Tro i hvert fjed … og en sang i hjertet

Deirdre M. Paulsen

En vandretur på 40 kilometer var ikke nok til at afholde det brasilianske medlem Paulo Tvuarde fra trofast at komme i kirke.

Når jeg hører eller synger stroferne »Se, vi sår, ja daglig sår vi«¹ og »Jeg går, hvor du sender mig hen«², kan jeg ikke lade være med at tænke på Paulo Tvuarde.

Jeg traf Paulo på en varm dag i det sydlige Brasilien. Kirkemøderne var forbi, og kirkebygningen var næsten tom, bortset fra nogle få medlemmer, der sad ude på gangen. Min mand, der dengang tjente som præsident for Curitiba-missionen i Brasilien, holdt møde med Edson Lustoza Araújo, distriktspræsidenten fra Guarapuava, i Paraná.

»Søster Paulsen,« sagde bror Jason Sousa, der tjente som rådgiver for min mand, »lagde du mærke til den bror, der sad ude på gangen med mudder på støvlerne?«

Mange veje i det sydlige Brasilien består af rødler, så mudrede sko er ikke noget særsyn.

»Mener du den tynde, mørke mand sidst i tyverne?« spurgte jeg.

»Ja, han hedder Paulo Tvuarde. Han går til kirken næ-sten hver eneste søndag, undtagen når mudderet er så dybt, at han ikke kan gå i det. Det har han gjort i 14 år nu – siden han var 15.«

»Hvor langt går han?« spurgte jeg og var helt uforberedt på bror Sousas svar.

»Åh, 40 kilometer,« sagde han uden at fortrække en mine. »Han går hjemmefra ved tretiden om morgenen for at nå frem til kirke i tide. Det tager ham otte timer.«

****

»Hvorfor gør han dog det?« spurgte jeg forbløffet.

»Fordi han tror på, at Kirken er sand.«

»Ja, selvfølgelige,« sagde jeg og følte mig lidt ilde berørt over det indlysende svar. »Jeg mente, hvorfor skal han gå så langt?«

Bror Sousa forklarede, at Paulo boede ude på landet, hvor han tog sig af familiens gård, så hans 74-årige mor, der havde dårligt hjerte, kunne bo i Guarapuava, hvor hun var under lægebehandling. Præsident Lustoza var hendes kardiolog.

»Paulo bor for sig selv, pløjer markerne og fodrer de få dyr, som de nu har,« sagde bror Sousa. »Der er hverken elektricitet eller indlagt vand. Gården ligger otte kilometer fra det nærmeste busstoppested. Og for at gøre det hele værre, så kører bussen slet ikke på lørdage og søndage. Så derfor må han gå til kirke.«

Præsident Lustoza, der netop kom ind i lokalet sammen med min mand, sagde, at Paulo normalt overværede Kirkens møder tre ud af fire uger. »Han udebliver ikke, medmindre vejene er ufremkommelige,« sagde han. »Han overnatter om søndagen, så han kan tage bussen tilbage om mandagen.«

Hvis Paulo var i kirke tre ud af fire søndage, så tilbragte han mere end 300 timer med at vandre næsten 1600 km hvert år, bare for at komme i kirke!

Når Paulo er hjemme på gården, har han fundet en måde at forkynde evangeliet på. »Jeg besluttede, at når jeg pløjer mine marker med den hestetrukne plov, så synger jeg Kirkens salmer af mine lungers fulde kraft,« sagde han smilende. »Mine naboer, som også er ude på deres marker, hører mig og spørger, hvad det er, jeg synger. På den måde kan jeg forkynde evangeliet.«

Den lange vandretur til kirke var ikke den eneste regelmæssige rejse, som Paulo foretog på troens vegne. To gange om året rejste han 530 km for at deltage i sessionerne i templet i São Paulo i Brasilien. På en af disse tempelrejser blev han præsenteret for Rita de Cássia de Oliveira, som tjente i templet. Odete Lustoza, præsident Lustozas hustru, havde tidligere truffet Rita i templet og havde opfordret Paulo til at skrive til hende.

Rita var vant til storbylivet, og hun nød samværet med sine venner og velsignelsen ved at tilhøre en menighed, der havde sin kirkebygning lige i nærheden. Men efter en længere brevvekslingsromance, der endte med Ritas og Paulos vielse i templet i São Paulo i 2003, flyttede hun ud til ham på gården.

Hun har vænnet sig til landbolivet og er taknemlig for velsignelsen ved et tempelægteskab. »Det sværeste var at finde en ægtemand,« sagde hun. »Resten kan jeg vænne mig til.«

Når Paulo i dag pløjer sine marker, søger han stadig at så evangeliets frø ved at synge salmer for sine naboer, og han foretager stadig den 40 km lange rejse til Kirken i Guarapuava. Men nu rejser han med Rita og deres søn Saulo ved sin side, og i stedet for at tage af sted tidligt søndag morgen, tager de den sidste bus fredag aften. Når de har tilbragt weekenden i selskab med de hellige og overværet Kirkens søndagsmøder, tager de bussen tilbage til gården mandag morgen – lykkelige over at have været der, hvor Herren ønsker, at de skal være.