At miste forelskelsen og finde den igen
Nøglen til at redde mit ægteskab var at lære at se min mand, som Herren ser ham.
Ud fra en verdslig standard er det at blive forelsket let. Men det kan det at miste forelskelsen også være. Men at blive forelsket igen efter at have mistet forelskelsen er meget svært. Mennesker kan ikke blive forelsket igen uden hårdt arbejde. Det kan være en lang og vanskelig rejse, men det er utroligt belønnende. Det ved jeg fra erfaring.
»Vor himmelske Fader, jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre!« Jeg var stormet ud af fra huset efter et særligt voldsomt skænderi med min mand. Det var i november og meget koldt. Jeg løb ud uden sko eller frakke, men jeg var så oprørt, at jeg slet ikke lagde mærke hertil. I vores ægteskab var der ikke fysisk misbrug, men det synes som om, vi sloges hele tiden – eller i det mindste, når han var hjemme, hvilket ikke var særligt ofte. Han blev på arbejdet til sent næsten hver eneste dag og syntes at tilbringe resten af sin tid på golfbanen. Jeg kunne ikke bebrejde ham. Hjemme var det lige så miserabelt for ham, som det var for mig. Så nu stod jeg der ude i kulden, kun iført en tynd T-shirt og jeans og fortalte min himmelske Fader om al min ulykke. Da jeg stod der, forstod jeg, at jeg ikke længere elskede min mand. Jeg holdt egentlig heller ikke af ham.
Det virkede som jeg havde to muligheder. Jeg kunne forlade ham og blive skilt, eller jeg kunne blive og være ulykkelig. Ingen af de to muligheder syntes særligt tiltrækkende. Hvis jeg forlod ham, ville mit ægteskab gå i stykker, og jeg måtte opgive mit håb om en evig familie. Jeg ville tvinge mine børn til at lide på grund af min beslutning, og de ville tilbringe deres barndom i et hjem med kun en forælder.
Hvis jeg på den anden side blev, så ville jeg ignorere den kendsgerning, at vi alligevel var mislykkede. Jeg ville ikke have en evig familie, fordi vi var absolut ikke på vej mod det celestiale rige. Jeg ville tvinge mine børn til at leve i et meget ulykkeligt hjem, fordi mor og far ikke kunne lide hinanden og næsten ikke kunne se på hinanden uden at blive fornærmet.
»Himmelske Fader,« bad jeg, »ingen af disse valg er gode. Vil du ikke nok fortælle mig, hvad jeg skal gøre.«
Så kom der en ny tanke i mit sind. Det rigtige svar var et, som jeg havde ignoreret. Jeg kunne blive, elske Mark (navnet er ændret) og være lykkelig. Det syntes at være et meget bedre valg. Selv om jeg ikke havde nogen ide om, hvordan jeg skulle kunne gennemføre det, så fik tanken om at få min lykkelige familie tilbage mig til at føle, at jeg kunne vende om og gå hjem.
I løbet af de næste få uger forsøgte jeg at blive forelsket i Mark igen, men jeg oplevede kun frustration. Mine bedste anstrengelser slog fejl. Jeg forsøgte at være sødere mod ham. Men når jeg lavede et fint måltid til ham, som jeg vidste, at han kunne lide, kom han bare for sent. Når jeg gjorde små ting for ham, som jeg mente viste ham kærlighed, lagde han ikke mærke til det, hvad der gjorde mig endnu mere ked af det. På trods af alle mine anstrengelser, gennemgik han ikke den mirakuløse transformation, som jeg håbede på. Efter tre uger var jeg tættere på at opgive, end jeg nogen sinde havde været før.
Jeg vendte tilbage til min himmelske Fader i bøn. Jeg skammer mig over at sige, at det ikke var den mest ydmyge bøn. »Det virker ikke,« sagde jeg til ham. »Mark er for stor en idiot. Jeg kan ikke elske ham, hvis han ikke er villig til at hjælpe mig lidt. Jeg forsøgte, men det virkede ikke.
Kan du ikke hjælpe mig?« spurgte jeg. »Kan du ikke gøre ham lidt sødere? Kan du ikke bare bringe ham i orden?«
Der kom næsten med det samme et stærkt indtryk: »Bring dig selv i orden.«
»Jeg er ikke problemet,« tænkte jeg. Det var jeg sikker på. Jeg begyndte at opregne alle Marks frygtelige karaktertræk, som jeg bare ikke kunne overse, og det var helt afgjort problemet.
Igen følte jeg i mit foruroligede sind: »Bring dig selv i orden.«
»Ja,« bad jeg nu mere ydmygt, »det vil jeg godt, men jeg ved ikke hvordan. Vil du ikke nok vejlede mig? Vil du ikke nok fortælle mig, hvad jeg skal gøre.«
Jeg bad hver dag og bønfaldt Herren om at vejlede mig. Jeg knælede ned i mange lange bønner og fortalte ham, hvor vigtigt det var, idet jeg forsøgte at overbevise ham om at hjælpe mig, men det var som intet kom.
Indsigten kom til sidst gennem vores lærer i seniorklassen. I klassen læste vi Moroni 7:47-48: »Kærlighed, Kristi rene kærlighed … Derfor, mine elskede brødre, bed til Faderen af jeres ganske hjerte, at I må være fyldt med denne kærlighed, som han har skænket alle dem, som er hans Søns, Jesu Kristi sande efterfølgere.«
Vi drøftede, hvad denne rene kærlighed er. Det er den kærlighed, som Kristus har til hver eneste af os. Jeg lærte, at Frelseren ved, hvad godt der er i hver eneste af os. Han kan finde noget, der er værd at elske i ethvert menneske.
Læreren henviste os tilbage til skrifterne. »Der står i vers 48, at Kristi rene kærlighed er en gave fra Faderen, som gives til jer. Kristi rene kærlighed er ikke noget, som vi selv kan udvikle. Det må gives til jer. Hvad så, hvis der er en nabo, som gør jer vred eller nogen, som I ikke kan lide. Hvad er problemet? Problemet er, at I ikke nærer kærlighed, Kristi rene kærlighed, over for vedkommende. Hvordan opnår I det? I må bede ›til Faderen af jeres ganske hjerte‹ og bede ham give jer kærlighed til denne person. I må bede om at kunne se denne person gennem Frelserens øjne, så I vil være i stand til at se ham eller hende som gode og elskelige.«
Det var mit svar. Hvis jeg kunne se Mark fra Frelserens perspektiv, kan jeg slet ikke lade være med at elske ham. Det syntes at være meget lettere at gøre, meget lettere end noget andet jeg havde prøvet at gøre indtil nu. Jeg ville blot bede om kærlighed, og Gud ville give den til mig, og det ville løse mit problem. Men jeg skulle have vidst, at vor himmelske Fader ville kræve i det mindste lidt mere arbejde af mig.
Jeg knælede ned i bøn den aften og bad om kærlighed til min mand. Jeg bad om at måtte føle en del af den kærlighed, som Jesus Kristus føler for Mark, at se det gode i ham, som Frelseren kunne se. Så kom denne tanke meget stærkt til mig, at jeg allerede burde kende det gode i Mark, og at jeg skulle nævne dem. Jeg tænkte længe. Jeg havde ikke fokuseret på det gode i lang tid. Til sidst sagde jeg: »Han så godt ud i dag.« Jeg blev tilskyndet til at sige noget andet. »Han går ud med affaldet, når jeg be’r ham om det.« Endnu en ting. »Han arbejder hårdt.« Endnu en ting. »Han er god ved børnene.« Endnu en ting. Jeg kunne ikke tænke på noget andet.
Næste aften før jeg gik i seng, bad jeg om kærlighed og blev igen tilskyndet til at sige noget godt om Mark. Det var hårdt arbejde. Jeg var ikke vant til at fokusere på det positive. Jeg var vant til at katalogisere alle hans fejl, så jeg kunne rette dem.
Jeg blev snart klar over, at jeg måtte sige noget godt om ham hver eneste aften i nogen tid, og jeg besluttede, at det ville blive meget lettere, hvis jeg lagde mærke til ham i løbet af dagen. Den næste dag så jeg nøje efter, og jeg fandt 10 gode ting ved ham – en ny rekord! Det blev mit mål. 10 gode ting før jeg gik i seng. På de gode dage var det let. På de dårlige dage var der mindst tre, såsom »hans hår ser godt ud« eller »jeg kan lide de bukser, som han har på.« Og det gjorde jeg hver aften.
Efter en tid begyndte jeg selv at nævne 10 positive ting, hver gang jeg havde en negativ tanke. Med disse odds lod jeg ikke mig selv dvæle ved Marks fejl særligt ofte.
Og langsomt begyndte der at ske noget vidunderligt. For det første begyndte jeg at forstå, at Mark ikke var den store idiot, som jeg troede han var. Han havde mange vidunderlige karaktertræk, som jeg havde overset eller glemt. For det andet, fordi jeg ikke var efter ham længere, begyndte Mark selv at gøre noget ved de dårlige vaner, som jeg havde været efter ham for i så lang tid. Lige så snart jeg holdt op med at føle, at jeg var ansvarlig for hans gerninger, begyndte han selv at tage ansvar for dem. Jeg begyndte at nyde min tid med Mark, og der blev mere tid, fordi han holdt op med at arbejde så mange timer.
Vi var kommet langt, men der var stadig et problem. Jeg nærede ingen kærlighed til Mark. Den var der bare ikke. Jeg længtes efter den følelse at høre sammen, den følelse, at vi hørte sammen. Jeg havde bedt hver dag i fem måneder nu og bedt om at føle den kærlighed, som Kristus nærede til ham. Jeg bønfaldt nu Gud endnu mere om at give mig kærlighed til Mark. »Jeg er lykkelig over vores udvikling,« fortalte jeg ham. »Vores familie er meget stærkere nu end nogensinde før. Hvis det er det bedste jeg kan have, så vil jeg være tilfreds. Men hvis jeg blot kunne elske Mark lidt, så ville det være den største velsignelse, som jeg kunne modtage.«
Jeg husker levende det øjeblik, hvor denne velsignelse blev givet. Vi var ved at spille nogle spil sammen hos mine forældre en aften. Jeg så hen over bordet på Mark, og pludselig, ud af det blå, kom den stærkeste, mest vibrerende og intense kærlighed, som jeg nogen sinde har følt og ramte mig som en fysisk kraft. Mine øjne fyldtes med tårer, og jeg oplevede en stor ærefrygt over styrken af mine følelser. Der, lige over for mig, sad min evige ægtefælle, som jeg elskede mere end ord kunne udtrykke. Hans uendelige værdi var så lysende, at jeg næsten ikke kunne tro på, at jeg havde været i stand til at overse den. Jeg følte til en vis grad det, som Herren følte for min Mark, og det var smukt.
Der er gået adskillige år efter denne særlige aften, men mindet kan stadig bringe tårer til mine øjne. Det er skræmmende, at jeg næsten opgav og næsten gik glip af denne oplevelse.
Mit ægteskab er meget godt nu – ikke perfekt, men meget, meget godt. Jeg nægter at give slip på min kærlighed igen. Jeg gør en bevidst indsats hver dag på at nære den kærlighed, som jeg har til Mark. Og jeg føler den dybeste taknemlighed til en kærlig himmelsk Fader, som hjalp mig med at bringe mig selv i orden.