BUDSKAB FRA DET FØRSTE PRÆSIDENTSKAB

Følg den lige kurs

PRÆSIDENT GORDON B. HINCKLEY

De dage, som vore forfædre talte om, er over os, som lever i begyndelsen af det 21. århundrede. Det er de dage, hvor profetierne går i opfyldelse, og jeg er taknemmelig for at leve og være med i dette levende og forunderlige værk, der har en så god indvirkning på så mange mennesker i mange dele af verden.

Denne udvikling er ikke menneskets sejr. Det er en tilkendegivelse af Guds magt. Jeg håber aldrig, at vi bliver stolte eller begynder at prale af det. Jeg beder til, at vi altid vil være ydmyge og taknemmelige.

Frugterne af det første syn

Dette værk begyndte med en mest bemærkelsesværdig åbenbaring, der blev givet en forårsmorgen i året 1820, da Faderen og Sønnen viste sig for drengen, Joseph Smith. Alt det gode vi ser i Kirken i vore dage er frugterne af dette bemærkelsesværdige besøg, et vidnesbyrd, som har berørt millioner af hjerter i mange lande. Jeg tilføjer mit eget vidnesbyrd, som blev givet mig af Ånden, om at profetens beskrivelse af denne storslåede begivenhed er sand, om at Gud den evige Fader og den opstandne Herre Jesus Kristus talte med ham ved denne lejlighed i en samtale så virkelig og personlig og fortrolig som han beskrev det. Jeg bærer højt og tydeligt mit vidnesbyrd om, at Joseph var profet, og at det værk, som han var redskab til at frembringe, er Guds værk.

Jeg er kommet til at værdsætte en sammenfatning af en af profetens venner af Joseph Smiths værk og en udtalelse om vores pligt til at fremme det. Disse ord, smukke og poetiske, blev nedfældet af ældste Parley P. Pratt fra De Tolvs Kvorum i 1845, mindre end et år efter Josephs død:

»Han har organiseret Guds rige – vi vil udvide dette herredømme.

Han har gengivet evangeliet i dets fylde – vi vil udbrede det …

Han har ladet en herlig dag fremstå – vi vil videreføre den i dens herligste pragt.

Han var ›kun én‹, men blev til tusind – vi er små, men vi vil blive en stærk nation.

Han huggede kort og godt stenen ud … vi vil gøre den til et stort bjerg, der fylder hele jorden.«¹

Vi ser denne drøm udfolde sig. Jeg håber, at vi vil være ærlige og trofaste over for det hellige tillidshverv, som vi har fået, til at opbygge dette rige. Vi kan ikke undgå sorger og tilbageskridt under vores arbejde. Vi må forvente modgang, både målbevidst og raffineret.

Vores bedste forsvar

Efterhånden som værket vokser, må vi forvente, at modstanderen forstærker sit angreb imod os. Vores bedste forsvar er vores rolige trofasthed over for de lærdomme, som vi modtager af dem, vi har opretholdt som Guds profeter.

Profeten Joseph Smith lærte os, hvordan vi skulle klare den verden vi befinder os i. Han sagde: »Drag ud i al sagtmodighed og oprigtighed og undervis om Jesus Kristus, ham der blev korsfæstet, og gør det uden at strides med andre om deres tro eller religion, men gå fremad uden at vakle. Dette giver jeg som en befaling, og ingen, der retter sig efter den, vil hidkalde forfølgelser over deres hoved, og de, der holder denne befaling, vil altid være fyldt med Helligånden. Dette forkynder jeg som en profeti.«²

Jeg vil gerne sige et par ord angående denne udtalelse som et emne for os som medlemmer af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige i dag.

Jeg beder om, at Herren vil inspirere os til at forstå visdommen i det råd, som kom fra profeten: Strid ikke med andre, men gå fremad uden at vakle.

Følg den lige kurs

Vi lever i en tid med skiftende værdinormer, skiftende standarder, hvor der opstår vildledende programmer, der blomstrer om morgenen og dør inden aften. Vi ser det i regeringerne, vi ser det i den offentlige og den personlige moral, vi ser det i folks hjem, vi ser det i kirkerne, og vi ser det blandt nogle af vore egne medlemmer, som føres på afveje af menneskenes underfundigheder.

Men alle vegne er der mennesker, der synes at famle sig frem i mørke, idet de tilsidesætter de traditioner, som var styrken i vores samfund, uden at finde sig en ny ledestjerne.

Jeg husker den moralske styrke, som en japansk regeringsembedsmand udviste, da han talte under indvielsen af Kirkens pavillon ved verdensudstillingen Expo ‘70 i Japan. Han roste varmt Kirken for dens deltagelse i denne udstilling og beklagede den vigende indflydelse fra religion hos menneskene i hans egen nation og den deraf følgende forringelse af standarder og idealer.

Det synes at være overalt. For nogen tid siden læste jeg en tankevækkende artikel, skrevet af afdøde Barbara Tuchman, en historiker, der vandt Pullitzerprisen. Hun sagde: »Med hensyn til ledere, så har vi – hvis de kan kaldes ledere – en mængde mennesker – der er parate og ivrige efter at lede befolkningen. De vimser rundt, laver meningsundersøgelser og hverver så mange tilhængere som muligt. Men hvad der er bemærkelsesværdigt er, at de ikke står fast og siger: › Det tror jeg på. Dét vil jeg gøre og dét vil jeg ikke gøre. Dette er min standard og dette her ligger helt uden for det. Det her er fortrinligt, og det her er dårligt.‹ Der er ingen moral i ledelsen, og det giver sig udslag i en generel uvillighed til at formulere sine standarder.«

Hun fortsatte: »Blandt alle de problemer, som vores fattige … samfund har udviklet, er der i centrum ét, synes det mig, fra hvilket så megen utryghed og forvirring stammer: Manglen på standarder. Vi er alt for usikre på os selv til at kunne bedømme vore standarder, til at kunne holde dem og om nødvendigt give dem videre, hvis vi sidder i en betydningsfuld stilling. Det er som om, at vi er ramt af en fortærende tilbageholdenhed, således at vi ikke tager noget standpunkt med hensyn til værdinormer, hvad enten det er moral, adfærd og æstetik.«³

Selv om folks standarder almindeligvis godt kan variere, så har vi i Kirken ingen undskyldning for at variere på samme måde. Vi har standarder – sikre, gennemprøvede og effektive standarder. Vi vil have fremgang i samme omfang, som vi efterlever dem. Vi vil hindre vores fremgang og gøre Herrens værk til skamme, i samme udstrækning som vi negligerer dem. Disse standarder har vi fået af ham. Nogle af dem virker måske lidt gammeldags i vores samfund, men det gør dem ikke mindre gyldige, og det forringer ikke deres værdi, når de anvendes. Menneskelig fornuft kan ikke forringe eller fjerne Guds erklærede visdom, uanset hvor kloge folk er, og hvor sandsynlig deres visdom forekommer.

Jeg har en gang hørt Hans Kindt, som var en klog patriark i Milwaukee Wisconsin Nordlige stav, sige: »Gud er ingen celestial politiker, der forsøger at hverve stemmer. Gud skal snarere findes og adlydes.«

Det er tilfredsstillende at vide, at lydighed bringer lykke. Det bringer fred og udvikling – alt sammen til gavn for den enkelte, og det gode eksempel vil øge respekten for den institution, som den pågældende tilhører.

Ingen grund til at strides

Vores overholdelse af disse gudgivne standarder behøver aldrig at virke anstødelige. Vi behøver ikke at strides med nogen. Men hvis vi følger en stadig kurs, så vil vores eksempel i sig selv være det mest effektive argument, vi kan fremlægge, til gavn for den sag, som vi er tilknyttet.

Herren har givet os råd og befaling om så meget, at intet medlem i denne kirke nogensinde behøver at smyge sig udenom. Han har fastsat retningslinjerne for os med hensyn til personlige dyd, næstekærlighed, adlydelse af loven, loyalitet mod regeringen, overholdelse af sabbatsdagen, afholdelse fra spiritus og tobak, betaling af tiende og offerydelser, omsorg for de fattige, opretholdelse af et godt hjem og en god familie, forkyndelse af evangeliet – for blot at nævne nogle få af dem.

Vi behøver ikke at skændes og strides om noget af dette. Hvis vi vil fortsætte fremad i en lige kurs i efterlevelsen af vores religion, så vil vi fremme Guds sag bedre end på nogen anden måde.

Der er måske dem, der vil forsøge at føre os på afveje. Der er måske nogen, som vil forsøge at lokke os. Vi bliver måske behandlet med foragt. Vi bliver måske ringeagtet. Vi bliver måske modsagt. Vi bliver måske latterliggjort af verden.

Der findes mennesker – både i og uden for Kirken – som vil tvinge os til at ændre standpunkt på visse områder, som om vi har ret til at tilrane os den myndighed, som tilhører Gud alene.

Vi ønsker ikke at skændes med nogen. Vi underviser i fredens evangelium. Men vi kan ikke svigte Herrens ord, vi har modtaget gennem mennesker, som vi har opretholdt som profeter. Vi må stå fast og sige – for atter at citere den bekræftelse, som Barbara Tuchman foreslog: »Dét tror jeg på. Dét vil jeg gøre og dét vil jeg ikke gøre. Dette er min standard, og dette her ligger helt uden for det«.

Der er måske tidspunkter, hvor vi er nedtrykte og dybt bekymrede. Der er selvfølgelig tidspunkter i livet, hvor vi hver især skal træffe beslutninger. Sådan har det altid været.

Pionereksempler

Enhver mand og enhver kvinde i denne kirke ved noget om, hvad vore forfædre måtte betale for deres tro. Jeg blev mindet om det, da jeg læste min kones bedstemor Mary Goble Pays beretning. Jeg vil gerne dele nogle få ord fra denne beretning af den da 13-årige pige. Hun fortæller om sin barndom i Brighton, denne smukke by, der ligger på Englands sydkyst, hvor de runde, grønne bakker i Sussex når helt ned til havet.

Det var her hendes familie blev døbt. De blev helt naturligt omvendt, fordi Ånden hviskede i deres hjerte, at Kirken er sand. Men de havde kritiske slægtninge og naboer, ja endog en pøbelhob, der latterliggjorde dem og optændte vrede imod dem. Det krævede mod, denne sjældne egenskab, man kalder moralsk mod, at holde fast ved sin tro og forsvare den, samt at lade sig døbe og blive kendt som mormoner.

Familien rejste til Liverpool, hvor de sammen med 900 andre gik ombord på skibet Horizon .

Da vinden tog i sejlene sang de: »Farvel mit velsignede fødeland, farvel.« Efter 6 uger på havet for at rejse en strækning, som vi i dag rejser på 6 timer med jetfly, lagde de til i Boston, og rejste videre med damptog til Iowa City, hvor de købte det udstyr, der var nødvendigt for at komme videre.

De anskaffede sig to par okser, et par køer, en vogn og et telt. De fik besked på at rejse sammen med og hjælpe et håndkærrekompagni.

Her i Iowa City oplevede de deres første tragedie. Deres yngste barn, der var under to år, blev syg på grund af strabadserne. Barnet døde og blev begravet i en grav, som ingen i familien nogensinde besøgte igen.

Lad mig lige læse et par linier af det, som denne 13-årige pige skrev i sin historie:

»Vi rejste mellem 25 og 40 km om dagen … lige til vi nåede Platte floden … Dér sluttede vi os til de andre håndkærrekompagnier. Vi så dem krydse floden. Der flød en stor isflage ned ad floden. Det var bidende koldt … vi gik tilbage til lejren og bad vore bønner, (og) … sang ›Kom, kom, Guds folk, fremad og frygter ej‹. Jeg undrede mig over, hvorfor min mor klagede sig (den nat) … Den næste morgen var min lillesøster født. Det var den 23. september. Hun kom til at hedde Edith. Hun levede i seks uger, og døde så … [Hun] blev begravet ved det sted, hvor vi krydsede Sweetwater sidste gang.

(Så løb vi ind i et kraftigt snevejr. Jeg for vild i sneen). Mine fødder og ben fik forfrysninger … Mændene gned dem med sne. De satte mine fødder ned i en spand vand. Det gjorde forfærdelig ondt …

Da vi nåede Devils Gate var det rædsomt koldt. Vi måtte efterlade en hel del af vore ting der … Min bror James … havde det så godt som nogensinde, da han gik i seng (den aften). Næste morgen var han død …

Jeg havde forfrysninger i fødderne; og det samme havde min bror Edwin og min søster Caroline. Vi kunne ikke se andet end sne (sne og sne overalt samt den bitre, kolde vind, der blæste over Wyoming). Vi kunne ikke slå teltpløkkene i jorden … vi vidste ikke, hvad der skulle blive af os. (Så) en aften kom der en mand ind i vores lejr og sagde … (at) Brigham Young havde sendt mænd og vogne ud for at hjælpe os … vi sang og dansede, nogle græd …

Min mor kom sig aldrig helt … Hun døde mellem Little og Big Mountains … hun blev 43 år …

Vi ankom til Salt Lake City klokken 21, den 11. december 1856.Tre ud af fire af de overlevende havde forfrysninger. Min mor døde i vognen …

Tidligt næste morgen … kom Brigham Young … Da han så, i hvilken tilstand vi befandt os – vore forfrysninger og vores døde mor, trillede tårerne ned ad hans kinder …

Lægen amputerede mine tæer … (mens) søstrene klædte min mor i begravelsesstøj … Da mine fødder var ordnet, (bar) de … os ind for at se vores mor for sidste gang. Hvordan kom vi igennem den eftermiddag, hvor min mor blev begravet? …

Jeg har ofte tænkt på min mors ord, før vi forlod England: ›Polly, jeg ønsker at rejse til Zion, mens mine børn er små, så de kan vokse op med Kristi evangelium, for jeg ved, at denne kirke er den sande kirke.‹«⁴

Jeg vil slutte med at spørge: Burde vi blive forbavsede, hvis vi skulle blive kaldet til at udholde lidt kritik, til at ofre lidt for vores tro, når vore forfædre betalte så stor en pris for deres?

Lad os følge en fast kurs, uden at strides, uden at skændes, uden at blive fornærmede, og lad os fortsætte opbyggelsen af Guds rige. Hvis der kommer problemer, så lad os tage dem stille og roligt. Lad os overvinde det onde med det gode. Dette er Guds værk. Det vil fortsat blive stærkere over hele jorden og påvirke tilværelsen til gavn for utallige tusinder, hvis hjerter vil reagere på budskabet om sandheden. Ingen magt under himlen kan standse det.

Det er min tro og mit vidnesbyrd.

FORSLAG TIL SAMTALEEMNER FOR HJEMMELÆRERE

Tænk bønsomt over dette budskab, og vælg derpå en undervisningsmetode, der giver familien lyst til at deltage. Her er nogle eksempler:

Hjælp familien med at lære den første sætning af profeten Joseph Smiths profeti (se anden sætning under afsnittet »Vores bedste forsvar«). Du kan rose dem eller give dem en lille belønning, når de kan sige det udenad. Nedskriv og drøft de forslag, som er nævnt af præsident Hinckley, om hvad det vil sige at følge den lige kurs.
Hvad siger præsident Hinckley om den moralske styrke, da han citerede Barbara W. Tuchman (se den fjerdes sætning under overskriften »Følg den lige kurs«)? Indbyd familien til at spille en situation, som kræver moralsk mod. Du skal måske forklare for de yngre børn, at det betyder, at de ikke skal være bange for at gøre det, som de ved er rigtigt. Drøft måder, hvorpå familien kan være ydmyg og alligevel udvise moralsk mod.
Hvordan tror I, at det løfte, som blev givet til de ret-skafne i profeten Josephs profeti, blev opfyldt i Mary Goble Pays liv? Drøft præsident Hinckleys afsluttende spørgsmål. Hvordan kan vi leve mere trofast i overensstemmelse med profetens råd?