Diakonernes kvorum

Dette er den første i en serie af artikler om præstedømmets kvorummer og deres formål. Her fortæller medlemmer af Det Præsiderende Biskopråd om nogle af deres tanker om diakonernes kvorum.

Hvorfor organiserer Kirken 12- og 13-årige drenge i diakonernes kvorummer?

Biskop H. David Burton, Den Præsiderende Biskop (midt ovenfor): En af de meget vigtige årsager er den effektive brug af præstedømmets nøgler. Præstedømmets nøgler giver myndighed til dem, som præsiderer til at give vejledning og velsigne mennesker. Præsidenten for et kvorum bruger disse nøgler til at velsigne kvorumsmedlemmer i deres tilværelse samt dem, som er modtagere af kvorumsmedlemmernes tjeneste.

Biskop Richard C. Edgley, førsterådgiver i Det Præsiderende Biskopråd (ovenfor, til venstre): Ældste L. Tom Perry fra De Tolv Apostles Kvorum har ved et verdensomspændende lederoplæringsmøde i juni 2003 sagt, at et kvorum er tre ting. Det er en klasse, et broderskab og en tjenesteorganisation (se »Stavsadministration«,

s. 6; se også Stephen L Richards, i Conference Report, okt. 1938, s. 118). Kvorummer bringer unge mænd sammen for at opfylde disse tre formål. Jeg tænker, at meget af vores fokus på lederskab i kvorummer sker i klasseværelset og ikke så meget i form af broderskab og tjeneste. Disse andre aspekter er vigtige.

Biskop Burton: Klasseværelset er, selvom det er meget vigtigt, der hvor »teorien« læres. »Laboratoriet«, hvor vi anvender denne teori, er i tjeneste over for andre uden for klasseværelset. Hovedvægten bør ligge på, hvordan de unge mænd udfører deres pligter (se L&P 20:57, 59, 60).

Hvad bør vejlederens rolle for diakonernes kvorum være?

Biskop Keith B. McMullin, andenrådgiver i Det Præsiderende Biskopråd (ovenfor, til højre): En måde, hvorpå vi kan udvide broderskabs- og tjenesteaspektet i kvorummet er ved at anbringe kvorumspræsidenten i hans rette rolle. Vi har ofte tendens til at give vejlederen i et diakonernes kvorum mere myndighed, end vi giver kvorumspræsidenten.

Biskop Burton: Vejlederen skal udvikle evnen til at være »skyggeleder« og på en eller anden måde anspore de unge mænd til at udføre deres pligter uden, at vejlederen bliver den virkelige præsident i kvorummet. Alt for ofte er kvorummet en direkte afspejling af den nuværende vejleder.

Biskop McMullin: Udfra min vurdering gør diakonernes kvorummer ofte kun det, som forventes af dem fra deres vejledere. Når vejlederne forstår, hvad det vil sige at løfte og velsigne de unge mænd i deres præstedømmeembede, så vil vi se større kraft. Men så længe vi ser diakonerne som unge, der skal underholdes ved en eller anden aktivitet, der er tilfældig i forhold til deres præstedømme, så er det der, hvor vore unge mænd har tendens til at blive.

Biskop Edgley: Tænk på, hvad der ville ske med et diakonernes kvorum, hvis der var nok stole i klasseværelset til alle kvorumsmedlemmerne, ikke bare til dem, som kommer regelmæssigt, og hvis der bag på hver eneste stol var navnet på et kvorumsmedlem. De tomme stole ville blive meget fremtrædende for kvorumspræsidentskabet. Det er et eksempel, hvordan man kan live kvorumspræsidentskabet op og gøre opmærksom på kvorummets behov for at række ud til andre.

Hvordan kan den voksne leder og vejleder hjælpe diakonerne med at få åndelige oplevelser, når mange af diakonernes pligter snarere synes at være rutineprægede?

Biskop Edgley: Unge mennesker i den alder skal ledes til åndelige oplevelser. Disse oplevelser sker ikke blot af sig selv. Jeg husker, at min far tog mig med for at overvære en præstedømmevelsignelse af et mindre aktivt medlem. Jeg kunne ikke deltage udover at være der og føle Ånden, men min far forklarede ordinancen og ledte mig til denne åndelige oplevelse.

Biskop McMullin: Der er ikke noget rutinemæssigt ved at omdele nadveren – når man er åndeligt oplyst. Hvis en diakon undervises på en inspirerende måde om symbolerne i form af brød og vand, og hvad de betyder for ham personligt og for enhver, som tager disse symboler op til sin mund, så bliver nadveren en hellig oplevelse hver sabbatsdag (se 3 Nephi 18:5-6; L&P 20:77, 79). Men typisk ser jeg, at vore bærere af Det Aronske Præstedømme er mere bekymrede over, hvilke rækker de deler nadver ud på, eller hvem de skal give den til først på forhøjningen. På denne måde kan det blive en rutine i en sådan grad, at det har mistet sin særlige karakter. Hvis vejlederne underviser i administrationens detaljer i god tid i forvejen, så virker disse detaljer ikke distraherende.

Hvad er de største udfordringer, som diakonerne står over for i dag, og hvad kan et kvorum gøre for at hjælpe?

Biskop Edgley: Den største udfordring for en diakon er at føle, at han hører til, at finde sig selv, og at føle, at han har betydning. Vi begynder at miste unge mænd i diakonalderen. De går derhen, hvor de føler sig accepterede, og når man fx ser på narkotikakulturen, så accepterer den dem altid. Vi må få dem til at føle sig accepterede i det rette miljø, med de rette venner – og det er i kvorummet. De må føle, at de hører til, at de er i sikkerhed, og at de er vigtige. Det er broderskabssiden af kvorummet.

Biskop Burton: Vi må huske, at Det Aronske Præstedømme er et forberedende præstedømme på en meget virkelig måde. Alt for ofte bliver det et mål i sig selv. Hvis vore vejledere og biskopper vil huske, at det er forberedelsen til livet og til Det Melkisedekske Præstedømme, så kan vi måske fokusere på at forberede vore unge mænd på de frelsende ordinancer i det højere præstedømme.