2010-2019
Elskede døtre
Oktoberkonferencen 2019


2:3

Elskede døtre

Alt, hvad vi gør i Unge Kvinder, bunder i vores ønske om, at I får en urokkelig tro på Herren Jesus Kristus.

Mine kære søstre, det er en glæde at være sammen med jer! Vi er vidne til en udgydelse af åbenbaringer, der både prøver og opløfter os.

Til at begynde med vil jeg gerne introducere jer for nogle venner; det er nogle unge kvinder, der har nogle enestående talenter, vaner og personlige og familiemæssige omstændigheder. Hver eneste af dem har, ligesom alle I, vundet mit hjerte.

Bella

Først skal I møde Bella. Hun står fast og stærk i troen som den eneste unge pige i sin gren i Island.

Josephine

Mød den trofaste Josephine fra Afrika, der har forpligtet sig til at studere Mormons Bog hver dag. Hun er ved at opdage den kraft og de velsignelser, der kommer fra denne enkle handling i tro.

Ashtyn

Til sidst skal I møde min gode ven Ashtyn, en usædvanlig ung pige, der gik bort efter 6 års kamp mod kræft. Hendes stærke vidnesbyrd om Jesu Kristi forsoning vækker stadig genlyd i mit hjerte.

I er alle bemærkelsesværdige unge kvinder. I er enestående, I har hver især jeres egne gaver og erfaringer og ligner trods det hinanden på en meget væsentlig og evig måde.

I er bogstaveligt talt vore himmelske Forældres åndelige døtre, og intet kan adskille jer fra deres kærlighed og jeres Frelsers kærlighed. Når I kommer ham nærmere, selv med de mindste babyskridt, vil I opdage den varige fred, der sænker sig over jeres sjæl som vor Frelsers, Jesu Kristi, trofaste disciple.

Præsident Russell M. Nelson, vores elskede profet, har bedt mig meddele nogle inspirerede ændringer, der vil hjælpe jer til at »udvikle [jeres] hellige, personlige potentiale« og øge jeres retskafne indflydelse. Jeg vil i aften tale om fire områder med tilpasninger.

Unge Kvinders tema

For det første bunder alt det, vi gør i Unge Kvinder, i vores ønske om, at I får en urokkelig tro på Herren Jesus Kristus og en sikker viden om jeres guddommelige identitet som Guds datter.

I aften vil jeg gerne bekendtgøre en ændring af Unge Kvinders tema. Jeg beder til, at I vil føle Helligånden vidne om sandheden af disse ord, når jeg fremsiger det nye tema:

Jeg er mine himmelske Forældres elskede datter med guddommelige egenskaber og en evig skæbne.

Som Jesu Kristi discipel stræber jeg efter at blive som ham. Jeg søger og følger personlig åbenbaring og yder omsorg for andre i hans hellige navn.

Jeg vil stå som Guds vidne til alle tider og i alle ting og på alle steder.

Mens jeg stræber efter at blive værdig til ophøjelse, påskønner jeg omvendelsens gave og forsøger at forbedre mig hver dag. Jeg vil med tro styrke mit hjem og min familie, indgå og holde hellige pagter samt modtage det hellige tempels ordinancer og velsignelser.

Læg mærke til skiftet fra »vi« til »jeg«. Disse sandheder henvender sig til hver enkelt af jer. I er vore himmelske Forældres elskede datter. I er vor Frelser Jesu Kristi discipel i pagten. Jeg opfordrer jer til at studere og grunde over disse ord. Jeg ved, at når I gør det, vil I få et vidnesbyrd om deres sandfærdighed. Når I forstår disse sandheder, vil de ændre måden, I møder udfordringer på. Når I kender jeres identitet og formål, hjælper det jer til at afstemme jeres vilje med Frelserens.

I vil finde fred og få vejledning, når I følger Jesus Kristus.

Unge Kvinders klasser

Det andet område med ændringer vedrører klasserne i Unge Kvinder. Ældste Neal A. Maxwell sagde: »Meget ofte er det, mennesker har så meget brug for, at blive skærmet mod livets storme på et helligt tilflugtssted, hvor man hører til.« Vores klasser må være et tilflugtssted for stormene, sikre, kærlige steder, hvor man hører til. I bestræbelsen på at skabe større samhørighed, stærke venskaber og øge følelsen af at høre til i Unge Kvinder er vi i gang med at foretage nogle ændringer i klassesammensætningen.

I over hundrede år har unge kvinder været inddelt i tre klasser. Med øjeblikkelig virkning opfordrer vi Unge Kvinders ledere og biskopper til bønsomt at overveje hver af de unge kvinders behov og organisere dem i henhold til menighedens specifikke forhold. Her er nogle eksempler på, hvordan det kan se ud.

  • Hvis I har få unge kvinder, kan I have én klasse for unge kvinder, hvor alle mødes.

  • Måske har I en stor gruppe unge kvinder på 12 år og derudover en lille gruppe unge kvinder, som er ældre. I kan beslutte at have to klasser: En for de unge kvinder på 12 år og en for de 13-18-årige.

  • Eller I har en stor menighed med 60 deltagende unge kvinder, kan I have seks klasser, en for hvert alderstrin, organiseret efter år.

Uanset hvordan jeres klasser organiseres, er I unge kvinder afgørende for opbyggelsen af samhørighed. Vær et lys for dem omkring jer. Vær en kilde til den kærlighed og omsorg, I håber på at få af andre. Fortsæt med en bøn i jeres hjerte med at række ud og være den gode indflydelse. Når I gør det, fyldes jeres liv med venlighed. I vil få en bedre følelse over for andre og vil til gengæld begynde at se deres godhed.

Unge Kvinders klassenavne

For det tredje vil alle klasser, med denne nye måde at organisere klasser på, blive omtalt ved det fælles navn »Unge Kvinder«. Vi vil ikke længere bruge navnene »bikubepiger«, »rosenpiger« og »laurbærpiger«.

Styrk klassepræsidentskaber

Det sidste område, jeg ønsker at tale om, er vigtigheden af klassepræsidentskaber. Ligegyldigt hvordan Unge Kvinders klasser organiseres, bør hver klasse have et klassepræsidentskab! Unge kvinder kaldes i henhold til en guddommelig plan til at være ledere som unge.

Klassepræsidentskabers formål og rolle er blevet styrket og tydeligere defineret. Arbejdet med frelse er en af disse betydningsfulde opgaver, især inden for områderne omsorgsindsats, missionering, aktivering, tempeltjeneste og slægtshistorie. Ja, det er sådan, vi indsamler Israel – et storslået værk for alle unge kvinder som medlemmer af Herrens ungdomsbataljon.

Som I ved, kalder Herren på alle niveauer i Kirken præsidentskaber til at lede sit folk. Unge kvinder, at være medlem af et klassepræsidentskab kan være jeres første mulighed for at deltage i et inspireret mønster for ledelse. Voksne ledere, gør kaldelsen af klassepræsidentskaber til en prioritet, og vær derefter ved deres side som leder ved at undervise og vejlede dem, så de oplever succes. Uanset hvilken ledelseserfaring et klassepræsidentskab har, så begynd, hvor de er, og hjælp dem med at udvikle de færdigheder og den selvtillid, der vil velsigne dem som ledere. Hold jer tæt til dem, men tag ikke over. Ånden vil lede jer, når I vejleder dem.

Chloe

Som en illustration af forældres og lederes afgørende rolle som mentorer vil jeg gerne fortælle jer en historie. Chloe blev kaldet til at tjene som klassepræsident. Hendes kloge præstedømmeleder opmuntrede hende til at søge Herrens hjælp, når hun skulle anbefale nogle til sit præsidentskab. Chloe bad og fik ret hurtigt inspiration til, hvem hun skulle anbefale som sine rådgivere. Da hun fortsatte med at overveje og bede om en sekretær, ledte Ånden gentagne gange hendes opmærksomhed mod en ung pige, hvilket overraskede hende, en der sjældent kom i kirke eller til aktiviteter.

Da Chloe var lidt usikker på sin tilskyndelse, talte hun med sin mor, der forklarede, at en af de måder, vi kan modtage åbenbaring på, er ved gentagne tanker. Med fornyet tillid følte Chloe, at hun kunne anbefale denne unge pige. Biskoppen kaldte hende, og hun tog imod den. Da hun var blevet indsat, sagde denne søde sekretær: »Ved I hvad, jeg har aldrig følt, at jeg havde en plads, eller at der var brug for mig nogen steder. Jeg følte ikke, at jeg passede ind. Men med denne kaldelse føler jeg det som om, at vor himmelske Fader har et formål med mig og en plads til mig.« Da Chloe og hendes mor forlod mødet, vendte hun sig mod sin mor og sagde med tårer i øjnene: »Åbenbaring findes virkelig! Åbenbaring virker virkelig!«

Klassepræsidentskaber, I er blevet kaldet af Gud og blevet betroet at lede en gruppe af hans døtre. »Herren kender jer … Han valgte jer.« I er blevet indsat af en, der har præstedømmets myndighed; det betyder, at I udøver præstedømmets myndighed, når I udfører opgaverne i jeres kaldelse. I har et vigtigt værk at udføre. Vær lydhøre over for og følg Helligåndens tilskyndelser. Når I gør det, kan I tjene andre med selvtillid, for I tjener ikke alene!

Klassepræsidenter, vi har brug for jeres visdom, stemme og energi i det nye menighedens ungdomsråd, som ældste Quentin L. Cook bekendtgjorde i dag. I er en vigtig del af de løsninger, der skal til for at imødekomme jeres brødres og søstres behov.

Disse ændringer i organiseringen af klasser og lederskab kan begynde, så snart menighederne og grenene er klar, men bør være på plads inden den 1. januar 2020.

Mine kære søstre, jeg bærer vidnesbyrd om, at de tilpasninger, jeg har talt om i dag, er inspireret vejledning fra Herren. Må vi, når vi omhyggeligt implementerer disse tilpasninger, aldrig tabe vores mål af syne: At styrke vores beslutning om at følge Jesus Kristus og hjælpe andre til at komme til ham. Jeg vidner om, at dette er hans kirke. Hvor er jeg taknemmelig for, at han giver os mulighed for at være en meget vigtig del af hans hellige værk.

Jeg beder til, at den samme Ånd, der har vejledt til disse tilpasninger, vil vejlede jer, når I trænger jer frem på pagtens sti. Det vidner jeg om i Jesu Kristi navn. Amen.