»Så jeg … kunne drage alle mennesker til mig«

Ældste Dale G. Renlund

De Tolv Apostles Kvorum

Når vi kommer Gud nærmere, vil den styrkende kraft i Jesu Kristi forsoning tilflyde os.

Mine kære brødre og søstre, da jeg boede i Afrika, søgte jeg råd hos ældste Wilford W. Andersen fra De Halvfjerds for at hjælpe de hellige, som levede i fattigdom. En af de bemærkelsesværdige indsigter, han delte med mig, var denne: »Jo større afstand der er mellem giver og modtager, jo mere udvikler modtageren en følelse af berettigelse.«

Dette princip er grundvolden for Kirkens velfærdssystem. Når medlemmer ikke kan dække deres egne behov, henvender de sig først til familien. Hvis det derefter er nødvendigt, kan de også henvende sig til lokale kirkeledere og bede om hjælp til deres timelige behov. Familiemedlemmer og lokale kirkeledere er tættest på dem i nød, har ofte stået i lignende situationer og forstår bedst, hvordan man hjælper. Som følge af deres forbindelse til giveren vil modtagere, der får hjælp i henhold til denne orden, ofte være taknemlige og have mindre tendens til at føle sig berettiget.

Konceptet – »jo større afstand der er mellem giver og modtager, jo mere udvikler modtageren en følelse af berettigelse« – gælder også rent åndeligt. Vor himmelske Fader og hans Søn, Jesus Kristus, er de ultimative givere. Jo mere vi distancerer os fra dem, jo større bliver følelsen af berettigelse. Vi begynder at tro, at vi fortjener nåde, og at vi har velsignelser til gode. Vi er mere tilbøjelige til at se os omkring, finde skævheder og føle os forurettede – endog fornærmede – på grund af den uretfærdighed, vi forestiller os. Mens uretfærdigheden kan strække sig fra det trivielle til det gruopvækkende, kan selv små uretfærdigheder synes voldsomme, når vi er langt fra Gud. Vi føler, at Gud er forpligtet til at ordne tingene – øjeblikkeligt!

Den forskel, som afstanden til vor himmelske Fader og Jesus Kristus gør, bliver illustreret i Mormons Bog ved den store kontrast, der er mellem Nefi og hans ældre brødre, Laman og Lemuel:

Nefi »nærede store ønsker om at kende til Guds hemmeligheder, [han] anråbte derfor Herren«, og hans hjerte blev blødgjort. På den anden side var Laman og Lemuel langt fra Gud – de kendte ham ikke.
Nefi accepterede udfordrende opgaver uden at klage, men Laman og Lemuel »murrede … over meget.« At murre er skriftens sidestykke til børns piberi. Skriften fortæller, at »de murrede, fordi de ikke vidste, hvordan den Gud, som havde skabt dem, handlede.«
Nefis nærhed til Gud gjorde ham i stand til at anerkende og vise taknemlighed for Guds »milde barmhjertighed«. Som kontrast var Laman og Lemuel »vrede på [Nefi], fordi de ikke forstod Herrens måde at handle på«, da de så ham modtage velsignelser. Laman og Lemuel så de velsignelser, som de modtog, som deres ret og havde en respektløs forventning om at få mere. De virkede som om, at de så på Nefis velsignelser som »uretfærdigheder«, der var begået imod dem. Dette er et eksempel fra skriften på en misforstået opfattelse af berettigelse.
Nefi udøvede tro på Gud, da han udførte det, som han fik til opgave. I modsætning hertil var Laman og Lemuel »hårde i hjertet … og så derfor ikke hen til Herren, som de burde.« Det var, som om de følte, at Herren var forpligtet til at give svar på spørgsmål, som de ikke havde stillet. »Herren giver ikke noget sådant til kende for os«, sagde de, men de gjorde sig ikke engang nogen anstrengelser for at spørge. Det er et sidestykke i skriften til spottende skepsis.

Fordi Laman og Lemuel var langt fra Frelseren, murrede de, blev konfliktsøgende og troløse. De følte, at livet var uretfærdigt, og at de var berettigede til Guds nåde. Som kontrast må Nefi, der var Gud nær, have anerkendt, at livet ville være mest uretfærdigt for Jesus Kristus. På trods af sin fuldstændige uskyld led Frelseren mest af alle.

Jo nærmere vi er på Jesus Kristus i tanker og hjertets hensigter, jo mere taknemlige er vi for hans lidelse som uskyldig, jo mere taknemlige er vi for nåde og tilgivelse, og jo mere ønsker vi at omvende os og blive som ham. Afstanden mellem os og vor himmelske Fader og Jesus Kristus er vigtig, men den retning, som vi har, er endnu vigtigere. Gud finder behag ved syndere, som har omvendt sig, og som prøver at nærme sig ham, og ikke i selvretfærdige, kritiske personer, der, ligesom fordums farisæere og skriftkloge ikke forstår, hvor meget de bør omvende sig.

Som barn sang jeg en svensk julesang, der rummer en enkel, men mægtig lektie, at når vi nærmer os Frelseren, sker der en forandring. Teksten lyder omtrent sådan:

Når julemorgen kimer,
jeg vil til stalden gå,
hvor Guds Søn i nattens timer
hviler sig på strå.

Dine ønsker gode og milde
om til jorden at komme ned.
Nu vil jeg ikke længere spilde
mit liv med synd og ufred.

Kære Jesus vi dig behøve,
du kærlige barneven.
Jeg vil dig ej bedrøve,
til dig jeg ser nu hen.

Når vi i overført betydning nærmer os stalden i Betlehem, »hvor Guds Søn i nattens timer hviler sig på strå«, kan vi bedre forstå Frelseren som en gave fra en venlig og kærlig himmelsk Fader. I stedet for at udvikle en falsk følelse af berettigelse til hans velsignelser og nåde udvikler vi et dybtfølt ønske om ikke længere at bedrøve Gud.

Uagtet vores nuværende retning eller afstand til vor himmelske Fader og Jesus Kristus kan vi vælge at gå i deres retning og nærme os dem. De vil hjælpe os. Som Frelseren fortalte nefitterne efter sin opstandelse:

»Og min Fader sendte mig, så jeg kunne blive løftet op på korset, så jeg, efter at jeg var blevet løftet op på korset, kunne drage alle mennesker til mig …

Og af denne årsag er jeg blevet løftet op; derfor vil jeg i overensstemmelse med Faderens magt drage alle mennesker til mig.«

For at nærme os Frelseren må vi vokse i tro på ham, indgå og holde pagter og have Helligånden som ledsager. Vi må også handle i tro og reagere på den åndelige vejledning, som vi får. Alle disse elementer har forbindelse til nadveren. Faktisk er den bedste måde, jeg kender at nærme sig Gud på, samvittighedsfuldt at forberede sig til at deltage værdigt i nadveren hver uge.

En af vore venner i Sydafrika fortalte, hvordan hun begyndte at forstå det. Da Diane var nyomvendt, tilhørte hun en gren uden for Johannesburg. En søndag, hvor hun sad i forsamlingen, gjorde kirkesalens indretning, at diakonen ikke fik øje på hende, da han gik forbi med nadveren. Diane var skuffet, men sagde ingenting. Et andet medlem lagde mærke til fejlen og nævnte det for grenspræsidenten efter mødet. Da søndagsskolen begyndte, blev Diane ført ind i et tomt klasseværelse.

En præstedømmebærer kom ind. Han knælede ned, velsignede noget brød og gav hende et stykke. Hun spiste det. Han knælede igen ned og velsignede noget vand og gav hende et lille bæger. Hun drak det. Bagefter fik Diane to tanker lige efter hinanden: For det første: »Han (præstedømmebæreren) gjorde det kun for mig.« For det andet: »Han (Frelseren) gjorde det alene for mig.« Diane mærkede sin himmelske Faders kærlighed.

Hendes forståelse af, at Frelseren ofrede sig alene for hende, hjalp hende til en følelse af nærhed og gav hende et vældigt ønske om at bevare den følelse i sit hjerte, ikke kun om søndagen, men hver dag. Hun indså, at den pagt, hun fornyede hver søndag, var hendes egen, selv om hun sad sammen med andre under nadveren. Nadveren hjalp – og fortsætter med at hjælpe – Diane til at mærke kraften i Guds kærlighed, se Herrens hånd i hendes liv og komme Frelseren nærmere.

Frelseren så nadveren som uvurderlig i et åndeligt fundament. Han sagde:

»Og jeg giver jer den befaling, at I skal gøre dette [tage nadveren]. Og hvis I altid gør dette, da er I velsignede, for så er I bygget på min klippe.

Men de blandt jer, som gør mere eller mindre end dette, er ikke bygget på min klippe, men er bygget på en grundvold af sand; og når regnen falder, og oversvømmelserne kommer, og vindene blæser og slår imod dem, falder de.«

Jesus sagde ikke: »Hvis regnen falder, hvis oversvømmelserne kommer og hvis vindene blæser,« men »når«. Ingen er immun overfor livets udfordringer. Vi har alle brug for den beskyttelse, der kommer fra nadveren.

På dagen for Frelserens opstandelse rejste to disciple til en landsby ved navn Emmaus. Uden at indse det slog den opstandne Herre dem følge på rejsen. Mens de gik, udlagde han skriften for dem. Da de nåede deres destination, inviterede de ham til at spise med dem.

»Og mens han sad til bords sammen med dem, tog han brødet, velsignede og brød det og gav dem det.

Da åbnedes deres øjne, og de genkendte ham; men så blev han usynlig for dem.

De sagde til hinanden: ›Brændte vore hjerter ikke i os, mens han talte til os på vejen og åbnede Skrifterne for os?‹

Og de brød op med det samme og vendte tilbage til Jerusalem, hvor de fandt [apostlene] og alle de andre forsamlet.«

Og de bar vidnesbyrd for apostlene: »Herren er virkelig opstået …

Selv fortalte de, hvad der var sket på vejen, og hvordan de havde genkendt ham, da han brød brødet.«

Nadveren hjælper os sandelig til at genkende vor Frelser. Den minder os også om hans uskyldige lidelse. Hvis livet i sandhed var retfærdigt, ville I og jeg aldrig opstå, og I og jeg ville aldrig stå rene for Gud. Derfor er jeg taknemlig for, at livet ikke er retfærdigt.

Samtidig kan jeg eftertrykkeligt erklære, at der i et evigt perspektiv som følge af Jesu Kristi forsoning aldrig vil herske uretfærdighed. »Alt, hvad der virker urimeligt ved livet, kan blive gjort godt igen.« Vore nuværende omstændigheder ændres måske ikke, men gennem Guds medfølelse, venlighed og kærlighed vil vi alle få mere, end vi fortjener, mere end vi nogen sinde kan gøre os fortjent til, og mere end vi nogen sinde kan håbe på. Vi er blevet lovet, at Gud »vil tørre hver tåre af [vore] øjne, og døden skal ikke være mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere. Thi det, der var før, er forsvundet.«

Uagtet jeres forhold til Gud opfordrer jeg jer til at komme tættere på vor himmelske Fader og Jesus Kristus, de ultimative velgørere og givere af alt, hvad der er godt. Jeg opfordrer jer til at deltage i nadvermødet hver uge og tage de hellige symboler på Frelserens legeme og blod. Jeg opfordrer jer til at mærke Guds nærhed, når I genkender ham, som det skete for fordums disciple, da han »brød brødet«.

Når I gør dette, lover jeg, at I vil føle Guds nærhed. Den verdslige tilbøjelighed til barnligt piberi, misopfattet berettigelse og spottende skepsis vil forsvinde. Den opførsel vil vige for følelsen af større kærlighed og taknemlighed til vor himmelske Faders gave, hans Søn. Når vi kommer Gud nærmere, vil den styrkende kraft i Jesu Kristi forsoning tilflyde os. Og vi vil som disciplene på rejsen til Emmaus opdage, at Frelseren hele tiden har været os nær. Om dette bærer jeg vidnesbyrd i Jesu Kristi navn. Amen.