Byg en fæstning af åndelighed og beskyttelse
Når vi efterlever Jesu Kristi evangelium, når vi trækker på Frelserens forsoning og trænger os frem i tro, styrkes vi mod modstanderen.
Mine kære brødre og søstre, her hvor denne konference nærmer sig sin slutning, takker jeg vor Fader i himlen for de råd og sandheder og den åbenbaring, der er blevet givet fra denne talerstol de sidste to dage. Vi er blevet undervist af Guds tjenere, der er blevet kaldet til at forkynde hans hellige ord. Herren har i sidste dages åbenbaring påmindet os således: »Hvad enten det er ved min egen røst eller ved mine tjeneres røst, det er det samme.«
Når jeg ser ud over denne store forsamling af hellige og forestiller mig de medlemmer, der rundt om i hele verden ser generalkonference, så tænker jeg på forsamlingen i Mormons Bog, da Jesus Kristus viste sig for nefitterne efter sin korsfæstelse. Han underviste dem i evangeliet og sagde så: »Gå derfor til jeres hjem, og grund over det, som jeg har sagt, og bed Faderen i mit navn om, at I må forstå.«
»Gå derfor til jeres hjem, og grund over det,« er det næste trin i at tage de ord til sig, som profeterne og Kirkens ledere har talt i denne hellige ramme. Hjem med fokus på Kristus er fæstninger i Guds rige på jorden i en tid, hvorom det blev profeteret, at djævelen ville »rase i hjertet på menneskenes børn og ophidse dem til vrede imod det, der er godt.«
Folk har gennem hele historien bygget fæstninger for at holde fjenden ude. Ofte er der i forbindelse med en fæstning et vagttårn, hvorfra vagter – som profeterne – kunne advare om ondsindede styrker og kommende angreb.
På de tidlige Utah-pionerers tid var min oldefar Thomas Rasband og hans familie nogle af de første bosættere, der kom ind i Heber Valley i de smukke Wasatch-bjerge.
I 1859 hjalp Thomas til med at opføre Heber Fort, der blev bygget for at beskytte dem. Det var en ganske enkel bygning af poppelbjælker, der lå oven på hinanden og dannede fortets ydermure. Der blev bygget bjælkehytter inde i fortet, hvor man brugte de ydermure. Bygningen gav både sikkerhed og tryghed for de pionerfamilier, da de skulle slå rødder og dyrke Herren.
Sådan er det også med os. Vores hjem er fæstninger mod verdens onder. I vores hjem kommer vi til Kristus ved at lære at følge hans bud, ved at studere skrifterne og bede sammen og ved at hjælpe hinanden til at blive på pagtens sti. Det nye fokus på personligt og familiemæssigt studium i hjemmet med materialet Kom og følg mig er udformet til at »øge vores omvendelse og hjælpe os til at blive mere ligesom Jesus Kristus.« Ved at gøre det vil vi, som Paulus udtrykte det, blive »en ny skabning« med hjertet og sindet i harmoni med Gud. Vi har brug for den styrke til at møde og afbøje modstanderens angreb.
Når vi lever i en hengivenhed, der er affødt af tro på Jesus Kristus, vil vi føle Helligåndens fredfyldte nærvær, som vejleder os til sandheden, inspirerer os til at leve værdigt til Herrens velsignelser og vidner om, at Gud lever og elsker os. Alt dette indenfor vores eget hjems fæstning. Men husk, at vores hjem kun er så stærkt, som den enkeltes åndelige styrke er indenfor murene.
Præsident Russell M. Nelson har sagt: »I den kommende tid vil det ikke være muligt at overleve åndeligt uden Helligåndens vejledende, anvisende, trøstende og konstante indflydelse.« Som Herrens levende profet, seer og åbenbarer i denne tid, vagten i tårnet på vores fæstning, Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, ser han, hvordan fjenden rykker frem.
Brødre og søstre, vi er i krig med Satan om menneskenes sjæle. Slagets linjer blev trukket op i forudtilværelsen. Satan og en tredjedel af vor himmelske Faders børn vendte ryggen til hans løfter om evig ophøjelse. Lige siden dengang har modstanderens håndlangere bekriget de trofaste, der valgte at følge Faderens plan.
Satan ved, at hans dage er talte, og at tiden er ved at rinde ud. Og selv om han er nok så opfindsom og snu, kommer han ikke til at vinde. Alligevel raser krigen om hver eneste sjæl videre.
For at skærme os må vi bygge en fæstning af åndelighed og beskyttelse for vores sjæl, en fæstning, der ikke lader sig indtage af den onde.
Satan er en snu slange, der sniger sig ind i vores sind og hjerte, når vi ikke er på vagt, når vi er skuffede eller har mistet håbet. Han lokker os med smiger, et løfte om lethed, bekvemmelighed eller et midlertidig højdepunkt, hvis vi er nede. Han retfærdiggør stolthed, uærlighed, utilfredshed og umoral, og med tiden kan vi ikke længere føle noget. Ånden kan forlade os. »Og således narrer Djævelen deres sjæl og fører dem omhyggeligt ned til helvede.«
Derimod føler vi ofte Ånden stærkt, når vi synger Guds pris med ord som disse:
Når vi bygger en fæstning af åndelig styrke, kan vi undgå modstanderens fremgang, vende ham ryggen og føle Åndens fred. Vi kan følge vor Herre og Frelsers eksempel, ham der blev fristet i ørkenen og sagde: »Vig bort, Satan!« Det må vi hver især af erfaring lære, hvordan man gør.
Et sådant retfærdigt forehavende er godt beskrevet i Mormons Bog, hvor hærføreren Moroni forberedte nefitterne på at modstå angreb fra den svigefulde, blodtørstige og magtsyge Amalikija. Moroni opførte fæstninger for at beskytte nefitterne, »så de kunne leve for Herren deres Gud, og så de kunne bevare det, som af deres fjender blev kaldt de kristnes sag.« Moroni »var fast i troen på Kristus,« og var trofast til »at holde Guds befalinger … og modsætte sig ugudelighed.«
Da lamanitterne gik til angreb, blev de forbløffet over nefitternes forberedelser, og de blev besejret. Nefitterne takkede »Herren deres Gud på grund af hans uforlignelige magt ved at udfri dem af deres fjenders hænder.« De havde bygget fæstninger til at beskytte sig mod udefrakommende, og de havde opbygget tro på Herren Jesus Kristus indefra – dybt i deres sjæl.
Hvordan kan vi styrke os i svære tider, så vi kan være »redskaber i Guds hænder til at udføre denne store gerning«? Lad os se på skrifterne.
Vi er lydige. Herren befalede fader Lehi at sende hans sønner tilbage til Jerusalem for at »forsøge at få optegnelserne og bringe dem herned i ørkenen.« Lehi betvivlede det ikke, han spurgte ikke hvorfor eller hvordan. Det gjorde Nefi heller ikke, han svarede: »Jeg vil tage af sted og gøre det, som Herren har befalet«.
Handler vi med den samme velvillige lydighed som Nefi? Eller er vi mere tilbøjelige til at betvivle Guds befalinger, ligesom Nefis brødre gjorde, hvis manglende tro i sidste ende gjorde, at de vendte sig fra Herren? Lydighed, der udøves »i al hjertets hellighed,« er det, Herren fordrer af os.
Vi stoler på Herren, som sagde til Josva, mens han forberedte sig på at lede israelitterne ind i det forjættede land: »Vær modig og stærk. Nær ikke rædsel, og lad dig ikke skræmme, for Herren din Gud er med dig overalt, hvor du går.« Josva troede på de ord og gav folket dette råd: »I skal hellige jer, for i morgen vil Herren gøre undere blandt jer.« Herren skilte Jordans vande, og israelitternes 40 års lange ørkenvandring var omme.
Vi står for sandhed, ligesom profeten Abinadi i Mormons Bog gjorde. Da Abinadi blev ført frem for kong Noa og hans ugudelige præster, underviste han om de ti bud og forkyndte med stor kraft, at Kristus ville »komme ned blandt menneskenes børn og … forløse sit folk.« Derefter erklærede han med dyb tro: »O Gud, modtag min sjæl«, og Abinadi »led døden ved ild«.
Vi indgår og fornyer vores pagter ved at tage del i nadveren og gøre tempeltjeneste. Nadveren er kernen i vores søndagsmøder, hvor vi modtager løftet om, at vi »altid må have hans Ånd hos [os].« Med den hellige ordinance forpligter vi os til at påtage os Jesu Kristi navn, følge ham og at passe vores ansvar i dette guddommelige værk, ligesom han gjorde. I templet kan vi »lægge denne verdens ting til side« og føle Herrens nærhed og hans himmelske fred. Vi kan fokusere på vores forfædre, vores familie og evigt liv i Faderens nærhed. Derfor er der intet underligt i, at præsident Nelson for nyligt i Rom sagde: »Det gode, der vil udspringe fra dette tempel, vil være umådeligt stort.«
Vi bør være retskafne i alt, vi gør. Vi bør udvikle evnen til at skelne og disciplin, så vi ikke hele tiden er nødt til at afgøre, hvad der er rigtigt og forkert. Vi bør tage ordene fra Peter til os, apostlen i kirkens første dage, der advarende sagde: »Vær årvågne og på vagt! Jeres modstander, Djævelen, går omkring som en brølende løve og leder efter nogen at sluge«.
Når vi flittigt styrker vores fæstninger, bliver vi mere som Jesus Kristus, som hans sande disciple, med selve sjælen i hans varetægt.
Jeres vidnesbyrd om Jesus Kristus er jeres personlige fæstningsværk, sikkerheden for jeres sjæl. Da min oldefar og hans medpionerer byggede Heber Fort, lagde de én bjælke ad gangen, indtil fortet stod samlet, og de var i sikkerhed. Sådan er det også med vores vidnesbyrd. Lidt efter lidt modtager vi et vidnesbyrd fra Helligånden, som taler til vores ånd, og »lærer [os] visdom i det skjulte.« Når vi efterlever Jesu Kristi evangelium, når vi trækker på Frelserens forsoning og trænger os frem i tro, uden frygt, styrkes vi mod modstanderens kneb. Vores vidnesbyrd forbinder os med himlene, og vi bliver velsignet med »sandheden af alt.« Og som pionererne, der var beskyttet af et fort, bliver vi trygt omfavnet i Frelserens kærlige arme.
Som profeten Eter sagde: »Derfor kan den, der tror på Gud, med vished håbe på en bedre verden, ja, en plads ved Guds højre hånd, hvilket håb kommer af tro og udgør et anker for menneskenes sjæl, som vil gøre dem sikre og standhaftige, altid rige på gode gerninger, og lede dem til at herliggøre Gud.«
Mine kære brødre og søstre, jeg efterlader jer med min velsignelse til at gå fremad i tillid til Herren og til hans evangelium. Læg jeres arme om dem, der snubler, og led dem med Åndens styrke i jer kærligt tilbage til fæstningen af åndelighed og beskyttelse. Stræb efter »at bli’ som Jesus« i alt, I gør, sky det onde og fristelser, omvend jer, som vi i går blev formanet til af vores kære profet, vær ærlige af hjertet, vær retskafne og rene, vis medfølelse og næstekærlighed og elsk Herren jeres Gud med en sand discipels hengivenhed.
Vores vidnesbyrd om Jesu Kristi evangelium, vores hjem, vores familie og vores medlemskab af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige vil udgøre vores personligt beskyttende fæstningsværk, der omslutter og skærmer os mod den ondes magt. Om dette bærer jeg højtideligt vidnesbyrd i vor Herre og Frelsers, Jesu Kristi, navn. Amen.