Hvordan kan jeg forstå?
Når vi inderligt, energisk, bestemt og oprigtigt stræber efter at lære om Jesu Kristi evangelium og undervise hinanden om det, så kan disse lærdomme forandre hjerter.
Mine kære brødre og søstre, sikke en stor glæde det er atter at være sammen her til generalkonference i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige under ledelse af vores elskede profet, præsident Russell M. Nelson. Jeg bærer vidnesbyrd om, at vi har det privilegium at høre vor Frelsers, Jesu Kristi, røst gennem undervisning fra dem, der beder, synger og taler om behovene i vor tid til denne konference.
Som der står i Apostlenes Gerninger, underviste evangelisten Filip en vis etiopier, der var en hofmand, som forvaltede alle de skatte, der tilhørte etiopiernes dronning, om evangeliet. Da han havde tilbedt i Jerusalem, læste han Esajas’ bog. Tilskyndet af Ånden kom Filip tættere hen til ham og sagde: »›Forstår du også det, du læser?‹
[Hofmanden] svarede: ›Hvordan skal jeg kunne det, når der ikke er nogen, der vejleder mig?‹ …
Filip tog så til orde, og han begyndte med dette skriftsted og forkyndte evangeliet om Jesus for ham.«
Spørgsmålet, som den etiopiske mand stillede, er en påmindelse om det guddommelige hverv, vi alle har til at søge at lære om og undervise hinanden i Jesu Kristi evangelium. Vi er faktisk sommetider lidt som etiopieren i forbindelse med at lære og undervise i evangeliet – vi har brug for hjælp fra en trofast og inspireret lærer, og vi er sommetider som Filip – vi har brug for at undervise og styrke andre i deres omvendelse.
Når vi søger at lære og undervise om Jesu Kristi evangelium, må vores formål være at øge tro på Gud og hans guddommelige plan for lykke og på Jesus Kristus og hans sonoffer og at opnå evigtvarende omvendelse. En sådan større tro og omvendelse vil hjælpe os til at indgå og holde pagter med Gud, så vores ønske om at følge Jesus således styrkes, og der sker en ægte åndelig forandring i os – med andre ord, så vi forandrer os til en ny skabning, som Paulus taler om i sit brev til korintherne. Denne forandring vil give et gladere, mere produktivt og sundere liv og hjælpe os til at bibeholde et evigt perspektiv. Er det ikke præcist det, der skete for den etiopiske hofmand, da han havde lært om Frelseren og var blevet omvendt til hans evangelium? I skrifterne står der, at »han fortsatte sin rejse med glæde.«
Buddet om at lære om evangeliet og at undervise hinanden derom er ikke nyt, det er konstant blevet gentaget siden begyndelsen af menneskehedens historie. Da Moses og hans folk var på Moabs sletter, før de gik ind i det forjættede land, inspirerede Herren ham ved en særlig lejlighed til at formane folket om deres ansvar for at lære de love og pagter, de havde modtaget af Herren, og for at undervise deres efterkommere, hvoraf mange ikke personligt havde oplevet at krydse Det Røde Hav eller de åbenbaringer, der blev givet på Sinajbjerget.
Moses formanede sit folk:
»Og nu, Israel, lyt til de love og retsregler, som jeg lærer jer, og følg dem, for at I må leve og komme ind og tage det land i besiddelse, som Herren, jeres fædres Gud, vil give jer …
Fortæl det til dine sønner og dine sønnesønner.«
Moses afsluttede så med at sige: »Hold derfor hans love og befalinger, som jeg giver dig i dag, for at det må gå dig og dine børn efter dig godt, og for at du må få et langt liv på den jord, som Herren din Gud vil give dig for al fremtid.«
Guds profeter har konstant fortalt os, at vi skal opdrage vores familie i Herrens tugt og formaning og »lys og sandhed.« Præsident Nelson har for nyligt sagt: »I disse tider med voldsom umoral og vanedannende pornografi har forældre et helligt ansvar for at undervise deres børn i vigtigheden af at have Gud og [Jesus Kristus] i deres liv.«
Brødre og søstre, vores elskede profets advarsel er en yderligere påmindelse om vores individuelle ansvar for at søge at lære og undervise vores familie om, at der er en Fader i himlen, der elsker os, som har udarbejdet en guddommelig plan for lykke for sine børn, at Jesus Kristus, hans Søn, er verdens Forløser og at frelse kommer ved tro på hans navn. Vores liv må være grundfæstet på vor Forløsers, Jesu Kristi, klippe, hvilket kan hjælpe os enkeltvis og som familie til at få vores egne åndelige indtryk indprentet i hjertet, hvilket hjælper os til at holde ud i vores tro.
I husker måske Johannes Døbers to disciple, der fulgte Jesus Kristus, da de havde hørt Johannes bære vidnesbyrd om, at Jesus var Guds Lam, Messias. Disse gode mænd tog imod Jesu opfordring: »Kom og se!« og blev hos ham den dag. De kom til kundskab om, at Jesus var Messias, Guds Søn, og fulgte ham resten af deres liv.
På samme måde må vi, når vi accepterer Frelserens opfordring: »Kom og se« blive hos ham, fordybe os i skrifterne, fryde os over dem, lære hans lære og stræbe efter at leve på den måde, som han levede. Kun da vil vi lære ham, Jesus Kristus, at kende og genkende hans røst og vide, at vi, når vi kommer til ham og tror på ham, aldrig skal sulte eller tørste. Vi vil blive i stand til at skelne sandheden til alle tider, ligesom det skete for de to disciple, der blev hos ham den dag.
Brødre og søstre, det sker ikke ved en tilfældighed. Tilpasning af os selv til den størst mulige guddommelige indflydelse er ikke nogen let opgave. Det kræver, at vi kalder på Gud og lærer, hvordan vi gør Jesu Kristi evangelium til kernen i vores liv. Hvis vi gør det, lover jeg, at Helligåndens indflydelse vil bringe sandhed til vores hjerte og sind og bære vidnesbyrd om den og lære os alt.
Etiopierens spørgsmål: »Hvordan skal jeg kunne [forstå], når der ikke er nogen, der vejleder mig?« har også en særlig betydning i forbindelse med vores ansvar for at omsætte de evangeliske principper, vi har lært, til praksis. I etiopierens tilfælde handlede han for eksempel ud fra den sandhed, han lærte af Filip. Han bad om at blive døbt. Han erfarede, at Jesus Kristus er Guds Søn.
Brødre og søstre, vores handlinger må afspejle det, vi lærer og underviser om. Vi må vise vores tro i den måde, vi lever på. Den bedste lærer er en god rollemodel. At undervise om noget, som vi virkelig efterlever, kan gøre en forskel i hjertet hos dem, vi underviser. Hvis vi ønsker, at folk, uanset om det er familie eller ej, med glæde gemmer skrifterne og de nulevende apostles og profeters lærdomme, må de se vores sjæl glæde sig over dem. Hvis vi på samme måde gerne vil have dem til at vide, at præsident Russell M. Nelson er vore dages profet, seer og åbenbarer, må de se os løfte vores hånd for at opretholde ham og se, at vi følger hans inspirerede lærdomme. Som den velkendte amerikanske talemåde lyder: »Handlinger taler højere end ord.«
Måske er der nogle af jer, der i dette øjeblik spørger: »Ældste Soares, jeg har gjort alle disse ting og har fulgt dette forbillede, både personligt og i min familie, men desværre har nogle af mine venner og kære distanceret sig fra Herren. Hvad skal jeg gøre?« De af jer, der lige nu oplever disse følelser af sorg, smerte og måske fortrydelse, skal vide, at de ikke er helt fortabt, for Herren ved, hvor de er, og han våger over dem. Husk, at de også er hans børn!
Det er svært at forstå alle grunde til, at nogle mennesker tager en anden sti. Det bedste, vi kan gøre under disse omstændigheder, er bare at elske og favne dem, bede for deres velbefindende og søge Herrens hjælp for at vide, hvad vi skal gøre og sige. Glæd jer oprigtigt med dem i deres succes, vær deres ven og se efter det gode i dem. Vi bør aldrig opgive dem, men bevare vores forhold. Vi må aldrig afvise eller fejlbedømme dem. Bare elsk dem! Lignelsen om den fortabte søn lærer os, at når børn indser den situation, de er i, så ønsker de ofte at komme hjem. Hvis det sker for jeres kære, så fyld jeres hjerte med barmhjertighed, løb dem i møde, fald dem om halsen og kys dem, ligesom den fortabte søns far gjorde.
Bliv i sidste ende ved med at leve et værdigt liv, vær et godt eksempel for dem på det, I tror på, og kom vor Frelser, Jesus Kristus, nærmere. Han kender og forstår jeres dybe sorg og smerte, og han vil velsigne jeres bestræbelser og hengivenhed for jeres kære, hvis ikke i dette liv, så i det næste liv. Brødre og søstre, husk altid, at håb er en vigtig del af evangeliets plan.
Gennem mange års tjeneste i Kirken har jeg set trofaste medlemmer, der vedholdende har anvendt disse principper i deres liv. Det er tilfældet med en enlig mor, som jeg vil omtale som »Mary«. Desværre gik Mary gennem en svær skilsmisse. På det tidspunkt indså Mary, at hendes vigtigste beslutninger angående hendes familie ville være åndelige. Ville bøn, skriftstudium, faste og at komme i kirken og i templet fortsat være vigtigt for hende?
Mary havde altid været trofast, og ved denne kritiske skillevej besluttede hun sig for at holde fast ved det, som hun allerede vidste var sandt. Hun fandt styrke i »Familien: En proklamation til verden«, som blandt mange andre vidunderlige principper lærer os, at »forældre har en hellig pligt til at opdrage deres børn i kærlighed og retskaffenhed« og at undervise dem i altid at holde Guds bud. Hun søgte konstant efter svar fra Herren og delte dem med sine fire børn, når de var sammen. De talte ofte om evangeliet og fortalte hinanden om deres oplevelser og deres vidnesbyrd.
På trods af de svære tider, de gik igennem, udviklede hendes børn en kærlighed til Kristi evangelium og et ønske om at tjene og dele det med andre. Tre af dem har trofast været på fuldtidsmission, og den yngste tjener nu i Sydamerika. Hendes ældste datter, som jeg kender temmelig godt, der nu er gift og stærk i troen, sagde: »Jeg har aldrig følt, at vores mor opdragede os alene, for Herren var altid i vores hjem. Når hun bar sit vidnesbyrd om ham for os, begyndte vi hver især at vende os til ham med vores egne spørgsmål. Jeg er så taknemmelig for, at hun gjorde evangeliet levende.«
Brødre og søstre, denne gode mor var i stand til at gøre sit hjem til et centrum for åndelig læring. Ligesom etiopierens spørgsmål spurgte Mary flere gange sig selv: »Hvordan kan mine børn lære, medmindre en mor vejleder dem?«
Mine kære trosfæller i evangeliet, jeg bærer vidnesbyrd for jer om, at når vi inderligt, energisk, bestemt og oprigtigt søger at lære om Jesu Kristi evangelium og undervise hinanden derom i reel hensigt og under Åndens indflydelse, kan disse lærdomme forandre hjerter og indgyde et ønske om at leve i overensstemmelse med Guds sandheder.
Jeg vidner om, at Jesus Kristus er verdens Frelser. Han er Forløseren, og han lever. Jeg ved, at han leder sin kirke ved sine profeter, seere og åbenbarere. Jeg bærer også vidnesbyrd om, at Kristus lever, og at han elsker os. Han ønsker, at vi kommer tilbage i hans nærhed – os allesammen. Han hører vores bønner. Jeg bærer mit vidnesbyrd om disse sandheder i Jesu Kristi navn. Amen.