Stor kærlighed til vor Faders børn
Kærlighed er den største egenskab og bevæggrund for de åndelige formål, vi fik til opgave at gå i gang med af vores elskede profet.
Mine kære brødre og søstre, dette er et unikt og væsentligt tidspunkt i historien. Vi er velsignede ved at leve i den sidste uddeling før Frelserens andet komme. I 1829, kort tid før indledningen af denne sidste uddeling, året før Kirken formelt blev organiseret, blev en elsket åbenbaring modtaget, der erklærede, at »et forunderligt værk« var ved »at tage sin begyndelse«. Denne åbenbaring fastsatte, at de, der ønskede at tjene Gud, kvalificerer sig til sådan tjeneste gennem »tro, håb, næstekærlighed og kærlighed, med intet andet end Guds ære for øje«. Næstekærlighed, der er »Kristi rene kærlighed«, omfatter Guds evige kærlighed til alle sine børn.
Min hensigt denne formiddag er at understrege den vigtige rolle, den form for kærlighed har i missionering, tempeltjeneste og slægtshistorie samt religiøs efterlevelse, der er centreret om hjemmet og støttet af Kirken. Kærlighed til Frelseren og kærlighed til vores medmennesker er den primære egenskab og bevæggrund for omsorg og de åndelige formål, vi fik til opgave at gå i gang med af vores elskede profet, præsident Russell M. Nelson, i de tilpasninger, der blev bekendtgjort i 2018.
Missionsindsats for at indsamle det spredte Israel
Jeg lærte tidligt i mit liv om forholdet mellem missionering og kærlighed. Da jeg var 11 år gammel, modtog jeg en patriarkalsk velsignelse fra en patriark, der også var min bedstefar. I velsignelsen stod der blandt andet: »Jeg velsigner dig med stor kærlighed til dine medmennesker, for du skal kaldes til at udbrede evangeliet til hele verden … til at vinde sjæle til Kristus.«
Jeg forstod selv i så ung en alder, at når vi fortæller andre om evangeliet, er det baseret på en stor kærlighed til alle vor himmelske Faders børn.
Som de generalautoriteter, der fik til opgave at arbejde på Forkynd mit evangelium for 15 år siden, konkluderede vi, at egenskaben kærlighed var essentiel for missionering i vore dage, ligesom den altid havde været. Kapitel 6 om kristne, eller kristuslignende, egenskaber, herunder næstekærlighed og kærlighed, har altid været det mest populære kapitel blandt missionærerne.
Som Frelserens udsendinge føler de fleste missionærer den form for kærlighed, og når de gør det, bliver deres indsats velsignet. Når medlemmer får en forståelse af denne form for kærlighed, som er essentiel for at kunne hjælpe Herren i hans hensigt, vil Herrens værk blive fuldført.
Jeg havde det privilegium at have en lille rolle i et storslået eksempel på den form for kærlighed. Da jeg tjente som præsident for Stillehavsområdet, modtog jeg et opkald fra præsident R. Wayne Shute. Som ung var han på mission i Samoa. Senere vendte han tilbage til Samoa som missionspræsident. Da han ringede til mig, var han præsident for templet i Apia i Samoa. Da han var missionspræsident, var der en ung missionær, ældste O. Vince Haleck, der nu er områdepræsident for Stillehavsområdet. Præsident Shute havde stor kærlighed til og respekt for Vince og hele familien Haleck. De fleste i familien var medlemmer af Kirken, men Vinces far, Otto Haleck, familiens patriark (af tysk og samoansk afstamning), var ikke medlem. Præsident Shute vidste, at jeg skulle til en stavskonference og andre møder i Amerikansk Samoa, og han spurgte mig, om jeg eventuelt ville overveje at bo hos Otto Haleck, så jeg måske kunne fortælle ham om evangeliet.
Min hustru, Mary, og jeg boede hos Otto og hans hustru, Dorothy, i deres smukke hjem. Ved morgenmaden kom jeg med et evangelisk budskab og opfordrede Otto til at mødes med missionærerne. Han var venlig, men bestemt, da han afviste min opfordring. Han sagde, at han var glad for, at mange i hans familie var sidste dages hellige. Men han indikerede kraftigt, at nogle af hans samoanske mors forfædre havde været nogle af de første kristne præster i Samoa, og han følte en stor loyalitet mod deres traditionelle kristne tro. Vi skiltes dog som gode venner.
Senere, da præsident Gordon B. Hinckley forberedte sig på at indvie templet i Suva på Fiji, fik han sin personlige sekretær, bror, Don H. Staheli, til at ringe til mig i New Zealand for at foretage arrangementerne. Præsident Hinckley ville gerne flyve fra Fiji til Amerikansk Samoa for at møde de hellige. Et bestemt hotel, der var blevet brugt ved et tidligere besøg, blev foreslået. Jeg spurgte, om jeg kunne lægge nogle andre planer. Bror Staheli sagde: »Du er områdepræsident, det vil være fint.«
Jeg ringede straks til præsident Shute og sagde til ham, at vi måske havde endnu en mulighed for åndeligt at velsigne vores ven Otto Haleck. Denne gang ville missionæren være præsident Gordon B. Hinckley. Jeg spurgte, om han mente, at det ville være i orden for familien Haleck at have alle i præsident Hinckleys rejsefølge boende. Præsident og søster Hinckley, deres datter Jane, og ældste og søster Jeffrey R. Holland var også en del af rejsefølget. Præsident Shute arbejdede sammen med familien og foretog alle arrangementerne.
Da vi ankom fra Fiji efter indvielsen af templet, blev vi alle varmt modtaget. Den aften talte vi til tusindvis af samoanske medlemmer og tog derefter hen til familien Halecks boliger. Da vi samledes til morgenmad den næste morgen, var præsident Hinckley og Otto Haleck allerede blevet gode venner. Det interessante for mig var, at de havde stort set den samme samtale, som jeg havde haft med Otto mere end et år tidligere. Da Otto udtrykte sin beundring for vores kirke, men atter bekræftede sin pligttroskab overfor sin nuværende kirke, lagde præsident Hinckley sin hånd på Ottos skulder og sagde: »Otto, det er ikke godt nok. Du bør være medlem af Kirken. Det er Herrens kirke.« Man kunne bogstaveligt talt se det modstandsdygtige panser falde af Otto med en åbenhed over for det, som præsident Hinckley sagde.
Det var begyndelsen på yderligere missionærundervisning og en åndelig ydmyghed, der gjorde, at Otto Haleck blev døbt og bekræftet lidt over et år senere. Et år efter det, blev familien Haleck beseglet som en evig familie i templet.
Det, der rørte mit hjerte ved hele denne utrolige historie, var den overvældende omsorgsfulde kærlighed, som præsident Shute viste mod sin tidligere missionær, ældste Vince Haleck, og hans ønske om at se hele familien Haleck forenet som en evig familie.
Når det gælder om at indsamle Israel, må vi afstemme vores hjerte med den form for kærlighed og fjerne os fra følelsen af at gøre det af pligt eller skyld og bevæge os mod følelser som kærlighed og deltagelse i det guddommelige makkerskab for at dele Frelserens budskab, tjenestegerning og mission med verden.
Som medlemmer kan vi vise vores kærlighed til Frelseren og til vores brødre og søstre over hele verden ved at komme med enkle opfordringer. Søndagens nye mødeplan er en storslået mulighed for medlemmer til at få succes med kærligt at invitere venner og bekendte til at komme og se og opleve, hvordan det er i kirken. Et åndeligt nadvermøde, forhåbentligt lige så helligt som det, ældste Jeffrey R. Holland beskrev i går, vil blive efterfulgt af et 50 minutter langt møde, der fokuserer på Det Nye Testamente og Frelseren eller relevante generalkonferencetaler, der også har fokus på Frelseren og hans lære.
Nogle af Hjælpeforeningens søstre har undret sig over, hvorfor de har fået til opgave at »indsamle« sammen med medlemmer af præstedømmets kvorum. Det er der er grunde til, og præsident Nelson kom med mange af dem ved den seneste generalkonference. Han konkluderede: »Vi kan ganske enkelt ikke indsamle Israel uden jer.« I vore dage er vi velsignet med, at omkring 30 procent af vores fuldtidsmissionærer er søstre. Det giver yderligere incitament til, at Hjælpeforeningens søstre kærligt fortæller andre om evangeliet. Det, der er brug for, er en kærlig, omsorgsfuld, åndelig indsats fra os alle – mænd, kvinder, unge og børn – til at fortælle andre om Jesu Kristi evangelium. Hvis vi udviser kærlighed, venlighed og ydmyghed, er der mange, der vil tage imod vores indbydelse. De, der vælger ikke at tage imod vores indbydelse, vil stadig være vores venner.
Indsatsen for at indsamle Israel i tempeltjeneste og slægtshistorie
Kærlighed er også kernen i vores indsats med at indsamle Israel på den anden side af sløret i tempeltjeneste og slægtshistorie Når vi hører om de prøvelser og trængsler, som vores forfædre stod over for, bliver vores kærlighed til og påskønnelse af dem større. Vores indsats i form af tempeltjeneste og slægtshistorie er blevet styrket betydeligt af de nye tilpasninger i forhold til både søndagens mødeplan og de unges oprykning i klasser og kvorummer. Disse ændringer sørger for en tidligere og større opmærksomhed på at lære om vores forfædre og indsamle Israel på den anden side af sløret. Både tempeltjeneste og slægtshistorie er øget betydeligt.
Internettet er et magtfuldt redskab; hjemmet er nu vores primære slægtshistoriske center. Vores unge medlemmer er ekstremt dygtige til slægtsforskning og er åndeligt motiverede til at udføre dåb for deres forfædre, som de har lært at elske og påskønne. Siden ændringen, hvor mange 11-årige fik lov til at udføre dåb for de døde, har tempelpræsidenter over hele verden rapporteret om stærkt stigende besøg. En tempelpræsident siger, at »der har været en bemærkelsesværdig stigning i tempelbesøgende, der udfører dåb … og at tilføjelsen af 11-årige får flere familier til at komme … Selv i deres [unge] alder, synes de at fornemme ærbødigheden i og hensigten med de ordinancer, de udfører. Det er vidunderligt at være vidne til!«
Jeg ved, at vores ledere i Primary og for de unge gør og fortsat vil gøre slægtshistorie og tempeltjeneste til et større indsatsområde. Hjælpeforeningens søstre og præstedømmets brødre kan kærligt hjælpe med at opfylde deres ansvar for selv at udføre tempeltjeneste og slægtshistorie og kan også hjælpe med at inspirere børn og unge til at indsamle Israel på den anden side af sløret. Det er især vigtigt i hjemmet og på sabbatten. Jeg lover, at når vores unge og familier kærligt udfører ordinancer for forfædre, vil det styrke og beskytte dem i en verden, der bliver mere og mere ugudelig. Jeg bærer også personligt vidnesbyrd om, at præsident Russell M. Nelson har modtaget meget vigtige åbenbaringer angående templer og tempeltjeneste.
Forbered evige familier og enkeltpersoner på at bo sammen med Gud
Det nye fokus på hjemmecentreret studium og efterlevelse af evangeliet og de materialer, som Kirken stiller til rådighed, er en storartet mulighed for kærligt at forberede evige familier og enkeltpersoner på at møde og bo sammen med Gud.
Når en mand og en kvinde bliver beseglet i templet, indgår de i ægteskabets hellige orden i den nye og evigtvarende pagt, i en præstedømmeorden. Sammen opnår de og modtager præstedømmevelsignelser og -kraft til at lede anliggender i deres familie. Kvinder og mænd har unikke roller som beskrevet i »Familien: En proklamation til verden«, men deres forvaltning er af lige stor værdi og vigtighed. De har den samme kraft til at modtage åbenbaring for deres familie. Når de arbejder sammen i kærlighed og retfærdighed, bliver deres beslutninger velsignet af himlen.
De, der søger at lære Herrens vilje at kende som enkeltpersoner og for deres familie, må stræbe efter retfærdighed, sagtmodighed, venlighed og kærlighed. Ydmyghed og kærlighed er kendetegn for dem, der søger Herrens vilje, især for deres familie.
At fuldkommengøre os selv, kvalificere os til pagternes velsignelser og forberede os på at møde Gud er individuelle ansvar. Vi må være selvhjulpne og ivrigt engageret i at gøre vores hjem til et ly for de storme, der er omkring os og »en troens helligdom«. Forældre har et ansvar for kærligt at undervise deres børn. Hjem, der er fyldt med kærlighed, er en glæde, en fryd og bogstaveligt talt en himmel på jord.
Min mors yndlingssalme var »Der er skønhed her på jord«. Hver gang hun hørte den første sætning: »Der er skønhed her på jord i et kærligt hjem«, blev hun synligt rørt og fik tårer i øjnene. Som børn var vi klar over, at vi boede i den slags hjem; det var en af hendes højeste prioriteter.
Udover at opfordre til en kærlig atmosfære i hjemmet har præsident Nelson fokuseret på at begrænse brugen af medier, der forstyrrer vores hovedformål. En tilpasning, der vil gavne næsten enhver familie, er at gøre internettet, de sociale medier og fjernsynet til en tjener i stedet for en distraktion eller endnu værre, en herre. Krigen om alles sjæle, men især børnenes, finder ofte sted i hjemmet. Som forældre må vi sikre, at medieindholdet er sundt, alderssvarende og i overensstemmelse med den kærlige atmosfære, som vi prøver at skabe.
Undervisningen i vores hjem må være tydelig og fængslende, men også åndelig, glad og fuld af kærlighed.
Jeg lover, at når vi fokuserer på vores kærlighed til Frelseren og hans forsoning, gør ham til midtpunktet for vores bestræbelser på at indsamle Israel på begge sider af sløret, viser andre omsorg og hver især forbereder os på at møde Gud, vil modstanderens indflydelse mindskes, og glæden, fryden og freden ved evangeliet vil forøge den kristuslignende kærlighed i vores hjem. Jeg bærer vidnesbyrd om disse lærdomsmæssige løfter og bærer et sikkert vidnesbyrd om Jesus Kristus og hans sonoffer på vores vegne. I Jesu Kristi navn. Amen.