2010-2019
Afsluttende bemærkninger
Oktoberkonferencen 2019


2:3

Afsluttende bemærkninger

Personlig værdighed kræver fuldstændig omvendelse af sind og hjerte til at være mere som Herren.

Mine elskede brødre og søstre, nu hvor vi afslutter denne historiske konference, takker vi Herren for at inspirere talerne og musikken, der har opløftet os. Vi har virkelig nydt et åndeligt festmåltid.

Vi ved, at Jesu Kristi gengivne evangelium vil bringe håb og glæde til folk, der vil høre og give agt på hans lære. Vi ved også, at hvert hjem kan blive en troens helligdom, hvor fred, kærlighed og Herrens Ånd kan bo.

Selvfølgelig er kronen på genoprettelsen det hellige tempel. Dets hellige ordinancer og pagter er altafgørende for at forberede et folk, der er parate til at byde Frelseren velkommen ved hans andet komme. Lige nu har vi 166 indviede templer og flere er på vej.

Der bliver holdt et åbent hus forud for indvielsen af alle nye og renoverede tempel. Mange venner, der ikke er af vores tro, vil deltage i rundvisninger i disse templer og vil lære noget om tempelvelsignelser. Og nogle af disse besøgende vil blive tilskyndet til at lære mere. Nogle vil oprigtigt spørge, hvordan de kan kvalificere sig til templets velsignelser.

Som medlemmer af Kirken må vi være forberedte på at besvare deres spørgsmål. Vi kan forklare, at templets velsignelser er tilgængelige for alle og enhver, der vil forberede sig selv. Men før de kan komme ind i et indviet tempel, må de være værdige. Herren ønsker, at alle hans børn tager del i de evige velsignelser, der er tilgængelige i hans tempel. Han har fortalt, hvad hver person må gøre for at være værdig til at komme ind i hans hellige hus.

Et godt sted at begynde en sådan undervisningsmulighed er at henlede opmærksomheden på ordene, der står på templets ydre: »Helliget Herren – Herrens hus.« Præsident Henry B. Eyrings budskab i dag og mange andres har inspireret os til at blive mere hellige. Hvert tempel er et helligt sted; hver tempelbesøgende stræber efter at blive mere hellig.

Alle krav for at komme ind i templet handler om personlig hellighed. For at vurdere den parathed må hver person, der ønsker at nyde templets velsignelser, gennem to interviews: Først med en biskop, en rådgiver i biskoprådet eller en grenspræsident; dernæst med en stavs- eller missionspræsident eller en af hans rådgivere. I disse interviews bliver der stillet adskillige spørgsmål.

Nogle af disse spørgsmål er for nylig blevet redigeret for at gøre dem tydeligere. Dem vil jeg gerne gennemgå med jer nu:

  1. Tror du på og har du et vidnesbyrd om Gud, den evige Fader, hans Søn, Jesus Kristus, og Helligånden?

  2. Har du et vidnesbyrd om Jesu Kristi forsoning og hans rolle som din Frelser og Forløser?

  3. Har du et vidnesbyrd om gengivelsen af Jesu Kristi evangelium?

  4. Opretholder du præsidenten for Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige som profet, seer og åbenbarer og som det eneste menneske på jorden, der er bemyndiget til at benytte alle præstedømmets nøgler?

    Opretholder du medlemmerne af Det Første Præsidentskab og de Tolv Apostles Kvorum som profeter, seere og åbenbarere?

    Opretholder du Kirkens øvrige generalautoriteter og lokale ledere?

  5. Herren har sagt, at alt skal gøres »i renhed« over for ham (L&P 42:41).

    Stræber du efter moralsk renhed i dine tanker og i din adfærd?

    Adlyder du kyskhedsloven?

  6. Følger du Jesu Kristi Kirkes lære i din personlige og i din offentlige adfærd over for din familie og andre?

  7. Støtter eller fremmer du nogen lære, praksis eller læresætning, der er i modstrid med dem i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige?

  8. Stræber du efter at holde sabbatsdagen hellig, både hjemme og i kirken, overvære dine møder, forberede dig til værdigt at tage nadveren og leve i harmoni med evangeliets love og befalinger?

  9. Stræber du efter at være ærlig i alt, hvad du gør?

  10. Betaler du en ærlig tiende?

  11. Forstår og adlyder du visdomsordet?

  12. Har du økonomiske eller andre forpligtelser over for en tidligere ægtefælle eller børn?

    Hvis ja, overholder du da disse forpligtelser?

  13. Holder du de pagter, som du indgik i templet, herunder at bære tempelklædningen, som man bliver instrueret om i begavelsen?

  14. Er der alvorlige overtrædelser i dit liv, der skal afklares med præstedømmeledere som en del af din omvendelse?

  15. Anser du dig selv for værdig til at komme i Herrens hus og deltage i tempelordinancerne?

I morgen vil disse reviderede tempelanbefalingsspørgsmål blive sendt ud til kirkeledere i hele verden.

Udover at man besvarer disse spørgsmål ærligt, så er det underforstået, at hver voksen tempelbesøgende vil bære præstedømmets hellige klædning under sit almindelige tøj. Det er et symbol på en indre forpligtelse om hver dag at stræbe efter at blive mere som Herren. Det minder os også om hver dag at forblive trofaste mod de pagter, vi har indgået, og om at gå på pagtsstien hver dag på en højere og helligere måde.

Nu vil jeg en kort stund gerne tale til vores unge. Vi tilskynder jer til at være værdige til en tempelanbefaling med begrænset anvendelse. I vil kun blive stillet de spørgsmål, der er relevante for jer i jeres forberedelse til ordinancerne stedfortrædende dåb og bekræftelse. Vi er meget taknemmelige for jeres værdighed og villighed til at tage del i denne hellige tempeltjeneste. Vi takker jer!

Personlig værdighed til at træde ind i Herrens hus kræver megen individuel åndelig forberedelse. Men med Guds hjælp er intet umuligt. På nogle måder er det lettere at bygge et tempel, end det er at opbygge et folk, der er forberedt til et tempel. Personlig værdighed kræver fuldstændig omvendelse af sind og hjerte for at være mere som Herren, for at være en ærlig borger, for at være et bedre eksempel og for at blive en helligere person.

Jeg bærer vidnesbyrd om, at en sådan forberedende indsats vil bringe utallige velsignelser i dette liv og ufattelige velsignelser i det næste liv, deriblandt bevarelsen af jeres familieenhed gennem hele evigheden i en tilstand af »aldrig ophørende lykke.«

Nu vil jeg gerne tale om et andet emne: Planer for det kommende år. I foråret 2020 er det præcis 200 år siden, at Joseph Smith oplevede den teofani, som vi kender som det første syn. Gud Faderen og hans elskede Søn, Jesus Kristus, viste sig for Joseph, en 14-årig ung mand. Den begivenhed markerede begyndelsen på gengivelsen af Jesu Kristi evangelium i dets fylde, præcis som det blev forudsagt i Bibelen.

Derefter fulgte en række besøg af himmelske budbringere, deriblandt Moroni, Johannes Døber og nogle af de første apostle Peter, Jakob og Johannes. Flere fulgte, deriblandt Moses, Elias og profeten Elias. De bragte hver især guddommelig myndighed til atter at velsigne Guds børn på jorden.

Mirakuløst nok har vi også modtaget Mormons Bog: Endnu et vidnesbyrd om Jesus Kristus, et helligt sidestykke til Bibelen. De åbenbaringer, der er udgivet i Lære og Pagter og Den Kostelige Perle, har også i høj grad beriget vores forståelse af Guds bud og evige sandhed.

Præstedømmets nøgler og embeder er blevet gengivet, deriblandt embedet som apostel, halvfjerdser, patriark, højpræst, ældste, biskop, præst, lærer og diakon. Og kvinder, der elsker Herren, tjener tappert i Hjælpeforeningen, Primary og Unge Kvinder, Søndagsskolen og andre kirkekaldelser – alle yderst vigtige dele af Jesu Kristi evangeliums gengivelse i dets fylde.

Således vil år 2020 blive betegnet som et tohundredår. Generalkonferencen næste april vil være anderledes end nogen tidligere konference. I de næste seks måneder håber jeg, at alle medlemmer og alle familier vil forberede sig til en unik konference, der vil fejre selve fundamentet for det gengivne evangelium.

I kan begynde jeres forberedelse ved atter at læse Joseph Smiths beretning om det første syn, som den står i Den Kostelige Perle. Vores studium næste år i Kom og følg mig er selvfølgelig Mormons Bog. I kan måske overveje vigtige spørgsmål som: »Hvordan ville mit liv være anderledes, hvis min viden opnået fra Mormons Bog pludselig blev fjernet?« eller »Hvordan har de begivenheder, der fulgte det første syn, gjort en forskel for mig og mine kære?« Nu, hvor Mormons Bog-videoerne også bliver tilgængelige, kan det være, at I også gerne vil medtage dem i jeres personlige studium og jeres familiestudium.

Vælg jeres egne spørgsmål. Udarbejd jeres egen plan. Fordyb jer i genoprettelsens glorværdige lys. Når I gør det, vil aprilkonferencen næste år ikke blot blive mindeværdig, den vil blive uforglemmelig.

Afslutningsvis efterlader jeg jer nu min kærlighed og min velsignelse, at I alle må blive lykkeligere og helligere for hver dag, der går. Vær i mellemtiden så forvisset om, at åbenbaring fortsætter i Kirken og vil fortsætte under Herrens ledelse, indtil »Guds hensigter er udført, og den store Jahve skal sige, at værket er fuldbragt.«

Således velsigner jeg jer og bekræfter min kærlighed til jer med mit vidnesbyrd om, at Gud lever! Jesus er Kristus! Dette er hans kirke, og vi er hans folk. I Jesu Kristi hellige navn. Amen.