Kristus: Lyset, der skinner i mørket
Hvis I føler, at jeres vidnesbyrds lys sprutter, og mørket kryber nærmere, så fat mod. Hold jeres løfter til Gud.
Mit kontor i Hjælpeforeningens bygning har en fantastisk udsigt til templet i Salt Lake City. Hver aften, så regelmæssigt som et timeslag, tændes templets lys ved tusmørketid. Templet er et stabilt, beroligende fyrtårn lige uden for mit vindue.
En aften i februar måned forblev mit kontor usædvanligt mørkt, da solen gik ned. Da jeg så ud af vinduet, var templet mørkt. Lyset var ikke blevet tændt. Jeg følte mig pludselig trist. Jeg kunne ikke se templets spir, som jeg havde set et glimt af hver eneste aften i årevis.
At se mørke, hvor jeg forventede at se lys, mindede mig om, at et af de fundamentale behov, vi har for at udvikle os, er at forblive forbundet til vores kilde til lys – Jesus Kristus. Han er kilden til vores kraft, verdens Lys og Liv. Uden en stærk forbindelse til ham, begynder vi at dø åndeligt. Satan ved dette og forsøger at udnytte det pres fra verden, som vi alle oplever. Han arbejder på at dæmpe vores lys, kortslutte forbindelsen, afbryde strømforsyningen og efterlade os alene i mørket. Denne form for pres er almindeligt i livet på jorden, men Satan arbejder ihærdigt på at isolere os og fortælle os, at vi er de eneste, som oplever det.
Nogle af os er lammet af sorg
Når vi oplever tragedier, når livet gør så ondt, at vi ikke kan trække vejret, når vi er blevet slået ned ligesom manden på vejen til Jeriko og efterladt for at dø, kommer Jesus gående og hælder olie på vores sår, løfter os blidt op, tager os til en kro og sørger for os. Til dem blandt os, som sørger, siger han: »Jeg vil … lette de byrder, der bliver lagt på jeres skuldre, så I slet ikke kan føle dem på jeres ryg … for at I kan vide med vished, at jeg, Gud Herren, kommer til mit folk i deres trængsler.« Kristus helbreder sår.
Nogle af os er bare så trætte
Ældste Jeffrey R. Holland har sagt: »[Det] forlanges … ikke, at vi løber hurtigere, end vi har styrke til … Men til trods for det så ved jeg, at mange af jer løber [meget,] meget hurtigt, og jeres energi og følelsesmæssige reserver er sommetider tæt på udtømt.« Når forventninger overvælder os, kan vi træde et skridt tilbage og spørge vor himmelske Fader, hvad vi skal give slip på. En del af vores erfaring i livet består i at lære, hvad vi ikke skal gøre. Men selv da kan livet sommetider være udmattende. Jesus trøster os: »Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile.«
Kristus er villig til sammen med os at gå med åget og trække for at lette vores byrder. Kristus er hvile.
Nogle af os føler, at vi ikke passer til den traditionelle støbeform
Af forskellige årsager føler vi os ikke accepteret eller acceptable. Det Nye Testamente viser den store indsats, Jesus gjorde for at række ud til alle slags mennesker: Spedalske, skatteopkrævere, børn, galilæere, prostituerede, kvinder, farisæere, syndere, samaritanere, enker, romerske soldater, ægteskabsbrydere og rituelt urene. I næsten hver eneste beretning rækker han ud til nogen, som traditionelt ikke var accepteret i samfundet.
I Lukas 19 står beretningen om lederen af skatteopkrævningen i Jeriko, som hed Zakæus. Han klatrede op i et træ for at se Jesus gå forbi. Zakæus var ansat af det romerske styre og blev betragtet som korrupt og en synder. Jesus så ham oppe i træet og kaldte på ham, idet han sagde: »Zakæus, skynd dig at komme ned! I dag skal jeg være gæst i dit hus.« Og da Jesus så det gode i Zakæus’ hjerte og det, han gjorde for andre, tog han imod hans offer og sagde: »I dag er der kommet frelse til dette hus, fordi også han er en Abrahams søn.«
Kristus sagde kærligt til nefitterne: Jeg har ikke »befalet, at nogen af jer skulle gå bort«. Peter modtog en stor åbenbaring i Apostlenes Gerninger 10, hvor han erklærede: »Gud har vist mig, at jeg ikke skal kalde noget menneske vanhelligt eller urent.« Det er et ufravigeligt krav til kristne disciple og sidste dages hellige at vise hinanden sand kærlighed. Jesus giver os den samme invitation, som han gav Zakæus: »Se, jeg står ved døren og banker på; hører [I] mig og åbner døren, vil jeg gå ind til [jer] og holde måltid med [jer] og [I] med mig.« Kristus ser os oppe i vores træ.
Nogle af os er sprængfyldt med spørgsmål
For ikke ret mange år siden var jeg nedtynget og irriteret over spørgsmål, som jeg ikke kunne finde svar på. En tidlig lørdag morgen havde jeg en lille drøm. I drømmen kunne jeg se en havepavillon, og jeg forstod, at jeg skulle stå inde i den. Den havde fem buer, men vinduerne bestod af sten. Jeg beklagede mig i drømmen og ønskede ikke at gå indenfor, for det var så klaustrofobisk. Så kom tanken til mig, at Jereds bror tålmodigt havde smeltet sten til klart glas. Glas er sten, der har forandret tilstand. Da Herren rørte stenene for Jereds bror, glødede de med lys i de mørke fartøjer. Pludseligt blev jeg fyldt med et stærkt ønske om at være i den havepavillon mere end noget andet sted. Det var stedet – det eneste sted – hvor jeg tydeligt kunne »se«. Spørgsmålene, der havde generet mig, gik ikke væk, men tydeligere i mit sind var spørgsmålet, da jeg vågnede: »Hvordan vil du forøge din tro ligesom Jereds bror, så dine sten kan blive forvandlet til lys?«
Vores jordiske hjerner er skabt til at søge forståelse og mening i nydelige bunker. Jeg kender ikke alle grundene til, hvorfor sløret her i livet på jorden er så tykt. Dette er ikke et tidspunkt i vores evige udvikling, hvor vi har alle svarene. Det er det tidspunkt, hvor vi udvikler vores vished (eller sommetider vores håb) om det, man ikke ser. Vished kommer på måder, der ikke altid er lette at analysere, men der er lys i vores mørke. Jesus sagde: »Jeg er verdens lys og liv og sandhed.« For dem, der søger efter sandhed, kan det i begyndelsen virke som den tåbelige klaustrofobi, der kommer af vinduer fremstillet af sten. Men med tålmodighed og trofaste spørgsmål kan Jesus forvandle vores vinduer af sten til glas og lys. Kristus er lys til at se.
Nogle af os føler, at vi aldrig kan blive gode nok
Den skarlagenrøde farve i Det Gamle Testamente var ikke kun farverig, men også farvefast, hvilket betyder, at den klare farve sad fast i ulden og aldrig ville falme, uanset hvor mange gange den blev vasket. Satan anvender dette argument som en kølle: Hvid uld, der er plettet med skarlagen, kan aldrig blive hvid igen. Men Kristus erklærer: »Mine veje [er] højt over jeres veje«, og miraklet ved hans nåde er, at når vi omvender os fra vores synder, gør hans skarlagenrøde blod os rene igen. Det er ikke logisk, men det er alligevel sandt.
Foto fra iStock.com/iinwibisono
»Er jeres synder som skarlagen, kan de blive hvide som sne; er de røde som purpur, kan de blive som uld«. Herren har eftertrykkeligt sagt: At »den, der har omvendt sig fra sine synder, ham er de tilgivet, og jeg, Herren, husker ikke mere på dem.« Kort sagt: Kom, lad os tale sammen. I har begået fejl; ingen gør det helt perfekt. Kom til mig og omvend jer. Jeg husker ikke synden mere. I kan blive frelst. Jeg har en gerning til jer. Kristus gør uld hvidt.
Men hvad er de praktiske skridt? Hvad er nøglen til at forbinde sig til Jesu Kristi kraft, når vi blafrer? Præsident Russell M. Nelson har sagt det meget enkelt: »Nøglen er at indgå og holde hellige pagter … Det er ikke kompliceret.« Gør Kristus til det centrale i jeres liv.
Hvis I føler, at jeres vidnesbyrds lys sprutter, og mørket kryber nærmere, så fat mod. Hold jeres løfter til Gud. Stil jeres spørgsmål. Smelt tålmodigt sten til glas. Vend jer til Jesus, som stadig elsker jer.
Jesus har sagt: »Jeg er lyset, som skinner i mørket, og mørket begriber det ikke.« Det betyder, at uanset hvor meget mørket prøver, kan det ikke slukke det lys. Aldrig. I kan stole på, at hans lys vil være der for jer.
Vi eller mennesker, vi elsker, kan midlertidigt miste lyset. I tilfældet med templet i Salt Lake City så fik ejendomsforvalteren, bror Val White, næsten omgående en opringning. Folk havde lagt mærke til det. Hvad var der galt med templets lys? Først gik medarbejderne personligt hen til hvert eneste elektriske panel i templet og tændte manuelt for lyset. Derefter udskiftede de batterierne i den automatiske strømforsyning og afprøvede dem for at finde ud af, hvad der var gået galt.
Det er svært selv at tænde lyset. Vi har brug for venner. Vi har brug for hinanden. Ligesom templets ejendomsmedarbejdere kan vi hjælpe hinanden ved at møde op personligt, genoplade vores åndelige batterier og reparere det, der er gået galt.
Vores individuelle lys kan være som en enkelt lyspære på et træ. Men vores lille lys skinner stadig, og tilsammen, ligesom Tempelpladsen ved juletid, kan vi tiltrække millioner af mennesker til Herrens hus. Det bedste vi kan gøre, som præsident Nelson har opfordret os til, er at bringe Frelserens lys til os selv og de, der er vigtige for os, ved den enkle handling at holde vores pagter. Herren belønner på en lang række måder dem, der trofast handler med kraft og med glæde.
Jeg vidner om, at I er elsket. Herren ved, hvor hårdt I prøver. I gør fremskridt. Bliv ved. Han ser alle jeres skjulte ofre og medregner dem til gavn for jer og for dem, I elsker. Jeres arbejde er ikke forgæves. I er ikke alene. Selve hans navn, Immanuel, betyder »Gud med os«. Han er bestemt med jer.
Tag et par skridt mere på pagtsstien, også selv om det er for mørkt til at se ret langt. Lyset kommer tilbage. Jeg vidner om sandheden af Jesu ord, og de er fyldt med lys: »Kom nær til mig, så vil jeg komme nær til jer; søg mig flittigt, så skal I finde mig; bed, så skal I få; bank på, så skal der blive lukket op for jer.« I Jesu Kristi navn. Amen.