Ær hans navn
Med vores pagtsidentitet og tilhørsforhold er vi kaldet ved Jesu Kristi navn.
Når forældre begejstret venter på fødslen af et barn, har de ansvaret for at vælge et navn til deres nye baby. Da I blev født, fik I måske et navn, der har været i jeres familie i generationer. Eller måske fik I et navn, der var populært det år eller i det område, hvor I er født.
Profeten Helaman og hans hustru gav betydningsfulde familienavne til deres nyfødte sønner, Nefi og Lehi. Helaman sagde senere til sine sønner:
»Jeg har givet jer navn efter vore første forældre … for at I, når I erindrer jeres navne, må erindre dem, og at I, når I erindrer dem, må erindre deres gerninger … hvordan det er sagt og også skrevet, at de var gode.
Derfor ønsker jeg, mine sønner, at I skal gøre det, der er godt.«
Nefis og Lehis navne hjalp dem til at huske deres forfædres gode gerninger og opmuntrede dem til også at gøre det gode.
Søstre, uanset hvor vi bor, hvilket sprog vi taler, eller om vi er 8 eller 108 år gamle, deler vi et særligt navn, der tjener samme formål.
»Alle [os], der er døbt til Kristus, har jo iklædt [os] Kristus … for [vi] er alle én i Kristus Jesus.«
Som medlemmer af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige lovede »vi først … vores villighed til at påtage os Kristi navn … ved dåbsordinancen.« Gennem denne pagt lover vi altid at erindre ham, holde hans befalinger og tjene andre. Vores villighed til at holde denne pagt fornys hver sabbatsdag, når vi nyder nadveren og endnu engang glæder os over velsignelsen ved at »leve et nyt liv.«
Det navn vi fik, da vi blev født, reflekterer vores individuelle identitet og angiver tilhørsforhold til vores jordiske familie. Men da vi blev »født på ny« ved dåben, blev vores forståelse af, hvem vi er, større. »På grund af den pagt, I har sluttet, skal I kaldes Kristi børn … for se … han [har] født jer åndeligt; for I siger, at jeres hjerte er forandret ved tro på hans navn; derfor er I født af ham.«
Altså, på grund af vores pagtsidentitet og tilhørsforhold er vi kaldet ved Jesu Kristi navn. Og »der [skal] ikke gives noget andet navn eller nogen anden vej eller noget andet middel, hvorved frelse kan blive menneskenes børn til del, undtagen i og ved Kristi, Herren den Almægtiges, navn.«
Jesu navn var kendt længe før hans fødsel. En engel profeterede for kong Benjamin: »Og han skal kaldes Jesus Kristus, Guds Søn… og hans mor skal hedde Maria.« Hans »forløsende kærlighed« var også blevet bekendtgjort for Guds børn, når som helst evangeliet havde været på jorden, fra Adam og Evas tid til vore dage, så de kunne vide, »til hvilken kilde de kan se hen for at få forladelse for deres synder.«
Sidste år kom præsident Russell M. Nelson med en profetisk anmodning til søstrene om at »forme fremtiden ved at hjælpe med at indsamle det spredte Israel.« Han opfordrede os til at læse Mormons Bog og »markere hvert vers, der taler om eller henviser til Frelseren.« Han bad os om »bevidst at tale om Kristus, fryde [os] i Kristus og prædike om Kristus blandt [vores] familie og venner.« Måske er I begyndt at erkende frugterne af hans løfte om, at »I og de vil komme tættere på Frelseren … Og forandringer, tilmed mirakler, vil begynde at ske.«
Vores løfte om altid at erindre Frelseren giver os styrke til at stå for sandhed og ret – hvad enten vi er i en stor forsamling eller alene, hvor ingen kender vores handlinger, bortset fra Gud. Når vi erindrer ham og hans navn, som vi bærer, er der ikke plads til selvnedbrydende sammenligninger eller arrogant fordømmelse. Med vores øjne på Frelseren ser vi os selv, som den vi virkelig er – et elsket Guds barn.
Ved at erindre vores pagter bliver verdslige bekymringer mindre, tvivl på os selv vendes til mod, og det giver håb i tider med prøvelser.
Og når vi snubler og falder på vores vej frem ad pagtsstien, skal vi blot erindre hans navn og hans kærlige venlighed mod os. »For han har al magt, al visdom og al forstand; han fatter alt, og han er et barmhjertigt væsen … for dem, der vil omvende sig og tro på hans navn.« Der er i sandhed ingen bedre lyd end Jesu navn for alle dem, der med et sønderknust hjerte og en angerfuld ånd stræber efter at »gøre det bedre og være bedre.«
Præsident Nelson har sagt: »De dage er forbi, hvor man kunne være en stille og komfortabel kristen. Jeres religion handler ikke kun om at komme i kirke om søndagen. Det handler om at være en sand discipel fra søndag morgen til lørdag aften … Der findes ikke noget, der hedder en deltidsdiscipel af Herren Jesus Kristus.«
Vores villighed til at påtage os Kristi navn er mere end en formel udveksling af ord. Det er ikke et passivt løfte eller et kulturelt påfund. Det er ikke et overgangsritual eller et navneskilt, vi bærer. Det er ikke et ordsprog, som vi bare kan sætte på en hylde eller hænge på væggen. Hans navn er et navn, vi påtager os, skrevet i vores hjerte og »aftegnet i [vores] ansigtsudtryk«.
Frelserens sonoffer bør erindres, altid, gennem vores tanker, handlinger og vores omgang med andre. Ikke alene husker han vores navne, men han husker altid os. Frelseren sagde:
»For kan en kvinde glemme sit diende barn, så hun ikke har medfølelse med sit livs søn? Ja, selv om hun skulle glemme, så vil jeg ikke glemme dig, o Israels hus.
Se, i mine håndflader har jeg tegnet dig.«
Præsident George Albert Smith sagde: »Ær de navne, I bærer, fordi en dag vil I få privilegiet og forpligtelsen af at rapportere … for jeres Fader i himlen … hvad I har gjort med [de] navne.«
Kan det mon om os blive sagt og skrevet, at vi virkelig var Herren Jesu Kristi disciple ligesom Nefi og Lehi? Ærer vi Jesu Kristi navn, som vi villigt har påtaget os? Er vi både en »tjener og [et] vidne« om hans kærlige venlighed og hans forløsende kraft?
For nylig lyttede jeg til Mormons Bog. I det sidste kapitel i 2 Nefi hørte jeg Nefi sige noget, jeg aldrig før har læst på samme måde. I hele sin optegnelse underviser han og vidner om »Forløseren,« »Israels Hellige,« »Guds Lam« og »Messias«. Men da han afsluttede sin beretning, hørte jeg ham sige disse ord: »Jeg fryder mig ved tydelighed, jeg fryder mig ved sandhed, jeg fryder mig ved min Jesus, for han har forløst min sjæl.« Da jeg hørte disse ord, frydede mit hjerte sig, og jeg måtte høre det igen og igen. Jeg genkendte og reagerede på det vers, ligesom jeg genkender og reagerer på mit eget navn.
Herren har sagt: »Ja, velsignet er dette folk, som er villige til at bære mit navn; for ved mit navn skal de kaldes; og de er mine.«
Må vi som medlemmer af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige »med glæde [påtage os] Kristi navn« ved at ære hans navn med kærlighed, hengivenhed og gode gerninger. Jeg bærer vidnesbyrd om, at han er »Guds lam, ja, selve den evige Faders Søn!« I hans hellige barns, Jesu Kristi, navn. Amen.