Renset ved omvendelse
Takket være Guds plan og Jesu Kristi forsoning kan vi blive renset ved omvendelsesprocessen.
I jordelivet er vi underlagt menneskers love og Guds love. Jeg har haft den usædvanlige oplevelse at dømme alvorlige overtrædelser under begge disse love, tidligere som dommer i Utahs højesteret og nu som medlem af Det Første Præsidentskab. Den kontrast, jeg har set mellem menneskers love og Guds love, har øget min påskønnelse af, hvor virkelig og kraftfuld Jesu Kristi forsoning er. Under menneskers love kan en person, der er skyldig i de mest alvorlige forbrydelser, blive dømt til livstid i fængsel uden mulighed for prøveløsladelse. Men det er anderledes i en kærlig himmelsk Faders barmhjertige plan. Jeg har set, at de samme alvorlige synder kan tilgives i jordelivet takket være vor Frelsers sonoffer for synderne hos »alle dem, der har et sønderknust hjerte og en angerfuld ånd« (2 Ne 2:7). Kristus forløser, og hans forsoning er virkelig.
Vor Frelsers kærlige medfølelse udtrykkes i den storslåede salme, koret netop har fremført.
Jesu Kristi sonoffer åbner døren, »for at alle mennesker kunne omvende sig og komme til ham« (L&P 18:11; se også Mark 3:28; 1 Ne 10:18; Alma 34:8, 16). Almas Bog beretter om omvendelse og tilgivelse, selv for dem der havde været et ugudeligt og blodtørstigt folk (se Alma 25:16; 27:27, 30). Mit budskab i dag er et budskab om håb for os alle, heriblandt dem der har mistet deres medlemskab af Kirken ved udelukkelse eller udmeldelse. Vi er alle syndere, der kan blive renset ved omvendelse. »Omvendelse fra synd er ikke let,« sagde ældste Russell M. Nelson ved en tidligere generalkonference. »Men belønningen er prisen værd.«
I. Omvendelse
Omvendelse begynder med vor Frelser, og den er en glæde, ikke en byrde. Ved december måneds julebudskab forklarede præsident Nelson: »Sand omvendelse er ikke en begivenhed. Den er et endeløst privilegium. Den er afgørende for udvikling og for at have fred i sindet, tryghed og glæde.«
Nogle af de største lærdomme om omvendelse findes i Mormons Bog i Almas prædiken til kirkens medlemmer, som han senere beskriver har været i en tilstand af »stor vantro,« »indbildske i … stolthed« og med hjertet »optaget af rigdom og af verdens tomme ting« (Alma 7:6). Alle medlemmer af denne genoprettede kirke har meget at lære af Almas inspirerede lærdomme.
Vi begynder med tro på Jesus Kristus, fordi »det er ham, der kommer for at borttage verdens synder« (Alma 5:48). Vi er nødt til at omvende os, for som Alma sagde: »Medmindre I omvender jer, kan I på ingen måde arve Himmeriget« (Alma 5:51). Omvendelse er en afgørende del af Guds plan. Eftersom vi alle vil synde i vores liv på jorden og blive afskåret fra Guds nærhed, kunne mennesket ikke »blive frelst« uden omvendelse (Alma 5:31; se også Hel 12:22).
Det er der blevet undervist om lige fra begyndelsen. Herren befalede Adam: »Lær derfor dine børn, at alle mennesker overalt må omvende sig, ellers kan de på ingen måde arve Guds rige, for intet urent kan bo der eller bo i hans nærhed« (Moses 6:57). Vi er nødt til at omvende os fra alle vores synder: alle vores handlinger eller mangel på handlinger, der er imod Guds bud. Ingen er undtaget. Så sent som i aftes udfordrede præsident Nelson os: »Brødre, vi har alle brug for at omvende os.«
For at blive renset ved omvendelse må vi forsage vores synder og bekende dem for Herren og hans jordiske dommer, hvor det er påkrævet (se L&P 58:43). Alma forklarede, at vi må »frembring[e] retfærdigheds gerninger« (Alma 5:35). Alt dette er en del af den opfordring, der hyppigt forekommer i skrifterne om at komme til Kristus.
Vi har brug for at nyde nadveren hver sabbatsdag. I den ordinance indgår vi pagter og får velsignelser, der hjælper os til at overvinde alle de handlinger og ønsker, der blokerer os fra den fuldkommenhed, vor Frelser opfordrer os til at opnå (se Matt 5:48; 3 Ne 12:48). Når vi »fornægter [os] selv al gudløshed og elsker Gud af al [vores] kraft, sind og styrke,« da kan vi »blive fuldkomne i Kristus« og blive »helliggjort« ved udgydelsen af hans blod, så vi »bliver hellige, uden plet« (Moro 10:32-33). Sikke et løfte! Sikke et mirakel! Sikke en velsignelse!
II. Ansvarlighed og jordiske domme
Et af formålene med Guds plan for dette jordeliv er at »prøve« os »for at se, om [vi] vil gøre alt, hvad Herren [vores] Gud vil befale [os]« (Abr 3:25). Som en del af denne plan er vi ansvarlige over for Gud og hans udvalgte tjenere, og denne ansvarlighed involverer både jordiske og guddommelige domme.
I Herrens kirke forvaltes den jordiske bedømmelse af medlemmer eller fremtidige medlemmer af ledere, der søger guddommelig vejledning. Det er deres ansvar at bedømme personer, der stræber efter at komme til Kristus for at modtage kraften i hans forsoning på pagtens sti mod evigt liv. Jordiske vurderinger afgør, hvorvidt en person er klar til at blive døbt. Er en person værdig til en anbefaling til at komme i templet? Har en person, hvis navn blev fjernet fra Kirkens optegnelser, omvendt sig tilstrækkeligt gennem Jesu Kristi forsoning til igen at blive medlem gennem dåb?
Når en jordisk dommer kaldet af Gud godkender en person til yderligere fremgang som fx adgang til templet, betegner han ikke den person som fuldkommen, og han tilgiver ikke nogen synder. Ældste Spencer W. Kimball sagde, at en person efter det, han kaldte den jordiske »ophævelse af straf, også fra Gud i himlen må søge og sikre en endelig omvendelse, og kun han kan give syndsforladelse.« Og hvis en person ikke har omvendt sig fra syndige handlinger og lyster inden den endelige dom, vil denne forblive uren. Det endelige ansvar for dette, herunder den endelige virkning af renselse ved omvendelse, er en sag mellem hver enkelt af os og Gud.
III. Opstandelsen og den endelige dom
Den dom, der oftest beskrives i skrifterne, er den endelige dom, der følger efter opstandelsen (se 2 Ne 9:15). I mange skriftsteder står der, at »vi … alle [skal] stå frem for Guds domstol« (Rom 14:10; se også 2 Ne 9:15; Mosi 27:31) for at »blive dømt efter de handlinger, som er blevet gjort i det dødelige legeme« (Alma 5:15; se også Åb 20:12; Alma 41:3; 3 Ne 26:4). Alle vil blive dømt »efter deres gerninger« (3 Ne 17:15) og »ud fra deres hjertes ønske« (L&P 137:9; se også Alma 41:6).
Formålet med denne endelige dom er at afgøre, hvorvidt vi har opnået det, som Alma beskriver som en »mægtig forandring i hjertet« (se Alma 5:14, 26), hvor vi er blevet en ny skabning, så vi »ikke mere har tilbøjelighed til at gøre ondt, men til bestandigt at gøre godt« (Mosi 5:2). Den, der afgør det, er vor Frelser, Jesus Kristus (se Joh 5:22; 2 Ne 9:41). Efter hans dom vil vi alle bekende, »at hans straffedomme er retfærdige« (Mosi 16:1; se også Mosi 27:31; Alma 12:15), fordi hans alvidenhed (se 2 Ne 9:15, 20) giver ham en fuldkommen kundskab om alle vores handlinger og ønsker, både de retfærdige eller omvendte og de uretfærdige og de, der ikke har omvendt sig eller er uforandrede.
Skrifterne beskriver processen ved denne endelige dom. Alma lærer os, at vor Guds retfærdighed kræver, at i opstandelsen skal »alt … blive bragt tilbage til dets rette orden« (Alma 41:2). Det betyder, at »hvis deres gerninger har været gode i dette liv, og deres hjertes ønsker har været gode … [skal de] på den yderste dag … blive bragt tilbage til det, der er godt« (Alma 41:3). På samme måde er det, at »hvis deres gerninger [eller deres ønsker] er onde, skal de blive bragt tilbage til dem som onde« (Alma 41:4-5; se også Hel 14:31). På tilsvarende måde forklarede profeten Jakob, at ved den endelige dom »skal de, der er retfærdige, forblive retfærdige, og de, der er tilsølede, forblive tilsølede« (2 Ne 9:16; se også Morm 9:14; 1 Ne 15:33). Det er den proces, der går forud for, at vi står foran det, Moroni kalder »den mægtige Jahves behagelige domstol, for den Evige Dommer over både levende og døde« (Moro 10:34; se også 3 Ne 27:16).
For at sikre os, at vi kan være rene for Gud, må vi omvende os før den endelige dom (se Morm 3:22). Som Alma fortalte sin syndige søn, kan vi ikke gemme vores synder for Gud, »og medmindre du omvender dig, vil de stå som et vidnesbyrd mod dig på den yderste dag« (Alma 39:8; fremhævelse tilføjet). Jesu Kristi forsoning giver os den eneste vej til at opnå den påkrævede rensning gennem omvendelse, og dette jordeliv er tiden til at gøre det. Skønt vi lærer, at der kan forekomme en vis omvendelse i åndeverdenen (se L&P 139:31, 33, 58), er det ikke lige så sikkert. Ældste Melvin J. Ballard har sagt: »Det er meget lettere at sejre og tjene Herren, når både kød og ånd er forenet i et. Det er det tidspunkt, hvor mennesket er mere påvirkeligt og modtageligt … Dette liv er tiden for omvendelse.«
Når vi omvender os, har vi Herrens forsikring om, at vores synder, herunder vores handlinger og ønsker, vil blive renset, og vores nådige, endelige dommer »ikke mere [husker] på dem« (L&P 58:42; se også Es 1:18; Jer 31:34; Hebr 8:12; Alma 41:6; Hel 14:18-19). Når vi er renset ved omvendelse, kan vi gøre os værdige til evigt liv, som kong Benjamin beskrev som at »bo hos Gud i en tilstand af aldrig ophørende lykke« (Mosi 2:41; se også L&P 14:7).
Som endnu en del af Guds »genoprettelsesplan[]« (Alma 41:2) vil opstandelsen genoprette »alt … til dets rette og fuldkomne skikkelse« (Alma 40:23). Det indbefatter fuldkommengørelsen af alle de fysiske mangler og misdannelser, vi har fået i jordelivet, deriblandt ved fødslen eller ved kvæstelser eller sygdom.
Fuldkommengør denne genoprettelse os for alle vores uhellige eller uovervundne lyster eller afhængigheder? Dette kan ikke ske. Vi ved fra nutidig åbenbaring, at vi vil blive dømt for vores ønsker såvel som vores handlinger (se Alma 41:5; L&P 137:9), og at selv vores tanker vil fordømme os (se Alma 12:14). Vi må ikke »[udsætte vores] omvendelses dag« indtil døden, forklarede Amulek (Alma 34:33), for den samme ånd, der har besiddet vores legeme i dette liv, hvad enten det er Herrens eller Djævelens, »har magt til at besidde [vores] legeme i den evige verden« (Alma 34:34). Vor Frelser har kraften og står parat til at rense os fra ugudelighed. Det er nu, det er tid til at søge hans hjælp til at omvende os fra vores ugudelige eller upassende lyster og tanker, så vi kan blive rene og forberedte til at stå foran Gud ved den endelige dom.
IV. Barmhjertighedens arme
Det overordnede i Guds plan og alle hans bud er hans kærlighed til hver enkelt af os, som er »yderst ønskværdig, mere end alt andet … og det, der glæder sjælen mest« (1 Ne 11:22-23). Profeten Esajas forsikrede selv de ugudelige om, at når de vender »om til Herren … vil [han] vise … barmhjertighed … for han er rig på tilgivelse« (Es 55:7). Alma sagde: »Se, han sender en opfordring til alle mennesker; for barmhjertighedens arme er strakt ud mod dem« (Alma 5:33; se også 2 Ne 26:25-33). Den opstandne Herre sagde til nefitterne: »Se, min barmhjertigheds arm er strakt ud mod jer, og hver den, der vil komme, ham vil jeg tage imod« (3 Ne 9:14). Fra disse og mange andre lærdomme i skriften ved vi, at vor elskede Frelser åbner sine arme for at modtage alle mænd og kvinder på de kærlige betingelser, han har stillet, så de kan nyde de største velsignelser, Gud har til sine børn.
Takket være Guds plan og Jesu Kristi forsoning vidner jeg med »et fuldkommen klart håb« om, at Gud elsker os, og at vi kan blive renset ved omvendelsesprocessen. Vi bliver lovet, at »hvis [vi] trænger [os] frem, idet [vi] tager for [os] af Kristi ord og holder ud til enden, se, så siger Faderen: I skal få evigt liv« (2 Ne 31:20). Må vi alle gøre det, beder og bønfalder jeg om i Jesu Kristi navn. Amen.