Frelserens berøring
Når vi kommer til Gud, vil han komme os til undsætning, enten ved at helbrede os eller give os styrke til at klare enhver situation.
For omtrent 2000 år siden kom Frelseren ned fra et bjerg efter at have undervist i saligprisningerne og andre evangeliske principper. Mens han gik, kom en spedalsk mand hen til ham. Manden viste ærbødighed og respekt, da han knælede foran Kristus og søgte lindring for sin lidelse. Hans anmodning var enkel: »Herre, hvis du vil, kan du gøre mig ren.«
Frelseren rakte derpå sin hånd ud, rørte ved ham og sagde: »Jeg vil, bliv ren!«
Her lærer vi, at Frelseren altid ønsker at velsigne os. Nogle velsignelser kan komme straks, mens andre tager længere tid, og nogle kommer måske først efter dette liv, men velsignelser vil komme, når tiden er inde.
Ligesom den spedalske kan vi finde styrke og trøst i dette liv ved at acceptere hans vilje og vide, at han ønsker at velsigne os. Vi kan finde styrke til at modstå enhver udfordring, overvinde fristelser og at forstå og udholde vores vanskelige omstændigheder. I et af de mest overvældende øjeblikke i Frelserens liv blev hans styrke til at udholde større, da han sagde til sin Fader: »Ske din vilje.«
Den spedalske kom ikke med sin anmodning på en prætentiøs eller krævende måde. Hans ord afslører en ydmyg holdning, med store forventninger, men også med et oprigtigt ønske om, at Frelserens vilje skal ske. Det er et eksempel på den holdning, hvormed vi bør komme til Kristus. Vi kan komme til Kristus i vished om, at hans ønske umiddelbart og altid vil være det bedste for vores jordiske og evige liv. Han har et evigt perspektiv, vi ikke har. Vi må komme til Kristus med et oprigtigt ønske om, at vores vilje må blive opslugt i Faderens vilje, ligesom hans blev. Det vil forberede os på evigt liv.
Det er meget svært at forestille sig den fysiske og mentale lidelse, der tyngede den spedalske, der kom til Frelseren. Spedalskhed påvirker nerverne og huden og forårsager vansiring og invaliditet. Derudover førte det til stor social stigmatisering. En person, der var ramt af spedalskhed, måtte forlade sine kære og bo isoleret fra andre. Spedalske blev anset for at være urene, både fysisk og åndeligt. Af denne årsag krævede moseloven, at spedalske gik i pjalter og råbte »uren!«, hvor de gik. Syg og afskyet endte spedalske med at bo i forladte huse eller i grave. Det er ikke svært at forestille sig, at den spedalske, der nærmede sig Frelseren, var nedbrudt.
På den ene eller anden måde – kan vi også nogle gange føle os nedbrudt, uanset om det er på grund af vores egne handlinger eller andres, eller på grund af situationer som vi kan eller ikke kan kontrollere. I sådanne øjeblikke kan vi lægge vores vilje i hans hænder.
For nogle år siden modtog Zulma, min hustru, min bedre halvdel, min bedste del, nogle kedelige oplysninger blot to uger før et af vores børns bryllup. Hun havde en tumor i ørespytkirtlen, og den voksede hurtigt. Hendes ansigt begyndte at hæve, og hun ønskede at få en vanskelig operation straks. Mange tanker gik igennem hendes hoved og tyngede hendes hjerte. Var tumoren ondartet? Ville hendes krop komme sig igen? Ville hun blive lammet i ansigtet? Hvor stærk ville smerten være? Ville hun få permanente ar i ansigtet? Ville tumoren vende tilbage, efter den blev fjernet? Ville hun være i stand til at overvære vores søns bryllup? Da hun lå på operationsstuen, følte hun sig nedbrudt.
I det meget vigtige øjeblik hviskede Ånden til hende, at hun måtte acceptere Faderens vilje. Hun besluttede så for at sætte sin lid til Gud. Hun følte stærkt, at uanset hvad ville resultatet af hans vilje være det bedste for hende. Kort tid efter gled hun over i bedøvelsens søvn.
Senere skrev hun poetisk i sin dagbog: »På kirurgens bord bøjede jeg mig for dig, overgav mig til din vilje og faldt i søvn. Jeg vidste, at jeg kunne stole på dig og vide, at intet dårligt kan komme fra dig.«
Hun fandt styrke og trøst ved at overgive sin vilje til Faderens. Den dag velsignede Gud hende meget.
Uanset hvilke omstændigheder vi befinder os i, kan vi udøve tro til at komme til Kristus og finde en Gud, vi kan stole på. Et af mine børn, Gabriel, skrev engang:
Ifølge profeten skinner Guds ansigt klarere end solen,
og hans hår er hvidere end sne,
og hans røst brøler som en brusende flod,
og ved siden af ham er mennesket intet …
Jeg er knust, når jeg indser, at selv jeg er intet.
Og først der famler jeg mig frem mod en gud, jeg kan stole på.
En Gud, vi kan stole på, styrker vores håb. Vi kan stole på ham, fordi han elsker os og ønsker det bedste for os i alle situationer.
Den spedalske kom frem på grund af håbets kraft. Verden gav ham ingen løsninger, ikke engang trøst. Derfor må Frelserens enkle berøring have føltes som et kærtegn i hele hans sjæl. Vi kan kun forestille os den store taknemmelighed, den spedalske må have følt ved Frelserens berøring, særligt da han hørte ordene: »Jeg vil, bliv ren!«
Historien lyder, at »straks blev han renset for sin spedalskhed.«
Vi kan også føle Frelserens kærlige, helende hånds berøring. Hvilken glæde, hvilket håb og hvilken taknemmelighed der kommer til vores sjæl ved at vide, at han ønsker at hjælpe os til at være rene! Når vi kommer til Gud, vil han komme os til undsætning, enten ved at helbrede os eller give os styrke til at klare enhver situation.
I hvert fald vil det hjælpe os til at forstå vores situation, at vi accepterer hans vilje – ikke vores. Intet dårligt kan komme fra Gud. Han ved, hvad der er bedst for os. Han fjerner muligvis ikke vores byrder lige med det samme. Nogle gange kan han lette disse byrder, ligesom han gjorde med Alma og hans folk. På grund af pagter vil byrderne i sidste ende blive lettet, enten i dette liv eller ved den hellige opstandelse.
Et oprigtigt ønske om, at hans vilje må ske, tillige med en forståelse af vor Forløsers guddommelige væsen, hjælper os til at udvikle den form for tro, den spedalske udviste for at blive renset. Jesus Kristus er en kærlighedens Gud, en håbets Gud, en helbredelsens Gud, en Gud, der ønsker at velsigne og hjælpe os til at være rene. Det er det, han ønskede, inden han kom til jorden, da han meldte sig frivilligt til at frelse os, når vi falder i overtrædelse. Det er det, han ønskede i Getsemane, da han oplevede smerte, ubegribelig for mennesket, under lidelserne ved at betale prisen for synd. Det er det, han ønsker nu, når han taler vores sag for Faderen. Det er derfor, hans røst stadig vækker genklang: »Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile.«
Han kan helbrede og opløfte os, fordi han har evnen til at gøre det. Han påtog sig alle legemets og åndens smerter, så hans indre kan fyldes med barmhjertighed for at kunne hjælpe os i alt og helbrede og opløfte os. Esajas’ ord, som de citeres af Abinadi, beskriver det smukt og rørende:
»Han har visselig båret vor lidelse og båret vore sorger …
Men han blev gennemboret for vore overtrædelser, han blev knust for vor syndighed; de straffe, der gav os fred, dem led han; og ved hans sår bliver vi helbredt.«
Samme princip udtrykkes i dette digt:
»Du tømrer fra Nazaret,
det hjerte, der sig vånder i sin kvide,
det liv, som knustes til alt var ilde fat,
o, tømrer, kan du virkelig min sorg vide?
Og ved hans kærlige, tjenende hånd,
sødmen af sit liv han væver ind
i vores liv med stærke bånd
en ny skabelse – så ›alting er nyt‹ i vores sind.
Hvis I på nogen måde føler, at I ikke er rene, hvis I føler jer nedbrudte, så vid, at I kan blive rene, I kan heles, fordi han elsker jer. Stol på, at intet ondt kan komme fra ham.
Fordi han »steg ned under alt,« gør han det muligt for alt, der har været ødelagt i vores liv, at heles, og derved kan vi blive forliget med Gud. Gennem ham forliges alt, både ting, der er på jorden, og ting, der er i himlen og stifter »fred ved hans blod på korset.«
Lad os komme til Kristus ved at tage alle de nødvendige skridt. Når vi gør det, må vi så have en holdning af: »Herre, hvis du vil, kan du gøre mig ren.« Hvis vi har det, kan vi modtage Mesterens helbredende berøring tillige med den kærlige lyd af hans røst: »Jeg vil, bliv ren!«
Frelseren er en Gud, vi kan stole på. Han er Kristus, den Salvede, Messias om hvem jeg bærer vidnesbyrd i hans hellige navn, ja, Jesus Kristus. Amen.