Forberedelse til Herrens tilbagekomst
Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige har på enestående vis fået kraft og myndighed til at udføre de nødvendige forberedelser til Herrens andet komme.
Om to uger fejrer vi påske. Opstandelsen bekræfter Jesu Kristi guddommelighed, og at Gud Faderen findes. Vores tanker vender sig til Frelseren, og vi tænker over »hans enestående liv, og over at hans store sonoffer rummer uendelig kraft.« Jeg håber, at vi også tænker på hans snarlige tilbagekomst, hvor »han skal herske som Kongernes Konge og regere som Herrernes Herre«.
For nogen tid siden deltog jeg i Buenos Aires i Argentina i en konference med ledere fra en lang række trosretninger. Deres kærlighed til deres medmennesker var ikke til at tage fejl af. De ønskede inderligt at lette lidelser og hjælpe mennesker til at hæve sig over undertrykkelse og fattigdom. Jeg reflekterede over denne kirkes talrige humanitære projekter, herunder projekter i samarbejde med en række af de trosretninger, der var repræsenteret ved konferencen. Jeg følte dyb taknemlighed for gavmildheden hos medlemmer af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, som muliggør sådan kristuslignende tjeneste.
I det øjeblik bekræftede Helligånden to ting for mig. For det første at arbejdet med at imødekomme timelige behov er vitalt og må fortsætte. Det andet var uventet, men alligevel kraftigt og tydeligt. Det var dette: Ud over uselvisk tjeneste er det yderst vigtigt at forberede verden på Herren Jesu Kristi andet komme.
Når han kommer, vil undertrykkelse og uretfærdighed ikke blot mindskes; det vil høre op:
»Ulven skal også leve sammen med lammet, og panteren skal ligge sammen med kiddet, og kalven og den unge løve sammen med fedekvæget; og et lille barn skal lede dem …
De skal ikke forvolde ondt eller ødelægge noget på hele mit hellige bjerg; for jorden skal være fuld af kundskab om Herren, ligesom vandene dækker havet.«
Fattigdom og lidelse vil ikke blot mindskes; det vil forsvinde:
»De skal ikke sulte længere og ikke tørste længere, hverken solen eller nogen anden hede skal plage dem,
for Lammet midt for tronen skal vogte dem og lede dem til livets kildevæld, og Gud vil tørre hver tåre af deres øjne.«
Selv smerten og sorgen ved død vil blive afskaffet:
»På den dag skal et barn ikke dø, førend det bliver gammel; og hans liv skal være som alderen på et træ;
og når han dør, skal han ikke sove, det vil sige i jorden, men skal blive forvandlet på et øjeblik og skal blive taget op, og hans hvile skal være herlig.«
Så ja, lad os gøre alt, hvad vi kan for at lette lidelser og sorg nu, og lad os hellige os selv mere flittigt til de nødvendige forberedelser til den dag, hvor smerte og ondskab fuldstændig hører op, hvor »Kristus personligt skal regere på jorden, og … jorden skal blive fornyet og få sin paradisiske herlighed.« Det vil være en dag med forløsning og dom. Den tidligere anglikanske biskop i Durham, dr. N.T. Wright, har meget rammende beskrevet betydningen af Kristi forsoning, opstandelse og dom, idet han overvinder uretfærdighed og sætter alt på rette plads.
Han sagde: »Gud har fastsat en dag, hvor han vil få verden dømt retfærdigt af en mand, som han har udpeget – og han har forsikret alle derom ved at oprejse denne mand fra de døde. Kendsgerningerne om Jesus fra Nazaret og især om hans opstandelse fra de døde er grundlaget for visheden om, at verden ikke er tilfældig. Den er ikke ultimativt kaos; så når vi handler retfærdigt i nuet, gør vi det ikke blot for at holde modet oppe i et forsøg på at understøtte en bygning, der i sidste ende vil kollapse, eller lappe en bil sammen, som burde sendes til ophugning. Da Gud oprejste Jesus fra de døde, var det den mikrokosmiske begivenhed, hvori den ultimative makrokosmiske domsafsigelse blev sammenfattet i en nøddeskal, frøet … til det ultimative håb. Gud erklærede på den mest overbevisende måde, man kan forestille sig, at Jesus fra Nazaret virkelig var Messias … Det er historisk set den største ironi, at [Jesus] selv gennemgik en grusom og uretfærdig rettergang og kom til det sted, som symboliserede og samlede alle de myriader af historiens grusomheder og uretfærdigheder, for selv at bære det kaos, det mørke, den grusomhed og den uretfærdighed og for at fjerne dens kraft.«
Da jeg var til den konference i Buenos Aires, som jeg nævnte tidligere, gjorde Ånden det klart for mig, at Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige på enestående vis har fået kraft og myndighed til at udføre de nødvendige forberedelser til Herrens andet komme, ja, den blev faktisk genoprettet med det formål. Kan man noget andet sted finde et folk, som betragter den nuværende æra som den profeterede uddeling i »tidernes fylde«, hvor Gud har til hensigt at »sammenfatte alt i Kristus«? Hvis man ikke her finder et trossamfund, der er fast besluttet på at gøre det, der er nødvendigt, for at både levende og døde kan forberede sig til den dag, hvis man ikke her finder en organisation, der er villig til at afse ufattelige mængder af tid og midler til indsamlingen og forberedelsen af et pagtsfolk, som er rede til at modtage Herren, så finder man det ikke noget sted.
Herren talte til Kirken i 1831 og erklærede:
»Nøglerne til Guds rige er overdraget til menneskene på jorden, og derfra skal evangeliet rulle frem til jordens ender …
Påkald Herren, for at hans rige må have fremgang på jorden, for at dens indbyggere må modtage det og være beredt på de dage, der skal komme, da Menneskesønnen skal komme ned i himlen, iklædt sin herligheds glans, for at møde Guds rige, som er oprettet på jorden.«
Hvad kan vi gøre nu for at forberede os til den dag? Vi kan forberede os selv som et folk, vi kan indsamle Herrens pagtsfolk, og vi kan være med til at indfri det løfte om frelse, »der blev givet til fædrene«, vores forfædre. Alt dette skal ske i væsentligt omfang, før Herren kommer igen.
For det første, og afgørende for Herrens tilbagekomst, er tilstedeværelsen på jorden af et folk, der er forberedt på at modtage ham ved hans komme. Han har udtalt, at de, som forbliver på jorden på den dag, »fra den mindste til den største … bliver fyldt med kundskaben om Herren og ser med egne øjne og opløfter deres røst og [synger] med forenet røst … denne nye sang, der lyder: Herren har bragt Zion tilbage … Herren har samlet alt i ét. Herren har bragt Zion ned ovenfra. Herren har bragt Zion op nedefra.«
I gammel tid tog Gud den retfærdige by Zion til sig. Som kontrast hertil vil et nyt Zion i de sidste dage modtage Herren ved hans tilbagekomst. Zion er de rene af hjertet, et folk af ét hjerte og ét sind, der lever i retfærdighed uden nogen fattige blandt sig. Profeten Joseph Smith har sagt: »Vi bør have opbygningen af Zion som vores største mål.« Vi opbygger Zion i vores hjem, menigheder, grene og stave gennem enighed, gudfrygtighed og næstekærlighed.
Vi må anerkende, at opbygningen af Zion sker i urolige tider – en »vredens dag, opbrændelsens dag, ødelæggelsens, grådens, sorgens og klagens dag; og som en hvirvelvind skal den komme over hele jordens overflade, siger Herren.«. Indsamlingen til stave bliver således »som forsvar og som tilflugt fra uvejret og fra vreden, når den ufortyndet skal udøses over hele jorden.«.
Ligesom i fordums tid mødes vi »ofte for at faste og for at bede og for at tale, den ene med den anden, om [vores] sjæls velfærd. Og … for at nyde brød og [vand] til erindring om Herren Jesus.« Som præsident Russell M. Nelson forklarede ved sidste oktoberkonference: »Kirkens mål har længe været at hjælpe alle medlemmer til at øge deres tro på vor Herre Jesus Kristus og på hans forsoning, at hjælpe dem med at indgå og holde deres pagter med Gud og at styrke og besegle deres familie.« Derfor lægger han vægt på betydningen af tempelpagter, at helligholde sabbatten og dagligt at nyde evangeliet centreret i hjemmet og støttet af en integreret studieplan i Kirken. Vi ønsker at kende til alt om Herren, og vi ønsker at kende Herren.
Et bagvedliggende motiv for at opbygge Zion er at indsamle Herrens længe adspredte pagtsfolk. »Vi tror på den bogstavelige indsamling af Israel og på genrejsningen af de ti stammer.« Alle, som vil omvende sig, tro på Kristus og blive døbt, er hans pagtsfolk. Herren selv profeterede, at evangeliet ville blive forkyndt i hele verden, før han vender tilbage »for at genrejse [sit] folk, som er af Israels hus«, »og så skal enden komme.« Jeremias’ profeti er ved at blive opfyldt:
»Men der skal der komme dage, siger Herren, da man ikke mere siger: ›Så sandt Herren lever, som førte israelitterne op fra Egypten,‹
men siger: ›Så sandt Herren lever, som førte israelitterne op fra Nordens land og fra alle de lande, han fordrev dem til.‹ Jeg vil føre dem tilbage til den jord, jeg gav deres fædre.«
Præsident Nelson har gentagne gange understreget, at Israels indsamling »er det vigtigste, der sker på jorden i dag. Intet andet kan måle sig i storhed, intet andet kan sammenlignes i vigtighed, intet andet kan sammenlignes i storslåethed. Og hvis I vælger det … kan I være en stor del af det.« De sidste dages hellige har altid været et missionerende folk. Hundredtusinder har taget imod missionskaldelser siden begyndelsen af genoprettelsen; titusinder tjener lige nu. Og som ældste Quentin L. Cook lige har sagt, kan vi alle deltage på enkle og naturlige måder, med kærlighed, indbyde andre til at gå i kirke med os, besøge os i vores hjem og blive en del af vores kreds. Udgivelsen af Mormons Bog var signalet på, at indsamlingen var begyndt. Mormons Bog er i sig selv et redskab til at indsamle og omvende.
Afgørende for forberedelsen til det andet komme er også den store forløsende indsats for vores forfædre. Herren lovede at sende profeten Elias før det andet komme, Herrens »store og frygtelige« dag, for at »åbenbare præstedømmet« og »i børnenes hjerte plante de løfter, der blev givet til fædrene«. Profeten Elias kom som lovet. Datoen var den 3. april 1836; stedet var templet i Kirtland. På det sted og på det tidspunkt overdrog han virkelig det lovede præstedømme, nøglerne til forløsning af de døde og foreningen af ægtemænd, hustruer og familier på tværs af alle slægtled i tid og i al evighed. Uden dette ville formålet med skabelsen være forpurret og i den forstand ville jorden være blevet forbandet eller »lagt fuldstændig øde«.
Ved foredraget for unge forud for indvielsen af templet i Rom var der hundredvis af drenge og piger til stede, som viste præsident Nelson de kort, de havde forberedt med navne på deres forfædre. De var parate til at træde ind i templet for at udføre stedfortrædende dåb for disse forfædre, så snart det åbnede. Det var et yderst tilfredsstillende øjeblik, men dog kun ét eksempel på den stigende indsats for at etablere Zion hos de generationer, der er gået forud.
Mens vi stræber efter at være flittige til at opbygge Zion, herunder vores andel i at indsamle Herrens udvalgte og forløsningen af de døde, bør vi standse op for at erindre, at det er Herrens værk, og at han gør det. Han er vingårdens Herre, og vi er hans tjenere. Han byder os arbejde i vingården med hele vores styrke denne »sidste gang«, og han arbejder sammen med os. Det er måske mere korrekt at sige, at han tillader os at arbejde sammen med ham. Som Paulus sagde: »Jeg plantede, Apollos vandede, men Gud gav vækst.« Det er ham, der fremskynder sit værk, når tiden er inde. Ved at anvende vores indrømmet ufuldkomne indsats – vores »små midler« – frembringer Herren store ting.
Denne store og sidste uddeling vokser stabilt op frem mod sit klimaks – Zion på jorden, der skal sammensluttes med Zion fra oven ved Frelserens herlige tilbagekomst. Jesu Kristi Kirke er bemyndiget til at forberede – og forbereder – verden til den dag. Og lad os derfor denne påske virkelig fejre Jesu Kristi opstandelse og alt, hvad den varsler: Hans tilbagekomst for at regere i tusind år med fred, retfærdig dom og fuldkommen retfærdighed for alle, udødelighed for alle, der nogensinde har levet på jorden, og løftet om evigt liv. Kristi opstandelse er den ultimative forsikring om, at alt vil blive bragt i orden. Lad os være virksomme i opbygningen af Zion for at fremskynde den dag. I Jesu Kristi navn. Amen.