Hør hans røst
I en verden med så mange konkurrerende røster har vor himmelske Fader gjort det muligt for os at høre og følge hans.
I morges gav min hustrus bror hende en seddel, som hun havde skrevet til sin mor for mange år siden. Dengang var søster Homer blot en lille pige. På sedlen stod der bl.a.: »Kære mor, jeg er ked af, at jeg ikke bar vidnesbyrd i dag – men jeg elsker dig.« Da vi gik til frokost, tænkte jeg, at det var ret interessant. Så jeg satte mig ned og skrev en seddel, hvorpå der stod: »Kære præsident Nelson, jeg er ked af, at jeg ikke holdt min tale i dag – men jeg elsker dig.« På en eller anden måde føltes det ikke helt rigtigt. Så her står vi, og jeg er glad for at kunne føje mine ord til de øvrige, der er blevet talt ved dette møde i dag.
For mange år siden fløj jeg i et lille fly med en nycertificeret pilot ved styrepinden. Da flyveturen var ved at være slut, fik vi tilladelse til at lande. Men da vi nærmede os jorden, hørte jeg en alarm i cockpittet, der sagde, at piloten skulle gå op. Piloten kiggede på den mere erfarne andenpilot, der pegede nedad, væk fra landingsbanen og sagde: »Nu!«
Vores fly drejede skarpt til venstre og gik nedad, kom derefter op til en passende højde, lagde igen an til landing og ankom så sikkert til vores bestemmelsessted. Vi fandt senere ud af, at et andet fly havde fået starttilladelse. Hvis vi havde fulgt alarmens instruktioner, ville vi være fløjet ind i det modgående fly. Den oplevelse lærte mig to vigtige ting: For det første, at vi på kritiske tidspunkter i vores liv vil høre adskillige røster, der kæmper om vores opmærksomhed. Og for det andet, at det er yderst vigtigt, at vi lytter til de rigtige.
Konkurrerende røster
Vi lever i en verden, hvor mange røster søger vores opmærksomhed. Med alle de sidste nyheder, tweets, blogs, podcasts og overbevisende råd fra Alexa, Siri og andre kan det være svært at vide, hvilke røster, vi skal stole på. Nogle gange søger vi vejledning fra mange forskellige i vores liv, idet vi tænker, at flertallet vil være den bedste kilde til sandhed. Andre gange »halte[r vi] til begge sider« og vælger at være »hverken kold eller varm«. Men andre gange følger vi alligevel det, der er belejligt, fokuserer på en enkelt røst eller ting til at vejlede os eller stoler fuldstændigt på vores egen evne til at tænke.
Selvom alle disse tilgange kan være en hjælp, ved vi af erfaring, at de er ikke altid er pålidelige. Det, der er populært, er ikke altid det, der er bedst. Når vi vakler mellem to meninger, har vi ingen retning. Bekvemmelighed fører sjældent til det, der betyder noget. Fiksering på en enkelt røst eller ting kan svække vores evne til at se. Og hvis vi kun stoler på vores egen tænkning, kan det føre til hyperintellektuelt tankespind. Hvis vi ikke er forsigtige, kan de forkerte røster trække os væk fra evangeliets kerne til steder, hvor det er svært at fastholde tro, og vi finder ikke meget andet end tomhed, bitterhed og utilfredshed.
Når vi lytter til den forkerte røst
Lad mig vise, hvad jeg mener, ved at bruge en analogi og et eksempel fra skriften. Bjergbestigere henviser ofte til højder over 8.000 meter som »dødszonen«, fordi der i disse højder ikke er nok ilt til at opretholde liv. Der er et åndeligt modstykke til dødszonen. Hvis vi bruger for meget tid på steder uden tro, kan tilsyneladende velmenende røster berøve os den åndelige ilt, vi har brug for.
I Mormons Bog læser vi om Korihor, der havde sådan en oplevelse. Han var meget populær, fordi hans lærdomme var »behagelige for det kødelige sind«. Han sagde, at forældre og profeter underviser om tåbelige overleveringer, der er beregnet til at begrænse frihed og bevare uvidenhed. Han argumenterede for, at folk burde være frie til at vælge hvad som helst, da befalinger ikke var andet end belejligt udtænkte begrænsninger. For ham var tro på Jesu Kristi forsoning »følgen af et vanvittigt sind«, skabt på grund af tro på et væsen, der ikke kunne eksistere, fordi man ikke kunne se ham.
Korihor forårsagede så megen uro, at han blev bragt for overdommeren og højpræsten. Der »førte [han] sig frem med store, højrøstede ord«, kritiserede lederne og forlangte et tegn. Der blev givet et tegn. Han blev ramt, så han ikke kunne tale. Da indså Korihor, at han var blevet bedraget, og da han tænkte på de dyrebare sandheder, han havde forladt, sagde han beklagende: »Jeg har altid vidst« det.
Korihor tiggede derefter om mad, indtil han blev trådt til døde af en flok zoramitter. Det sidste vers i hans historie indeholder denne nøgterne refleksion: »Og således ser vi, at Djævelen ikke støtter sine børn på den yderste dag, men hastigt drager dem ned til helvede.«
Den rette røst
Fordi vor himmelske Fader ønsker bedre for os, gør han det muligt for os at høre hans røst. Oftest hører vi ham gennem tilskyndelser fra Helligånden. Helligånden er det tredje medlem af Guddommen. Han vidner om Faderen og Sønnen, han blev sendt for at »lære [os] alt«, og han vil »vise [os] alt det, som [vi] skal gøre.«
Ånden taler til forskellige folk på forskellige måder, og han taler måske til den samme person på forskellige måder på forskellige tidspunkter. Derfor er det en livslang opgave at lære de mange måder, han taler til os på. Nogle gange taler han i vores »sind og i [vores] hjerte« med en røst, der er sagte, men alligevel fuld af kraft, som »gennembore[r] … dem, der hør[er] den, til det inderste«. Andre gange vil hans indtryk »optage [vores] sind« eller »trænge sig … på [vores] følelser«. Andre gange vil det brænde »i brystet« på [os]«. Atter andre gange fylder han vores sjæl med glæde, oplyser vores sind eller indgyder fred i vores urolige hjerte.
Find hans røst
Vi finder vor Faders røst mange steder. Vi finder den, når vi beder, studerer skrifterne, går i kirke, tager del i samtaler om tro eller tager til templet. Vi vil helt sikkert finde den i konferencen denne weekend.
I dag opretholdt vi 15 mænd som profeter, seere og åbenbarere. Deres åndelighed og erfaring giver dem et unikt perspektiv, som vi desperat har brug for. Deres budskaber er lette at finde og bliver talt med absolut tydelighed. De fortæller os, hvad Gud gerne vil have os til at høre, uanset om det er populært eller ej.
At søge hans røst et af de steder er godt, men at søge den mange af de steder er endnu bedre. Og når vi hører den, må vi følge den vejledning, der gives. Apostlen Jakob sagde: »Vær ordets gørere, ikke blot dets hørere.« Og præsident Thomas S. Monson har sagt: »Vi spejder. Vi venter. Vi lytter efter den stille, sagte stemme. Og når den taler, adlyder kloge mænd og kvinder.«
Når vejledning er lang tid om at komme
Tidligt i min karriere blev søster Homer og jeg bedt om at acceptere et jobskifte. På det tidspunkt syntes det at være en enorm stor beslutning. Vi studerede, vi fastede og vi bad, men svaret lod vente på sig. Til sidst tog vi en beslutning og fortsatte fremad. Da vi gjorde det, følte vi fred, og vi fandt snart ud af, at det var en af de bedste beslutninger, vi nogensinde havde truffet.
Som resultat har vi lært, at svar nogle gange er lang tid om at komme. Det kan være, fordi tiden ikke er ret, fordi der ikke er brug for et svar, eller fordi Gud stoler på, at vi selv kan træffe beslutningen. Ældste Richard G. Scott sagde på et tidspunkt, at vi skulle være taknemmelige for sådanne tidspunkter, og gav os dette løfte: »Når du lever værdigt, og dine valg er i overensstemmelse med Frelserens lærdomme, og du er nødt til at handle, så fortsæt med tillid … Gud [vil] ikke lade dig fortsætte særlig langt uden en advarende påvirkning, hvis du har truffet den forkerte beslutning.«
Vi må vælge
Så derfor må vi vælge, hvilken af alle disse forskellige røster vi vil adlyde. Vil vi følge de upålidelige røster, som verden fremmer, eller vil vi udføre det arbejde, der kræves, for at lade vor Faders røst vejlede os i vores beslutninger og beskytte os mod farer? Jo flittigere vi søger hans røst, jo lettere bliver den at høre. Det er ikke sådan, at hans røst bliver højere, men vores evne til at høre den bliver bedre. Frelseren har lovet, at hvis vi »lytter til [hans] forskrifter og låner øre til [hans] råd … vil [han] give [os] mere«. Jeg bærer vidnesbyrd om, at dette løfte er sandt – for os alle.
For næsten et år siden mistede vi min storebror i en tragisk bilulykke. Da John var ung tegnede fremtiden lyst. Men da han blev ældre, gjorde et nedbrudt legeme og et usamarbejdsvilligt sind livet meget svært. Selvom den helbredelse, som John håbede på, ikke kom i dette liv, holdt han alligevel fast ved sin tro, opsat på at holde ud, det bedste han kunne, til enden.
Jeg ved, at John ikke var fuldkommen, men jeg har tænkt over, hvad det var, der gav ham en sådan udholdenhed. Mange røster indbød ham til kynismens udkant, men han valgte den ikke. I stedet gjorde han sit bedste for at forankre sit liv i evangeliets kerne. Han levede sit liv der, fordi han vidste, at han der ville finde sin Mesters røst; han levede sit liv der, fordi han vidste, at der var der, hvor han ville blive undervist.
Konklusion
Brødre og søstre, i en verden med så mange konkurrerende røster bærer jeg vidnesbyrd om, at vor himmelske Fader har gjort det muligt for os at høre og følge hans. Hvis vi er flittige, vil han og hans Søn give os den vejledning, vi søger, den styrke, vi har brug for, og den lykke, vi alle ønsker. I Jesu Kristi navn. Amen.