2010-2019
Tilgivelsens helbredende salve
April 2016


9:51

Tilgivelsens helbredende salve

Tilgivelse er et glorværdigt, helbredende princip. Vi behøver ikke at blive ofre to gange. Vi kan tilgive.

Alt, hvad der kommer fra Gud, omfatter kærlighed, lys og sandhed. Men som mennesker lever vi i en falden verden, der sommetider er fuld af mørke og forvirring. Det kommer ikke som nogen overraskelse, at der bliver begået fejl, udøvet uretfærdighed eller syndet. Derfor er der ikke en levende sjæl, som ikke fra tid til anden vil blive ramt af en andens skødesløse handlinger, smertelige opførsel eller endog syndige adfærd. Det er noget, vi alle har til fælles.

Gud har heldigvis i sin kærlighed og barmhjertighed over for sine børn forberedt en vej, der kan hjælpe os igennem disse til tider turbulente livserfaringer. Han har tilvejebragt en udvej for alle, der er ofre for andres misgerninger. Han har lært os, at vi kan tilgive! Selv om vi måske en gang har været offer, behøver vi ikke blive det to gange ved at bære på hadets byrde, bitterhed, smerte, vrede eller hævntørst. Vi kan tilgive og blive sat fri!

Da jeg for mange år siden reparerede et hegn, fik jeg en splint i fingeren. Jeg gjorde et spagt forsøg på at fjerne splinten og troede, at det var lykkedes, men det var det åbenbart ikke. Med tiden voksede huden ud over splinten og skabte en bule på min finger. Det var irriterende og nogle gange gjorde det ondt.

År senere besluttede jeg mig for at gøre noget ved det. Det eneste, jeg gjorde, var simpelthen at smøre noget salve på bulen og dække det med gazebind. Jeg gentog processen jævnligt. I kan ikke forestille jer, hvor overrasket jeg blev en dag, da jeg fjernede bindet, og splinten var ude af fingeren.

Salven havde blødgjort huden og skabt en udvej for splinten, som i mange år havde forårsaget smerte. Da splinten var væk, begyndte fingeren at hele, og i dag er der ikke noget tegn på skaden.

På samme måde kan et utilgivende hjerte bære på en masse unødvendig smerte. Når vi anvender den helbredende salve fra Frelserens forsoning, vil han blødgøre vores hjerte og hjælpe med at forandre os. Han kan læge den sårede sjæl (se Jakob 2:8).

Jeg er overbevist om, at de fleste af os ønsker at tilgive, men synes det er svært at gøre. Når vi har været udsat for en uretfærdighed, kan vi hurtigt sige: »Den person har begået en fejl. De fortjener en straf. Hvor er retfærdigheden?« Fejlagtigt tror vi, at retfærdigheden ikke vil ske fyldest, og at der ikke bliver nogen straf, hvis vi tilgiver.

Det er simpelthen ikke tilfældet. Gud vil udmåle en retfærdig straf, for barmhjertigheden kan ikke berøve retfærdigheden (se Alma 42:25). Gud har i sin kærlighed forsikret jer og mig om dette: »Overlad dommen til mig alene, for den er min, og jeg vil gengælde. [Men lad] fred være med jer« (L&P 82:23). Profeten Jakob i Mormons Bog lover også, at Gud »vil … trøste jer i jeres trængsler … han [vil] tale jeres sag og sende retfærdighed ned over dem, der søger jeres udryddelse« (Jakob 3:1).

Som ofre kan vi, hvis vi er trofaste, finde stor trøst i at vide, at Gud vil kompensere for alle de uretfærdigheder, vi oplever. Ældste Joseph B. Wirthlin har sagt: »Herren kompenserer den trofaste for hvert et tab … hver en tåre, der falder i dag, skal falde hundredfold som glædes- og lykketårer senere.«

Når vi bestræber os på at tilgive andre, bør vi også forsøge at huske på, at vi alle vokser åndeligt, men at vi er på forskellige niveauer. Selvom det er let at se kroppens fysiske forandringer og vækst, er det svært at spotte åndelig udvikling.

En nøgle til at tilgive andre er at forsøge at se dem, som Gud ser dem. Til tider kan Gud trække forhænget til side og velsigne os med gaven at kunne se ind i hjertet, sjælen og ånden hos en anden person, som har krænket os. Denne indsigt kan endog føre til en overvældende kærlighed for personen.

Skriften forkynder, at Guds kærlighed til hans børn er fuldkommen. Han kender deres potentiale til at gøre godt, uagtet deres fortid. I alle tilfælde fandtes der ikke en mere aggressiv eller barsk fjende for Jesu Kristi tilhængere end Saulus fra Tarsus. Men da Gud åbenbarede lyset og sandheden for Saulus, var der ingen af Frelserens disciple, der var mere hengiven, entusiastisk eller frygtløs. Saulus blev apostlen Paulus. Hans liv er et godt eksempel på, hvordan Gud ikke kun ser på, hvad vi er i dag, men også på hvad vi kan blive. Vi kender alle folk som Saulus med Paulus-lignende potentiale. Kan I forestille jer, hvordan vores familie, vore lokalsamfund og verden som helhed kunne forandres, hvis vi alle forsøgte at se hinanden, som Gud ser os?

Alt for ofte ser vi på overtræderen, som vi ser på et isbjerg – vi ser kun toppen og ikke under overfladen. Vi kender ikke til alt, hvad der foregår i et menneskes liv. Vi kender ikke deres historie, vi kender ikke deres kampe, vi kender ikke de smerter, de bærer på. Brødre og søstre, misforstå mig ikke. At tilgive er ikke at billige. Vi bortrationaliserer ikke dårlig opførsel eller tillader andre at behandle os dårligt på grund af deres kampe, smerter eller svagheder. Men vi kan opnå en større forståelse og fred, når vi ser det i et bredere perspektiv.

Naturligvis begår de, som ikke er åndeligt modne, alvorlige fejltagelser, men ingen af os bør udelukkende defineres ud fra det værste, vi nogensinde har gjort. Gud er den fuldkomne dommer. Han ser under overfladen. Han ved og ser alt (se 2 Ne 2:24). Han har sagt: »Jeg, Herren, tilgiver, hvem jeg vil tilgive, men af jer kræves det, at I tilgiver alle mennesker« (L&P 64:10).

Da Kristus blev uretfærdigt anklaget og derefter overfaldet og pint på den mest brutale måde og efterladt lidende på korset, sagde han i det øjeblik: »Fader, tilgive dem, for de ved ikke, hvad de gør« (Luk 23:34).

I vores kortsynethed er det nogle gange let at udvikle modvilje mod andre, som ikke handler eller tænker som os. Vi kan udvikle en intolerant indstilling ud fra ting som at heppe på det modsatte sportshold, en anden politisk holdning eller religiøs overbevisning.

Præsident Russell M. Nelson gav et godt råd, da han sagde: »Muligheder for at lytte til andre med forskellige religiøse eller politiske opfattelser kan fremme tolerance og viden.«

Mormons Bog omtaler en tid, hvor »kirkens folk begyndte at blive indbildske i deres øjnes stolthed og … de begyndte at vise foragt, den ene for den anden, og de begyndte at forfølge dem, der ikke troede, efter deres egen vilje og deres eget behag« (Alma 4:8). Lad os huske, at Gud ikke ser på vores sportsholds farver eller vores politiske holdning. Men som Ammon sagde: »[Gud] ser ned på alle menneskers børn; og han kender alle hjertets tanker og hensigter« (Alma 18:32). Brødre og søstre, hvis vi skal vinde livets konkurrencer, så lad os vinde ved at vise nåde. Hvis vi taber, så lad os tabe med ynde. Hvis vi lever og viser andre nåde, vil vi blive vist nåde på den yderste dag.

Ligesom vi alle fra tid til anden er ofre for andres misgerninger, er vi sommetider også den, der overtræder. Vi synder alle og har behov for barmhjertighed, nåde og tilgivelse. Vi må huske, at tilgivelse for vore egne synder og overtrædelser opnås på betingelse af, at vi tilgiver andre. Frelseren sagde:

»For tilgiver I mennesker deres overtrædelser, vil jeres himmelske fader også tilgive jer.

Men tilgiver I ikke mennesker, vil jeres fader heller ikke tilgive jeres overtrædelser« (Matt 6:14-15).

Af alle de ting, Frelseren kunne have nævnt i Fadervor, som er bemærkelsesværdig kortfattet, er det interessant, at han valgte at inkludere: »Og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere« (Matt 6:12; 3 Ne 13:11).

Tilgivelse er selve årsagen til, at Gud sendte sin Søn, så lad os juble over hans tilbud om at helbrede os alle. Frelserens forsoning er ikke kun for dem, som skal omvende sig, den er for alle, som har brug for at tilgive. Hvis I har svært ved at tilgive en anden person eller måske jer selv, så bed Gud om hjælp. Tilgivelse er et glorværdigt, helbredende princip. Vi behøver ikke at blive ofre to gange. Vi kan tilgive.

Jeg bærer vidnesbyrd om Guds uendelige kærlighed og tålmodighed med alle hans børn og hans ønske om, at vi skal elske hinanden, ligesom han elsker os (se Joh 15:9, 12). Når vi gør det, vil vi bane os vej gennem denne verdens mørke til det herlige og majestætiske himmelske rige. Vi vil blive sat fri. I Jesu Kristi navn. Amen.

Noter

  1. Joseph B. Wirthlin, »Tag livet, som det kommer, og elsk det«, Liahona, nov. 2008, s. 28.

  2. Russell M. Nelson, »Lyt for at lære«, Stjernen, juli 1991, s. 23.