Hjemmelærer med bror Skinner
Jeg blev døbt i Kirken som teen-ager, men holdt op med at komme ikke længe efter. Tre år i hæren gjorde ikke noget for at genoprette mit åndelige helbred. jeg var hjemsendt, ved Herrens Ånds blide, men vedvarende tilskyndelse ledt til at vende tilbage til aktivitet i mit hjemward. Jeg adlød pligtskyldig.
Selv om jeg var lidt ru i kanten, så bød ældsternes kvorum mig velkommen uden at stille spørgsmål og gav mig til opgave at være hjemmelærerkammerat med Burniss Skinner, som var andenrådgiver i biskoprådet. Under bror Skinners kærlige undervisning, følte jeg mit vidnesbyrd begynde at slå rod.
Nogle af vores tildelte familier kæmpede med en presset økonomi, små børn, kronisk sygdom, ensomhed og aktivitet i kirken. Andre var et eksempel på den fred, som efterlevelse af evangeliet giver. Blandt disse familier var Hazel og John Peterson meget specielle. Deres søn, Mike, havde været en af mine venner i skolen og en af de unge mænd, som var et stort redskab i min omvendelse. Jeg havde som ung undersøger modtaget missionærlektionerne i deres hjem, og nu vendte jeg tilbage som deres hjemmelærer.
Bror Skinner betjente hvert hjem, som vi besøgte, med en overflod af ro og tålmodighed, som kom fra hans hjerte. Hans ord og trøst, velsignelse, omsorg og vejledning er forblevet i mit hjerte som lektioner på Frelserens kærlighed. At udføre hjemmelærerbesøg med bror Skinner var ikke en byrde, men et stort privilegium og en stor ære.
I løbet af et år var jeg rykket op i præstedømmet, blevet beseglet i templet til min kære hustru og flyttet bort fra bror Skinner og vores hjemmelærerfamilier. Efter jeg blev færdig med jurastudiet tilbragte jeg 20 år i militæret, og flyttede min familie med rundt til fire lande på tre kontinenter. Men jeg har aldrig glemt bror Skinner, og mens jeg tjente i forskellige ward og grene, har jeg forsøgt at efterligne hans barmhjertighed og forpligtelse.
Efter jeg gik på pension fra flyvevåbnet, flyttede jeg tilbage til min hjemby for at fortsætte som sagfører. De mellemliggende 20 år havde organiseret menighederne med helt andre grænser. Men jeg følte, at jeg skulle besøge søster Hazel Peterson, som havde levet alene, efter hendes mand var død af kræft.
Seks måneder senere havde jeg dog stadig ikke besøgt hende. En vintermorgen på vej til mit sagførerkontor kom billedet af søster Peterson uventet til mig i mit sind. Da jeg var ved at passere forbi den nærmeste motorvejsafkørsel til hende hjem, afviste jeg følelsen og fortsatte med at køre. Men da jeg nåede frem til den næste afkørsel, oplevede jeg, at jeg kørte bort fra motorvejen og tilbage til søster Petersons hjem. Ligesom Ånden blidt havde tvunget mig til at vende tilbage til aktivitet for næsten 25 år siden, så hviskede den nu stille, at jeg skulle besøge min gamle hjemmelærersøster.
Jeg bankede på søster Petersons dør og ventede. Efter adskillige minutter tænkte jeg, at hun nok var ude. Endnu engang bankede jeg på, og ventede yderligt nogle minutter. Til sidste raslede vinduet over døren og blev åbnet. Søster Peterson kiggede ned på mig. Årene havde gjort hendes hår hvidt som det reneste uld, og hun så lille og tynd ud. Hendes ansigt var i smerte. På trods af sin besværlige vejrtrækning begyndte hun at græde, da hun genkendte mig. »Åh, Kevin,« sagde hun, »jeg er så glad for at se dig her. Jeg har så mange smerter på grund af min gigt, og jeg har behov for en præstedømmevelsignelse. Tak fordi du ventede – vær venlig at komme ind.« Før hun vendte sig bort fra vinduet, tilføjede hun, »jeg troede, at du var Burniss.«
Jeg blev overrasket over at høre navnet Burniss. »Mener du bror Skinner?« spurgte jeg hende. »Bor han stadig her?«
»Nej,« sagde hun. »Han bor ca. 65 kilometer nordpå. Men han arbejder stadig her, og jeg har hans arbejdsnummer. Jeg ringede for 20 minutter siden og bad ham komme for at give mig en velsignelse. Han kan være her når som helst.«
En bil kørte ind i indkørslen, og bror Skinner stod ud – mere grå, men med samme elegante bevægelser og med et venligt smil. Vi trykkede hinandens hænder, og 20 års fravær smeltede bort. Vi gik ind i søster Petersons kendte hjem, som var stedet for min åndelige oplæring fra bror Skinner for så mange år tidligere. Jeg salvede søster Petersons hoved med indviet olie, og bror Skinner udtalte velsignelsen. Vi var sammen igen, hjemmelærerkammerater i en improviseret kaldelse i tjeneste fra Herren selv.
Kevin Probasco er medlem af Glen Eagle Ward, Syracuse Utah West Stav.