi Frelserens opstandelse betød en fuldstændig sejr over døden. For at nå vores evige mål er det nødvendigt, at denne udødelige sjæl, ånd og legeme er forenet for evigt. Med en ånd og et udødeligt legeme, der er uadskilleligt forbundet, kan vi modtage »en fylde af glæde«. I virkeligheden kunne vi uden opstandelsen aldrig have modtaget en fylde af glæde, men ville være elendige for evigt. Selv trofaste, retfærdige mennesker betragter adskillelsen af deres legeme og ånd som fangenskab. Vi befries fra dette fangenskab gennem opstandelsen, som er en forløsning fra dødens bånd eller lænker. Der findes ingen frelse uden både vores ånd og vores legeme.
Vi har hver især fysiske, mentale og følelsesmæssige begrænsninger og svagheder. Disse udfordringer, hvoraf nogle virker så uoverstigelige nu, bliver til sidst løst. Ingen af disse problemer vil plage os, når vi er opstået. Alisa undersøgte overlevelsesprocenten for mennesker med den type kræft, hun havde, og den var ikke opmuntrende. Hun skrev: »Men der findes et middel, så jeg er ikke bange. Jesus har allerede helbredt mig fra min kræft, såvel som jeres … Jeg vil få det bedre. Det er jeg glad for, at jeg ved.«
Vi kan erstatte ordet kræft med enhver anden fysisk, mental eller følelsesmæssig lidelse, vi kan komme ud for. Takket være opstandelsen er der også allerede fundet et middel mod dem. Opstandelsens mirakel, det ypperste middel, kan ikke opnås ved hjælp af nogen moderne medicin. Men det kan opnås ved Guds kraft. Vi ved, det kan lade sig gøre, fordi Frelseren er opstået og også vil tilvejebringe opstandelsen for hver eneste af os.
Frelserens opstandelse beviser, at han er Guds Søn, og at det, han har belært om, er sandt. »Han er opstået, som han har sagt.« Der kan ikke findes noget stærkere bevis på hans guddommelighed end hans tilsynekomst fra graven med et udødeligt legeme.
Vi kender til vidner om opstandelsen på Det Nye Testamentes tid. Udover de kvinder og mænd, vi læser om i evangelierne, forsikrer Det Nye Testamente os om, at hundreder virkelig så den opstandne Herre. Og Mormons Bog fortæller om mange hundreder flere: »Mængden kom frem og stak deres hænder i hans side … og med deres egne øjne så og med deres egne hænder følte og med vished vidste og aflagde [de] vidnesbyrd om, at det var ham, om hvem det var skrevet af profeterne, at han skulle komme.«
Foruden disse fordums vidner er der også vidner fra de sidste dage. Faktisk så Joseph Smith ved indledningen til denne uddeling den opstandne Frelser sammen med Faderen. Levende profeter og apostle har båret vidnesbyrd om, at den opstandne, levende Kristus virkelig lever. Vi kan derfor sige dette: »[Også vi] har så stor en sky af vidner omkring os«. Og vi kan hver især være en del af en sky af vidner, der ved Helligåndens kraft ved, at vi kan fejre, at påsken virkelig fandt sted, at opstandelsen virkelig er sket.
At Frelserens opstandelse virkelig fandt sted, overtrumfer vores hjertesorg med håb, fordi der med den følger en forvisning om, at alle de andre løfter i evangeliet er lige så virkelige; løfter der er lige så mirakuløse som opstandelsen. Vi ved, at han har kraften til at rense os for alle vore synder. Vi ved, at han har påtaget sig alle de skrøbeligheder, smerter og uretfærdigheder, vi har lidt. Vi ved, at han er »opstå[et] fra de døde med helbredelse i sine vinger«. Vi ved, at han kan hele os, uanset hvad der er gået i stykker inden i os. Vi ved, at han »vil tørre hver tåre af [vore] øjne, og døden skal ikke være mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere«. Vi ved, at vi kan blive »gjort fuldkomne ved Jesus … som udvirkede denne fuldkomne forsoning«, hvis vi blot vil have tro og følge ham.
Hen mod slutningen af det inspirerende oratorium Messias komponerede Händel smuk musik til apostlen Paulus’ ord, der fryder sig over opstandelsen:
»Se, jeg siger jer en hemmelighed: Vi skal ikke alle sove hen, men vi skal alle forvandles,
i ét nu, på et øjeblik, ved den sidste basun … basunen skal lyde, og de døde skal opstå som uforgængelige, og vi skal forvandles.
For dette forgængelige skal iklædes uforgængelighed, og dette dødelige skal iklædes udødelighed …
da vil det ord, der er skrevet, være opfyldt: Døden er opslugt og besejret.
Død, hvor er din sejr? Død, hvor er din brod? …
Men Gud ske tak, som giver os sejren ved vor Herre Jesus Kristus!«
Jeg er taknemlig for de velsignelser, som vi får takket være Herren Jesu Kristi forsoning og opstandelse. For alle dem, der har lagt et barn i graven eller grædt ved siden af en ægtefælles kiste eller sørget over en forælders eller en af deres kæres død, er opstandelsen en kilde til stort håb. Sikke en storslået oplevelse det vil være at se dem igen, ikke kun som en ånd, men med et opstandent legeme.
Jeg længes efter at se min mor igen og mærke hendes blide berøring og se ind i hendes kærlige øjne. Jeg ønsker at se min fars smil, høre hans latter og se ham som et opstandent, fuldkomment væsen. Med troens øje ser jeg Alisa for mig, fuldstændig fri for alle jordiske bekymringer og dødens brod, en opstanden, fuldkommengjort og sejrrig Alisa med en fylde af glæde.
En påske for et par år siden skrev hun ganske enkelt: »Liv ved hans navn. Så meget håb. Altid. Gennem alt. Jeg elsker påsken for at minde mig om det.«
Jeg bærer vidnesbyrd om, at opstandelsen er virkelig. Jesus Kristus lever, og takket være ham vil vi alle leve igen. I Jesu Kristi navn. Amen.